Expositio pulcherrima super
rosario beate marie virginis:
in danica lingua copulata noviter et
impressa.
Hær begynder en moghet nytthælig bog paa danſkæ. Om iomffrw marie roſenkrantz och deſſ brøderſckaff. Swo wal klærckæ ſom ligffalk til vnderwiſſning och ſalighet. Och then latinæ ſom hær iblant ſætthes, hwn formindſker inthet aff myeninghen, Men at klærkenæ ſcullæ widhæ at findhæ ſwodang hiſtorier vti ſckriffthen.
En Fortalæ.
Meñiſcken er ſkapt for ændelighæ ſag,
at loffuæ Gud baadhæ nath och dag
ſom hannum gaff ſicl och ſindhæ.
Forthi gaar han paa iordhen rag,
och er thet hafium met giffuet til mag,
baadhæ mandffolk oc ſwo qwindhæ.
Macht haffuer meniſcken offuer creatwr,
fiſche, fuglæ, och allæ dywr,
at brwghæ them til ſyn nytthæ.
Han haffuer och macht offuer elemænthæ,
ſwo ſtor en gaffuæ gud hañum forlænthæ,
han kan ſig ſielff behytthæ.
Uor herræ haffuer loffuet ther til at giffuæ
meñiſcken løn, met ſig at bliffuæ,
om han wil hafum ſwo tieenæ,
Och effther ffylghæ hans hellighæ bwd
och elffæ hafum for then enigeſthæ Gwd
tilbedendes hannum alleenæ.
Thi er thet ſckeedt i fordwmæ tijd
at meñiſcken begynthæ fuld god en tid,
Gud och Gudz moder at loffuæ
met pſalteræ och met roſenkrantz,
met bøner ſom æræ i myenighæ mandz
Pater noſter til enigeſteæ gwd,
aue maria hanſſ enigeſtæ brud,
ther blef aff en ſedwang.
the haffdhæ ther møghet ondhæ kaar,
the och theres vnderdanæ
Aff dieffuelæ och ſpøgelſæ met ormæ och trold;
omſidher the gaffuæ them gud i wold,
och toghæ tha til at bedhæ,
At Gud wildhæ ladhæ ſyn wilghæ thee,
huad the ſculdhæ gøræ, at them mothæ ſckce
beſkermelſæ mod ſwodang wredhe.
Thi gaff wor herræ them thet til kændheæ
at the ſculdhæ them til hañum wændhæ:
han achtedhæ at ladhæ ſig fødhæ
aff iomffru reen maria bold,
the ſculdhæ them giffuæ i henues wold,
hwn ſculdhæ them frelfæ aff mødha.
Prophether, apoſtolæ, och heremither,
ſwo bleff han nogher ſtwnd lagder need:
fforſandt jeg ickæ liwer.
Swo war han tha vptaghen igeen,
eth broderſcaff holdhæ forwthen meen
i wærdhen offuer allæ landhen:
Forſt vti kolnæ then mechtughæ ſtad,
paffuer the gaffuæ ther til afflad,
then eenæ och ſwo then andhen.
Thi ſcullæ wij allæ fylghæ then ſeed,
afflad then tørffuæ wij allæ weed,
affleſning aff woræ ſyndher.
Tagher ther wed och holder thet faſt,
ether pſaltheræ at læſſæ forwthen laſt,
ſom ieg hær effther kyndher.
Tha fanghæ i then afflad til lon,
ſom paffuer haffuer giffuet til famæ bøn
om i thet trolighen gerg,
Ut aff ſtor pynæ i ſckæres ild
for thet i haffuæ nu faret wild,
ſom i ſcullæ hær nu herg.
Indulgentie fraternitatis pfalterii.
Oirtus paffu then ſierdhaæ aff naffn
allæ meñiſckæ til nytthæ och gaffn
thet brederſckaff han ſtadfæſthæ,
Som war vptaghet i kolnæ ſtad
i prædickæ brødræ ordhen, och gaff afflad
allæ ſom hañum wæl læſthæ.
Met gudelighed gud ſielff til loff
och marie Gudz moder, met ſtadelicht hoff,
i marie ſtørſthæ høgtidher,
Heñes fødelſes och bebwdelſes dag
heñes himels fares dag for ſamæ ſag:
gud worder them ther foræ blidher.
Hwo ſom ſig ſckreffther met gwdelig acht
han fanger affladhen aff paffuelig macht,
han tørf ther ey paa twilaæ:
Siw karener och ſwo vil aars ſckrefft
for meñiſckens ſynder och ond bedrefft,
hanff ſiæl maa komæ til hwilæ.
Thetthæ ſckedhæ effther gudz ſens aar,
ſom maria iomfru til weærdhen baar,
twſindhæ firæ hwndredhæ LXx och ottæ.
Alle meſiſckæ aff begghæ ken,
ſom ticænæ marie och heſies ſøn,
thet kan them meghet baathæ.
Xv. aar ſwo manghæ karener met
hertoghen aff britania forhwerffuedhæ thet,
franciſcus then ædlæ ferſthæ:
Hwer dag man læſſer en pſaltheræ fwld
thet er alt bædræ end ſelff eller gwld,
thet er rigdom then ſtørſthæ.
Paa ſfæthæ aar ther effther næſt,
ſom ieg haffuer vti ſckriffthen laæſt,
innocentius then ottendhæ paffuæ
Aff thet naffn ſom aff vſckyldighed æer,
thi han war at thefæ læſſning kær
i allæ ſynæ daffuæ.
Affleſſning vt aff pynæ och ſckwld,
at Gud ſcal weræ the meñiſckæ hwld
een tijd i theres Daghæ:
Och nar the ſcullæ aff wærdhen des
ſwo hielper them iomfrw maria møs,
tha komer thet wæl i laghæ.
Særdeles the ſom i thet bredræſcaff æræ,
e hwar ſom heltz thet kan nw wæræ,
hwer wghæ the willæ læſſæ
Tree roſenkrantzæ, ſom er en pſaltheræ heel,
huer roſenkrantz er ther vt aff en Deel
til tider eller vndher mæſſæ.
Eller nar han kan thet komæ aff ſtæd
een tyd eller fleræ, nar han gør thet,
affløſning aff allæ ſynæ ſyndher,
Thi ſckal hwert meüiſckæ taghæ for ſeed
inghelwndhæ at lægghæ then pſaltheræ need,
mæn hwær then andhen thet kyndher.
Ther effther ræt paa trediæ aar
i Fenedia forſamblet waar
Capitel, ſom waar almyndelicht,
ther war forhandlet ærendhæ ſlicht,
gud och hans moder til cæræ.
Ther toghæ the allæ the mefiſckeæ ind
til theres brøderſckaff, mand och qwind,
ſom laſſer the ſama bena
Gud til loff: hans moder keer,
ſom ſidder hañum vti himerighæ nær,
henæ tiæneræ, han wil them lonæ.
Allæ the Daghæ the leffuæ hæræ
och ſwo nar the dedhær æræ,
tha ſcullæ the bliffuæ lodtagnæ
aff alt thet godhæ i theres ordhen ſckeer,
nat och Dag, io meer och meer,
I ſcullæ och merckæ for afflad meer
huad nadhæ the ſamæ meniſckæ ſckeer
aff andræ paffuer och klaærckæ
for theñæ bøn aue maria,
och for the ord i heñc ſtaa,
them ſcullæ i grandelighen mærckæ.
vrbanus quartus thet til ſætthæ.
Hwer Dag i læſſæ theſſæ ſynderlighæ ord,
huad helder i cæræ paa wand eller iord,
tha mercker allæ thettæ:
XXX. daghæ gaff han allæ them,
ſom gwdelighen the ord læſſer frem
contritis et confeflis:
Johannes paffuæ then andhen och tiwæ
ſtadffeſter them: ieg wil ey liwæ,
cum tot a ſe conceffis.
Særleſthis och til theñæ bøn:
aue maria, er afflad ſckiøn
a concilio auionenſi:
halftredyæfyndhætiwæ daghæ for hner
vti en roſenkrantz ſom er,
ſunt anni tot impenli.
XY aar och xxx daghæ,
thettæ æræ gantzæ ſtoræ gaffuæ,
gud wndhæ off them at nydhæ:
at wi ſcullæ ther vti ey wanſckæ,
tha haffuer ieg trycht theüc bog paa Danſckæ
Ther findes och nogher lating i bland
for klærckæ ſom thet forſtandhæ kand:
thetthæ ſckriffues til ether allæ ſamen,
at i ſcullæ alle god lærdom faa
och bliffuæ met gutz ſen. Amen.
Bulla Confirmationis.
then fiærdhæ ſom kalles aff thetthæ naffu,
kundger thet nw ſwo widhæ
Huarledz franciſcus foer til rom,
hanſſ hoſtrw margrethæ met hafum kom
alt i the ſamæ tidher.
Twſendhee effther gudz fødzels aar
firæ hundredhæ och Ix ſom ſckreffuet ſtaar,
ther til halfficrdeſindz tiwæ:
Otthæ aar haffdhæ ſirtus tha wæret paffuc,
ſom frælſtæ rodys aff twrkers plaffuc,
thetthæ wil ieg icke liwæ.
The lodhæ tha paffuen thet forſtaa,
at offuer britaniam ord gick fraa,
en laſſning begynthæ the thæræ:
aff hafium wildhæ the thet widhæ wal,
them tychtæ thet warg nymæræ.
Paffuæ ſirtus gaff then hertug ſwar,
forſt ſpwrdhæ, hnat then læſſning war,
ſom han lod hañum forſtandhæ,
Hwilken i britania war ſwo mær,
at han til rom war komen thær
ſwo langt aff ſynæ Landhæ.
Franciſcus ſwaredhæ haßum met en tolk:
then læſſning kalles ſwo blant myt folk
och øffuer brithanie righaæ,
Uor frwes pſaltheræ ſæthes paa eth band,
thet bæræ the om theres halſſ och hand
och læſſæ ther paa til lighæ.
Sirtus wordt aff hiarthet glad,
then pſaltheræ hwer laæſeæ han bed och bad,
bodhæ ther och i andre landhe.
Han loffuedhæ then læſſning met ſyn mwnd
ſtadffeſt at bliffuæ i ſamæ ſtwnd
mod wærdſens nød och wandhæ.
Ther til forøgthæ han xv. aar
then afflad, ſom førræ giffuen waar
aff paffuer och biſcoper fleræ,
Stadfeſthæ han paa then ſamæ tijd
at ſighes offuer werdhen wiid:
huad kwudhæ han geræ meræ?
Hwo ſom hær noghet ſigher imod
han faar thet næpt til ſiclen bod,
gudz wredhæ ſcal offuer hafum ganghæ,
Som laſther thet hær i ſckreffuet ſtaar,
maledidelſæ aff paffuen offuer haſium gaar,
himerighæ ſcal han ey fanghæ.
Dux britanie Franeileus. Dueiſka Klargureian.
Mlyn hwg, myn acht, met allæ mynæ ſindhæ
them ſætther ieg til en werdug qwindhæ,
ſom er al himærighes cæræ:
Ey klogh, ey wiis er iegh ther til,
ffuld ſaaræ ieg thet kæræ wil,
heñes lof til fullæ at bæræ.
Thi ingen aængel aff klar natwr
kan loffuc til fuldhæ thet creatwr,
ſom Gud haffuer giffuet then aræ.
Hwu kalles i ſckriffthen ieſſes riiſſ,
en poort er hwu for paradiiſſ,
maria mwnæ thet wærg.
Noes arch lignes hwn och wed
for heñes faffræ dygd och ſeed,
ſom byllien ey kwndhæ brydhæ,
En port kaller heñæ ezechiel,
en løffuckwlæ ſigher daniel:
the naffn maa hwn wæl nydhæ.
Eth mynſter aff fielsbeen i ſalomons tijd
hwn maa wæl waraæ, thi hun kom hyd
ſampſonem mwnæ hwn ſpæghae.
Amon mwnæ hun hænghæ ladhæ,
thi hwn ydmyghed met ſig hadhæ,
ofſ giordhæ hwn allæ til ræghæ.
Uy waræ aff træedt ſwignæ lengha
til abſolon lod ſig ſielffuer hænghæ,
ioab halp til met allæ:
Olofernes haffdhæ off lagt i twang,
ofſ halp ey graad, ey bøner, ey ſang,
ſyng trælæ mwnæ han off kallæ.
Judit hwn tog hans eghen kniiff,
hanff hoffuet hwg hwn fran hanff lijff
Swo giordhæ maria then ædlæ mee,
halp off at wij ey ſculdhæ des
for hwn er fwld met naadhæ.
han kom til off i naadhens tijd,
mariam mwnæ han gæſthæ:
Han ſpwrdhæ henæ adh om hwn war redhæ
gwddomen en mwghelig bon at wedhæ,
om hwn kundhæ thet forlæſthæ.
Gud fader forſaa henge ſielff met ſig,
then hellighæ and giordhæ heüg fruchtſomelig,
the gabriel til heñg ſændhæ:
then tiid gudz ſen til heñc foer,
ſom nu i himeriges heghed boer,
tha fick wor wſſlighed ændhæ.
Han ſagdhæ til heñg met twcht och æræ:
thw ſcalt wor herres moder wærc,
Inghen er fød eller fødes ſckal
til thettæ kan kommeæ vti thit tal
och inghen ſcal waræ thin lighæ.
Hwn ſwaredhæ met ſckiæl til gabriels ord:
ſligt mwnc ieg aldrig høræ
At noghet qwindfolk kan barn vndffaa
vthen mandz hielp, ſom ieg kan forſtaa,
vthen Gud wil iærteghen goræ.
ſom gaff aff ſig ſyn grødhaæ;
Hos ieroboels fæth war iordhen tør,
thu bliffuer en iomfrw ſidhen ſom ſør,
thu føder hafum vthen al mødhar.
En buſck faa Moyſes fuld aff ild
thet ſcalt thu wæl befindhæ.
Thu haffuer forhuerffuet met ydmyg twcht,
welſignet tha bliffuer thit leghems frwcht,
benedidhet offuer allæ qwindhæ.
Lewens mwnd tha brød hwn op
och tog then ſødmaæ vtaff then krop,
ſom ſampſon fordwm giordhæ:
ſom ichu foor met iezabel,
hwilken naboth lod ſthencæ ihiel,
achab ey ſielffuer tordhæ.
Hwn efftherffolgdhæ abymalech,
hwilken ſom bleff en qwindes gech,
ſom thebes wildhæ brefce.
En qwindhæ met en mægtugh ſteen
knwſedhæ hanſſ hoffuet, giordhæ hahum thet meen,
Swo læggher maria dieffuelen ødhæ:
the, ſyndhen haffuer dræpt, reſer hwn aff dodha,
ſom twinges effther wærdzens lop,
en drodning aff himerighe.
then hedher thu haffuer i himeriges frøyd,
thu hielp mig nu at raadhæ.
Thu wedſt myn acht, hør nu myn roſth,
bedh mig aff himhelſens høghed troſt,
ieg er nw ſtædt i waadhæ.
Fuldkoihelighen ſckriffuæ eller talæ om tig,
vthen thu fuldkomelighen hielper mig,
Regheræ myt ſind, myt hiarthens grwnd,
met allæ ni ænglæ ſckarg,
Som tig mwng tiænæ til ewig tid,
ieg bedher tig, iomfrw, wænt tig hid,
forhuerff mig aff gudz gaffuæ.
Frælſæ alle thinæ tiæneræ met thin bøn,
forhwerffuæ them ſidhen ewindelig len,
ſom hielp aff tig willæ haffuæ.
Fuldkoielighen er ieg en aff thee,
thet kærer ieg tig met hiarthens wee,
thin nadhæ lad offuer mig ſckinæ,
At ieg mathæ dichtæ eller talæ herom,
huarledes tith loff til wærdhen kom,
at loffues aff tiæneræ thing.
Hwilket Alanus kloſthermand
lenlig aff thin godhet fand,
at thw en bøn wilt høræ.
The heñæ willæ læſſæ met gudelig acht
wilt thu haffuæ kæræ aff al thin macht,
til godhæ wilt thu them gørg.
Uor frwes pfalteræ, ſwo hedher then bon,
the hafum willæ læſſæ, faa møghel lon,
thet proffues i manghæ maadhæe.
Thet kan ey ſighæs twſendhæ fwld
hwor iomfrw maria er them hwld,
hwn frælſer them aff al waadhæ.
Nota.
Nallus fratrum obligatur ad orandum pfalterium virginis marie: nili pura deuotione: fine quacunque obligatione ad petiñ. Non igitur propter hoc oracula obligantia omittet. Uñ doctores suadent vitra necessarias oraciones habere privatas.
Caueant ergo ſibi: predicantes pfalterium virginis marie: quod non magis cupiant placere hominibus: quam animas ſaluare. Tales enim vt dicit Aug. non populis predicant: nec querunt fructum animarum: fed temporale lucrum. Non celeftem gloriam: fed affectant mundi famam et ſubſtantiam.
Accipite hoc pſalterium benedictiflimum fanctifſime trinitatis: gloriofeque virginis marie: tanquam archam noe mundum ſaluantem. Genes. septimo. Ut fic inter dilunia peccatorum ad montes veniatis ſanctorum angelorum.
Attentio enim hie non eſt neceffaria ad merendum. Qnia hec oratio eſt libera, et poteſt orari ambulando, fedendo, ſtando, et omnibus modis quibus homo vult, addere, minuere, et diuidere partes ad placitum orantis. Etiam in omni tempore dici poteſt hoc pfalterium. Quia non eſt de ecclefie mandato, fed de pura libertate.
Thet war en hederlig kloſtherman
Alanus de rupe ſwo hedh hau,
Aff predichæ brødræ ordhen, ſom ſcriffthen tal om,
han ned aff landenæ til roſtock kom
met boghelig konſt och aræ.
Twſinnæ firæhundredhæ halffierdeſindztiwæ
effther gudz aar, ieg wil ey liwæ,
tha theedhæ gud hañum ſtor naadhæ.
Aff maria ſielff bleff han vdwold,
hefies loff at predickæ manghefold
for allæ ſom ſtædhes i waadhar.
I ſiw aar war han freeſthet faſt,
Dieffuelen haffdæ ſnaræ paa hafium kaſt,
han achtedhæ hañum at ſwighæ.
Han bar ſit raad til iheſum criſt,
och til mariam, thet war wiſt,
han neddes fran haüum at wighæ.
Gud gaff hafum løckæ och hielp ther til,
for ſandt ieg thet nw ſighæ wil,
met maria mwnæ han talæ.
Hwn bad, han ſculdhæ heñies pſalteræ gemæ
at predickæ oc læſſæ hañum eij forglømæ,
hwn wildhæ hañum wæl hugſwalæ.
Hwn fagdhæ til hañum: tag theñæ ring
och predickæ thet allæ ſtæder omkring,
en gaffuæ wil ieg tig giffuæ,
Eth finghernæ aff myt eghet haar,
ſom obenbaræ i ſckriffthen ſtaar;
i fred ſcalt thu nw bliffuc.
Alane gor thet for myn twcht,
thu ſckriffuer och ſigher then ſtoræ frwcht,
thennæ læſſuing haffuer at tydhæ:
at heghes vp er han wæl wærd,
thu kynd hannum baadhæ leeg och lærd,
lad tig thet eij fortrydhæ.
Hwo mig wil heddræ met thenæ bøn
met mig ſckal han haffuæ ewig lon,
eth baand ſckal waræ til redhæ
at ſætthes nogræ ſteenæ vpaa,
nogræ ſtoræ och ſommæ ſmaa,
ſlig æræ ſckal han mig weedhæ.
Hwndredhæ och halfftredigſindztiwæ
ſcullæ ſtenenæ warc, the kwndhæ wæl dwæ,
En ſtoer ſteen ſæth mellem hwæriaæ tij,
och lad tig ther met nøghaæ.
Aue maria læſſ paa de ſmaa,
hwilkæ ſom ſyſt paa bondhet mwnæ ſtaa,
for twcht och heder och ære,
Som mig war weet aff Guddoms grwnd,
then tijd och i then ſamæ ſtwnd
ieg ſculdhæ gudz moder wæræ.
Mig heddræ nu allæ IX ænglæ koor
for chriſtus iheſus til mig foor,
ſom hiieriges keyſerindhæ:
Myn glædæ kan inghen mandz twnghæ vdtryckæ,
aff mig haffuæ alle gudz helghen lyckæ,
Jeg er then ſoel ſom altiid ſckiin,
thet wand ſom Gud wændheæ om til wiin,
paradiſes rinnendhæ kældhæ.
Hwad ieg wil gøræ paa himel och iord
then macht ſtaar altiid til mynæ ord,
gud haffuer giffuet mig ſtor wældhæ.
Om thu waræ dømt til hælffuedes grwnd
och ſchuldhæ ther need i ſamæ ſtwnd,
wildhæ thu tig til mig wændhæ,
Jeg kan tig ræddhæ fran pynæ och ned,
thu ſcalt ey freeſthæ then ewighæ ded,
myn nadhæ wil ieg tig ſeændhæ.
Alle the ting ſom Gud haffuer ſckapt
ſcullæ førræ forgaas och bliffuce fortapt,
end noghen aff tiæneræ mynæ,
ſom læſſ myn pſalteræ met gwdelig agt,
ſcal bliffuc fordømpt, ſom ieg haffuer ſagt,
for bredhæ eller ſynder ſynæ.
Thi raadher ieg allæ baadhæ ſtoræ och ſmaa,
myn pſalteræ ladher ether ickæ vndgaa,
Bærer haſum hoff ether met twcht och æræ,
I ſom willæ mynæ tiaeneræ wæræ,
thettæ raad ſcullæ i ey glemæ.
Verba Marie ad Alanum.
Si aliquis peccator eſſet in tantis peccatis inuolutus, quod omnes ſancti peterent vindictam ſuper eum: Ego tamen mallem potius audire eum quam omnes ſanctos, ſi pſalterium meum legeret, quamvis peccator eſſet.
Item. Potius vellem dimittere omnem ſanctitatem et honorem in celo, et habitare in terra in corpore suſtinendo omnes penas quas in paſſione filii mei ſuſtinui: quam pati quod unus de pſaltibus meis deuotis deberet damnari.
Item. Potius in terra habitare mallem cum draconibus et ſcorpionibus, ſerpentibus et omnibus nociuis beſtiis in terra exiſtentibus: quam derelinquere unum de ſeruitoribus meis, pſalterium meum deuote legentibus.
Item. Si filius meus clauſiſſet celum vni de ſeruitoribus meis, in pſalterio meo michi ſeruiendo, minando et iurando quod non intraret illud: Mallem potius impetrare ei apud filium meum dilectum ut conderet ei aliud nouum celum, quam damnaretur in infernum.
Item dixit beata virgo Alano: Unumquodque verbum pſalterii iſtius eſt precioſius mundo si eſſet plenus auro. Et quocienscumque aliquis legerit hoc pſalterium, offert Deo et michi plusquam multos mundos plenos auro. Labor meus hic eſt continuus, quod intrabo quotidie purgatorium, pro liberandis animabus ſeruitorum meorum.
Nota.
Item. Legentes roſarium meum debent conſequi ſufficientiam in temporalibus, ſcilicet victum et veſtitum, honorem et fauorem, dignitatem et longitudinem vite in preſenti, et viſionem virginis marie in morte. Euaſionem penarum infernalium, et ſolacium ciuum ſupernorum.
Oaffdhe thu thet giort met thin utwcht
at Gud for tig haffdhæ himelen lwcht,
at thu ſculdhæ tijd ey koiæ:
Haffdhæ han ſtadfæſt thet met ſyn eed,
ieg kan thet wændhæ, ſom han wæl weed,
Før then ſculdhæ bliffuæ fordempt met allæ,
om Gud mwngæ mig ſyn moder kallæ,
ieg ſætther mig mellom them baadhæ,
Och bedher at han en himel ger ny,
ſom han haffuer ſckapt baadhæ iord och ſty,
ſwo frælſes mynæ tiæneræ aff waadhæ.
Haffdhæ noghen ſig ſwo i ſyndhen wændt,
at han for Gud ey waræ kændt,
Gudz helghen badhæ offuer hañum plaffuck:
Uildhæ han myn pſalteræ læſſæ met ſckiæl,
for twang wil ieg hañum hielpæ wel,
Gudz wænſckaff ſckal han haffuæ.
Al then hedher ſom til kan wæræ
och mig er weedt i hiieriges æræ,
wil ieg for ladhæ faræ,
Och ſidhen i wærdhen blant meñiſcken boo
blant dragher och ormæ taalæ møgel wroo,
mig ſielff wil ieg ey ſparæ:
Før hælffuedhæ ſckal faa nogher mand
eller qwindhæ, ſom pſalteræ læſſæ kan,
thettæ ſcullæ i allæ mærckæ.
Swo ſagdhæ maria ſom ſckreffuit ſtaar,
moghet got for hañum til wærdhen gaar
blant herrer och førſther och klærckæ.
Jeg haffuer en pſaltheræ kæreræ end gwld
om thu gaffuæ mig al wærdhen fwld,
ther til och dyræ ſteenæ.
nar thu hañum gwdelighæ fører aff ſtæd,
Omnis ſcriptura divinitus inſpirata utilis eft ad docendum: ad arguendum: ad corripiendum et ad erudiendum II. thimot. III. Sic pfalterium virginis glorioſe docet ignorantes: arguat negligentes: corripit delinquentes: et erudiat penitentes.
Uut thu haffuæ frygd i hitherighes æræ,
theñc pſaltheræ ſcalt thu hooff tig bæræ.
Gøm thettæ baand, och bliff met fred,
Thettaæ baand, thet ſckalt thu baræ,
wilt thu met iomfrw maria wæræ.
Bær thetteæ baand alt paa thin hand,
tha gømer maria tith liiff och and.
uilt thu wæræ gomt fran dieffuelſens ſwig,
tha bær thettæ baand altiid hoſſ tig.
Om Dieffuelen ſcal tig ickæ ſwighæ,
lad thettæ baand ey fran tig wighæ.
Bær thettæ baand alt om thin arm,
tha gemer thet tig fran ſynd och harm.
Met thettæ baand ticæn marie mes,
tha hielper hun tig nar thu ſcalt døs.
Haff thettæ baand och giem thet wæl,
tha gemer marie baadhæ liff och ſiæl.
Vær thettæ baand for marie ſckwld,
tha worder hwn tig baadhæ blijd och hwld.
Uilt thu haffuæ gaffn til lijff och ſicl,
tha gem war frwes pſalteræ wæl.
Nota.
Uerificetur materia iob v. ad iſtam materiam. In duodecim tribulationibus liberabit te: et in tredecima non tanget te malum. In fame eruet te de morte: et in bello de manu gladii. A flagello lingue abfconderis: et non timebis calamitatem cum ſuperuenerit. Flamme et flumina non nocebunt tibi: In vaſtitate et fame ridebis: et beſtias terre non formidabis. Contra fulgura et tonitrua munitus eris, beſtieque terre pacifice erunt tibi. Multiplex erit ſemen tuum: et mefſis tua copioſa. Ingredieris in habundantia ſepulcrum tuum: et ab inimicis tuis non formidabis. Multiplicentur anni vite tue, & cum gloria ſuſcipitur a te anima tua. Ecce omnia predicta inueſtigauimus ita efle completa per pfalterium virginis gloriofe. Si itaque cupis conſortium virginis marie: hee ſedula mente pertracta.
Ferſt ſcalt thu merckæ aff baandzens dygd,
ſom thu ſcalt bæræ met glædæ och frygd
omkring tig ſom en kronæ:
Met baandhet och the hundredhæ ſteenæ
betegnes then glædhæ, ſom ieg haffuer eenæ
gffuerſt vti hiiheriges tronæ.
Hwo thet wil gudelighen baeræ hooſſ ſig,
han ſcal regheræ och wær hooſſ mig:
thet ſcal haium komæ til fromæ.
Ey ild, ey wand, ey ſwærd, ey kniijff
ſcal ſckadhæ thet meniſckæ til ſith lijff,
Ey oermæ, ey dywr, ey wlff, ey hwud,
ſcal ſckadhæ thet meniſckæ nogherlwnd
ey nogræ meñiſckæ wredhæ:
Ey dieffuelen, ſom fordumder er,
ſlig æræ wil gud hafum wedhæ.
Ey toordhen, ey liwngild, ey nogher gaſt,
ey fattigdom, ey wærdſens laſt
ſcal ſckadhæ haſum noghet met allæ.
Han ſckal bewares dag och nath,
och ſckal hañum inthet wordhæ fath,
i ſyndhen ſcal han ey fallæ.
Han ſcal och faa ſith daglighæ brød,
for meghet ſckal han ey freeſthæ ned,
hafum ſcal och inghen ſwighæ.
I ſtrijd kan then ey ſlaes ihiel,
thet baand gomer baadhæ liiff och ſiæl,
lad thet ey fran tig wighæ.
huad hælder thu æſt mwnch eller præſt,
war frwes pſalteræ at baæræ:
alt ſom thet waræ eth ſilkæ band
tig ſielff til heder och æræ.
The godhaæ qwinder, ſom born ſeullæ fedhæ,
frælſes aff twang och leghoms medhæ,
willæ the then pſalteræ nydhæ.
Til mariam ſcullæ the ſtadighen fly
i ſwodan wee och hiarthens kny,
rædding ſcal them ey trydhæ.
Nota.
Legitur in materia Alani luper pfalterium virginis glorioſe: q. Quidam facerdos et decanus in Pichardia, qui semper hoc portabat et predicabat in omni fermone. Cui cum quidam docti magiſtri interrogarent: Cur, cum eslet magiſter in theologia ct peritus in omni ſcientia, ſemper de marie plalterio predicaret? Quibus ille reſpondit: Et vos, quare omni die comeditis et bibitis de meliori, & induamini femper? Reſponderunt: Quia funt necesſaria nature. Ile inquit: Si non vereamini ſemper comedere & bibere &c. Nec ego verebor ſemper portare et predicare illud, ex quo habebo panem vite et potum ſalutis eterne, veſtimentum gratie, et palacium glorie. Sicque confuſi ſunt et conuerſi.
Eth mirackel.
I oſtic war en kloſthermand,
iohannes de riga ſwo heed hand,
en biørn wildhæ haſium forthæræ.
Han kaſthæ hanff baand ſtrax for hauſſ mwnd,
then biern han dedhæ i famæ ſtwnd,
ſwo mwnæ han hañum forfæræ.
Eth andhet mirackel.
En pighæ war i øſthærighæ,
for inghen mand tha wildhæ hwn wighæ,
i hennæ waræ diefflæ fleræ.
the diefflæ ropthæ ther ynckælighen wid,
the ſckaddhæ heſæ aldrig meræ.
Jeg beder ether for wor frwes æræ
at i ethers falk thenne pſalteræ læræ,
ſielffuæ fcullæ i hañum ey glømæ.
ethers liff bewares, thet ſcnllæ i ſee,
theſſæ ord them ſcullæ i gemæ.
I haffuæ nw hørt aff baandzens dygd,
ſom i ſcullæ bæræ met hiarthens frygd,
willæ i marie tiæænæ.
Til andhen ting wil ieg nw gaa,
ſom paa en roſenkrantz mwng ſtaa,
ffæm ſtoræ mærckaæ ſteenæ.
Then forſthæ ſteen.
Then førſthaæ ſteen ſcal waræ rød:
ther met betegnes criſti ded,
hanſſ pynæ och ſtoræ plaffuc.
Haium fæth vti thin hiarthens grwnd,
om thu wilt himerighæ haffuck.
See fran hanff hoffuet och til hanff food,
ther aff gied han ſith dyræ blood
for thincæ ſynder manghæ.
Huar ynckælighen han paa korſet ſtood,
then tid han ſig ſwo pynae lood
och dedhen mwng til hafum ganghaæ.
Han ropthæ tha aff hiarthenswee:
O alt myt falk, i mwghæ mig ſee,
huad kan nw warc myn lighæ?
Beſckoder ether ſielff, huad i haffuc giord,
met tænckæ, met talc, met gerning eller ord,
then fattughæ met then righaæ.
Han hængdhaæ paa korſet bleeg och red,
for tig leed han then ſtoræ nød,
met geysler wort han ſlaghen.
Han hængdhæ och mellom wæder och iord
Han ſagdhæ: maria, ſee nu thin ſen,
ſom thu føddhae baadhæ klar och ſckiøn,
beſckodhæ hañium wæl til lighæ:
Hær hængher tyt ked, tyt eghet blod,
hanſſ eghenæ creatwræ ææræ hafium e mod,
han maa nw fran tig wighæ.
O meniſckæ ſom haffuer liff och ſiæl,
beſckodhæ och læff theñæ ſteen fuld wæl,
huad ſorg war mellom them baadhæ.
Then tijd hwn ſaa ſyn ſøn ſwo henghæ
och wiſthæ han kwndhæ ey leffuæ lenghæ,
hanff lijff ſtod tha i waadhæ.
Aff arbeygd war han gantzæ torſt,
thi ropthæ han: giffuer mig dricke forſt,
myn krop twinges nw til dødheæ.
Jodwt offuer wærdzens nød och wee,
at meüiſchens sghenæ wildhæ thettæ ſee,
at gud ſculdhæ taalæ ſlig mødhæ.
Han herdhæ the wethæ haſium ſpee och ſpot
huilkæ han hafdhæ giort møghet got,
han ſckiøthæ thet ey met allæ.
The blandedhæ tha fuld beeſck en ſckaal,
och wildhæ forderffucæ hans lijff och maal
met mirra och ædickæ och gallg.
Jordhen ſckalff baadhæ hiſt och hijd
ſtrax vti then ſamæ tijd,
ſoolen lod aff at ſckinæ:
Steenæ ginghæ ſamen baadhæ ſtore och ſmaa,
fleræ end tha hoes korſet laa
for iheſu død och pinæ.
Han ropthæ: myn gud hwi glømer thu mig,
haffuer ieg mig noghet forſømet mod tig,
hwi hielper thu ey at raadhæ?
Al wærdhen er mig nw i mood,
wilt thu thet, kant thu raadhæ bood,
wy bliffuæ yw ſamen baadhe.
Synæ blodughæ ognæ ſlog han op,
ſwo ſaaræ mwnæ han grædhæ.
I blod, i wand, i drøffuelſæ, i nød,
i ſorg och ſwch, før han leed død,
mwnæ han ſig alt i wædhæ.
Paa korſet ſaa han tha dieffuelen ſtaa,
han wildhaæ hanſſ ſicl baadhæ fanghæ och faa:
huar mwnæ hañum ther om tyckæ?
I faders macht gaff han ſyn and,
och løſthæ ſwo allæ ſyndzens band,
off allæ til hielp och lyckæ.
Swo ſcalt thu læſſæ then førſtæ ſteen,
gud giffuer tig leckæ och aldrig myeen,
met ſwch och ſorg til lighæ.
Thu reenſes baadhæ aff ſynd och ſorg,
for thu komer paa wor herres torg
han giffuer tig himerighaæ.
Then andhen ſteen.
Then andhen ſteen læſſ tit och faſt,
thet er thin ſynd, thin ſckam och laſt,
han ſcal haffuæ manghæ lydha.
Sæt hañum paa bondhet wæl i law,
och tænck haſium offuer baadhæ nath och daw,
wilt thu gudz wænſckaff nydhæ.
Syndhen gør meñiſcken blind och lam,
forhuerffuer gudz wredhæ och wærdzens ſckam,
then beeſckæ hælffuedes pynæ:
Hwn ſmagher fuld ſod vti thin mwnd,
for heñæ ſtwnder thu til hælffuedes grwnd:
ſwo lærer gud tiæneræ ſynæ.
Hwn roffuer fran tig baadhæ lith och ſtort,
thet thu haffuer foræ tith hiierighæ giort
met faſthæ, met bener och gaffuæ.
Hwn gør tig wſlig och fattug ſaa
at thu kant ey gudz nadhæ faa,
hwn giffuer tig hælffuedes plaffuæ.
nar thu tig binder met ſyndzens band
han wil tig inthet ſckiødhæ.
Tha tagher tig dieffuelen i ſyt wold,
i ondſckaff ledhær han tig mangfold,
I hælffuedes ild ſtopper han tig ned,
hwar yuckælighen giffuer ſig ſiclen wed,
hwn kan thet inthet boodhæ.
Hwn maa alt fram, tog hwu ey wil,
ſyndhen heſc wed ſit himerighæ ſckil,
tog allæ gudz hælghen ther ſtodhee.
Syndhen gør ſiælen ildhæ ſaar,
ther foræ fælder thu ræt ey eth taar:
huar wilt thu meñiſckæ bliffuæ?
Tænck paa at thu aſt ſckrebelig
och læg then iemerlighaæ ſynd fran tig,
thu kant ey længhæ liffug.
Thin vngdom haffuer thu ildhæ forkaſt,
met flemmæ ſynder och wærdzens laſt,
i alderdom wilt thu bedhee.
Lad faræ then tanckæ, thet kan ey ſckee,
thyn krop twinges tha met møghel wee,
dedhen wil tig tha hødhæ.
Alderdom koiher met ſorg och wærck,
thin krop han bliffuer ey længher ſtærck,
thet ſcalt thu wel befindhæ.
Thu twinges tha baadhæ hiſt och hijd
for thu til wærdhen haffuer ſæt thin lijd,
met allæ thinæ ſindhæ.
Al wærdhen wilt thu nw twinghæ vnder tig
met fynd och ſorg, met falſck och ſwig,
Ney, ney, ſigher alderdom, lad ey ſaa!
lad faræ then acht, thu maat alt gaa
Thet godtz, ſom thu til ſamen flaar,
thu wedſt ey hwo thet effther tig faar,
thet gør tig ſorg och medhæ.
Then tig inthet got haffuer giort,
han tagher tith godtz, baadhæ lidhet och ſtort,
nar thu ſcalt gaa til dodhæ.
For gud maat thu thet ſaaræ kæræ,
at thu ſcal ſwo tith godtz forthæræ,
Forthi ſigher Fridanck met grædendhæ taar,
ſom i hanſſ begher ſckreffuet ſtaar,
thet mwnæ myt hiarthæ brydhæ:
Godtz ieg i wærdhen ſanckeæ wil,
herræ gud, hwem mwnæ thet høræ til,
met fynd och ſorg och madhæ?
end ieg forthærer och giffuer gwd,
nar ieg ſcal gaa til dødhæ.
Syndhen gor ſiclen twng ſom ſteen,
ſckil heñg fran gud, gor heñg thet myeenz
thu ſckioder ræth inthet then faræ,
at thu æſt bondhen til haælffuedes nød
om thu i ſyndhen bliffuer død,
at ſyndhæ wilt thu ey ſparæ.
Gudz ord holder thu for ſpee ock ſpot,
at ſyndhæ tyckes tig ware moghet got;
betænck om thet er froinæ.
For ſyndzens ſødmæ, ſom tig er kaær,
gudz wrag och wredhæ er ganzæ naer
til tig fuld ſnart at koma.
Thu inyent, hofferdighet ſtaar tig wæl,
ther met forderffuer thu liiff och ſiæl,
thet wilt thu ickæ ſtiedhie,
at thu ſcalt faræ ſom lucifer foer,
ſom nw met fleræ i hælffuedhæ boer,
taalæ twang och ſorg och mødhæ.
Thinæ klæder ſcullæ nw ware brwnæ och blaa,
hwilkæ thu huær dag i ſcalt gaa,
Baadheæ ſtackedhæ och ſnæffræ lader thu them ſy,
ſwo wæl the gamble ſom the ny,
thu ſigher thu maat them nydhæ.
Haffuer thu ickæ hofferdighet i tith ſind,
huad helder thu æſt mand eller qwind,
thinæ klæder maat thu nydhaæ.
ſyndhæ ey mod gud, han worder tig hwld;
thynæ klæder met manghæ lydhæ,
maat thu wæl nydhæ, ſom ſckreffuet ſtaar,
ſyndhen ſcalr thu bort kaſthae.
Tyt godtz och pefinghæ maat thu haffuc,
til kroppen mwgelighæ godhæ daghæ,
thynæ fredaghæ ſcalt thu faſthæ.
Thyn ſondag holt hællig, ſom thu bæſt kant;
far ey met ſwig och ey met tant,
thit ſckriffthemol ſcalt thu gøræ.
Sig fram thin ſynd met ſwck och graad,
aff Gud fangher thu tha troſt och raad,
thyn roſt wil han tha heræ.
Gor ſidhen for ſyndhen plicht och bood,
tha worder tig gud baadhæ blijd och good,
Til kircken ſcalt thu idelighen gaa,
the fattughæ mefiſck ey forſmaa,
wilt thu gudz wenſckaff haffucæ.
gem theñc artickel och mærck hañum wæl,
om thu wilt fly gudz wredhæ,
huad ſtickelſæ thu i wærdhen æſt,
lad them hañum fanghæ til redhæ.
Af thet tig gud aff iordhen giffuer
tynder thu ey wæl, fordømpt thu bliffuer,
gudz wrag ſcal offuer tig ganghæ.
Uilt thu ey tyndhe ræt ſom tig bør,
thu bliffuer en ſtymper ſom thu waſt for,
gudz plagher ſcalt thu fanghæ.
Thynæ øgh, tyt faææ, thynæ ſwiin, thynæ faar
ſcullæ døs fran tig, ſom ſckreffuet ſtaar,
ſom thu ſcalt tig aff fødhæ:
Thyn iord ſcal ey giffuæ aff ſig korn,
tith arbeygd wændes til titzel och torn,
gud tagher fran tig ſyn gredhæ.
Thyn krop ſcal taalæ baadhæ iemmer och wee,
ey ſcalt thu frammermeræ komæ.
Tog thu arbeygder dag och nat,
al wærdzens løckæ gaar fran tig plat,
inghen ting koer tig til fromaæ.
Thet thu wilt ey gud rætthelighen giffug
hoos werdzens høffdinghæ ſcal thet bliffuæ,
thu ſcalt thet ſielff forkaſthæ,
eller thu fortrycker then hooſſ tig boor,
eller noggræ høffdinghæ laſthæ.
thet høres nu allæ wegnæ om kring
met falſck och ſwig til lighæ.
Then logh hwn fældes met ræt och ſckiæl,
ſee til om thu haffuer ſooret wæl,
aff landenæ ſcalt tu wighæ.
Eller thu ſcalt bedhæ liit och ſtort
forti thu haffuer tha ildhæ giort,
thit godtz gaar tig aff hændhæ.
Swo fangher thu twang och wedermod,
at inghen thyn wæn kan waræ tig god
i huart thu mwnæ tig wændhæ.
Then deel ey Gud aff tig kan faa,
han ſcal allighewel fran tig gaa,
tog thu haffuer hañum i gømaæ.
Thu ſwigher thyn Gud, thyn eghen ſigl,
nar thu thyn tiendhæ ſwo hooſſ tig hæl,
wor herræ wil thet ey glomæ.
Han wil thet heffnæ paa lijff och ſicl
for thu ger hañum ey ræt, ey ſckicel,
met plaffuer wil han thet pinæ:
Al werdzens glædhæ ſcal wighæ fran tig
forthi thu tiender falſckælig,
i hælwedhæ ſcalt thu hwing.
Hwndredhæ och halfftrediæſinztiwæ
ſcal then taalæ pyner, ieg wil ey liwar,
ſom wil ey tiendhæ met rætthæ
han haffuer forhuerffuet paa land eller wand,
hær kan rætt inghen mod trætthæ.
bor tig at tiendhæ i huad thet ær,
huad naffn ſom thet kan neffnes,
aff øg, aff faar, aff ſwyn, af frwcht,
eller thet ſcal ſaaræ heffnes.
En wræt tienderæ ſcal ſckiendzel faa,
han ſcal bagbondhen paa domen ſtaa,
ſlig blwſel ſcal han haffuæ,
At allæ creaturc, ſom gud haffuer ſcapt,
ſcullæ thet tha ſee, han bliffuer fortapt
i haælffuedes ild och plaffug.
Enchten ſcullæ tiwffuæ ſtiælæ thet fran tig,
ſom thu holder ſwo met falſck och ſwig,
eller ildhen ſcal thet brændhæ:
thet ſom thu achter ſielff at thæræ,
thu kant thet ey vndwændhæ.
Thynæ børn ſcullæ gaa ſtackarlæ gang,
al wærdzens tijd ſcal warce them lang
met trældom och met mødhæ:
The ſcullæ och ledhæ dag och nat
effther the ting, ſom them er fat,
til the ſcullæ gaa til dødhæ.
Thyn ſen ſcal ſtiælæ och hænghes op
och lidhæ ſlig haanhed til ſyn krop,
thynæ wænner ſcullæ fran tig ganghæ.
The thu tilforn haffuer wæl mod giord,
the trøſthæ tig ey tha met eth ord,
ſligt wedermod ſcalt thu fanghæ.
Mærck thennæ artickel och wer rætwijs,
gud giffuer tig leckæ och wærdzens prijs,
thet ſcal tig fuld wel ganghæ.
Allæ the ting, ſom thu ſlaer paa,
the ſcullæ wel effther thyn wilghæ gaa,
gudz wænſcaff ſcalt thu fanghæ.
Then trediæ ſteen.
Then trediæ ſteen, paa baandhet ſtaar,
aldrig aff thyn amyndelſaæ gaar,
wilt thu hañum fuldelighen mærckæ.
Han ſcal waræ ſoort och ildhæ ſckapt,
mærcker thu hafum ey thu bliffuer fortapt,
Ther met betegnes then haardhæ død,
then ſtorc wee, then iemmerlighæ nod,
ſom kroppen taal tha met medhæ:
Senær och aadrer ræckes tha paa lang,
i alla ledemod ſtaar wee och twang,
Alt meñiſckens blood forwandler ſeg,
han tagher tha til at ſwedhe.
The lemær, ſom førræ waræ faffræ at ſee,
for the twinghes tha met ſiwghæ och wee,
the wordhæ tha allæ ledhæ.
Tha ſckelffuer baadhaæ fødher och hænder,
mwndhen obnes, ſamen gaa thynæ tænder,
for kroppen wil ſig tha giffuæ:
Tha giffuer ſig ſiælen, wack och wee,
hwn ſcal then grwmmæ dieffuel ſee;
huar mwng hwn tha ſcullæ bliffue?
Hwn ſeer thynæ ſynder ſtoræ och ſmaa,
met hwilkæ hwn ſcal for dothen gaa,
aff ſorg mwnæ hwn ſig weenc.
Her bliffuæ igeen baadhæ fæſthæ och borghæ,
ſom thu haffuer bygd met ſynd och ſorghæ,
ſyælen far bort alleenæ.
Kroppen, ſom hær haffuer waret glad,
han giffues tha iordhen til ormæ mad,
iordhen ſcal hafum forthæræ.
Thynæ frænder ſlides om godtzet faſt
nar kroppen er i graffuen kaſt,
thet maat thu ſaaræ kæra.
Thu haffuer ey ſielff got for tig giort,
thet thu hær leffuer, nyder thu ey ſtort,
hvi feer thu tig ey faara?
Sckifft ſielff thyt godtz mædhen thu æſt til,
forſant ieg tig thet raadhæ wil,
ellers thu ger ſom en daaræ.
Nar ſyælen gaar vtaff thyn mwnd,
iheſum feer hwn i ſamæ ſtwnd,
ſom han war pynt til dødhæ.
Jodut! huad ſorg til hennæ gaar.
huar ræd hwn tha for haſium ſtaar,
at ſwaræ ſynæ brodhae.
Gick hwn aff wærdhen i nadhens tijd,
tha ſeer hwn iheſum glad och blijd
ſig ſielff til møghel fromeæ:
Met allæ gudz hælghen faar hwn len
for hwn tiænthæ marie met ſyn ben,
til himerighæ ſcal hwn komg.
Er hwn i dødelighæ ſynder død
i hælffuedhæ taal hwn ewig ned,
met dieffuelen ſcal hwn farg.
Aff pynaer och nød, heñc faaræ ſtaar,
tyckes hefæ en ſtwnd waræ twſendhæ aar
at waræ blant diefflæ ſckarg.
I ſwodant wee och hiarthens kny
wildhæ hwn tha gernæ fran dieffuelen fly,
thet kan ey ſckee met lighæ.
Offuer heñæ haffuer Gud giffuet døtzens dom,
for hwn met ſyndhen aff wærdhen kom,
hwn kan thet ey vndwighæ.
nildhæ allæ gudz hælghen met grædendhæ taar
bedhæ for en ſicl, ſom ſcreffuet ſtaar,
och fældhæ blodighæ taaræ:
Er hwn i dødelighæ ſynder ded,
hefæ frælſtæ the ey fran helffuedes nød,
og pyner, ſom heſæ ſtaar faaræ.
Nar ſiclen feer thet maa nw wæræ,
at hwn ſyt hitherighæ ſcal ombæræ
och faræ met diefflæ ledhæ:
ſom heñæ gaff liiff och and och daab:
"Gud wordhæ them allæ wredhæ,
Som mig haffuer afled til wærdzens nød,
ieg ſcal nw taalæ then ewighæ ded,
myn fader och myn moder,
Jeg biwder uw allæ godhaæ nat,
for mig er glædhen wordhen fat,
myn ſoſter och min brodher.
Thet war fuld ildhæ at ieg wort qwig,
for Gud han haffuer forbandhet mig:
Jodut offuer ſwodan medhæ!
Jeg ſcal alt brændhaæ vti hælffuedes grwnd,
baadhæ dag och nat och tijd och ſtwnd,
til kroppen ſtaar vp aff dødhæ.
Sidhen ſcullæ wij baadhæ ſamen igeen
til ewig plaffuæ och hælffuedes myeen,
wor pynæ fangher aldrig ændhæ.
Met nød och twang och hælffuedes ild
i pynæ, ſom er mangfold och gild,
ſcullæ vij oſſ ſamen wændhæ.“
O mefiſckæ, ſom er ſckapt aff iord,
læg paa tith hiarthæ theſſe græſelighæ ord,
reed tig mod døtzens kommæ.
Met ſwck och graad och ſckriffthæmaal,
før dødhen ſckiæncker tig ſyn beeſckæ ſckaal:
ſwo lønlighæ æræ gudz domæ.
Læſſ thennæ ſteen i allæ tidhæ
tha maat thu dudhen hiemmæ bidhæ,
tig ſielff mwnæ thu ey ſckiødhæ:
Tig fylg ræt inthet aff werdzens ting,
tog thu ſtrygher nw al wærdhen omkring,
nar thu ſcalt gaa til dedhaæ.
Then fiærdhæ ſteen.
Then fiærdhæ ſteen, ſom baandhet bær,
gudz dom och hælffuedes pyncæ thet er,
han ſcal waræ bleeg met allæ
och brændhæ noghet ſom en glød,
for twang och pynæ met ſorg och ned,
ſom gud wil tig tilkallæ.
Jeg ſigher tig, meniſckæ, thet ieg weed,
mærck thet nw met ſtoer taalighed,
ſæt thet i thynæ geme.
Theſſæ ord, ſom ieg tig nw wil ſyæ,
for tig maa ieg them ickæ tyæ,
them ſcalt thu aldrig glemæ.
Tog thet er ſwaart at thenckæ paa,
huorledes thu ſcalt aff wærdhen gaa,
wilt thu thet achtæ och ſckiødhæ,
Thet ger tig meghet meeræ wee,
thu ſcalt then grwmmæ domeræ ſee
och ſwaræ for thynæ brødhæ.
Nar teghen æræ ſtedhæ i maanæ och ſool,
tha ſætther wor herræ ſyn domſtool,
off wil han faaræ ſig kaldhæ:
Falcket rober tha met theris talæ
til byerghæ oc iord och dywbæ dalæ:
i ſcullæ nw paa off faldhar.
Hær ſtwnder nw til en ynckælig tijd,
for domeren han wil kommæ hijd
och demæ off allæ til lighæ:
Uij ſcullæ haſum met woræ øgnæ ſee,
wij mwgbæ allæ grædhæ och ickæ lee,
hafum kwnng wy ey vndwighæ.
Tog ſcalt thu mærckæ, ſom ſckreffuet ſtaar,
at ſtoer nød offuer wærdhen gaar
før Gud wil meñeſcken demæ,
met twang, ſom ſees paa hiihel och ford,
ſom gud ſagdhæ met ſync egnæ ord,
thet maa ey gaa aff glemæ.
Fæmthen teghen ſcullæ ſckee ſwo ſtærck,
at allæ meniſckis hiarther mwghæ wærckar
och grædhæ blodighæ taaræ
For ned wy ſcullæ paa iordhen fee,
ſom gud wil off tha allæ thee
aff nød ſom oſſ ſtander faaræ.
I huart wy off i wærdhen wændhæ,
tha faar wor wſlighet aldrig ændhæ:
huad worder tha til raadhæ?
Gud wil off allæ for ſig ſtæffnæ
offuer ſiæl och krop wil han tha haæffnæ,
for the haffuæ ſyndhet baadhæ.
Uandhet aff ſtrandhen ſcal løffthaæ fig op,
thet maa alt ſee then wſlaæ krop,
XI.. alnæ offuer hegeſtæ trææ:
tha fænckes baadhee dywr och fææ
aff ſwodan uckaælig wandhæ.
Tha raabæ the ting i haffuet gaa:
hwi mwng oſſ wandhet ganghæ fraa,
huat mwnæ thet haffuæ at tydhæ?
util Gud nw ladhæ wærdhen forgaas,
mædhen wand och ſand the ſamen ſlaas
och himmelen ſønder brydhæ?
Uandhet ſiwncker ſidhen til hafſens grwnd,
ſwo bliffuer thet ſtandenes nogher ſtwnd,
For wandhet er taghet fran iorden forſt.
gudz creatwr lidhæ møghel terſt,
ſidhen mwnæ the dedhæ bliffuæ.
The yrther, ſom nw cæræ faffræ at ſee,
taalaæ och tha myeen och møghen wee
før werdhen fangher ændhæ,
The ſtandhæ och ſwedhæ blodughæ taar,
gudz vrag och wredhæ offuer them gaar,
ſlig plaghæ wil gud them ſaændhæ.
Sidhen ſaffnes the fwglæ, i lwchten æræ,
fuld ſaaræ the offuer meniſcken kæræ
for wærdhen taal ſlig medhæ:
The kwnnæ ey ſiwnghæ, ey drickæ, ey ædhæ,
for wærdzens wee the fyrghæ och grædhæ,
ſidhen ganghæ the allæ til dedhæ.
En ſtorm gifs ſidhen aff hiihelen ned,
al wærdzens bygning ſckelffuer ther wed,
Baadhæ kircker och kloſther met taarn och mwræ
taalæ i then ſtwnd fuld ſwaer en twræ,
Steenæ ſlaes ſamen aff nod och twang,
thet bliffuer en ynckelig ſamen gang,
ſom menniſcken tha ſcullæ høræ.
Tha raaber falket aff hiarthens wee:
iodut! huad ynck er thet at ſee
thet gud mwug waerdhen nw gøræ!
Sidhen ſckelffuer iordhen ſom en gwnghæ,
thet kan ey ſighes med nogher twnghæ
then huck ſom falk tha lidhæ:
Mod iordhen fallæ the ſom the warg dødhæ,
ſwo mwnæ them gudz rætwiiſhet hødhæ,
ſligt ſeullæ the leffuendes bidhæ.
Ther effther ſckcer en ynckelig ting,
allæ bierghæ ſom ſtaa al wærdhen om kring
the ſcullæ them nedher giffuce:
Berghæ och klepper, ſom nw æræ høghæ,
the ſcullæ them allæ neder bøghæ,
och flætthæ ſcullæ the bliffug.
Ildhen kommer ſidhen aff hiihelen ned,
al wærdhen giffuer ſig faaræ wed,
allæ ting ſcal han brændhæ.
Soel och maanæ och ſtierner klara
for them kan inghen tha kændhæ.
Sidhen ganghæ mehiſcken ſamhen igen,
ſom førræ waræ ſckiwldhæ for wærdzens meen,
the trænghes tha gantzæ ſaaræ.
For nød wij ſee nw tid fran tid,
thet war fuld ildæ wy koihæ hid,
Thet ſckeer hær effther i nogræ daffu.
tha obnes allæ dødes graffuc,
ſtor ynck er thet at høræ:
Swo rædelig ſtaa the dødheæ been,
for lijff och krop ſanckes tha igeen:
huad ſcullæ the aff them geræ?
The faffræ ſtierner, ſom klarg waræ før,
miſthaæ tha theres ſckin i ſynder och nør
for ſorg och hiarthæ qwidhæ,
Som Gud fænder tha aff himelen ned,
ther giffuæ ſig allæ meniſckaæ wed,
the fcullæ thet leffuendhæ bidhæ.
Allæ ſcullæ ſidhen døø til lighæ,
then wnghæ, then fattughæ met then righæ,
gud raadhæ, huar tha wil ganghæ:
Sidhen ſcullæ the allæ ſtandhæ vp igeen,
hwdhen giffs offuer the paltughæ been,
huer ſcal ſyn len vndfanghæ.
Sidhen forwandles hiſhel och ford,
thet worder alt effther wor herres ord
huarledez han wil them haffuæ.
Theſſæ teghen læg, meüiſckæ, paa tith ſind,
huad helder thu æſt mand eller qwind,
ſom ſckce i xy daghaæ.
Noghet ther effther lader Gud ſig ſomæ
til wærdhen at kommæ, och meniſcken demæ,
met allæ ſynæ hælghen klaræ.
The nw brendhæ i hælffuedes gledhæ
ſcullæ tha paa doien for iheſum madhæ,
thet bliffuer en puckaælig ſckaræ.
Sit enim tunc tribulatio magna: qualis non fuit ab initio mundi vique modo, neque ſiet: Ut dicitur mat. XXIv.
Notandum q, miniſterio angelorum, virtute Dei cooperante, mittentur mali in caminum ignis: hoc eſt in infernum de ſum tri et ſi ca (sic firmiter. Omnes cum propriis ſuis corporibus que nunc geſtant, yt recipiant ſecundum ſua opera, ſiue bona, fiue mala fuerint, reſurgent. IIli cum diabolo penam perpetuam, et iſti cum criſto gloriam ſempiternam. Hoc totum erit cum filius hominis venerit.
Notandum. Scire poffumus nos habere aliquas indutias aduentus domini ad iuditium. Quia oportet prius anticriftus reuelari, ſicut patet ad thefſ. II. Nafcetur autem de tribu Dan: iuxta illud gen. KLIx: Fiat Dan coluber in via. Sed occiditur ſecundum traditionem quorundam in monte olineti in ſolio ſuo, in illo loco vbi dominus iheſus afcendit. Ipſo vere occiſo, non ſtatim veniet criſtus ad iudicandum: fed concedentur electis dies XLV ad agendum penitentiam. Sed quantum poft veniet, penitus ignoratur.
Item oportet indeos prius ad fidem conuerti: fecundum illud Ifa. x: Si fuerit populus tuus ifrael ſicut arena maris, reliquie conuertentur ex eo. Item dicitur Ofee ir: Dies multos fedebunt filii ifrael ſine rege et ſine ſacrificio; et poft hec reuertentur et querunt dominum deum fuum. Item dicitur ſopho. i: Reliquie ilrael non facient iniquitatem, licet iam ea i fidei ſunt non agnoſcant.
Item Notandum. Secundum eufebium et columbinum in cronicis ſuis: quod Deus per numerum ſeptenarium omnia diſpofuerit. Scilicet ſeptem planetas, leptem dies, Sex dies operatus eſt, et in ſeptimo requieuit. Sic dicunt mundumn per ſeptem millia annorum duraturumn.
Et quia Criſtus ſecundum eos ornauit eccleſiam vi. ſacramentis et vr ſignaculis: dedit cuilibet ſignaculo ducentos annos et viginti: et il’ud reſidium de feptem millibus annorum complebitur. Sed hoc fubtilis lector poterit imaginari: quantum jam de iſto tempore tranfierit, et quantum adhuc reſtet. Mille et centum faciunt quinque ligilla, et alia duo habebunt xl. et xl. Et ſic anno dni. M. cccc. xl. fecundum illos reſtant adhuc centum anni quibus mundus durabit. Item venerabilis Beda circa hoc dicit quod tabule dyoniſii non debeant iterari niſi ter: et ſic fecundum eundem in breui esſet finis mundi: ſcilicet poſt annos domini M. cccc. circa Ix. Item fecundum eufebii computationem finis inundi eslet, et antichriſtus venit M. ccce. IX. anno. Unde metriſta quidam dicit: Poſt quadringentos mille dni reor annos, Tunc anticriſtus naſcetur demone plenus.
In oppofitum eft euangelium mat. xxiiii: Interrogantibus difcipnlis de extremo iudicio et dicentibus Xſto: Dic nobis, quando hec erunt: et ſignum aduentus tui, conſummationis et feculi. Reſpondit eis iheſus: Non eſt veſtrum nofſe tempora et momenta que pater poſait in ſua poteſtate &c. Ex quibus bene concluditur: quod determinate, communi modo loquendo, nemo ſcire poteſt diem vltimum, vel quando Xſtus veniat in majeſtate ad iudicium: niſi alicni a ſpiritu ſancto ſpeculi modo reuelatum fuerit.
Gudz ænghel rober ſidhen, i ſynder och nor,
i oſther och weſter, ſom han wæl ter:
ſtander vp nw allæ dødhæ!
Thenne lywd hører nw all wærdhen om kring,
gud wil nw ſiddaæ ſyt rættherting,
i ſeullar for hafium medhar.
Swo ſtandhæ ſtrar vp the dødhæ been,
i them giffues ſiclen tha igeen,
ſwo iemmerlighæ mwnæ the raabæ:
O Gud, ſom haffuer ſckapt ſicl och lüff,
met mildhed thu nw hoſf off bliiff,
Gudz ſon koiher ſidhen met macht och wold,
at demæ meniſcken manghefold,
for hanum kan inghen wighæ.
The godhæ kaller han til glædhæ och fryd,
the ondhæ demer han for theres vdyd,
nar the then grwmmæ domeræ ſee,
hañum kan tha inghen bøghæ
Met ord, met gwnſt, och ey met gaffua,
aff allæ wil han rættwiiſhet haffuæ,
thu maat alt ladhæ tig nøghaæ.
I ioſephatz dal ſætther han ſyn ſtool,
tha grædhæ baadhæ ſticrner och maanæ och ſool,
offuer wærdhen gaar ynckelig plaffuæ:
Gud kaller tha fram baadhæ godhæ och ondhæ,
wil rægnæ met them i ſamæ ſtondhaæ,
forgangnæ æræ allæ daffug.
godhæ, ſom haffuæ myn wilghæ giord,
koier hiid til mig och hører mynæ ord,
ſtander her paa høgræ handhæ:
I haffuc hugſwalet myn hwngher och torſt,
thi bør mig ether at lønc forſt,
mig løeſthæ i tyt aff wandhæ.
Then tid ieg laa i fraaſt och kwld
tha køpthæ i klæder for ſølff och gwld,
paa mig mwngæ i them bredhæ:
Ther ieg foer wild, toghæ i mig ind,
ſom i hær ſtaa baadhæ mand och qwind,
i ſcullæ nw fly myn wredhee.
Huar tyt ieg taaldhæ ſorg och ned,
thet gick ether hart til ethers død,
mig ſogthæ i met thet bæſthæ:
I ſiwghæſæng, ſom ieg leed twang,
tycthæ ether ey wæghen waræ lang
ieg fick thet i kwnng læſthæ.
aff ſtock och iern løſthæ i mync been,
dedher fuldhæ i mig til graffug:
For ethers tucht, i haffuc mig giort,
helder thet haffuer wæret lidhet eller ſtort,
myt wenſcap ſcullæ i haffugk.
I ondhæ gangher hijd paa wenſtræ hand,
ſom æræ bebondenaæ met ſyndzens band,
thet ſcal ether ganghæ til meenæ:
wildhæ met inghen miſckwndhed geræ,
then fattuges raab wildhæ i ey høræ,
ethers godtz wildhæ i haffuæ eenæ.
Myn torſt wildhæ i ey flyckæ met wand,
ſom i heær ſtaa, huercken qwindhæ eller mand,
mig hørdhæ i offthæ grædhæ:
Jeg war baadhæ fattug, hwngrug och kwld,
mig wildhæ i aldrig waræ hwld,
mynæ fødher wildhæ i ey wædhæ.
I ſoghæ myn krop, han roſthes och ſckalff,
en palt wildhæ i ey giffuæ mig halff,
paa gadhen mathæ ieg ligghæ.
I ſtock och iern och ſiwghæ ſæng
ſfændhæ i mig aldrig ether mindſtæ dræng;
ieg kwnnæ thet ey aff ether tigghæ
At i myn krop wildhæ fylghæ til ford;
i ſadhæ allæ qwerræ offuer ethers bord,
thet haffuer ieg ether at widhæ.
Ther foræ ſcullæ i nw gaa en gang,
ſom i faa baadhæ nød och twang,
effther nadhæ terffuc i ey bidhæ.
Han theer ſynæ ſaar i ſamæ tiid:
baadhæ ondhæ och godhæ wænder ether hiid
och ſckoder mig allæ til lighæ.
Myt blod gaff ieg til dedhen wd,
met ſwøber och riis meſthæ ieg myn hwd
for fattighæ och for righæ.
Thettæ korff, theiæ kronæ, theſſæ nagler tree
ſætthes paa myn krop met møgel wee,
thettæ ſpiwd gick gemmen myn ſidhæ,
For i ſculdhæ haffuæ glædheæ och roo,
met mig i himelen allæ boo,
wildhæ ieg ſligt iemer lidhæ.
Huad tack haffuæ i mig weedt hær faaræ?
mwghæ i nw allæ ſamen ſwaaræ:
the tidhæ tha qwærræ ſom ſteenæ.
For domergen er tha ſaaræ wreed,
han ſigher them thet han foræ them leed,
the widhæ huad han mwvnæ myeenæ.
Allæ the ting, ſom Gud haffuer ſckapt,
kæræ paa the meniſckæ, ſom bliffuc fortapt,
for gaffn the them hær giordhæ.
Ildhen ſigher: ieg giordhæ tig warm,
then tiid thu waſt baadæ fraaſen och arm,
hoff mig thu ſiddhæ tordhæ.
Thu wændhæ tig baadhæ hiſt och hiid
til thu waſt baadhæ drucken och blid,
i dag ſcal ieg tig brændhæ:
Fran nw, ſwo længhæ ſom gud er til,
baadhæ krop och ſicl ieg brændhæ wil;
gud wildhæ thu aldrig kændhæ.
Uæderet ſigher: ieg holt tith lüff,
til tidhæ mwnæ ieg tig kommæ
Met rægn, met tyrckæ nar thet war tid,
om høſthen til mig ſætthæ thu thyn liid,
thet kom tig ſielff til fromæ.
Jeg ſcal tig blæſæ i ſamæ ſtwnd
nederſt ned til haælffuedes grwnd,
i pyner ſcalt thu tig wændhæ:
The grwmme diefflæ ſcalt thu ther ſee,
ſom tig ſcullæ gøræ twang och wee
och pynæ forwthen ændhæ.
Uandet ſigher: ieg todhæ tig reen,
at ſyndhaæ mod gud waſt thu ey ſeen,
til hælffuedes ſcalt thu flydhæ:
Offuer mig foerſt thu met ſckudhaæ och pram,
met oraæ, met koo, met hæſtæ, met lam;
Nar hælffuedes ild er om tig tændt,
gudz wænſckap och nadhæ er fran tig wændt,
en drobæ ſcalt thu ey tigghø
at læſckæ thyn twnghæ fran ewig torſtz
hwn haffuer forſoret wor herræ forſt,
i hælffuedhæ ſcalt thu ligghæ.
Jordhen ſigher: ieg gaff tig bre.
oc frælſthæ tig tiith aff hwnghers nød;
thet wildhæ thu aldrig ſckiedhæ
At tackæ gud for ſyn ſtoræ gaffue,
ſom thu huer ſtwnd aff hafum wildhæ haffuæ;
ieg wil tig nw ſaaræ hødhæ.
Paa tig i hælffuedhæ wil ieg fallæ,
for thu ey wildhæ paa gudz hielp kallæ
then tiid thu waſt i liffuc:
Thyn pynæ ſcal aldrig ændhæ faa
ey helder ſcalt thu gudz wænſcap naa,)
fortapt ſcalt thu nw bliffuæ.
Huad twang, huad ned er tha paa færdhæ,
ſom tha ſcullæ lidhæ baadhæ leghæ och lærdhæ
met ſuck och graad til lighæ:
Offuen for them ſywnes criſtus wreed,
nædhen er hælffuedhæ gantzæ breed,
bort kan tha inghen wighæ.
The ſynder, ſom thu ey ſckrifthæ tordhæ,
fuld grwmmæ the foræ thynæ øguæ wordhæ,
paa tig ſtandhæ the och kæræ:
Giff dom offuer theſſe i ſamæ tid,
wij æræ theris ſckam, thi komæ wij hiid,
wij kwnnæ ey ſlæmeræ weeræ.
Awend och wredhæ och vkyſckheed,
hær ſtander hofferdighet ganſckæ leed,
giræ, met fratz til reedhæ:
For ladhed och for dregtighed
waræ wij ey ſckrifftedhaæ, gud thet wed,
thi æræ wij gantzæ ledhæ.
uij willæ met them til hælffuedes gaa,
til ewig tiid ther met them ſtaa
och brændhæ i hælffuedes glødhæ:
Fuld beeſckæ bliffuæ wij i hælffuedes grwnd,
at fylghæ nw bort thettæ vſlæ ſamfwnd,
wij ſywnthes wara gantzæ ſødhæ.
Diefflæ ſtaa redhæ paa andhen ſidhæ,
effther the fattughæ fijælæ at bidhæ:
hwij lather thu tig ey lidhæ
At dømæ them, iheſu, til wort wold,
for theres. ſckyld haffuer thu møghet told,
Tha raabæ the ſiælæ met ſtæmmæ och reſt:
iheſu, ſom æſt al wærdzens trøſt,
thyn nadhæ lad offuer oſſ ſckinæe:
Thu haffuer off ſckapt och køpt ſwo dyræ,
lad oſſ ey fylghæ theſſæ ledhææ whyræ,
ey hælder faræ bort met hinæ.
Thet warc off bæddræ wij waræ vſckapthæ,
end allæ hær ſtaa ſculdhæ bliffuæ fortapthæ,
wij æræ en mægtug ſckaræ:
O iheſu, gør thet for thyn død,
hielp oſſ aff thennæ bitther nød,
wij kwunæ tig inthet ſwarg.
uor herræ han ſvarer met græſelig roſt:
ether allæ kan ieg ey giffuæ treſt,
tog i ether giffucæ ſwo ſaaræ.
Nætwiiſhet wil ieg demæ ether met,
thet ſcullæ i allæ høræ i ſtæd,
tog i allæ ſyſcken waaræ.
I ſom met mig haffuæ mildhed giord
komer hiid til mig och mærcker miynæ ord,
ſom i hær hoff mig ſtandhæ,
ſcullæ indgaa i glædhæ och frygd
for i theedhæ mig ethers ſtoræ dygd,
och frælfes aff alſckøns wandhæ.
Aff glædhæ och frygd, ſom i ſcullæ haffun
twſendæ aar tyckes ether waræ iiij daffuæ
met mig i himmærighæ.
I haffuæ giffuet mig baadhæ øl och mad,
met ordenaæ giort mig offthæ glad,
vti fattughæ menniſckens lighæ.
Tha ſwaræ the godhæ paa høgræ handhæ:
nar frælſthæ wij tig aff hwnghers wandhæ
eller giordhæ tig noghet til godhæ?
Then tiid i fattughæ meniſckæ goffuæ,
och hederlighæ hoff mig ſtodhæ.
Gaar ind vti myn faders righæ,
ſom i hær ſtaa hoff mig til lighæ,
och loffuer Gud for ſyn naadhæ:
Met mig ſcullæ i haffuæ ewig løn
for i læſſdhæ tyt myn moders bøn,
Han wænder ſig til the ondhæ omkring:
I ſom ſtandhæ i thennæ ring
maledidhedæ ſcullæ i wordhæ:
Then ewighæ ild ſcullæ I nw haffucæ,
then fattughæ gaffuæ I aldrig gaffuæ
for ſyndhen ſom I giordhæ.
thet lodhæ i mig ey nydhæ.
Pelægryms gang wildhee i ey gaa,
ethers fredag at faſthæ mwnæ ether forſmaa,
ethers ſøndag mwng i brydhæ
Met drick och daabel och hæggoms ord,
ſom altiid warc hoff ethers bord,
met fruær och mger at qwædhæ:
(Then brwnæ myed, then klaræ wyn
lodſt thu faſt ſckænckæ hyemæ til thyn)
Gudz ord at gømæ gafft thu ey gieem,
ether wredhæ at gøræ nar i kommæ hieem,
nar fattighæ falk for ether ſtodhæ.
Om klæder och ſkoo, om el, om mad,
fuld ondt øſthæ i vti theres fad
I ſloghæ them wd aff ethers dør,
och ſpwrdhæ at: hwij komſt thu ey før
mædhen madh han war til redhæ?
Ther forae ſcullæ I alt hædhen gaa
met grwmmæ diefflæ, ſom hær nw ſtaa,
ieg giffuer ether mynæ wredhæ.
Jeg gaff ether godtz och mechtugheed,
ther foræ ieg ſpot aff ether leed,
I haffdhæ och wærdzens wældhæ:
I tackedhæ mig ther aldrig for,
thet ſcullæ i nw wndgicldhæ.
Uand och marck och grong ſckoffuce
i ſagdhæ thet war ethers ærffuæ:
Ethers vnderdanæ giordhæ i twang och ned,
ſom met ſyn ſweed affledhæ ethers brød,
them lodhæ i ſaaræ fordærffuæ.
I toghæ fran them baadhæ oræ och koo,
huad ſom the haffdhæ i theres boo,
ſom the ſculdhæ them aff fødhe.
Theres agher och æng lodhæ i forhæræ,
ethers hæſtæ ſculdhæ theres korn forthæræ,
aff ether toldhæ the ſlig mødhæ.
I lagdha them adha met gaſtærij,
ethers hwndhæ ſculdhæ met ether lobæ,
At thæræ then fattugh bondes brød,
ſom han haffde affled met ſorg och nød:
thet ſcullæ i nw dyræ kobar.
At ogræ altiid waræ I til redhæ
for i hafdhæ guld och peüinghæ at bredhæ,
huad kan thet ether uw froiæ?
Uaræ wærdhen ethers, fuld aff guld,
thet gaffuæ i til nw twſendhæ fuld,
Gaar nw hædhen met ſorg och graad,
for i holdhæ mig for ſpot och haad,
thet maa nw aendelighen wæræ.
Met glædhæ ſcullæ I mig aldrig ſee,
til hælffuedes ild och ewigt wee
gaar bort ſom I ſtaar hæræ.
Tha raabæ the armeæ fordemdtæ ſiælæ:
thu haffuer oſſ giffuet thyn wredhæ:
Giff off wælſignelfæ met thyn hand,
mædhen wij ſcullæ bindes met diefflæ band,
wilt thu off thettæ wedhæ.
Jeg wil ether met rætwiſhed ſlaae,
fordemdhæ ſcullæ i hædhen gaa,
Jeg maa ey andhet met ether gøræ,
the grwmmæ diefflæ ſcullæ ether bort ſøræ
och pynæ ether allæ wegnæ.
Und off en ſtæd at bliffuæ vti,
ſom wij for tig mwghæ warae frij,
giff off lyt aff thyn naadhæ:
Kwnnæ thet ſwo ſcke ſom wij beghæræ,
at pynen mathæ off allæ forthæræ,
For ſandt, ſigher gud, thet maa ey ſckee,
at ethers ſorg och ewigt wee
maa nogher tiid fanghæ en ændhæ:
at ether ſtod foræ ſwo møghet wee,
aff ſyndhen wildhæ i ey wændhæ.
Mædhen wij ſcullæ nw til hælffuedes twang,
o herræ, lad pynen ey wordhæ lang!
Som ethers wilghæ at ſyndhæ war til,
ether nw til twang ieg domæ wil:
gaar bort nw allæ til lighæ.
uænder ether fran mig i ſamæ ſtwnd,
I ſcullæ nw fran mig wighæ.
Huad glædhæ faa the, met gud ſcullæ wæræ,
ſom indledes tha i himeriges aeræ,
thet kan ræt inghen tænckæ:
Huad ſorg, huad ned, huad hiarthens qwidhæ
faa the, ſom diefflæ ſcullæ ſlidhæ,
och bindhes i helffuedes lænckæ.
Huad froiher them tha theres ſtoræ wældhæ,
nar ſiælen mwnæ ſig ſwo giffuæ?
Uee mig, at ieg war nogher tid ſckapt,
nee mig at ieg i kroppen ſtod,
wee mig at ieg giordhæ Gud emod,
ſwo mangfuld er myn wandhæ:
Uee mig at ieg faa ſolen ſckynæ,
wee mig for thennæ ſtoræ pynæ,
ſom mig mwng foræ ſtandhær.
lee mig, ieg foer met falſck och ſwig,
wee mig at dodhen flyer for mig,
mig kan nw inghen kændhæ:
Uee mig jeg nogher tiid kom paa iord,
wee mig for manghæ hæggoms ord;
ieg ſcal hær ewig brændhaæ.
for ieg ſcal hælffuedes grwmhed ſee,
Molet, Mofæt och Lucifer,
Aſſur, Mamon och Viliper,
ſwo mwnæ the them hær kallæ.
Uee er mig hiſt, wee er mig hiid,
ieg ſcal hær ſee til ewig tiid
the iemerlighæ ſywn til lighæ,
Twſendhæ dedhæ om ieg kwung haffuæ,
wildhæ ieg vdwællyæ for ſwodan plaffucæ,
om ieg kwnnæ them vndwighæ.
Her hores ey andhet end ſtoer wlaad,
met tændegnitzel och ynckelig graad,
och buldher och raab til ændhæ:
then enæ ſtoder hiſt, then andhen hid,
baadhæ tiid och thymæ thet er theres iid
nar the plæghæ them at wændhæ.
Hær findes ey andhet end hedhæ och kwld,
aff ondt er hælffuedhæ ſtoppet fwld,
thennæ ned ſcullæ wii hær lidhæ:
Vaadhæ hwugher och tørſt er her til redhæ,
met ſtanck, ſom fylgher the diefflæ ledhæ,
effther andhet tørffuæ wij ey bidhar.
Off bindes hæær ſamen baadhæ føder och hænder,
aff hwg, wij taala, ſamen gaa wore tænder,
iodut offuer ſwodan mødhæ!
Ther wij haffdæ tiid, baadhæ arlig och ſildhæ,
wort ſckrifthæmol wij ey gøræ wildhæ,
woræ ſynder wildhæ wij ey bødhæ.
Nw æræ wij ſckildhæ fran hiierighes æræ,
i pynæ ſcullæ wij hær ewig wæræ,
thet greiner oſſ møghet meræ
at wij mwghæ ey gudz klarhed ſee,
end al then pynæ och al then wee,
Thennæ fiærdhæ ſteen læſſer offuer fuld wæl,
tha leffuæ i hær met ræt och ſckiæl:
then dom, ſom i ſcullæ lidhæ,
Then ſwarc pynæ och hælffuedes ned,
i them dyppæ i huer dag ethers brød
baadhæ affthen och allæ tidhæ.
Unus dicit Bern. Recordatio tenebrarum facit nö horrere folitudinem: ſi futuram de verbis ocioſis difentionem non difplicebit ſilentium. Fletus ille et ſtridor dentium ante oenlos mentis ſepius feductus, pares tibi reddit mattam et cucullam.
Then fæmthæ ſteen.
Nw ſcullæ I læſſæ then fæmthæ ſteen,
han ger ether glædhæ och aldrig meen,
paa baandhet mwnæ han ſtandhæ:
Ther met betegnes hiiherighes frygd,
ſom gud giffuer allæ met ſyn dygd,
the hañum willæ gaa til handhæ.
Then ſteen ſcal waræ enchthen hwiid eller blaa,
ſom ſcal hær næſt paa baandhet ſtaa,
thet er alt himerighes ære:
En ſtwnd er ther ſom twſendhæ aar,
huad glædæ ſiclen ther tha faar,
til ewig thiid ther at werc.
Then klaræ guddom gor thettæ førſt,
tagher fran ſiclen baadhæ hwngher och torſt,
hwn fødes aff guddoms naadæ:
Siwgdom, fraaſt, met kwld och ſnee,
taghes tha fran hennæ: thi maa hwn lee
ther til al wærdzens waadhæ.
Aff ſorg och warck och wedermod,
ſom Kroppen haffuer hafft, faar hwn tha bod:
gud fader wil effther hennæ bidhæ.
En arffwing gørs hwn til himmerighæ,
huad kan tha noghet waræ hennes lighæ?
hwn ſætthes hooſſ chriſti ſidhæ.
For han heñce løſthæ met ſyt blod,
wil han hennæ waræ baadhæ bliid och god,
ſyn brwd mwnæ han heüc kallæ.
Hwn haffuer paa ſig ey noghet ſmitthæ,
met iheſu kan hwn wænſcap hitthæ
thi hwn er faffuer met allæ.
Then hellighæ and fylder hennæ met ſyn dygd,
met heder ſætthes hwn i himerighes frygd
blant allæ gudz ænglæ klaræ:
Hwn loffuer tha gud til ewig tiid
for han haffuer heüc fra hælffuedhæ friid,
met alleh gudz helghens ſckaræ.
The ſiunghæ: ſanctus Deus fabaot!
o herræ, hwad thu haffuer giort oſſ got,
wor ſtriid haffuer fanghet ændhæ,
Som wy haffdæ mellom krop och ſicl
mod dieffuelen och wærdhen, wedſt thu wæl,
til thw oſſ wænſckap ſaændhæ.
Thet wy haffuæ hørt aff ſckriffthen før
ſee wy nw baadhæ i eſter och nør,
i wæſther och ſynder til lighæ:
Aff klarhed ſckion och ænglæ ſang
kan hær ey tidhen wordheæ lang,
wy kwnnæ ey fran tig wighar.
Hwo ſwodan æræ met gud wil haffuæ,
i wærdhen ſcal han taalæ plaffuc
met wedermod och met faſthæ:
Kaſther gud tig ſiwgdom paa thit liiff,
met taalighet ſig: thu hoos mig blüff!
gudz gerningher ſcalt thu ey laſthaæ.
uil Gud tig ſændhæ fattigdom
tha glædes oc bliiff til ſiclen from,
thet er gudz wilghæ hyn ſtærckæ:
Giffuer han tig lidhet hær at ædhæ,
han fylder thet vp i himerighes glædhæ,
thet ſcalt thu wiſſælighen mærckæ.
Sidhen holt gudz bud, ſom han tig bød,
tha frælfer han tig aff wardzens nod,
til glædhæ ſcalt thu komae:
Thet er hanſſ wilghæ, ſom ſckreffuet ſtaar,
at thu ey mod hanſſ budord gaar,
wilt thu thyn ſicæl geræ froihæ.
X æræ the bwd, ſom thu ſcalt holdh,
hwilckæ herren bed, ſom dedhen toldhæ:
mærck them aff hiarthens grwndhæ.
Lad them i thyn amyndelſc ſtaa,
ellers kant thu ickæ hiinerighæ faa,
tænck hær paa allæ ſtundhæ.
Paa en gud ſcalt thu ſtadelighen troo,
i himerighæ och iorderighæ mwnæ han boo,
thet komer tig møghet til fromæ:
Gør thu ey ſwo, thet ſigher ieg tig,
fordemæ ſcal han tig ſandelig,
nar han til iordhen wil kommæ.
Ey ſcalt thu ſwerghæ dyræ edhæ,
om thu wilt fly wor herres wredhæ,
hanſſ blood ſcalt thu ey næffnæ:
Om thu thet gør, thu bliffuer fortapt,
thet ſigher then herræ, ſom tig haffuer ſckapt,
han wil thet ſaaræ hæffnæ.
Thynæ haællighæ daghæ holt ſidhen wel,
tha ger thu gud baadhæ ræth och ſckiæl,
thu ſcalt them ickæ brydhee.
Ey ſcalt thu trælæ, ey brygghæ, ey baghæ,
om ſøndaghen huerken ridhæ eller aghæ,
wilt thu gudz wænſckaff nydhæ.
Aff ſckriffthen ſcalt thu thettæ læræ,
thyn fader och moder them ſcalt thu æræ,
ther thil thynæ frænder fleræ:
Tytt liff thet længhes paa iordhen hær,
gud worder tig bliid, han haffuer tig kær:
tyt godt worder halffuæ meræ.
Inghen mandz blood ſcalt thu vdſpildhæ,
om thu thet ger, tha far thu ildhæ:
gud giffuer tig ſynæ wredhæ.
Thet blood, thet bedes hæffn aff gud,
thi thu haffuer bredhet wor herres bud,
mandſlæchtig ſcalt thu hedhæ.
Thu ſcalt ey ſtiælæ, ey røffuæ i len,
wilt thu at gud ſcal høræ thyn bøn,
lad huer ſit eghet nydhæ:
Tag thettæ til læræ, haff for en ſeed,
lad huær mand nydhæ ſyt eghet met freed,
thet ſcal tig ey fortrydhæ.
Thyn naboes hoſtrw ſcalt thu ey gillyæ,
hennae huercken wed rachtæ eller heder ſckillic,
Gør hañum ſom thu wilt haffuæ:
Hanſſ mes, hanff ſwend lockæ ey til tig
huærcken met peninghæ och ey met ſwig,
wilt thu fly hælffuedes plaffuc.
Bær ey falſt witnæ paa nogher man,
ſom ſig ey ſielff forſwarae kan,
huercken paa ting eller ſtæffnæ:
Om thu thet gør, thu ildhæ far,
thet wordher thyn armæ ſicl wæl war,
gud wil thet ſaaræ hæffnæ.
Theſſæ X budord bed han at holdhæ,
ſom alting haffuer i macht at woldhae
och ſtyrer oſſ met ſyn naadhæ:
Som han haffuer giffuet off liff och and,
och frælſer off aff al waadh..
pſalterens xv ey bliffuæ forgæt,
tyt hiarthæ ſcullæ the røræ:
Som thu haffuer læſdt the førſthæ fæm,
ligherwiis ſcalt thu ſwo tænckæ paa them,
ey anderledes ſcalt thu gorg.
Modus offerendi pſalterium virginis glorioſe et hoc pro informatione ſimplicium et laycorum: vt ſcribit Alanus in ſuo libro, capitulo XIIII, talis eſt: Prima quinquagena debet dici ad honorem incarnationis Criſti. Secunda dirigitur ad honorem dominice paſſionis. Et tercia, ad honorem ſanctorum omnium.
Swo ſalt thu offræ then forſtæ rofenkrantz:
O herræ iheſu ieg tacker tig
at thu wildhæ wordæ mand for mig.
I thynæ lighæ haffuer thu mig ſcapt,
o herræ lad mig ey bliffuæ fortapt.
Thil then andhen roſenkrantz:
Jeg tacker tig iheſu for thyn ded,
ſckil mig fran pynæ och hælffuedes nød.
Jeg beder tig, herræ, nar ieg vpſtaar
giff mig then glædæ ther ey forgaar.
Thil then tredyæ roſenkrantz:
O allæ gudz hælghen, i ſamæ ſtwnd
til ether flyer ieg aff hiarthens grwnd,
hielper nw allæ at raadhae:
Theſſæ bøner, ieg læſdhæ, for gud fører fram,
bevarer myt liiff fran laſt och ſckam,
myn ſiæl fran hælffuedes waadhae.
Amen.
Incipit congruentiſſimus modus et ordo inchoandi et finiendi ſingulas partes pſalterii beate marie virginis: ſecundum ordinem, quem obſeruent Clerici, Et laycos obſeruare doceant.
Ad inchoationein prime partis dic primo: Aue maria, usque ad finem. Deinde dic orationem: Aue nobiliſfſima creatura, beatiffima virgo maria. Elt tibi quafi ofeulum, hunc andire verſiculum. Aue maria gratia plena, dominus tecum. Quotiens igitur tu beatiſſima falutaris, totiens tu humilima ofcularis: Ergo ad ymaginem tuam accedo, genua flecto, ofculum imprimo: Aue maria dico.
Deinde lege: O bone ihelu. O maria, Tu trinitatis, caritatis, caſtitatis, et omnium virtutum pulcherrimum lilium: O iucundifſime ihefu. O caftiffima virgo maria, mater iheſu. Pater noster. Aue maria. Et ſic confequenter decem Ane maria: iuxta doctrinam Alani.
Oblatio prime partis psalterii.
O fanctiffima mater iheſu, dulciffima virgo maria: Has orationes dominicas, et falutationes angelicas, tibi et dulcifſimo filio tuo domino noſtro Ihefu Chrilto, ex omnibus meis præcordiis humiliter offero: ad laudem, gloriam et honorem. Propter tue puriffime totius vite ſanctitatem et conuerfationem Ufqve ad vltimam et ſanctiſſimam eius cenam cum difcipulis ſuis, ante paflionem eius et mortem. Quatenus digneris, cum eodem beato filio tuo domino noftro iheſu chriſto, me pauperem et humilem famulum tuum: et cunctos chrifti fideles: in cordis et corporis fanctitate et caſtitate preferuare. Et ex omnibus inſidiis et nequiciis omnium inimicorum vilibilium et inviſibilium nunc et in mortis articulo mifericorditer et fideliter conferuare. O fanctiflima mater iheſu, dulciffima virgo maria: Adiuna nos in omnibus tribulationibus anguftis et tentationibus nostris. Amen.
Ad inchoationem secunde partis.
O bone ihelu. O maria. Tu trinitatis caritatis caſtitatis, et omnium virtutum pulcherrimum lilium. O manſuetiffime iheſu. O dolorofiffima virgo maria, mater ihelu. Pater noſter. Aue maria: yt prius.
Oblatio secunde partis.
O dolorofifſima virgo maria mater ihefu. Ias oraciones dominicas et ſalutationes angelicas: tibi et dulciflimo filio tuo, ex ardentis cordis mei defiderio humiliter offero. Ad laudem, gloriam, et honorem: propter eius amarifſimam, duriffimam et turpiffimam mortem. Et propter tuam manſuetudinem, dolorum et penarum multiplicem compafſionem, quam penaliflime ſuſtinuiſti in tua benedicta anima. Quatenus digneris cum eodem benedicto filio tuo, domino noſtro iheſu chriſto, me pauperem et humilem famulum tuum, et cunctos Chrifti fideles fideliter præferuare: mifericorditer et ab eterna damnatione cuſtodire. O doloroſifſima virgo maria: Adiuua nos in omnibus tribulationibus, anguſtiis et tentationibus noſtris. Amen.
Ad inchoationem tercie partis.
O bone ihefu. O maria. Tu trinitatis, caritatis, caltitatis, et omnium virtutum pulcherrimum lilium: O ſplendidiffime ihefu: O iocundifſima virgo maria, mater ihelu. Pater noſter. Aue maria. Ut prius.
Oblatio tercie partis psalterü.
O iocundiſſima virgo maria, mater ihefu. Has oraciones dominicas, et falutationes angelicas, Tibi et dulcilfimo filio tuo, ex omni cordis mei intentione humiliter offero. Ad laudem, gloriam, et honorem: propter eius fanctifſimam refurrectionem, et eius ſanctifſimam in celum afcenſionem: et dulciflimam ſpiritus fancti emillionem. Et propter venerabile illud gaudium, quod iu dulciffima virgo maria ex his tribus predictis iocundiſlime fuſtinuiſti. Et omne illud gandium quod obtinuiſti, quando affumta fuiſti in celum cum corpore et anima. Quod nunc et in perpetuum, in ſumme et fanctifſime trinitatis clarifſima viſione, et dulciffima fruitione, cum omnibus ſanctis et electis Dei: in eterne claritatis regno poffides ſine fine. Ad quod gaudium producat nos Jheſns Chriſtus, Deus noſter benedictus. Amen.
Poſt plenum pfalterium ſic lectum et completum, Ad minus ſemel in ebdomada: lege Aue maria, cum An. Maria virgo affumta eft ad ethereum thalamum: in quo rex regum ftellato fedes ſolio. v. Exaltata es ſancta dei, Super choros amf. Coll. Gratiam tuam qms. domine mentibus noſtris infunde: vt qui angelo nunciante Ihefu Chrifti filii tni incarnationem cognouimus: per paflionem eius et crucem. ad relarrectionis gloriam producamur per eundem:
Hwo ſom wil wordhæ wiis och klog
och wil marie ticænæ,
Han ſcal tiit læſſæ i thefæ bog,
och helfæ mariam then wæng.
Leær førſt offuer alt at frychtæ gud
och tackæ hafium for ſyn naadhæ,
Af al thin macht tha holt hauſſ bud,
han frælſer tig aff al waadhæ.
Uor herres ord them ſcalt thu mærck.
och ſæth them i thynæ gemæ,
thi ſcalt thu them ey glømæ.
Fly ſidhen til mariam then mildhæ mee,
ſom kalles hafſens ſtyærnæ,
Tha bliffuer thu tryg nar thu ſcalt des,
henng ſcalt thu tyaænæ gernæ.
Læſſ heñes pſalteraæ, hær beder ieg om,
Och glædes at han til wærdhen kom,
Hwn fæſthæ haſium met heſies eghet haar,
at han heües loff ſcullæ bæræ:
For herrer och førſther, ſom ſckreffuet ſtaar,
heñes pfalteræ ſculdhæ han them laeræ.
Huo haſum wil læræ och læſſæ met acht,
Offuer haüum faar aldrig dieffuelen macht,
til himerighæ ſcal han komar.
ſom heñcæ løſther hælder at høræ,
huo haſium kan wæl framferæ.
Alanus, ſom war en mæſther klog,
aff førſtæ giordhæ han thennæ bog,
maria wildhæ haſium ſielff læræ:
Hwn taledhæ til hañum met ſyn mwnd:
lad theſſæ ord reræ thyn hiarthens grwnd,
ſom ieg ſigher tig nw hæræ.
Alt thet hwn ſagdæ gemdæ han fuld wæl,
och haffuer thet ſckreffuet met ræt och ſckiæl,
ſom han lader alle forſtandhæ:
Ey er hanfſ bog end møghet kændt,
før hwn paa danſckæ worder wændt
och føres til allæ landhæ.
Thi kaller ieg uw paa marie trøſt,
och beder at hwn wil høræ myn roſt
och føghæ mig til thet bæſthæ:
Hennes loff at bæræ baadhæ hiſt och hiid
achter ieg at gøre effther thefc tid,
fwo møghet ſom ieg kan læſthæ.
Ey konſtig er ieg, cy wis, ey ſnild,
vthen hwn mig hielper, tha far ieg wild,
hennæ noghet til wilghæ at gerae:
Thi flyær ieg til thyn ydmygheed,
vnd mig at ſckriffuæ thet ieg ey weed
Huarledes thyn pſalteræ er koimen hiid,
at loffuæ tig met til ewig tiid,
ſielff wildhæ thu thet ſwo haffuæ.
Alanus bær ther wituæ om,
en tiid en mes til hañum kom,
for poſckæ war xy daghæ.
Met heñc en roſt, han fagdhæ ſaa:
alane, thu ſcalt hid nærmeræ gaa,
ieg wil tig noghet ſyæ:
Gud er fortørnet aff meñiſcken faſt,
han wil thet hæffnæ met en haſt,
Alanus han græd och ſaa ſig om:
huædhen er then røeſt, ſom til mig kom,
huad haffuer han nu at tydhæ?
Eller er thet och gudz ſændebud,
ſom hiid er komen och fændt fran gud,
ieg wil hafum gernæ lydhæ.
wændt tig til mig och wær ey ſeen,
och tackæ gud for ſin naadhæ.
Jeg er maria, then reenæ mos,
wilt thu mig tyænæ til thu ſcalt des,
thu frælſes aff freeſtilſens waadhæ.
Alanus ſaa vp, ractæ wd ſyn hand:
gud haffuer mig ſckapt, giffuet liiff och and,
myn brøſt maa ieg nw kæærc.
For ſyndhen, ſom ieg haffuer offthæ giord,
til tig maa ieg ey talæ eth ord,
hoſſ tig ey ſtandhæ hææræ.
Hwn lagdhaæ haſium ſtrar vp til ſyt bryſt,
then himelſckaæ dwg war i hannum kryſt,
och ſpreddes i hañum ſwo widhe.
At allæ the leiner i kroppen ſtood,
fran øffuerſt hanfſ hoffuet och til hanff food,
gaffues ſedmæ i ſamæ tidhæ.
Strax aff ſyt haar giordhæ hwn eth band
och wandt thet om alani hand,
fæſther ieg tig nw met liiff och ſicl,
for myn ſckyld thettæ at bærg.
Alanus ſagdhæ met grædendaæ taar:
theñæ twcht mig ey aff glømæ gaar,
ſom thu nw wethæ mig hæræ:
Huad ſcal ieg giffuæ tig ther foræ len,
ſig thet, maria, iomfrw ſckien!
ſcal ieg thyn capellan wæræ?
MMyt loff haffuer lenghæ wæret neder lawt
och offuer al wærdhen møghet tawt,
thet ſcalt thu ſwo forſtandhæ.
Aff gud æſtw vdwald ther til,
och ieg thet aff tig haffug wil,
far nw offuer allæ landhæ.
Och ſig them aff myn pſalteres dygd,
ſom willæ haffuæ glædhæ och ewig frygd,
ther effther ſcullæ the them redhæ:
Spar ickæ vmag, ey hwngher, ey tørſt.“
hoff Baſcl ther begynthæ han førſt,
rædtes ey for herræ wredhæ.
Alani hiarthæ aff glædhæ loo,
maria welſignelſe offuer hañum ſloo,
the ſckildes at til lighæ.
Fran Baſæl til Colnæ alanus foer,
the herrer giordhæ hafum ther heder ſtoer,
och badhæ hafium tæden ey wighæ.
Theſc pſalteræ dichtedæ han ther i fred
til alle, ſom marie hielp tørffuæ wed,
baadæ liiff och ſicl til fromæ.
Alanus lagdæ bort omhygghæ och ſorg,
han ſpwrdhæ ſidhen wæghen til mæckelborg,
til Roſtock mwnc han komher.
En doctor bleff han ther vphøgd,
the klerckæ wethæ hafum ther twcht och døgd,
then pſalteræ predickedæ han widhæ.
Then ring, hwn gaff haium paa ſyn hand,
bar han hoſſ ſig alt paa ſyt band,
ſom hængdæ hart hoff hanſſ ſidhæ.
Gudz naadhæ ſtrax til Britaniam kom,
for han war doctor och mæſther from,
then læſſning ſpredes ther ſwo widhæ.
Baadhæ wnghæ och gamblæ, met qwindhæ och mænd,
læſthæ then pſalteræ och geræ ſwo ænd
om daghen och allæ tidhæ.
Ortus Alani.
Thet war en rætwiis bondhæ mand,
ſom bodhæ vti Gallicie land
vti Hyſpanie righæ,
Rochiſat kalledhæ man haſum thær,
hanſſ hoſtru Uibrock baadhæ fiærn och nær
the warg hwer andres lighæ.
Eth torp heed Rupe, ther bodhæ the vtij
nogræ aar fleer end troſſer tij,
the wargæ gudfrychtighæ baadha.
til them met fliid gick theres tolck
om daghen før the aadhæ.
Gud vnthæ then awyndhe eth barn at fødhæ
met ſtor vmag och wærdzens medhæ,
alanum lod hwn hafum kallæ.
Nogher ſtwnd ther effther ſckedhæ thet ſaa,
the baadhæ til dødhen mwnæ gaa:
ſidhen kwnnæ thet ſig ſwo fallæ
aff Gud bleff han ræt ey forgæt,
ſtor wijsdom mwnæ han fanghæ.
Han lærdhæ met acht och wilghæ god
then ſcrefft, ſom foræ hafum ſckreffuet ſtod,
til kircker mwnæ han och ganghaæ.
Uor herres ord them gaff han giem,
och gømdhæ them wæl nar han kom hiem
ſig ſielff til lockaæ och froiæ:
Allæ bernæ fachter lod han faræ,
ſyn gud, ſyn ſyæl, tog han til warg,
til ſyndhen wildhæ han ey komæ.
Til kloſthermend gaff han ſig ind,
til Gud ſætthæ han baadhæ acht och ſind
met bøner och faſtæ och plaghæ.
Han holt och lydelſæ ſom han kwndheæ bæſt,
ſom han i ſckriffthen haffdhe læſt,
war fattug allæ ſync daghæ.
Uærdzeus ting ſckiøthæ han ey meer,
end thet ſom inthet meniſckæ ſeer,
til wijsdom han ſig wændhæ:
Kloſther ſtadt gick hafum aff hwghæ,
for thet kan ey til ſiclen dwghæ,
hanfſ leeffnet fick ſidhen god ændhæ.
Aff areſbæckæ Johafes Kart,
han ſckriffuer hanſſ leeffnet och al hanſſ art,
til Lubeck lod han thet føræ:
The breddræ til Borg gerg haſium ſtoer pris
och holdhæ hañum for en mæſther wiis,
ſwo tyt ſom the hafum høræ.
Alanus ſidhen af Noſtock foer,
maria giordhæ hañum heder ſtoer
och tackedæ hañum for ſyn mødhæ:
Hwn teedhæ haſum iheſum glad och bliid,
hanſſ hælghen i then ſamæ tid,
och ſtædhen ſom han dødhæ.
Effther alanum wil ieg gaa
thet ſcullæ I allæ mærckæ,
Til allæ capitel i pſaltheren ſtaa,
fran legfalck och til klarckæ.
Som gud giffuer mig hær løckæ til
wil ieg then pſalteræ rorc,
Fran forſt til ſiiſt ieg ſckriffuc will,
til allæ hafium leſther at heræ.
Firæ och tiwæ capitel æræ ſæt,
them wil ieg feghæ til lighæ:
Hanſſ vnderlighæ ting bliffuæ ey forgæt,
aff boghen ſcullæ the ey wighæ.
Thet forſtæ capitel gør ſpørsmaal til
huad pſalteræ mwnæ waæræ.
Alanus, ſigher ieg, thet tydhæ wil
hafum ſcalt thu læſſæ met aæræ.
En pſalteræ kalles at waræ en ſang,
ſom Britho mwnce kænnæ,
Ther ſødelighen ſiwnghes och ey er lang,
bewiſes kan thet met ſeænnæ.
Swo gør thenæ læſſning ſom ieg forſtaar,
wilt thu hañum marie ſcændhæ,
Nar han met acht aff hiarthet gaar
tyt maal giffuer han god ændhæ.
At ſalthæ, thet ſiges at waræ eth ord,
ſom hwer mand maa forſtandhæ,
Then mad, ſom ſætthes for falck paa bord
och frælfer aff hwnghers wandhæ:
Swo ſalthes theres ſiclæ aff ſyndzens nød,
ſom willæ theñæ pfalteræ nydhæ,
Bewares och fran then ewighæ ded,
tog the tiith mod Gud brydhæ.
Thet ord kalles och at waræ eth ſpring,
ſom falckæ føder kan rerc.
Thet høres nw faſt al wærdhen om kring,
huad pſalteren han kan gerg.
Han giffuer them ſywn, ſom blinddæ warg før,
thet ſywnes i øſther righæ,
The ickæ kwndhæ ſee theres eghen der,
the ſee allæ ting til lighaæ.
Huo ſom i lemer haffdhæ wanſckelſæ faaedt
aff braad och wærck met allæ,
Og lang tiid haffdhæ wed krycker gaaedt,
the noddes fran them at fallæ.
Mood haſum kan ey ſtaa noghen gaſt,
han nødes for hafum at tyæ:
Han frælfer och falck aff wærdzens laſt,
met ſandhen maa ieg thet ſyæ.
I barſelſeng hielper han, och aff nød,
ſom awyndfalck plæghæ at lidhæ:
Han leener theres wee, frælſer them aff død,
bindhæ the hañum om theres ſidhæ.
Pfalterium predicat penitentibus pnfa, q. P.
The ſom Gud haffuæ brøøt i mpod
met ſyndhen i manghæ tidhæ,
Thennæ pſalteræ locker them til plycht och bood,
allæ mefiſckæ ſcullæ thet widhaæ.
Sitientibus ſtillans fatietatem q. S.
Huo lenghæ haffuer møghet told ſyndzens tørſt
aff gyræ och ſynder flerc,
Læſſæ the thefiæ pſalteræ om daghen førſt,
til ſyndhen wændes the ey meræ.
gud giffuer them løckæ och frommæ:
Tog ſyndhen haffuer them længhæ kryſt,
til wænſckaff met Gud the konmar.
Alligatis adducens abfolutionem. 9. A.
læſſ hañum i allæ tidhaæ:
Han iagher fran tig then ondhæ and,
thet ſcalt thu wiſſelighen widhæ.
The band, ſom ſyndhen haffuer boondhet tig met,
tog the aæræ manghæ och ſtaærckæ,
tag thettæ fuld wæl til mærckæ.
Lugentibus linquens letitiam. q. L.
Huo ſyrgher och græder for wærdzens ned,
for hwngher och tørſt och klædhæ,
met Gud ſcal han ſig glædhæ.
Then ſom offthæ brød gud i mood,
græder han ther foræ til lighæ,
Gud wil hañum wordhæ til ſiaelen good,
giffuæ hañum ſidhen himmerighæ.
Tentatis tradens tranquillitatem. q. T.
The dieffuelæn kaſter freſtelſæ paa
och achter them at ſwighæ,
The hielp aff theſic pſalteræ faa,
han maa alt for hañum wighæ.
Fallæ the i ſyndhen aff ſckrobeligheed,
gud ſænder them ſnart ſyn naadhæ:
For twang, han før for meniſckæn leed,
Egenorum expellens egeſtatem. q. E.
Læff thenc pſalteræ, ſom maria bed,
thyn ſyæl til nytthæ och cæræ,
Tha giffuer tig gud tyt daglighæ brød,
huad ſtadt thu mwnæ i wæræ.
Haffuer thu ey fødhæ nar thu vpſtaar,
ſcalt thu end gaa at tigghæ,
Thyn byæring faar thu i huar thet gaar
for thu ſcalt gaa at ligghæ.
Religiofis reddens reformationem. q. R.
Kloſtermænd giffues ſwodang gaffuæ:
theres regæl ſtadfæſtes meræ,
Uillæ the theñæ pſalteræ hooff them haffuæ,
at tyænæ gud wordæ the fleræ.
the tackæ gud for ſyn naadhæ,
Theres regæl holdhæ the, ſwo huer thet ſeer,
och frælſes aff wærdzens waadhar.
Ignorantibus inducens intelligentiam. q. J.
wankwnnygæ æræ allæ tidhæ,
Baadhæ hær och hiſt tha fanghæ the løn:
ſlig nadhæ ſcal them nw bidhæ,
Som pſalteren læſſæ met ſtadig troo,
them kan ey ſckadæ eth ſtyckæ.
Met allæ gudz hælghen ſcullæ the boo,
aff Gud fanghaæ the ſlig lyckæ.
Uinis vincens vaſtiditatem. q. U.
hugſwaler han met thet bæſthæ,
Som wærdhen forſmaa och holdæ hanſſ bud,
legfalck och mwncke och præſthæ.
Gud ſtyrcker theres acht, regherer theres ſind,
at wærdhen kan them ey ſwighæ,
At ſiclen bewares læggher han paa wind,
leder them ſidhen i ſyt righæ.
Mortuis mittens mariam. q. M.
The, ſom æræ aff ſyndhen død,
reſær han vp aff dødhæ:
Han hielper och falck aff al theres nød
och aff al leghoms mødhæ.
For pſalterens dygd far maria ned
huær dag til ſckærfſildz pynæ,
Hwo heñæ haffuæ tiænt, the glædhæ them wed
hwn tagher wd tyæneræ ſyna,
Och ledher them ind til ewig frygd,
til gud och ænglæ klaræ:
Thet giffs for marie pſalteres dygd,
læſſ hafum och tag thet waræ.
Huo haffuer ſligt herdt: huo haffuer thet ſeedt?
huad mwnd kan thet vdtryckæ?
Then heder, ſom gud ſyn moder haffuer weedt,
heñes tyæneræ til hielp och lyckæ.
Then gud, ſom tig gaff liiff och and,
vndhæ tig thet til en læræ,
At thu huær dag læſſ marie band,
huad ſckickelſæ thu mwng i wærg.
Kant thu ey faſtendæ, tha læſſ hafum mæt,
thyn løn gaar ey aff glemæ.
Lad hafum ræt ingen dag bliffuc forgæt,
theſſæ ord ſæt i thynæ gømæ.
Twendhæ capitel lader ieg nw ſtaa,
them wil ieg inthet reræ:
The ſcullæ tog ey aff glømæ gaa,
hær effther ſcullæ i them horæ.
The ſpredes i boghen hiſt och hiid,
alanus wil thet ſwo haffuc:
Materien er dywb och møghet wid,
thet er gudz ſynderlighæ gaffuæ.
Thet fiærdhæ capitel i boghen ſtaar
mærcker huad thet mwnc myeeng,
Baadæ glædæ och ſorg til hiarthæt gaar
aff pſalterens xv ſckilſteeng.
Nar the læſſes fram aff hiarthens grwnd,
gudz pynelſæ mwnæ the mærckæ,
Som han taaldæ i then yderſtæ ſtwnd,
hanff hiarthæ mathæ ſaaræ wærckæ.
Then førſtæ ſteen.
Then tiid han ood ſyn ſiiſtæ mad
met ſynæ difciplæ godhæ,
Ey noghen aff them war tha fuld glad,
tog the hoſf Iheſum ſtodhaæ.
Met them han baadhæ ſad och ſtod
alt i the ſamæ tidhæ,
Gaff them ſyt leghom, ſyt dyræ blod:
thet ſighes offuer wærdhen ſwo widhæ.
Han toodhæ theres fødder met hænder ſynæ,
och kyſthæ them allæ til lighæ,
Fer han wildhæ taalæ then hordhæ pynæ,
en ſckaberæ til himerigha.
Judas war och i hoben met,
en ſckalck i blandt them allæ:
Gud wildæ han mæſtheræ kallæ.
Och ſagdæ: haffuer ieg hær ſckyld i bland
at thu ſcalt dedhen lidhæ,
Jeg loffuer thet badhæ met mwnd och hand,
hoff tig wil ieg ey bidhæ.
Gud ſwaredhæ met ſachtmodigheed,
Thet thu haffuer foræ ieg fuld wæl weed,
gør ſnart thet thu wilt gerg.
Judas gick bort fran gudz ſamfwnd,
til iødernæ mwnæ han komæ:
Bad them gribæ hafium i mydnatz ſtwnd,
ſig ſielff til lidhen frommæ.
Then andhen ſteen,
Chriſtus med ſynæ diſciplæ vpſtood
met ſorg och hiarthens qwidhæ,
Gick bort och ſwethæ wand och blood,
i yrthægordhen wildhæ han bidhæ.
til ſtadhen matthæ han ganghæ:
The leddhæ hañum for en domeræ haard,
for han war theres fanghæ.
Annas ſpwrdhæ at: hwi komſt thu hiid,
Huad haffuer thu lærd? huad er thyn id,
huar æræ thynæ manghæ ſweenæ?
Myn lærdom haffuer ieg ſpred ſwo widha,
Jeg ſwarer ey meræ paa theſſæ tidha,
Then tredyæ ſteen.
Malchus ſlog hafium wed ſyt kindbeen:
ſcalt thu ſwo ſwaræ myn herræ!
eller thu ſcalt faræ werræ.
Chriſtus ſwaredhæ met ydmygheed:
hwij ſloeſt thu mig ſwo ſaræ?
mod tig brød ieg ey, thet ieg weed,
eller noghen i thefiæ ſckaræ.
Then fiærdhæ ſteen.
The leddæ hafium tædhen met ſtoer wlaad,
her Caypham ſøgthæ the allæ,
Maria fulgdæ effther met fuck och graad,
ſyn ſon mwnæ hwn hannum kallæ.
Jodut, huad ynck, huad ſorg hwn leed!
thet kan ey meñiſcken ſyae:
Then gud ther pynthes, han thet wæl weed,
hwn mathæ alt ſtaa och tyæ.
Hwn ſaa haium bondhen for rætthæ ſtaa,
For hañum wildhæ hwn i døden gaa,
for han ſyt liiff ther loodhæ.
Then fæmthæ ſteen.
Han kom ſidhen for pylati dom,
war bondhen, och led mod rætthæ.
Pylatus ſwaredhæ och ſaa ſig om:
mod hasum huad kwunæ i trætthaæ?
The iøder kærdhæ paa hañum mangfold
och kærdhæ mod allæ rætthæ:
Uort falck haffuer han locket bort met wold,
mod oſſ yppedæ han ſtoer trætthæ.
Uij ſeudhar ey keyſeren giffuæ ſckat,
hañum huercken tyæncæ eller lydhæ,
Sagdæ han, ſom wy hær haffuæ fat:
ondt bør hañum thet at nydhæ.
Gudz ſon kaller han ſig warce ſand,
ſwo ynckælighen kan han liwffuc:
beſckoder nw allæ thefæ fwlæ mand,
om thet haſium noghet kan dwæ.
thet maa ieg ickæ høræ.
Til domeræ aff hafum er ieg hær ſat,
ieg ſigher huad i ſcullæ goræ.
Binder hafium met reeb och ſtærckæ band,
ſynæ ord ſcal han vndgeldæ:
Faar hafum herodi vti ſyn hand,
tog han haffuer guddoms wældhæ.
Huad ræt han ſigher i ſcullæ haſium geræ,
ther met lader ether nøghæ:
Han ſcal hafium kændhæ wreffuel at fera,
Then ſætthæ ſteen.
Herodes holdt hafum for ſpee och ſpot,
then tid the met hafium komæ:
Eth purpurklædæ, thet war ey got,
fick han met lidhen fromck.
Leder hañum hæden ſckiøt och brat,
thi han wil inthet tala:
Och ſighær pylato godhe nat,
thet wil ieg ether befalæ.“
Then ſywendæ ſteen.
Pylatus tog Iheſum til ſig igeen,
hanfſ blod thet rand ſwo widhæ
Fran hanſſ hoffuet och til hanſſ food:
for tig gaff han ſyt dyræ blood,
gemen ſtinghæ lod han ſyn ſidhæ.
Then ottendæ ſteen.
Pylatus hafium ſidhen kronæs bed,
hanff hyærnæ alt offuer hanff ogenæ flod,
han wort tha red met alla.
Eth roer ſick han hafium i ſyn hand:
ſwo bør ether hafum at kallæ."
Then nigendæ ſteen.
The bøgedhæ theres knææ mod hafum aff ſpee:
at thu haffuer tyæneræ manghæ.
Bondhæ foræ hanſſ ggenæ i ſamæ tiid,
och ſagdæ: thyn kaabæ er wynghæfiid,
ſtriber haffuer hwn fuld langhæ.
Eya! ſcalt thu wor kofing wæræ,
thyn kofingelighæ ſtadt ber tig at baræ:
giff off ſidhen thynæ gaffuæ.
Malchus gick fram, ſwo høgt han loo,
fuld hart han iheſu kyndbeen ſloo:
en kyndhæſt ſcalt thu haffuæ!
Then tighendæ ſteen.
Pylatus gaff ſig ſidhen ther til tom,
gaff offuer wor herræ then falſckæ dom,
ſynæ hænder todhæ han reena:
"Ubewaren wil ieg ther waræ met,
korfffæſther hafium tog i ſamæ ſtæd,
i tørffuæ ey andhet meenæ."
Then elloffthæ ſteen.
Pylatus lod ſckriffuæ dødtzens ſag
och leggæ thet korſſ paa iheſu bag,
ſyn galghæ mathæ han beæræ.
Huo haffuer ſligt hørt, huo haffuer ſligt ſeedt,
gaar fram och ſigher thet haræ!
The droghæ haßum ſidhen at gadhen fram,
at allæ ſculdæ ſee hanff laſt och ſckam,
godhæ qwinder fældæ for haſum taaræ:
"Græder for ether ſielff, mæden i kwunæ ſee,
och for ethers børns ſtoræ nød och wee,
ſom them mwnæ ſtandhæ faarg."
Then tolffthæ ſteen.
The toghæ tree nagler paa eth ſtæd
och fæſthæ iheſum til kaarſſet met,
hans krop begynthæ at blødhæ:
The ſaar gømdæ han, och gømer them ænd,
ther han ſtod vp aff dodhae.
Then trattendæ ſteen.
Then tiid hafum war al wærdhen i mood,
han nøghen och blodug paa korſet ſtood,
O himelſckæ fader, hør nw myn bøn,
giff them ey effther theres thyæneſtæ len,
wilt thu mig thettæ wedhæ?
Then røffueræ, ſom hængdæ paa wænſtræ ſidhæ,
han wildhaæ ey effther gudz wænſckaff bidhæ,
han ſpedhæ hañum offuer maadhar:
Eſtw gudz ſøn, tha ſtig hær ned,
wy tørffuæ thyn guddoms naadhaæ wed,
fran deden hielp off baadhæ.
Then andhen, ſom hængdæ paa høgraæ hand,
han ſagdæ: tig qwær, thu wſelæ mand!
kant thu thet ey forſtandhæ,
At ieg och thu haffuc ildæ giord
mod Gud, ſidhen wij waræ føddhæ paa iord:
thi taalæ wy ſwodan wandhæ.
Til Gud ropthæ han i ſamæ tid:
o herræ iheſu! wær mig nw bliid,
forgiff mig ſynder mynæ.
Lad mig gaa ind vti tyt righæ,
for ieg kan dedhen ey nw vndwighæ,
ieg rædes for haelffuedes pynæ.
For ſant, ſagdæ iheſus, ſigher ieg tig,
i paradiis ſckalt thu waræ met mig,
i dag ſcalt thu tiid koia.
Thyn ſyæl ſcal ey meer taalæ nød
for kroppen lider then ſlemmæ ded,
ſlig æræ ſcal bliffug thyn fromæ.
O qwindæ beſee thyn kæræ ſen,
hær hængher han hegt, kant thu thet ſckien,
huar mwnæ tig hafum behaghæ?
Indwartes och vdhen lider han twang,
thi kalles theñæ fredag waræ lang
om aared blant allæ daghæ.
Beſckodæ then klædebonæ han er i,
ſom hwiltes hooff tig i maanedæ ni,
huar ynkælighæ mwnæ han ſtandhæ:
Eth ledemod er ey paa hanſſ krop,
fran hanfſ food och til hanſſ top,
ſom ey taal ned och wandhæ.
Met ſwøber och riiſ hanff hwd er flangd,
hanſſ krop er nw paa kaarſſet hængd:
iodut offuer ſwodan medhe!
At then ſom feddes aff tig ſwo klar,
ſom ſolen ſckyn i gemen eth glar,
ſcal ſwodan gaa til dodhae.
Mwnæ ieg warc noghet meniſckæ lig,
wng eller gamel, fattug eller rig,
beſckodhæ mig, moder kæræ:
En orm, ſom huær mand rædes faar,
lignes ieg, ſom nw paa kaarſſet ſtaar,
huar ynckelighæ hængher icg hæræ.
Mynæ ſencer och aadrer haffueæ racht ſig wd,
aff mig er reffuet baadhæ ked och hwd,
ſlig pynæ maa ieg nw lidhar:
Myt blod er mig nw rwndhet fraa,
for allæ maa ieg hær noghen ſtaa,
och ſtwnghen geien myn ſidhæ.
myn moder ſeer ieg hær ſtaa alleeng,
ſorgfuld i manghæ maadhæ:
Johaſies, tag heſæ, forſee heñæ wæl,
thet biwder ieg tig paa liiff och ſicl,
i ſcullæ bliffuæ ſamen baadhæ.
Paa korſſet taledhæ han thet fæmtæ ord,
ſom han then tiid til ſindhæ word,
at allæ mathæ thettæ heræ:
Mig torſther nw ſaaræ aff hiarthens grwnd,
ſwag er myn krop, tør er myn mwnd,
huad kan ieg meræ geræ?
ieg kaller them allæ, baadæ qwindhæ och mand,
ſom achtæ ind i myt righæ:
Jeg beder them allæ gøræ plicht och bood,
ſom mig met ſyndhen haffuæ waret imood,
fran ſyndhen ſcullæ the wighæ.
Han mathæ wæl raabæ owij! owi!
hely lamazabatani!
i ſwodan ynckelig wandhæ:
O himelſckæ fader, haffuer thu mig glømdt,
met tig ſcal ieg yw ſtandhæ.
O fader, hwij hører thu ey myn roſt,
i ſwodan nod ey giffuer mig troſt:
huart ſcal ieg mig nw wændhæ?
Jodut! huad wee i kroppen ſtaar,
ſligt angæſt aldrig fran mig gaar
for liffuet fangher ændhæ.
ſom ſpaades aff langhæ tidhæ:
At meniſckens ſon ſculdhæ taalæ twang
och pynen ſculdæ hañum worde lang,
Han hængdæ ſtrar ſyt hoffuet ned,
al wærden gaff ſig ſaaræ wed,
ſolen lod aff at ſckyng.
Jorden ſckalff then ſamæ tid,
baadhæ ther och offuer wærdhen wiid,
for iheſu ded och pynæ.
Han ſagdæ: fader vti thyn hand
hooff tig bar heña at bliffuc:
fuldkomet haffuer ieg thyn wilghæ och ord
i mæden ieg war i liffug.
Then fiortendæ ſteen.
O meniſckæ, græd for iheſu død,
ſom tig haffuer frælſt aff ewig nod
met twang og bitther pynæ:
For adam han haffdæ ildhæ giord,
i paradiis bred wor herres ord,
I lymbo war han fæm twſendæ aar,
och møghet meeræ, ſom ſckreffuet ſtaar,
ſynæ ſynder ſculdæ han ther bødhæ:
Ther toldæ han wee och hælffuedes nød
for han wor herres budord brød,
til Gud han lod ſig fødhæ
Och ſidhen døder paa korſſet ſtood,
ther han ſtod vp aff dedhæ.
Han tog hanum wd, och fleræ met,
ſom længhæ haffdhæ waret i ſamæ ſtæd
theres ſynder ther at bødhæ.
Then fæmtendæ ſteen.
The toghæ iheſum aff korſet ned
och iordedæ hañium effther iedæ ſed,
maria mwnæ hooff hañum ſtandhæ:
Hwn græd och ropthæ iodut och wee,
at hwn ſculdæ hañum ſwo ynckælig ſee,
ſom haffdæ toldt ded och wandhar.
The lagdhæ hafum ned paa heñes ſckigd,
heñes ſorg fornygedes och heñes nød,
hwn ſaa hanſſ wunder blødhæ:
Myn herræ, myn gud, myn kæræ ſen!
hør nw thyn kæræ moders bøn
Hwn kyſthæ hanſſ mwnd, hanff hænder och ſaar:
iodut! huad angher thyn moder hwn ſaar,
ſcal ieg tig nw vmbæræ:
Nychodeme, iohannes, och ioſeph met,
hielper nw at raadhæ i famæ ſtæd,
myn ſen lader hooſſ mig wæræ:
Eller tagher myg leffuendes ſom ieg ſtaar,
ieg aldrig glædæ paa iordhen faar,
met hañum ſcullæ i mig iordhæ:
Lader mig met hañum bliffuæ død,
ſwo ſckillies wy baadhæ wed wærdzens nød,
ther til lader ether fordhæ.
Thet fæmthæ capittel, i boghen ſtaar,
tal om huad loff maria faar
nar hwn theñæ pſalteræ kan høræ:
Thet kan ey tænckes aff hiarthens grwnd,
ey helder kan ſighes aff meniſckens mwnd,
huad heder han hennæ kan gøræ.
Eth andeligt ſywn en qwindæ ſaa:
maria tree kroner haffdar paa,
then enæ aff roſæ och lilyæ,
Then andhen aff thet rødhæ guld,
then trediæ war ſæt met ſtiærner fuld:
thet er hefg møghet til willyæ,
At thu læſſ pſalteren nar thu vpſtaar,
al ting wæl effther thyn wilghæ gaar,
ſwo ſcalt thu thet forſtandhæ:
Heñes glædæ och frygd fornyges ther aw,
baadæ tiid och thymæ, och nat och daw
thu frælſes aff alſckons wandhæ.
Thet ſætthæ capitel, thet ſywendhæ met,
wil ieg ei ſckriffug ey feræ aff ſtæd,
thet fromer ræt ey eth ſtyckæ:
The røres i baaghen forſt och ſtiſt,
ſom gud haffuer mig ſerlæſtes wiiſt
och ieg i ſindhet kan tyckæ.
Thet ottendhæ och nygendæ talæ ther om
huarledes then pſalteræ til wærdhen kom,
och huo hafium hiid mwnæ førg:
Eller huo hafum ſætthæ til wærdzens tarff,
off allæ til frommæ och ewigt arff,
huo hafum ſærdeles kwung gøræ.
Ther ſwarer ieg til, ſom ſckreffthen ſyar,
och ey for noghet meñiſckæ tyar,
thet giordæ guddomſens naadhæ.
Gabriel ferdhæ benen til Nazaret,
ſom Gud hafdæ mariam indhen ſæt,
at gømes fran wærdzens waadhæ:
Heelſtæ heñæ, ſom forſt i boghen ſtaar,
then glædhæ ræt aldrig fran hennæ gaar,
ſom Gud heñc then tiid giordhæ.
Swo glædes hwn och aff pſalterens dygd,
tog hwn haffuer heder i himmerighes frygd,
om ieg ſwo ſighæ tordhaæ:
Thet tigendæ capitel, thet clløfftæ och faa,
the baadæ til forn i baaghen ſtaa,
i fred fcullæ the nw ſtandæ:
Theñc materic tall ther om
at maria til alanum kom,
frælſtæ hafum aff freeſtelſcæ och wandæ.
Thet tolfftæ capitel gor wiiſning paa
huad frucht och nytthæ the meniſckæ faa,
ſom pſalteren willæ nydhæ:
Them giffues aff gud fuld manghæ gaffuæ,
the frælſes aff wee och ſyndzens plaffug,
ſlig æræ wil Gud them bydæ.
The liwſes och vp i theres ſind,
baadæ vnghæ och gamblæ, mand och qwind,
ſtadfæſtes met Gud at bliffuc.
Naade giffs them til liff och ſicl
mod allæ handæ ſckadæ, thet findæ the wæl,
imæden the æræ i liffuæ.
Gud øgher theres godtz, forlenger theres liff,
giffuer them ſyn fred, frælſer them aff kiiff,
bewarer them allæ tidar
Fran wærdzens nod och dieffuelſens twang,
kroppen taal och ey ſiwgdom lang:
thet ſcullæ allæ meüiſckæ widæ.
Allæ the, ſom them æræ meeſt i mod,
them wyndæ the offuer och faa th; bod,
the kwnng them inthet geræ.
Gud wil met them i ſyælen boo,
frælſæ them aff twang och giffuæ them roo,
flygt ſcullæ i mærckæ och høræ.
Han giffuer them och wælſignelſæ ſtoer,
ſom nw i himeriges høghed boer,
theres ſyælæ gømes fran al wadhæ:
Huad the begeræ til liiff och ſicl,
wil gud them giffuæ och vndæ wæl,
thet er gudz hielp och nadæ.
The ſignes aff gud huart the them wændæ,
then glædæ the faa, fanger aldrig ændæ
for pſalterens dygd och æræ.
Fran wærdzens laſt och hælffuedes nød
ſckillyes the, ſigher han ſom hælffuedæ brød,
met gud ſcullæ the ſiden wærc.
Aff ſyndhen giffs them miſckwndigheed,
ſwo ſiger then herræ ſom al ting weed,
til ſig wil han them kalde:
Theres bøner han hører, theres hiarther han ſeer,
for ſwodanc gaffuer hwært menniſckæ leer,
Theres frucht, theres korn, i huad the ſaa,
ſcal waræ och fawert i marcken ſtaa,
gud wil theres awel øghæ:
Uillæ the them met rætwiiſhed ſedæ,
gud ſtyrcker theres liiff, bewarer theres grødæ,
met godæ wil han them ſøghæ.
The ſom æræ løſæ i theres ſind
aff vkyſckhed, baadæ mand och qwind,
the ſtyrckes mod ſwodan plaffuc:
Then loſt aff theres krop forgaar,
ſom ieg haffuer proffuet och ræt forſtaar,
thet e Gudz ſynderlgæ gaffuæ.
Sidhen ſcullæ the met maria boo,
i himerigæ nydæ then ewigæ roo,
huo wilde bæddræ farc:
undgaa then twang i hælffuedæ ær,
beſiddæ then frygd ſom himmelen bær,
och glædes blant ængelæ ſckarce.
Iheſus, ſom frælſtæ oſf met ſyn ded,
looſſ them aff ſynd och ſorg och ned,
han wil them ſwo begaffuc
at allæ the ting, them æræ imod
hooſſ ſig wil han them haffuæ.
Nar the ſcullæ hæden aff wærden gaa,
theres ſacramentæ them ſcullæ the faa
them ſielff til nytthæ och fromæ:
Swo løner them gud for marie ben,
for pſalteren giffs them ewig lon,
til wænſckap met gud the kommæ.
Thet XII. capitel kwndgør thet wide
huad afflad them giffs til allæ tidæ,
ſom pſalteren willæ læſſæ och haffug.
Thet er tilforn forklaret nog
och vnderwiiſt i theüc bog
om ſwodan naadelig gaffuc.
Thet XIv. capitel ther om tal
huarledes then pſalteræ offres ſcal,
huad menniſcken ſcal tha ſyæ:
Leed effther then faæmthæ roſenkrantzes ſteen,
ther ſindes the ord forwthen meen,
them wil ieg hær nw tyæ.
Thet xv. capitel bewiis met ſckiel
huad falck then pſalteræ maa predickæ wæl
och føræ fram allæ tidæ:
The ſwarthæ broddræ ſcullæ thet forſt gora,
ſwo ſigher alanus, ſom huær maa høræ,
alt falck maa thettaæ widæ.
Then fattugæ almwgæ til hielp och troſt
ſcullæ the hugſualæ met theres roſt,
i blant them nar the faræ,
Och ſighæ them aff marie ben,
tha giffs them glædæ met ewig len:
thettæ ſcullæ the inthet ſparg.
Graabrøddræ offuer al wærdzens borg
ſcullæ predickæ theñe pſalteræ mod twang oc ſorg,
ſom ſyndhen wil menniſcken giffuæ:
For herrer och forſter ſcullæ the ſtaa,
nar the effter theres fødæ gaa
i freed ſcullæ the tha bliffugæ.
Allæ the brøddræ, ſom gaa at tigghæ,
hooſſ them ſcal marie pſalteræ ligghæ,
hañum ſcullæ the ſpredæ ſwo widæ:
Och ſighæ falck aff hanfſ dygd och krafft,
hanſſ ſtoræ godhed och møglæ macht,
gøræ thet til allæ tidæ.
The ſom met afflad plægæ at ride,
the ſcullæ kwndgeræ thennæ pſalteræ widæ,
huad ſogn ſom the til koinæ,
Och læræ hañum baadæ gamblæ och wnghæ,
the ſom aff ſynden æræ møghet twnghæ,
theres liif och ſyæl til frommæ.
Allæ the ordhen, ſom gud haffuæ kær,
ſcullæ predickæ then pſalteræ fiærn och nær
i iomfrw maries gæræ:
The lockæ tha falck til plicht och bod,
cya! huar pſalteren han er god,
hooſſ allæ bør hannum at wæræ.
The præſter, ſom kircker och ſoguæ haffuæ,
ſcullæ och then pfalteræ om helgæ daffuæ
framføræ til almwgens frommæ:
Swo manghæ ſom the fran ſynden wændhæ,
thet fromer them ſtort, nar alt faar ændæ,
til wenſcaff met gud the kommæ.
Huo kirckens rænthæ wil rætthælighen nydæ,
och ey ther foræ mod gud wil brydæ
i nogræ handæ maadæ:
Hafum bør gudz ord at føræ fram,
thet er ſtor æræ och inghen ſckam,
mod wærdzens twang och waadaæ.
Thet XVI. capitel, hwem thet wil ſckiode,
ſckil them fran twang oc alſckions medæ,
them giffs bodæ leckæ och fromæ:
Uillæ the i ſælſckaff met maria gaa
baadæ hær och hiſt the løckæ faa,
til hennæ the allæ koiæ.
Huo i thet ſælſckaff ganghæ wil,
han ſcal thet mærckæ och høræ til
huarledes han ſcal ſig haffuæ:
Forſt ſcal han taghæ ſyt pſalteræ band,
bøghæ need ſynæ knæ, holdar vp ſyn hand,
leæſeæ ther paa allæ daffuc.
The wordæ lodtagnæ aff allæ ting,
thet ber huert menniſckæ at mærckæ,
aff wngæ och gamblæ, mænd och qwindæ,
ſlig nadæ the hooſſ wor herræ findæ,
aff mwnckæ, præſter och klaerckæ.
Swo wæl effther dedæ, ſom i liffuæ,
then pſalteræ the uydæ, hooſſ gud the bliffuæ,
thet er gudz ſynderligæ gaffug.
Gud ælſcker them baadæ til liiff och ſpæl,
giffuer them ſyn nadhæ och and them wæl,
ſom pſalteren willæ læſſæ och haffuce.
Forlades then læſſning nogher tid
aff ſiwgdom, arbeygd, eller werdzens id,
en dag til han faar ændæ:
Then anden dag ſcalt thu mødæ thyn krop,
igen ſcalt thu tig wændæ.
Met allæ them tha tagher thu len,
ſom pſalteren læſſæ for marie bøn,
thyn wærdſckyld worer ſwo widæ.
Thet kan ey ſighes met nogher mwnd,
ey helder tænckes aff hiarthens grwnd,
then glædæ ſom tig ſcal bidaæ.
Thet ſelſkaff maa waræ gudz ſamfwnd,
met kærlighed ſcullæ the tyenæ
Then gud, ſom al ting haffuer ſckapt,
alle ſtyrcker och inghæ wil haffug fortapt,
ther næſt marie then renæ.
I thettæ ſælſckaff ſcullæ allæ indgaa,
ſom willæ paa domen tryggæ ſtaa,
them ſielffuc ſcullæ the ey ſckiedæ:
Hær til ſcullæ drages baadæ ſtoræ och ſmaa,
at the mwghæ ſælſckaff met maria faa,
theres ſynder ſwo at bedæ.
Hær ſcal tog inghen nødes ind,
vng eller gamel, mand eller qwind,
allæ ſcullæ thet ſwo begæræ
Met ydmyghed och ſtadig troo,
ſom achtæ met gud i himerigæ at boo,
och hooſſ mariam at waræ.
Nætwiſæ meñiſckæ gaa førſt affſtæd,
the ſyndugæ fylgæ och faſt met,
baadæ karſckæ och ſywgæ til lighæ:
Kloſtermend och preſter, fylger met i hob,
prelater och allæ, ſom gud gaff dob,
i kalles til hiinerighæ.
Jomfruer, meer, och hederligæ qwindæ,
gaar fram, i mwghæ nw ſalighed winde,
baadhæ fattigæ och ſwo righæ:
gud wil ether heder och æræ wedæ,
ſyt wænſcap giffuæ ether til lighæ.
Thet Xvu. capitel, ſom ſtaar hær næſt,
thet trøſter off allæ, ſom ieg haffuer laæſt,
ther effter hwo ſig wil redæ,
Huad ſckickelſæ i wærdhen huær er i,
thet gør them allæ til ſyælen frij,
willæ the then pſalteræ bedæ,
Och gømæ thet band met twcht och cæræ,
baadæ dag och nat thet hooſſ ſig bæræ,
mod waerdzens twang och waadæ.
Theres ſynder forgiffs them allæ tidæ,
then ewigæ æræ ſcal them yw bidæ,
Ladhæ them indſeriffuæ i brøderſckaps bog,
ſwo ſigher alanus mæſter klog
for manghæ handæ ſaghæ.
I liiffſens bog the allæ gemes,
aff huilcken the ondæ wthen forglemes,
inghen løn met them the taghæ.
Som iødernæ ſckreffues, then tid the ginghæ
til egypthen och trældom finghæ
aff pharaone offuer maadæ:
The ſckreffues then tid gud iærteghen giordæ,
the hwilthes och druckæ och aadæ.
Then tid them gud wildæ wordæ hwld,
toghæ the met them baadæ ſelff och guld,
thet war wor herres willya.
Sidhen odhæ the tha effter iødæ ſeed
thet poſckælamb, thet tørftæ the wed,
gud wildæ them tha atſckillyæ.
Allæ toghæ the kæppæ wti theres hand,
och ginghæ ſiden til thet hwidæ ſand,
moyſes bad them ſwo gorae:
Theres klæder drogæ the offuer theres knæ
och gingæ ſwo fram, baadæ falck och fæ,
underligæ ting mwgæ i høræe.
Moyſes ſlog wandhet met ſyn ſtaff,
ther mod gaff ſig thet ſtoræ haff
och mathæ tha ſtillæ ſtande.
Torſckoedæ ginghæ the paa haffsens grwnd,
the komhæ til andræ landæ.
Pharao kom effther met falck och macht,
han wildæ them ſla og fanghæ,
For the fooræ bort alt mod hanff willyæ
wildæ han them allæ fran liffuet ſckillyæ,
the ware ganſckæ mangha.
Gud frælſtæ them alle, ſom han wæl kand,
bodæ wngæ och gamblæ, qwindæ och mand,
them kwnnæ tha inthet ſckadæ.
Thet war gudz wilgæ, thet ſculdæ ſwo gaa,
at wandet ſculdæ til ſamen ſlaa,
Then tiid the ſoghæ wor herres wrag
gick offuer them foræ then ſamæ ſag,
the ſænchtes til haffsens grwndæe:
Tha roptæ the allæ iodut och wee,
at the ſculdæ ſwodant iemer ſee,
ſom ſckedæ i ſamæ ſtwndhæ.
The toldæ tha twang och wærdzens meda,
aff wandet bleffuæ the allæ dødæ,
ickæ een kwnnæ tha vndwighæ.
Jødernæ, ſom waræ wor herres folck,
the haffdæ tha moyſen til en tolck,
vdginghæ ſtrax allæ til lighæ.
Til en ſtæd hed Sur tha komhæ the førſt,
tree daghæ toldæ the ther møgel tørſt,
forſmechtedæ waræ the allæ.
The roptcæ: o moyſes, giff off wand,
eller leed off til egipti land,
lad oſſ ther dedhæ falla.
The koihæ ſidhen til thet andhet land,
maracht heed thet, ther finghæ the wand,
thet war ſwo beeſt ſom galdæ.
„uii haffuæ forbrøt oſf mod wor gud
och mod hanſſ wilghæ, braadhet hanſſ bud,
thi mwnæ han off ſwo haldæ.
Thet wand war baadæ ſwrt och beeſt,
o herræ gud, thu thet wæl weeſt,
ſagdæ moyſes til wor herræ:
Faa wi ey hielp af ſwodan nød,
Uor herræ wiſdtæ haſum tha ſtrar eth trææ
och ſagdhæ: her met fræls ſalck och fææ,
lad thet i wandet komc.
Moyſes tog thet trææ i hand,
och lagdæ thet i thet beeſckæ wand,
them allæ til hielp och fromæ.
Thet beeſckaæ wand wændes om igeen,
bleff ſøt och got forwthen meen,
the glæddes ſiden allæ tide.
Mod gud the ey tha brydæ tordæ,
for han ſligt icerteghen met them giordæ;
thet ſpreddes blant them ſwo widæ.
Helym war then tredyæ ſtæd,
ſom moyſes kom, och falket met,
ther fwnde the wand til redæ.
Halffierdeſindz tiwæ palmæ trææ,
XII. kælder met wand til falck och fææ,
theres pawlwn mwn the ther ſpredæ.
Then fæmtendæ dag effther the vdginghæ
aff egypti land, the hwilæ finghæ
thet war them ey til maadæ.
Mod moyſen och aaron fætthæ the kiff,
thet galt ther effther theres liiff,
The ropthæ tha allæ met en røſt:
moyſes, hwi giffuer thu oſſ ey trøſt
mod ſwodan nod och qwidæ!
Arbeygd och gang twinger oſf uw meeſt,
wor fodæ wij haffuæ, then thu wæl weeſt,
ther effter mwæ wij nw bidæ.
Mellom helym æræ wij och ſynaij,
wildæ gud han kwnnæ wæl gøræ oſſ frij
mod ſwodan ynckælig ſckade:
Bæddræ waræ, wij haffdæ bleffuet dedæ
kødmad ther wij ther hadæ,
End wij ſculdæ wandrae theñæ wæg ſwo lang,
och taalæ hær hwngher och andhen twang:
at thu off allæ wilt ſwæltæ i hiæl:
huad haffuer thu, moyſes, faaræ?
Moyſes ſwaredæ ſwo igeen:
hwi mwrræ i mod gud, ether ſielff til meen?
i fanghæ yw daglighæ fedæ.
i morghen ſcal brød wiſt hooff ether bliffug,
frælſæ ether aff hwngers mødar.
til them komæ the i hwnghers nød,
the toghæ ſom the wilda haffuc.
The finghæ och brød, ſwo hwit ſom ſnee,
fran them dreef bort baadæ ſywghæ och wee,
war ſet mod hwngers plaffuæ.
I XL. aar the bredhet aadæ,
mod aldſckions nød och wærdzens waade
til the til Canaan komæ.
Thet war thet land gud haffdæ them ict,
naar the mod hannum haffdæ bedt och ſæt,
them ſielffuæ til ewig froma.
Til raphidym kommæ the ſiden til,
for ſandt ieg thet nw ſighæ wil,
torſt twingdæ them ther fuld ſaræ:
mod tig redæ wij en hwafferæ lymæ,
thet willæ wij ickæ ſparg.“
Moyſes ropthæ til gud alleenæ:
thettæ falck wil mig ſla død met ſteenæ,
huad worder hær nw til raadæ?
Hielp nw myn herræ, myn kæræ gud!
ieg haffuer yw altiid holdhet tyt bwd,
fræls mig aff ſwodan waadar.
Gud ſagdæ: gack fram och war ey ſeen,
ſla wand vtaff then horde ſteen
i Orebb hooſſ bergens ſidæ.
at ſckodæ och freeſtæ then isdeſckæ ſeed,
mod igdernæ wildæ han ſtridæ.
Moyſes bad, for han war wiis,
ſwo ioderna wundæ ther ſegher och pris,
mod them kwnnæ han ey ſtandæ.
The kaſthæ fran them baadæ ſckiold och ſpiwd,
for gud hordæ moyſi ben och liwd,
the rymdæ ſwo allæ aff landæ.
Noe frælſtæ fordwm al wærden aff ned
met ſckibbet, ſom herren haſium byggæ bed,
thet læſſes och ſckriffues ſwo widæ.
Abraham wildæ yſaac ſla i hiæl,
tog han hañum vnthæ gantzæ wæl,
han leddæ hañum hoſſ ſyn ſida
Til ſckoffuen: ſom gud hafum bad och bed,
ſom han then dag ſculdæ taalæ ded;
gud wildæ thet anderledz haffuæ.
En wæyer bleff drapt, yſaac bleff frij,
ſom geneſis ſigher och læſſes vtij;
han leeffdæ ſiden manghæ daffug.
Golyas gick mod wor herres wylliæ,
han wildæ dauid wed liffuet ſckyllig,
gudz falck wilde han læggæ edæ.
En ſlyngæ tog dauid, lagdæ i en ſteen,
ſlog ſonder hanſſ hoffuet, giordæ hafum thet meen,
ſwichtedæ hafum ſtrar ſwo han dedæ.
Golyas wort ther ſlaghen ned,
hanſſ falck rymdæ bort och gaffuæ them wed,
dauid war ledder met cerg
Til ſaul, met kæmpens hoffuet i hand,
thet falck bleff frælſt, och ſwo ſauls land,
thet ſckreffs och bleff nymæræ.
For ſwodan mandom, ſom dauid giordæ,
for hañum ſiden falcket mwng redæ wordæ,
ſauls mæchtughed fick ond ændæ:
dauid bleff koſing i iødæ land,
baadæ vngæ och gamblæ ginghæ hafum til hand,
gud ſamuel til hañum ſændæ.
Samuel prophetæ til Ramata kom,
ther giordæ the dauid til koning from,
ſiden ſtriddæ han mongelonda.
Huo ey wildæ leffuæ ſom loghen bed,
trychtæ need met macht the ondæ.
Samſon bleff ſweghen aff en qwind,
wort greben, raghet, och ſiden giordt blind,
thet ſckriffues och ſiges ſwo wida.
han tæncktæ ther paa nar thet war tid,
then hordæ ded wilde han lidæ.
i glædſckaff och wænthæ them inghen waadhæ,
ſamſonem lodæ the tha hænthæ:
The dreffuæ hafum ther for ſpee och ſpot,
them tychtæ thet waræ gamen och got,
noger ſckadæ the them ey wænthaæ.
Samſon bred hwſet need met allæ,
paa ſig och them lod han thet fallæ;
the bleffuæ ther allæ deda.
Thet ſckriffues och læſſes i allæ landæ,
at ſamſon giordæ them ſwodhen wandæ,
the dødæ for theres brødar.
Jepte ſtriddæ faſt, for han wæl kwndæ,
wandt offuer gudz ſigendæ mangælwndæ,
for loff och priis och græ:
Jepte loffuedæ gud et offer at giffuæ
nar han komæ hiem och bleffuæ i liffuc,
i huad ſom thet kwnnæ wæræ,
Som haffdæ liiff och kwndæ gaa:
i hicel wildæ han thet ſamæ ſlaa,
huad naffn ſom thet kwndæ hedæ.
Thet førſtæ hafum mottæ, i huad thet waaræ,
loffuedæ iepte gud met grædendæ taaræ,
ſlig heder wildæ han haſium wedæ.
Ther iepte kom hiem, haffde ſtrid met æræ,
tha møtthæ hañum førſt hanſſ dotther karæ,
wæl ſkaffnedæ hwn hanff kome.
Jodut! ropthæ iepte aff hiarthens grwnd,
thettæ bliffuer off baadæ en ynckælig ſtwnd,
tig dotther til lidhen frommæ.
Then iomfrw hwn ſwarede ſyn fader met ſckæl:
huad gud wil geræ thet and ieg wæl,
ſcal ieg end døden lidæ.
Sig mig thet fader, huad er tig mood?
ſcal ieg thet aldrig fangæ bood?
hooff tig wil ieg pw bidaæ.
Jepte ſagdæ met grædendæ taar:
myn kæræ dotther, ſom thu hær ſtaar,
tig ſcal ieg taghæ aff liffug.
Gud gaffuæ ieg gernæ twſendæ pwnd
och alt myt godtz i ſamæ ſtwnd,
at thu mathæ leffuendaæ bliffuc.
Then jomfrw gaff ſig gud i wold,
hwn græd och ſuckedæ mangefold:
myn wugdom faar ſwodan ændæ.
Al wærdzens ting wil ieg forſmaa,
mæden ieg ſcal nw til døden gaa,
til gud wil ieg mig waendar.
Myn kæræ fader, thu thet wæl weeſt,
ieg er vſckyldug: thi giff mig freeſt
two maanedæ och nogræ daghæ,
At ieg met andræ vſckyldigæ mger
begræder myn iomfrudom før ieg døer,
ſom ieg wil met mig taghæ.
Jeg wil vdgaa til bierg och dalæ,
myn iomfrudom wil ieg gud befalæ,
iodut offuer ſwodan qwidæ!
At ieg forwthen ſckyld och bredæ
ſcal nw ſwo yuckælighen gaa til dedæ,
Then mes gick bort met ſuck och graad,
met ſorg och raab och ſtor vlaad,
til marcken hwn ſig wænde:
Fleræ ginghæ met henæ then ſamæ gang,
begrædæ heñes ded met puckælig ſang
til tiden kom til ændæ.
Siden gick hwut hiem met wilgæ god,
tog deden heñc faaræ ſtod,
fly wildæ hwn ingelwndæ.
Jepte til ſig tog han ſyt ſwærd
och gaff ſyn dotther dødtzens færd,
dræpthæ hennæ i ſamæ ſtwndhæ.
I gamblæ bøgher ſtander thet ſckriffuet
at iepte dotther bleff affliffuet,
heñes faders ict wildæ hwn holde.
For iepte ſlog ſyn dotther i hierl,
met gud er nw then iomfrues ſyæl
for døden ſom hwn toldæ.
For mandoms gerninger ther the giordæ,
ſom i haffuæ hørt, thet ſcreffnæ wordæ,
ther til och manghæ fleræ
end ieg kan ſckriffuæ och i kwnng here,
ſom mangæ ſckreffter om talæ och røræ,
huad ſcal ieg ſighæ merg.
Swo frælſes the allæ i dedtzens ſtwnd,
ſom læſſæ theñcæ pſalteræ met theres mwnd
i boghen, och ladæ them ſckriffuc.
Gudz hæffnd them ey til dedæ ſlaar,
theres ſyælæ næpt dieffuelen nogher tiid faar,
fuld tryggæ the al tiid bliiffuar.
huad nytthæ och froſnæ, hielp oc gaffn,
ſom gud wil werden giffug,
For theres ſckyld, ſom i broderſckaff aer,
och marie pſalteræ hooſſ ſig bær,
i boghen och ladæ them ſckriffugæ.
I twolthæ capitel, ſom før er ſagt,
gud hielper them met ſyn nadæ.
Them giffs hær godtz och ſalighed
effter døden, ſiger han, ſom alting wed,
frælſer them fran hælffuedes wade.
The XV. gaffuer, ſom ſckreffnæ ſtaa thær,
gud haffuer them meghet kæræ,
Som ladæ them ind i boghen ſckriffuæ,
och læſſæ then pſalteræ mæden the fwnnæ liffugæ
och pſalteren hooff them bæræ.
Allæ the ting, ſom hær æræ ſagt,
gud haffuer them ſielff til fromhe lagt,
thet er alt himheriges cræ:
Thi er thet oſſ wæl nytthælicht
at wij for ſynden gøræ bood och plicht,
met gud om wij willæ waræ.
Thet XIX. capitel gor ſpersmaal til,
for ſandt ieg thet bewiſæ wil,
huarledes pſalteren ſcal framføres:
Om han ſcal tænckes i hiarthens grwnd,
om han for gud ſcal høres.
Kwndæ man hafum laæſſæ noger tiid
at hughen ey lebæ hiſt och hid,
thet warae wæl møghet til fromæ.
uſtadigt er hiarthet i allaæ tidæ,
til wærdzens ting løber thet ſwo wide,
thi møghet i hughen kan komher.
Thi er thet fromæ, man rerer ſyn mwnd,
ſwo bønaæn gaar wd aff hiarthens grwnd,
thet giffuer Alanus til kænnæ:
Paa bandhet læff then dyræ ben,
hiarthet ſæt til then iomfru ſckion,
i hiierighæ bliffuer thu met haennæ.
Om hiarthet er vſtadigt aff ſig,
læſſ bønen met mwnden fuld mandelig,
giff tig ind til gudz naadæ:
Ther foræ giffuer gud tig hielp och treſt,
maria wil tha høræ thyn roſt,
frælſæ liiff och ſyæl aff waadæ.
Han maa och læſſes allæ tidaæ,
huad helder tig løſtær at aghæ eller ridæ,
eller ſtaa, eller gaa til lighæ.
Thw maat och delæ haſium ſom thu wilt,
ſwo at bonen bliffuer ey forſpilt,
lad hwghen ey tæden wighæ.
Tyt hiartæ, kan thet ey haffuæ roo
for tanckæ, tha haff en ſtadig troo:
gud wil tog benen here.
Giff tig ind til then iomfru ſckien,
paa pſalteren læſſ marie ben,
thettæ ſcalt thu daglighæ gørg.
At predickæ theüæ pſalteræ er møghet got,
tog ſomæ holdæ thet for ſpee och ſpot,
ſom gud willæ ey haffug kæræ:
Tog ſckeer thet offtæ nar the hannum høræ,
gud wiis them paa huad the ſeullæ gøræ,
the tack gud for ſyn æræ.
Theres hiartæ ſætthæ the til mariam møs
och læſſæ then pſalteræ til the ſcullæ des,
om daghen før the ædæ:
Fran bwlder och falckæ omgang the gaa
och giffuæ them til en lønlig wraa,
theres ſynder baadæ ſuck och græde.
Sligt giffues for pſalterens ſtoræ dygd,
the fanghæ ſiden glædæ och hiieriges frygd,
thet ſcullæ i allæ widæ.
Thu meñiſckæ, ſom wilt leffuæ met ſckiæl,
bær pſalteren hooſ tig, tha gor thu wal,
læſſ hafum och allæ tidæ.
Thet Xx. capitel ſom huer maa høræ
ger ſpørsmaal at, huad then ſcal goræ,
ſom pſalteren haffuer i woldæ:
om man maa bæræ hafium i ſyn hand,
eller wed ſyt bælthæ maa bindæ thet band,
eller openbaræ mwghæ thet holdæ.
Alanus ſigher: thet maa wæl ſckee,
thu maat thet bæræ ſwo allæ thet ſee,
Lad huer mand ſee thu bær thet band
paa halſſ, wed bælthæ, eller om thyn hand,
nar thu læſſ thynæ bena.
Nar manghæ ſee thet band ſwo hænghæ,
ſom haffuæ i ſyndhen waret længhæ,
them ſøger gud met ſyn nadaæ:
The taænckæ theres ſynder baadæ ſtoræ och ſmaa,
och frychtæ the ſcullæ aff wærden gaa,
The geræ tha plycht och ſckriffthæmaal
och rædes for then beeſckæ ſckaal,
ſom dieffuelen wil them ſckiænckæ:
Pſalteren læſſe the, holde hafum i fred,
ſom nw blant falck er møghet fed,
the offthæ paa hafum tænckæ.
Thet band ſcal delæs i trennæ delæ
och bønernæ bliffuc alligewel helæ,
thet ſcullæ i ſwo forſtandha:
Ther mærckes met nogræ mærckelighæ ting,
ſom bør at ſighes al wærden omkring,
och predickes offuer allæ landæ.
ſom warg paa faærdæ vpaa en ſtæd,
ther criſtus wildæ meñiſckeæ wordæ:
En glædæ fick then klaræ guddom,
then tiid han til thet leghomæ kom,
mandomſens natwræ thet giordæ.
Eth legomæ aff thet iomfru blood,
en natwrlig ſiæl ther indæ ſtood,
och glæddes mod guddomſens komæ:
Maria ſick och glædæ ſtoor,
ther guddomen i hefes leghomæ foor
al warden til nytthæ och fromæ.
Ther glæddes och mod ir. ænglæ koor,
at gudz ſon ned til wærden foor
och wildæ menniſckæ bliffuæ:
han ſculdæ mod menniſcken miſckwndhed thee,
han ſculdæ them himerigæ giffuc.
Theres koor mathæ bliffuæ vpfylthæ igeen,
ſom fer haffdæ fanghet ſwo ſtort eth myeen,
Ther fald vtaff them lucifer,
vtallighæ ænglæ met haſium deſſ wer,
the neder til hælffuedes rømdæ.
Allæ the thennæ pſalteræ forſmaa,
the mwghæ ther wiſſælighen lidæ vpaa,
met them ſcullæ the nedfallæ:
Och allæ the, ſom ther ſtaa i mod,
til hælffuedes faræ the allæ.
Mæn allæ the, ſom øffuaæ them ij
pſalteren at læſſæ, the bliffuæ wæl frij,
for marie ben hyn mildæ:
Hwn beder for them til ewig tid,
ſom holdæ them wed then gudeligæ iid,
the faræ ræt aldrig ilder.
The andræ capitel, ſom ſtander igeen,
them løber ieg offuer, och er ey ſeen,
Som nogræ the ſighæ mod thefiæ godæ ſeed:
at leſſæ pſalteren terffuæ the ey weed,
theres ſalighed the forgætthæ.
The gøræ marie wangræ ſtoor,
theres menynger æræ ondæ och ſnodæ:
The faa baade ſtraff och laſt ther for,
och ſyndhen for theres mødæ.
Ther æræ wel nogræ, ſom ſighæ ſaa:
ſcal theñe pſalteræ ſwo legges vpaa
at leeg och lærd hañum læſſæ,
Ther maa forſømelſæ komæ vtaff,
och manghen forherdes vti ondſckaff,
forſmaa then helligæ mæſſæ.
Tha maa och klærckææ theres tider forſmaa,
legmend godæ bøner til baghæ ladæ ſtaa,
til gud och godæ patroner:
Theres plycht och bood the ey fuldkaamæ
och rades ey for the hordæ daamæ,
ſom offuergaar vhørigeæ perſoner.
Thu, (ſom) ſwo ſigher, thu haffuer wræt
thet wil ieg ſwo bewiſe,
Thi alanus han ſwarer ther til,
ſom ieg ſtrar effther ſighæ wil,
hanſſ laerdom ſcalt thu priſc.
Skuldæ man ey pater noſter læſſæ,
ey Aue maria, forwthen mæſſæ,
ſom æræ the helligeſtæ bener:
Eller wthen nar man gor ſyn fætthæ bood,
thet warg en ſeed ey moghet good,
Forthi tha ſwarer ieg ſwo ther til:
ſwodan ſnack ieg ey ſtyrck wil,
ey giffuæ ther til famtyckæ.
Huer læſſæ thet han er plychtug til,
ſom han for gud forſwaræ wil,
huer nyder ther i ſin lyckæ.
Klærck ſcal ey ſynæ tider forſema,
legmand ſcal ey ſyn plycht forglemæ,
ſwo bryder han ey mod gud:
Men theff forwthen, nar hwer faar tom,
læſſæ tha pſalteren i wghen om,
thet er ey mod gudz bud.
E er man och ther forg i bandæ,
om man then pſalteræ lader ſtandæ,
och ſckriffues thet ey for ſyndæ:
Nar man hanum læſſ, man fanger wærdſckuld,
gud ſcal hafum ther foræ waræ huld,
huer mand wil ieg thet kyndæ.
Ther er tog tiid och ſtwnder til,
baadæ bener och pſalteræ huo leſſæ wil,
off bør altiid at bedæ:
Som paulus apoſtel ſckriffuer aff,
och andræ doctores, huer ſom gud gaff,
huo ther wil effther ledæ.
Ey tørff man ſynæ tider forſøma,
och ey ther forg ſyn plycht forglømæ,
thet er alt meer til faræ,
At mangen tid ganger bort wthen frucht,
at meniſcken offues i ſtor vtucht
och ſyndæ mod gud fuld ſaræ.
Daghen er lang och natthen och ſaa,
man maa baadæ leſſæ, gaa och ſtaa,
huer haffuer ſyn eghen willyæ:
Criſtus och met ſyn eghen mwnd,
han beder off waaghæ i huæryæ ſtwnd,
oſſf ey fran hafum at ſckillyæ.
Huo pſalteren læſſ, han ger ſig gaffn,
han ſticker ſyn ſiæl fuld god en haffn,
lodtagen er han met allæ
Them, ſom i thettæ brederſcaff æræ
al wærden omkring, hwo the mwnæ wæræ,
gud ſcal them ey vndfallæ.
Aff al then nadæ och afflad ſtoor,
aff thet the leſſæ och ganghæ til koor,
ſwo langt ſom wærden ræcker:
Thet maa forſømæ huo ſom wil,
inghen tha ſcal ther nødes til,
thet er ey lenger eller ſtæcker.
End æræ ther nogræ, bæræ affwend ther weed,
wildæ gernæ leggæ thettæ brederſcaff need,
The myenæ at the ſcullæ ſckadæ faa
i theres kircker, paa alteræ och faa
at kloſtermend ſcal thet woldæ,
At theres almughæ ſcal ganghæ them fraa
och ſøghæ til kloſternæ, ſtoræ och ſmaa,
for ſwodant broderſcaff eenæ.
Swo gangher theres offer och ſyælæſckud bort
Alanus ſwarer hær til met ſckael:
ſculdæ thet ſwo ſckee, thet waræ ey wel,
thet warg ey vthen ſyndæ:
Thi giffuer ieg them then ſamæ macht,
huer i ſyn kirckæ, met gudelig acht
for ſyn almwgæ at kyndæ,
At the mwghæ brøderſckaff holdæ ſwo wæl,
i theres ſognekirckæ met ſckiæl
forhuerffuæ then ſamæ naadæ,
Som the kwnnæ nogherſtædz i kloſter faa,
ſwo mwghæ the til theres kircker gaa,
ſom the them willæ raadæ.
Swo mwghæ the fangæ then ſamæ fordeel,
nydæ theres gaffuæ baadæ halff och heel,
ſom the kwnde ther aff fanghæ:
Holdæ them hyemæ baadæ nat och dag,
ganghæ til kircken i theres mag,
om wæghenæ æraæ end langhæ.
Swo mwghaæ the taghæ och ſcrifug them ind
til brøderſckaff, baadæ mand och qwind,
och waræ ſwo allæ lodtagnæ
met alle ſom i thet brederſcaff er,
met oſſ och alleſtedz fiærn och nær,
gudz trøſt ſcullæ the ey ſagnæ.
Swo fangæ the och then ſamæ afladt,
ſom giffues aff kirckens prelaters ſtadt,
om the theres brederſckaff holdæ:
Læſſe theres pſalteræ, ſom forg er rørdt
met gudelig acht, ſom i haffuæ hørdt,
gud haffuer oſſ allæ at wolde.
Thet trediæ capitel effter tiwæ,
ſom ſckriffues næſt thet ſiiſtæ,
Huad thet indeholder, wil ieg ey liwæ,
tog ieg thet før bewiiſteæ.
ſom marie pfalteræ kyndæ,
Och the ſom hafum at leſſæ læræ,
them fylger fuld godæ yndæ.
The lignes wed englæ i himerighæ,
the ypperſtæ næſt wor herræ,
Som liwſdæ the myndræ vp, ſandelighæ
the ſculdæ ey bliffuck werræ:
Men ſtandæ faſt i gudz kerlighed,
ickæ effterfylgæ the ondæ,
Som for theres ſtoræ beræffuenhed
The lignes och wed then godæ Abel,
ſom lærdæ oſſ gud at dyrckæ,
Som Sæth, hanſ broder, met gudeligt ſckel
gudz loff begynthæ at ſtyrckæ.
The lignes och wed noe arck,
ſom meniſcken frelſtæ aff dedæ,
Och finghæ ther effther ſckoff och marck
och himerigæ for theres mødar.
The predickæ fædræ the ſendæ och wd
til menniſckens hiartæ en dwæ,
Som er gudz mildhedz ſendebud,
til them tha mwnæ hwn flwæ:
Kynder at gud wil waræ them mild,
ſom hañum ſwo loffuc och æræ,
Och faræ ey wti ſyndhen wild,
e huo heltz the mwnæ wærg:
Ued fredzens arch, och moyſen,
ſom falcket frelſtæ aff farg,
Abraham, yſaac, iacob, ruben,
allæ patriarchers ſckaræ.
hañum at hedræ och cæræ,
Och holdæ hanſſ loff och helligæ bud,
aldeles trofaſtæ at wærc.
Om theſſæ godhæ mend, och manghæ fleræ,
ſom thet capitel holder indæ,
Uil ieg ey nw om talæ meræ,
til forn mwghæ i them findæ.
och them then lærdom fylliæ,
At leſſæ pſalteren gudelig
och hafum ey vnder them dyllig.
Gud haffuer them kaær, och maria met,
the vndgaa theres wredæ,
The frælſes aff ondt i hwæryæ ſtæd,
thi er han god at bedar.
Om XXIIII. capitel, ſom ſtander ſüiſt,
er och noghet tilfforn bewiiſt.
Ther ſtraffer Alanus allæ thee,
ſom marie pſalteræ ey mwghar ſee.
Særdeles them, ſom widæ bæſt
och haffu ther om i ſckreffthen læſt.
Eller them, ſom thet aff ondſcaff gøræ,
at the willæ hañum ey predickæ heræ,
Som the mathæ widæ theres gud at tyeenæ,
marie hanſſ moder: ſwo æræ the ſeenæ,
Paa thet the kwnnæ behindræ them,
ſom willæ then pſalteræ at ganghæ fram.
Jeg ſtraffer ey them, ickæ bædræ weed,
ſom gud ey bædræ wiisdom haffuer teed.
The ſom gernæ wildæ wide,
och vnderwiſes ther i met geenſuar blider:
The ſighæ e mod vti then agt,
the wildæ gernæ widæ thet nw er ſagt.
Men the, ſom taler hær ellers i mood,
the lignes wed fuld ond en rood:
The lignes wed then draghæ ſtoer,
dieffuelen, ſom al ondſckaff i boer.
Then qwindæ, ſom war i paradiis,
han ſagdæ: hwn ſculdæ ther bliffuæ aff wiis,
Hwn ſculdæ aff fruchten taghæ och ædæ:
hwn tog ther wed aff ondæ rædæ.
Som han tha ſpiltæ heües godæ ſckeffnæ,
ſwo willæ the nw, om the faa effnæ.
Al then heder, marie ſculdæ ſckee,
thet gor them i theres hiartæ wee.
Siælffuæ willæ the ey taghæ ther paa,
och the, ſom willæ, them draghæ the fraa,
The predickæ til baghæ met ondæ mwndæ,
meer en dag met falſckæ grwndæ,
ſom marie loff wæl predickæ nw.
och ſnareſt til ondt, och gøræ wroo.
Then twnghæ hwn er forgifftelig,
ſom geræ them ſielff och andræ then ſwig.
The predickæ mod then helligæ ben,
ſom ſielffuer giordæ gudz enigeſtæ ſen,
Pater noſter, och bød at leſſæ
i allæ tider, och ſwo i meſſæ.
The predickæ och mod then helſen good,
ſom gud ſendæ need for marie food.
Then pſalteræ holder ey andhet indæ,
ſom leſſer nw baadæ mand och qwindæ,
halffandhet hwndredæ aue maria blant them,
The andræ figurer lader ieg nw ſtaa,
huo them wil leſſæ, han maa them faa
Uti then ſckrefft, ſom før er ſagt:
thet nw er ſckreffuet i giffuc paa acht.
I marie heder ſcullæ i ether offuc,
huo andhet gør, hañum tymes droffug.
Loffuer gud baadæ mend och qwindæ,
mariam hanfſ brwd aff gudeligæ ſindæ:
Loffuer hafum ſwo paa iorden hær,
at i mwghæ fomer them baadæ nær
I hiieriges glædæ allæ ſamen:
thet giffucæ oſf gud och maria. Amen.
Tetrasticon translatoris ad impressorem.
Suleipe, preclare, diue quoque virginis alme
Plalterium Alani, tranflatum Itemate dani.
Si fieret lingua michi ferrea, non ſibi laudes
Sufficiens canerem: que cape pauca dedi.
Distichon impressoris ad translatorem.
Non potuit melius, nec quisquam cultius, iplum
Nymphe pfalterium ſub breuitate loqui.
Conclusio finalis.
Jomfru maria, gudz kæræ moder,
criſtus iheſus, wor kæræ broder,
miſckwndæ ſig offuer off allæ
Och vndæ off ſwo thene pſalteræ at gømæ,
at the oſſ aldrig forladæ eller glømæ;
dæſſ willæ wi them paa kallg.
Thenne bog, ſom er om iomfrw Marie pſalteræ och deſſ brøderſckaff, met twendæ andræ ſmaa begher, ſom æræ om the tingh gud haffuer ſcapt, beſynderlighen om Adam och Eua, Och om meniſckens leffnet, fran førſtæ och til thet ſiiſtæ: Haffuer dichtet och vddraghet paa danſckæ en gamhel dandhæ mand, ſom heed her Michael, och war ſognepreſt vti Othenfæ til ſancti Albani kirckæ. Och ſom ieg finder vti boghen wed hanfſ eghen handſckrefft, tha giordæ han thet for hegbaaren forſtindes, wor kæriſtæ nadighæ frwes drotning Criſtine bøn ſckyld, formiddelſt hennes nades ſndebwd til hannum, then tiid man ſckreff gudz aar M. ed. Xc. och vi. Nw paa thet, ath hun ickæ lengher ſckal ligghæ døff, iordhet och nedſtoppet: men komæ blant falcket baadæ lærdhæ och legmend, gud och iomfru Marie til æræ, och allæ off fattighæ och ſyndugæ meñiſckæ til troſt: Tha er hwn nw nyglighen trycht vti then konnyngeligæ ſtad Købmanhaghen, hoofſ her Powel ræff, Cannick ther ſameſtedz: Och thet for hederlighæ och gudfrychtighæ mandz, brodher her Hanſſ bartholomei ben ſcyld, aff predickæbrøddræ orden. Aar effther gudz byrd, Twſendæ fæm hwndredæ paa thet fæmtendæ, Then tüſdag næſt effther wor ffrwæ dag Purificationis.
Deo gratias.