Ned ad vejen vandrer
en gammel mand, tungt, tungt:
hvor al ting sig forandrer!
da hjærtet banked ungt,
vi syntes, verden bedredes
og løfted sig i flugt,
og alskens kryb fornedredes,
blev snart af jorden slugt.
Nu ser de gamle øjne,
som ser foruden briller,
at fuglene er fløjne,
men kolde orme spiller
i græsset for min fod;
for mine fødder triller,
som boldte, gule løgne;
hvor er mit unge mod?
Jeg går i jorden ned,
og dér var trygt at være,
hvis ikke mine kære,
hvad lod de får at bære,
forstyrred dødens fred.