I
Mellem sværmen, der røres urolig i dyndet
og hæver mod dagen de blindede syn
med brusende knurren og truende tænder,
og et genfærd i purpur på højsæde-hyndet,
hvor uforstand rynker hovmodig sit bryn,
og affældighed råder med stivnede hænder,
trægt og tynget, fod for fod
drager fremad folkets hær;
guld og jærn står gramt imod; —
stundum dog i mørket brænder
som et farende sværd.
II
Det blev draget og flammed i otte og fyrre,
da folket brød ind som en svulmende flod
og trællene retted de krummede rygge.
Der gik lys over himlen, og havet blev større:
for kongernes sol drev der skyer af blod,
og de skjalv under folkenes vældige skygge.
Somme angst af riget for,
andre drog fra borgen ned,
løfted hatten højt og svor
»folkets bud skal landet bygge!«
med den dyreste ed.
III
Men den fejende storm løb i blinde og bristed;
den larmed med vælde, men kraften var kort.
Og fyrsterne mumled: »Det blev kun en byge.
Vi kan tage påny, hvad vi tåbelig misted;
og blodet, der damped, var dog ikke vort;
og hvad pennen har skrevet, kan atter den stryge.
Ryg mod ryg og hånd ved hånd
fast og kløgtig snart vi snor
tugtens reb og tvangens bånd,
bod for tidens sår og syge,
og en ed er kun ord.«
IV
Og de græd som hyæner og rejste sig kække;
en enkelt var faldet, en værre krøb frem.
Med kugler og klinger de prøved at fjæle
deres sortnende skam under blodjordens dække;
bag fængslernes dør var de retvises hjem
og de fribårnes tunge landflygtiges mæle.
Dog i sorgens bitre stund
få var de, som vilde fly;
håbet lo med fager mund,
våren sang i unge sjæle:
vi vil vove påny! —
V
Og der fødtes en dåd, som skal bæres i minde:
Italien, der splintret var styrtet i muld
og visnende gøs for de manende fædre,
blev et træ, hvor det før var en dynge af pinde.
Til kamp om Hesperiens lyseste guld
og til fald, som den vingede Dise vil hædre,
stod det fagre land igen
herligt frem af dødens lin
bag en mur af store mænd;
én jeg nævner, få var bedre:
Daniele Manin.
VI
Han var båren af lov som hans by af sin bølge.
Han dysted bag loven; dens vidje fik ram
på fjenden og vakte hans stad fra de døde.
Da det gjaldt, hug han til. Og han højned sit følge:
Venezia strøg af sig århundreders slam
og gik rustet og modig kroaten i møde. —
Falden, fattig, ensom, svag
langt fra hjemmet, uden rast
virked for Italiens sag
vist og varmt den store jøde,
indtil tankerne brast.
VII
Der var hære, som vandt til den løvgrønne tinde.
De så: der er vidt til den guldgule frugt.
Thi højder bag højder sig stenede hæver.
Nu er vårkampen vundet og værkdagen inde,
der redelig styrke og tålmod og tugt
i de styrendes hu som hos folkene kræver.
Ve, hvor svamp og nælder gro
yppig over markens frø:
syge smil og ringe tro,
grådig hast og griske næver:
vi vil æde og dø!
VIII
Det gør ondt; og en vamlende bitterhed fylder
som aske vor mund ved de syner, vi så
i verden halvhundrede vintre tilbage,
nu de franske er syge af stinkende bylder,
og sangen fra Tyskland som ravnens er rå,
og Italien er atter et herberg for klage.
Lyder ej af tidens kog
snart en røst med myndig klang:
frem i takt, i fylket tog
frem påny mod klare dage,
jeg vil luge min vang!