Niels Møller (1859–1941)

Nu vi blev friet af sorgens tid,

ej skal der fattes os festlige kranse;

lad os ej dvæle ved frugtesløs strid,

nu den er bragt til at stanse;

folket vi bringer, selv efter slid,

søde sange og danse.

Nådig en guddom har fra os vendt

Tantalos-stenen, der svæved

truende over vor pande:

den kuende møje for Hellas’ lande;

frygten, hvorunder vi bæved,

er borte, vor kummer er endt.

Det båder os bedst i alle ting

at se, hvad der ligger os nærmest for fod;

end hilder os lumske tiders ring;

vor vej, i det liv vi vandrer imod,

slår sære sving.

Dog derpå’ kan der rådes bod,

om mænd holder frihed i ære;

thi vil vi være ved trøstigt mod,

lad håbet i hjærtet os nære.