Kantate ved Veteranfesten i det kgl. TeaterDen 18. April 1914IHJEMLANDET Som bøgens rødder rinder i muldens dybe gem og suger saft, der finder ad tusind årer frem, til løv i vår sig buer om lemmer grå, der duer når vinterstorme truer, så nærer os vort hjem. I sind og hjærte bygger den brede, grønne vang med skift af sol og skygger og bækkens muntre sang, med banke-drag så vide og lyngens mørke lide og blege græs, der stride mod havets hårde gang. Kun her vi trygt kan træde og bruge lindt vor hånd, hvor sorg og tvivl og glæde, har løst vor sjæl af bånd, kun her vi fuldt kan nemme vor nabos ord og stemme, her kun er helt vi hjemme i liv og sæd og ånd. Om fremmed land os lokker og lønner rigt vor færd, — et kim af fjærne klokker i drømme natten bær: vi ser vor barndoms have, vor fars og moders grave og hvide længer lave i ly af fejre trær. Vor svundne æt og frænder, som længst blev jord i jord, genfødt i os vi kender, vi farer, hvor de fór: vi hører sang i skove og døn af hestes hove og drøn af skud på vove, som vi var selv ombord. Vort gamle land, vor moder har fristet onde kår, når broder stod mod broder og fjenden hug os sår. Lad tvist ej hjærtet tære, giv mod i dage svære, lad øges Danmarks ære i lyse fremtids-år!IIHALVTREDS ÅR EFTERADet røde sår forlængst er lukt, dog bryder end det gamle ar. —Halvhundred år bar jorden frugt og blomster visned over grave,men endnu krymper sig vort sind, og livet falder ej i lave;vi drager frem og stirrer ud, men kan ej glemme det, der var.Vi sysler travlt med hver sin dont, og tidens store snare hjul,mens sol går op og sol går ned, os fryd og tant og kvide væver:men mangen stund i dagens larm vi stanser brat og hjærtet bæver:et væld er brudt, et minde vakt; den grund, vi træder, synes hul.Derover sygned mangen sjæl. Og somme kaster byrden bortmed: »æd og drik, imorgen dør vi; vug imens på nuets strømme;«og andre hyller panden til og søger rus i digt og drømme,der, stedt’ for verdenslovens jærnfod, synker ned med tab og tort.De karske ser mod fremtids mulm og grubler svart på tryggest råd:om der er håb i nød, når vi har spændt til yderst mål vor ævne, —om vi, når store skuder går på stormkoldt hav til rustet stævne,med varsom kløgt og vågen sans kan styre frelst vor lille båd.Og tankens genfærd rider rap tilbage tit ad kampens vangog lytter, om der klages svagt, dér hvor de mange muldskud tues,for vidløs dåd og brist i råd, for tab af dem, der stadig kues,og fritter, om fra fædres old vi kunde vendt vor skæbnes gang,og var vor manddom bleven kold, — må vi for dem, der kæmped, blues?BNej! en bavn i natten lyser, og dens fagre lue skinner, nu, da røgen, som den sløred, viftes bort, des mere klar:åsyn livnes i dens skær og mylrer frem med dyre minder,de, der drog afsted mod døden, de derhjemme, mænd og kvinder, som med villig hu til offer deres bedste eje bar.Jævne folk med store sjæle: ham, vi hører rolig sende ud sin søn med fyndig tale: »hvor du stilles, dér du står!«hun, som først af sønner syv ej så’ de fem tilbage vende,hun, som mæled, da man bragte budskab om de sidste tvende: »én er fældet, én er fangen!« — »fangen? dog ej uden sår?«Fører-syn sig for os viser: den, der veg, og den, der sejred. Her den gamle mand de Meza, han, der gav til pris sit ry,fulgte koldt sin pligt, og ikke efter folkets yndest vejred, —nordhavs-kæmpen hist, der slog, men ikke led, hans folk ham fejred; søens gamle helte værdig står han, gæv og but og bly.Hæren selv, den mene mand, med navne, som kun hjemmet nævned, de, hvem ingen kranse smykked, — som dog vel var kransen værd,fredsælt folk i sind og dont, på kongens bud i kamp de stævned,led og stred, holdt ud og døde, yded trofast alt de ævned, uden pral, med muntert lune, mod en overvældig hær.Se, vor hær, den syntes viet til fra første færd at knækkes: mænd fra ploven, mænd fra boden, spredte bag den gamle vold,lidet hærded’ — knap med føden — ly, der ej mod vejret dækkes, —ringe rast og megen kulde: dag for dag de måtte svækkes, — til de fik det bud at vige, som den djærves hu gør kold.O, det bitre tog tilbage gennem nattens vilde glammen, over isvej, under snefog, frem og stille lige strængt;sult og træthed, lang tids vågen, alt, der matted, virked sammen,medens hjærtet sygt sig vånded under harmen eller skammen, og med fjendens råb i ryggen, — var det sært, om de var sprængt?Dog de holdt, og frem de nåed. Ingen mænd kan bedre yde. Endnu mer: de svinged rundt og mødte fjenden, sværd mod sværd;Hjærtet sang i bryst, da hornet kaldte; sjællandsfar og jyde,langs de lave diger fylked’, dristig skød og lod sig skyde, tre mod fem de fjenden stansed. Vi tør kranse denne hær!Og ej mindre lov de vandt sig, siden, da på Dybbøls banke hårdt de sled og slog, hvor døden hugged ned i hagl af jærn;mellem gny og gru og møje dag og nat de holdt sig ranke,kun med spaden snart til våben mod de tusind lynglimt blanke, da man bød dem ej at bruge deres sidste skyts til værn.Uden dystens sang og glans de værged landet ved at lide; somme faldt, og andre fulgte; — til den kom, den mørke dag,da som Isak for at ofres de drog op ad bjærgets side,sprang i kampens rædsel frem den sidste vilde stund at stride, og bar ud af røg og drab nyfarvet deres gamle flag rødt af kække hjærters blod og hvidt af ærens rene hvide!IIINÅR FREDEN BRYDES Legende vifter den nynnende vind løvet i lund, — vugger sig lind over de frodige strå; sol i det blå tindrer på levende sø, lægger sit guld mildt over ø; fredsælt hviler byens tage og markens muld. En strime mørknes ved havets rand, — flygtig blinkende gys, falmende lys, blågråt mulm brat over himlen ruller; ilinger sortner det bævende vand skoven sig vånder i bygens vejr, — lynenes blændende sværd, tordens brag og dundrende bulder, landet grønt i sitrende skær, brand lyser ved brand. Der lyder de dårende giger. — I dansen de legende træder og nyder det flygtige nu; de mødes, de favner, de viger; — dér nyder de flygtige glæder den hede, letsindige hu. En larmen fra gaderne stiger, hvor ingen er nøjet med meget og hver søger sit, som han vil; de virker, de dobler, de sviger, og hver søger ikkun sit eget i det guldgyldne ringlende spil. Mod magten og æren de higer og tvistes om lov eller lykke og agter ej sol eller sky; de brydes, de kives, de sniger og ser ej den dæmrende skygge, der varsler det blinkende gny. Der lyder et drøn hist ude; — hundene glammer langt af led; angstfuld bien, en klaprende hest, — isnende blæst slår ind ad den åbnede rude. Ve, den er brudt, den livsalige fred! Hastende fødder forvirrede farer, et skingrende skrig over tiende skarer, klokkerne jamrer, kalder og svarer . . . .Men en ny sang, som har jærn-klang, lyder vide om ø:nu er kiv endt, nu er liv tændt: vær en vold om vort land.Og fra by-vang vi med storm-gang drager ud alle mand;vi har højt mål og med hårdt stål vil vi dræbe og dø, og skulder mod skulder i fylke går vi frem. Hør horn, der harmfuldt klager, hør trommens dumpe slag, dyb klang af pavker drager alle ud til kampens dag; hør, hvor fløjtens skingre trille ægger iltert uforsagt, higer ivej med toner vilde over togets tunge takt. Vi har bygget i vester og øster, hvor enhver på sin syssel tog vare uden sans for det hele. Vor fare har os enet i samhørig flok. Vi var tusinde viljer og rappe i vor mund, men med lukkede ører, nu vi lyder samfældig vor fører: han har talt, vi har hørt, det er nok. Vi var skilte ved tunge og tanke, ved de hvide og barkede hænder; vi var store og små. Nu vi kender, at enhver blev en jævnbyrdig mand. — — Og det vugger ad vejen og blinker: og i hjærtet det bryder og dønner. Det er bud fra vor old. Vi er sønner af de gamle bag rødskjoldets rand. Ved min side jeg kender min broder; vi vil følges i lyst og i møde; du skal dele min flaske og føde; vi går sammen i blyhaglen frem. For vort land vil i marken vi drage, vi vil kæmpe som modige fæller; er det mig da, som kuglerne gælder, er det dig, som bær bud til mit hjem. Det sidste tog er svundet hen; vi sidder ene to igen, med tanken tung for ham, der drog i krig og nød så frejdig ung, ham, jeg har vugget på mit skød i sorg og lyst, ham, der har diet ved mit bryst; vi stirrer ud, vi lytter efter fjærne skud; vi ejer ikkun håb og bøn; vi véd, vi har ham givet hen, vi véd ej, om vi ser igen vor søn.IVTIL DEM, DER STRED Gamle mænd og bolde, som på vej og volde, som på søen kolde voved liv for land! Lykken var os ikke god; magten var for stor, uden klang og frydesang tavse hjem I fór. Ej af brist på mandemod. Derfor nu, lidt sent, bringer vi jer lov og tak, fuldt og ærlig ment. De kan alle steder trøstig håbe hæder, som i kampen træder lige, mand for mand. Hære mylred ind fra syd; I var kun de få, kunde ej og måtte ej, men vilde gærne slå; kun, hvor sidste gang der brød glimt af nordhavs sky, kæmped vi med lige kår, og fjenden måtte fly. Selv mod kæmper dværge stundum kan sig bjærge, når de får til værge bedre skjold og sværd: I med gamle bøsser drog, døden vied’, ud; fjendens våben gav igen tre for enkelt skud. Ingen fjælde styrked jer. Støt I kæmped dog, selv da ikkun venner få sammen med jer slog. Mon I vel har agtet på, hvor lidt vi magted — på, hvor højt I tragted med dumdristigt mod? Blot den ene fjende var eder altfor svær, han, som havde tugtet sig tidens bedste hær; tidens største snille bag styred krigens gang, han, som siden riger to af første rang betvang. Som en Tommeliden gævt I gik i striden, ak, men ej er tiden mer til eventyr: jætter to med smidig hånd søgte eders liv, let hug deres lange stang ned jer korte kniv, alt I løb og stak, I fik større sår og ve, ej der åbenbared sig nogen venlig fe. For hvad djærvt I dristed, for hvad ondt I fristed, I med dem, vi misted, tag vor lov og tak! Over eders hvide lok sænker sig en krans, den, hvis løv er modig dåd i kamp til lands og vands, jer til hæder danske børn synge skal et digt, det, at I som danske mænd gjorde tro jer pligt.