Georg Brandes
4. Februar 1902
4. Februar 1902
I
Det store iltog går sin gang,
forbi os jager stang på stang:
et flygtigt holdt; vi træder ned,
og væk er togets hyl og sang.
Vidt søger ud de unges blik,
som de til arv alverden fik;
og hjertet banker hedt i takt
med togets modige musik.
Men andre véd kun mad og kort
og regner mit og jert og vort,
og kives om den bedste plads,
hvor de kan døse dagen bort.
Så falder på den døde nat:
de blege åsyn luder mat;
de klager i urolig drøm
og søger glemsel som en skat.
Da lyder højt en skinger røst,
som hanen gol af fulde bryst:
»Driv bort den lumre søvn og slum;
nu rinder dagen op i øst.
Slå ruden ned! Den køle vind
i korn og blade vifter lind;
drag dybt den karske luft og sug
dig kraft i arm og blod i kind.
Se, jorden bredes grøn påny;
lad nattens drømme-skygger fly;
bliv frit dig selv og rank i ryg
og bad dit bryst i morgen-gry!«
De skreg; thi dagning-kulden bed;
det skarpe lys i øjet sved;
de løfted hånd, men han var stærk;
for med ham solens vælde stred.
II
Tre snese tæller nu hans år:
den tid, da hjærtet trevent slår
og støvet gråner sans og hu,
som det har dækt de sorte hår;
da tanken, der i dybet fór,
med busket rod til stenen gror,
og tryg i muslingskallens gem
er døv for havets brus om jord.
En sindig plov af kampens stål!
En stakket vej for store mål!
Så varmer vi vor runkne hånd
i asken af det slukte bål!
Hans ild går højt nu som tilforn;
hans hjærtes hud blev aldrig horn;
hvor jordens frugt er vold og vrangt,
han stinges af den bitre torn.
Vist har han gæstet vanhåbs bo,
har trådt på mangen trøsket bro,
har stridt i trætheds sejge dynd,
men aldrig faldt han slapt til ro.
Den store fælde står på klem:
»Her er et lunt og hegnet hjem;
far ind i mag; bliv én af os!«
Men han blev aldrig en af dem.
Når vel han syntes sikker nok,
da sprang han over sten og stok
med hjærtets drift og brand til lov
og selv imod sin egen flok.
III
Vor vinters slud og is har voldt,
vort sind forsagt forsigtigt koldt
er skrumpet ind og vendt til værn
og søger læ bag mur og bolt.
Hans sjæl er sommer; let og fuld
den stryger af den trange uld;
den suger ind den rige sol
som ædle druers varme guld.
Den vides ud og ånder frit;
kækt over landet går dens ridt;
den stirrer aldrig bange hjem,
om ej den vover sig for vidt.
Og frodig bølger livets flod;
der svulmer saft, der ildnes blod,
og ax og ugræs, blomst og urt
får løv og fylde bag hans fod.
Og vared han sig stundum ej,
men flagred lidt for let i leg,
og greb i hast han stundum glip,
og har han snublet på sin vej,
dog falmer ej hans bjærte ry:
han drev af land den lave sky;
med sang og giger, bånd og maj
han førte sommer os i by.
IV
Et rim, der nynner om en mand,
som drog sin kres ved verdens rand,
men med sit hjærtes røde ild
tog midtpunkt i sit eget land.