Bakchylides
1897
1897
II
En rimeligvis improviseret sang til ære for en landsmand, der havde sejret i Nemea og tidligere havde vundet i legene på Isthmos.
Strofe.
Drag hen, o ry-givende snare rygte!
Far som vort bud, fryd med dit ord
det dyre land, Keos’s ø:
Nu har Melas med den djærve hånd
vundet dysten ved Argos.
Antistrofe.
Hans fagre dåd, øvet på Isthmos’ tange,
drages i hu; jeg, der forlod
hisset den fejred, da koret bar
kranse syvsindetyve.
Epode.
Vor moder-ø’s Muse har kaldt
af fløjten sødt-legende lyd
og Panthoides’s gæve søn
højt hun hædrer med lovsang.
III
Hieron havde vundet i vogn-dyst i Olympia (468) og må til tak for sejren have skænket Delfoi gaver, bl. a. nogle gyldne trefødder. I denne anledning besynger Bakchylides ham. Kongens gavmildhed bringer digteren til at mindes Delfoi’s store velgører Kroisos. Han skildrer lyderkongens bålfærd for at vise, at fromhed får sin løn. Denne beretning, hvorefter Kroisos frivillig søger båldøden, stemmer overens med et vasebillede (fra o. 500), hvor man ser Kroisos sidde på bålet og gyde vin, mens en tjener nedenunder stikker ild i veddet. I den senere beretning hos Herodot (I 86 og 87) fortælles ligeledes om regnskyen, der slukker ilden. Når Herodot mener, at Kyros mulig lod Kroisos sætte på bålet for at se, om ikke en af guderne på grund af hans fromhed vilde redde ham fra at blive levende brændt, synes man også at mærke en forvreden lævning af det ældre sagn.
Lovsyng fyrstinden for Sikeliens kornland
Demeter og møen med krans af violer,
o gavmilde Kleio! og Hierons foler,
rappe de vandt Olympialøbet.
Thi ved Alfeios-flodens brede strømme
de hastede forrest med sejrens lykke;
de volded, du hented dig kransenes smykke,
Deinomenes’ livsalige ætling.
Da råbte Achaiernes skarer:
Trefold lykkelige mand,
hvem Gud-herren gav i hænde
Hellas’ allerstørste land:
Han véd, at guldets dynger ej bør dølges
i mørkets sorte lagen.
Et væld af gaver over alle veje,
af offerfest-brade i gudernes kammer,
og lysende guldet på trefødder flammer,
kunstig virkede står de for templet,
hvor Delfoi råder for Apollons eje,
hin herlige lund, og Kastalia rinder.
Giv ære til guden, til guden, da vinder
ene du verdens ypperste rigdom.
Thi dengang den højestes vilje
førte tidens fylde nær,
dengang rytterlandets fæste,
Sardes faldt for Persiens hær,
da blev kong Kroisos bjærget af Apollon,
den gud med gylden bue.
Da fyrsten så’ den dag, han aldrig vented,
det lysted ham ikke at dvæle og skue
den grådtunge trældom. Et bål lod han tue
udenfor borgens malmfaste bygning.
Han steg på veddet med sin milde hustru
og de hårfagre døtre, der græd og bæved
og vånded sig såre. Og kongen hæved
hænderne op mod himlen den høje,
. og råbte: »Du voldsgud deroppe!
Har ej guder tak og blu?
Hvor er drotten Foibos henne?
— — — — — — — — — — — —
(Her har han mindet Apollon om alle de gaver, han har givet Delfoi.)
De brød vor by. Paktolos’ gyldne vande
<er røde af blodet af mænd, der dræbes,>
og fangne, forsmædelig kvinderne slæbes
ud af de rige, hyggede huse.
Hvad før var lédt, er fagert nu. Og lifligst
er døden.« Han bød, og Habrobates tænder
hans træhus. De jamrende jomfruers hænder
fast om den kære moder sig slynger.
Thi døden, der ses, før den rammer,
regnes mest af alle hård.
Frem af bålet høje flammer
vildt og lyst mod himlen slår:
da sendte Gud en dunkel sky, der slukked
den gyldengule lue.
Mig tykkes hvert Guds forsyns-værk fuldtroligt:
Apollon dem førte til Højnordens riger,
den ældede drot og de fodsmale piger;
der fik han bo til løn for sin fromhed
Thi ingen mand på jord har sendt i gave
så meget som han til det hellige sæde;
men ingen, højlovede Hieron, kan træde
jævne med dig af alle Hellener.
— — — — — — — — — — — —
Den gang gud Foibos vogted kvæg på marken,
da gav han Admetos den lære i gemme:
det båder en dødelig mand at nemme
dobbelte love: lev dine dage
som vidste du grant, at imorgen
solens sidste lys dig nåer;
lev, som var dig rigdoms fylde
sikker for halvhundred år.
Og fryd din sjæl i fromheds gærning! Dette
er livets bedste gave.
Forstandig mand forstår mig. Ingen smitte
til højluften rækker. Og havdybets væde
kan aldrig forrådne. Og guld er kun glæde:
Den, på hvis hoved hårene bleges,
umulig vinder ungdoms vår tilbage.
Vort legem vil ødes. Men aldrig fortærer
ælde den lysende manddom. Den nærer
Musen. O drot, du viste alverden
den dejligste frugt af din rigdom.
Følger lykke mandens færd,
ej det sømmer sig at tie.
Priser fremtid ret dit værd,
da mindes også Keos-nattergalen,
hvis sang er sød som honning.
XVII
Det sagn om Theseus, der indeholdes i dette digt, kendte man før af et par steder hos Pausanias og Hyginus. Efter Pausanias var det æmne for et maleri af Mikon i Theseion. Af de to beretninger svarer Hyginus’ temmelig nøje til fremstillingen her i digtet; dog er scenen hos Hyginus på Kreta, efterat Theseus er kommen dertil med sine unge landsmænd. Hos Pausanias ligesom hos Bakchylides foregår hændelsen ombord på skibet, hvori Minos fører de unge Athenere til sit rige.
Sagnet er endvidere brugt i græske vasebilleder. En vase af Eufronios (i Louvre) viser Theseus’ møde med Amfitrite. Han står foran hende på en triton. Hun sidder ned og rækker hånden ud mod ham, enten som en hilsen eller for at give ham Minos’ ring. Rundt om er der delfiner. Personernes navne findes vedføjede. På en anden (François-vasen i Florens) fremstilles Theseus’ genkomst. Man ser et skib, hvor folkene står i forbavsede, bevægede stillinger. Ved siden af svømmer en mand. Et andet billede på samme vase viser Theseus’ ankomst til Kreta. Han holder der Eriboia i hånden. På dette sidste billede er navnene ligeledes vedføjede.
Det sorte skib, der bar den kække
Theseus med to gange syv i følge,
fagre børn af Ioniens land
brød den kretiske bølge.
Sejlet øjnedes vidt på vand,
hær-forfærdersken Athene
lod blæst fra nord det fylde.
Kypris, med længsels bløde bånd
om panden, ægged da Minos’ sind
ved elskovs hede gave.
Ej han kunde holde sin hånd
fjærn fra møen, hårdt i ave:
han rørte hendes hvide kind.
kobberrustede ætling skreg.
Men da Theseus så’ det syn,
mørkt hans øje under bryn
rulled, og harmfuld smærte
hug sin brod i hans hjærte.
»O, søn af himlens stærke gud!«
råbte han højt, »du styrer ej
din vilje efter retfærds bud:
lad ikke lovløs vælde råde!
Den lod, vi fik, da vægten vejed
gudernes vilje og skæbnens domme,
tager vi alle imod fuldtrøst,
når tidens mål er omme.
Tæm, o herre, din onde lyst.
Selv om hun, der delte leje
med Zeus på Ida’s tinde,
har født dig ypperst af mænd på jord,
da vid: jeg har til moder
herren over havets floder;
og Nereus’ væne børn, der snor
lokker blå som blå violer,
gav da bruden et gyldent slør.
Derfor Knosserfyrste bold,
stands din tåresvangre vold:
gid jeg aldrig må skue
gryets dejlige lue,
hvis du vil tvinge uden agt
jomfruens vilje. Da vil før
jeg vise mine hænders magt.
Og lad så Gud for resten råde.«
Så den tapres tale lød.
Hver om bord blev forfærdet
over mandens svare mod.
strax en listig tanke spandt:
»Hør mig fader, Zeus du stærke!
Har som søn af dig såsandt
Foinix’ hvide barn mig båret,
send til klart tegn og mærke
himlens lyn med flamme-håret!
Og om Aithra i Troizen
med Poseidon, jordens ryster,
avled dig, nu velan:
dette blanke finger-guld —
kast dig dristig ud og spring
til din faders borg og bring
smykket fra det dybe vand.
Snart skal du se, han har hørt min bøn,
Kronos’ søn,
tordenens konge, verdens styrer.«
Og hans forvovne bønner hørte
Zeus, og han ydede Minos ære
vældig, vilde hver jorderigs egn
sønnens ry skulde bære.
Lyn fór hen. Ved det dyre tegn
bredte helten begge hænder
mod himlens stolte bue,
sagde: »Du ser, hvad Zeus mig gav
til sikkert mærke. Velan, spring ud,
hvor dybe vover dønner,
søg kroniden, ham under hav,
visst med herligt ry dig lønner
din fader, søens volde gud,
ry, så vidt, som landet løves.«
Ej dog Theseus, da ordet lød,
veg med krumpen sjæl; han fór
frem og sprang fra højen bord,
slugtes af havets vove,
dybets vigende skove.
Da lo han, Zeuses søn, i sind;
brat han det stærke skib dem bød
at styre for den fulde vind:
ad anden vej dog skæbnen hasted.
Og skibet higed frem, og vinden
blæste fra norden ibag med vælde;
hver Athener, mand eller mø,
skjalv, da de så’ deres fælle
springe kæk i den dybe sø,
tårer liljekinden væded,
den tunge lod de favned. —
Men Theseus rappe delfiner bar
til horsekongen, hans fader, ind,
i guders bo han trådte.
Der blev vovens møer han vår,
børn, den rige Nereus åtte;
da gøs af gru den djærves sind:
Thi fra deres hvide lemmer
funkler lysende glans som ild;
fagre bånd af gyldent flet
kranser hårets lok, og let
med linde fødder de træde
dansen i hjærtens glæde. —
I højen sal på havets bund
troned hans faders mage mild
en purpurkåbe om ham kasted.
Og om hårets krus en krans,
rose-mørk, Amfitrite
slynged: den, da hun var brud,
hende gav Afrodite.
Mand skal bære dårens navn,
vil om guders magt han stride:
Se, han steg ved skibets stavn!
Ha, hvor brast da Minos’ glæde,
dér han så’ helten skride
frem af voven uden væde!
Undren greb dem alle: Guds
gaver lyste om hans legem.
Nu med ny-vågen lyst
hver en jomfru, stolt i stol,
jubled lydt. Og havet klang.
Ynglingskaren kring ham sang
guders lov med yndig røst.
Delier! gør dig de Keers kvad
hjærtet glad,
giv os til følge lykkens fylde.