Niels Møller (1859–1941)

Min båd har pløjet mange brede vande,

fór stejle næs forbi og turde gæste

de drueblånende fjærne, høje lande,

»som barder fik af sangens gud i fæste«.

Dér fyldte jeg min holt til begge rande

med frugter, vin og blomster af de bedste

og styred hjem mod vilddyr — trampede strande —

til rast fra færden, eller til den næste?

Du ægged mig til denne rejse; før

mit skib var frønned, sendte du mig ud

på søens vej, af tangens flager friet;

du klarned himlen, gav mig sol og bør;

derfor skal høsten, som jeg på dit bud

har bragt i hus, med tak dig være viet.