Jeg så’, hvor gyldensolens lys det klare
blegned og som en mat og gusten skive
dens glade åsyn svandt i disens drive;
kun tunge skyer over himlen fare.
Og østenblæsten ondt i stormkast snare
fløjter og hegler halmen som en rive,
og sandets hvide slanger bugtet sive,
hvor havets barske røster himlens svare.
Men snart vil flænges skyens sorte slør,
og efter bygen skal vi atter se
solkongen stråle herlig på sin vandring,
og himlen blåne høj og ren som før;
og til mit hjærte hvisker jeg: måske
får dog min skæbne samme slags forandring.
Efter D. Juan de Argüijo † 1623.