Niels Møller (1859–1941)

Som løv, der hvælves mod himlens blå,

                vil dale for høstens vinde,

det funklende øje, som langt ud så’,

                sig lukker i dødens blinde;

den virksomme hjærne går tungt istå,

                og manden er kun et minde.

Vi så’, med den skarpe tanke ham

                sin gærning som leg at fremme;

med sindet fast over tidens glam

                han kyndig løfted sin stemme,

og han, der vejed så klogt, fornam

                kun uro for dem derhjemme.

Vi så, hvor muntert hans lune brød

                og gnistred af lærdom og lære,

og livets gode gave han nød,

                her vilde han gærne være,

men rolig han vented den visse død

                og ynked kun sine kære.

Nu gråner den øde vinter-stund

                og sunket er løv i dale;

nu sov han ind til den dybe blund

                og hører ej hanen gale;

nu bæres han ud til den stille lund,

                hvor dagen ligger i dvale.