Over dundrende slette og klingende bjærg og igennem de skjulende skove
fra den disede vår jeg brød ud af mit åg er jeg faret på springende fod.
og det gnistred af fjældet og hvisled forfærdet af løv bag de løftede hove;
hvor jeg higed og hasted, med stene og grene det søgte at tvinge mit mod;
men jeg brød og jeg bed, og jeg tramped og splitted de knyttede kviste og rødder,
indtil lundene ræddedes, lysned og veg, så de hæmmed ej længer min gang,
og hvor gråstenen trued og stivned jeg trådte og hug med de hærdede fødder,
til den revned og fødte et rislende væld, hvor der før var den goldeste vang.
Ved min side og bag mig forfølgende ulve og knurren og bjæffen af hunde
og hyænernes latter og tusser at træde og slimting, der véd sig at sno;
der var gabende flabe og grinende muler og bidte forbitrede munde,
og de snærred og snøfted og hvæsed og fnøs. Men jeg brused forbi dem og lo.
I den duggede nat, i den dæmrende ørk, over vigende mos, over lyngen
i den svalende luft, i de kvægende dufte jeg sang til mit hovslags musik;
hvor det køled mit bryst, hvor jeg kendte min kraft og mit legems spændige gyngen,
og mod storhimlens lykkelig tindrende tusindlys søgte mit undrende blik.
Og jeg skønned, de steg i det fjærneste øst ud af bølgernes tågede ager,
indtil over mit bryn i den tavseste højhed de funklende guldtegn jeg så;
men aldrig jeg fandt, at de sås under svanen, den snehvide spejder, som drager
så svimlende højt, at dens mægtige sang kun dæmpet til jorden kan nå.
De tog fangen min hu: når jeg skimter fra bjærget en løve, der lurer på bytte,
hvor den synes mig liden — som kryb for min fod, som en bille, der kravler i strå;
og dens rullende brøl kan ej række mit øre, der spidses og sænkes at lytte.
Hvor må de blive store af legem og stemme, ifald jeg dem nær kunde stå!
Som en hval mellem sild mod hvad vældigt jeg så’ ihvor vide på jorden jeg nåde:
der må flyve i luften forfærdende ild-ånder klædt i den dejligste form,
de må mæle og synge i toner og tale, der løser mig allivets gåde,
ej er droslernes fløjten så lindrende blød, så stærk ej den hærgende storm.
Men da solen stod lavt og det gyldne blev blod og sig lagde de susende vinde,
slog jeg hoven i muld og jeg rystede lokkerne: frem til det højeste fjæld;
hvor det knitrer af isen og støver med sne om den yderste stenede tinde,
vil jeg øjne og kende de brusende brande på nathimlens buede hæld.
Mellem granernes spær, hvor det koged i kvist, og i spring over slugende kløfter,
over stigende ørk, hvor det rasled af sten og jeg skjalv i den faldende bæk,
til den højeste tinde jeg åndeløs vinder, og øjet af stenen jeg løfter, —
jeg var rede at møde de mægtigste luer: — jeg veg og jeg stejled af skræk!
Og jeg sneg mig tilbage, så uselig ringe, et sandskorn, en myre i bakken!
Hvor jeg drukned i verden; og stenvæggen knuged, jeg gøs under klippernes horn;
jeg blev angst for en skygge, min kraft var som lammet, det isned og greb mig i nakken.
Hvor det videdes ud: så højt som jeg steg, var stjernerne små som tilforn!
— — Jeg har græsset på marken og mættet min bug, jeg har døset i blomstrende dale;
jeg lod solen gå op og gå ned, og jeg ænsed ej årenes medløse svind . . .
Nu synger mit hjærte; der bares mig bud; det var ikkun en kvidrende svale,
der strøg mig forbi på sin rejse en morgen med sollys på flyvende spind:
der var hu hos den rappe, den styred med storsind mod højder i fjærneste lande.
Den har vakt mig og vist mig en flig jeg kan følge, og ringen, der snæred mig, brast.
Der er kog i mit blod og det dirrer i lemmerne. Ud til de yderste vande!
Se mit susende hår! Hør min gjaldende røst! Af min vej! Jeg har hast, jeg har hast!