Simon Meisling (1787–1856)

Det er besynderligt, de komme ikke,

Skjøndt det er sildigt alt!

                                                Ja langt fra Midnat

Er det vel ei. Men hvad er der at vente?

Troer du, det var en ærlig Riddersmand,

Et Menneske med Kjød og Blod, som vi?

Nei, dersom nogen ægte Kæmper voved’

At ride til vor Hytte gjennem Skoven,

Da var det skeet forlængst —

                                                Hvor du kan snakke!

Har jeg da ikke seet hans Skjold og Landse?

Gik Hulda ikke bort med Hjelmen paa?

Og saae jeg ikke selv den blanke Rustning,

Et herligt Stykke af det røde Guld.

Som om der ei var Guld og Kostbarheder

Hos Nisserne i deres dybe Huler!

Det er jo det, de Alle ruge over.

Kan du da fatte, hvem han skulde være,

Hvis han ei er —

                                Jeg siger jo en Djævel,

Der kan forvandle sig til mange Ting;

Ja, muligt een af Hulda’s egen Slægt.

Af Hulda’s Slægt?

                                        Det nytter ei du vredes!

Sandheden maa dog frem. Hulda er ikke

Og har ei heller været vor. Jeg kan ei elske

En Troldemøe. Paa Havets Bunde ligger

Mit sande Barn, som fandt sin Død i Bølgen.

Troer du et Menneske kan hele Timer

Beholde Liv imellem Fiskene?

O, tie med det! du veed det smerter mig;

Jeg kan dog aldrig holde op at elske

Den vennehulde Glut. Og siig oprigtig,

Om hun nu aldrig mere kom tilbage,

Om hun forsvandt paa samme sære Maade,

Som hun er kommen —

                                        Skal jeg dog ei klage!

Mit Barn har jeg begrædt; det fremmede

Er fremmed for mit Bryst. Jeg kan ei føle

For det, som laae ved Brystet af en Havfru,

Har hun en Moder; vel lad hende sørge. —

Men om nu virkeligt det var en Ridder,

Vil du da nægte ham —

                                        Det er han ikke.

Han kom fra Skoven, og der boe de Alle;

Thi der har Hulda’s Nisser deres Hjem. —

Har du ei mærket, hvor Naturen blev

Beroliget, saasnart han kom til Hytten?

Ja deri har du Ret. Stormen har lagt sig,

Og Strømmen, som jeg nylig hørte bruse

Ned over Sletten, har jeg seet er rolig. —

Det kan han kun fordi han er en Trold.

Men var det og et rigtigt Menneske,

Og han har Hulda kjær, da lad dem reise.

Jeg vil ei savne hende, der dog altid

Var mig modbydelig. Hun har desuden

Vel Slægtskab nok, der sørge kan for hende,

Om ei paa Jorden, dog herneden under.

Vi faae dog ingen Ro, før hun er borte.

Dadl dog ei Hulda mere, bedste Kone!

Om ei for min, saa for din egen Skyld.

Det kunde —

                        Hvad! du bliver saa urolig!

Det er dog sært, at hun kan ikke see ham.

Kom Anna! lad os gaae.

                                        Hvorfor saa hastigt?

Jeg ønsker ei, du bliver meer herude.

Hvorfor ei det? Er Veiret ikke smukt,

Ja usædvanligt smukt i disse Dage?

Og naar blot Hulda ikke er herude,

Da har jeg atter Mod. Jeg troer i Sandhed,

At det er hende, som forskrækker mig.

Hvor kan hun skrække dig, den fromme Pige?

Fordi jeg troer, de lede efter hende,

Som du dog vil saagjerne kalde din.

Kom Anna dog! o kom! Jeg vil ei være

Herude meer.

                        Du er saa utaalmodig;

Nu vil du bort, og mærker ei at Maanen

Begynder just at skinne over Søen.

Jeg siger dig endnu en Gang, kom med!

Jeg vil dog prøve selv, hvad det kan være,

Om det er virkeligen, hvad det synes.

Kom, Anna, kom! O skynd dig ind i Hytten!

Jeg kommer strax —

                                        Hvad er det for en Uro?

Hvad stirrer du dog paa? — Jeg troer i Sandhed,

At naar mit Mod begynder ret at vore,

Forsvinder dit.

                                        Men hvad! du store Frelser!

En hvid Gestalt.

                                Jeg har jo længe seet ham;

Du hørte ei mit Raad.

                                        Min bedste Arno!

Bring mig herfra!

                                Nei! nu er det forsilde!

Nu kommer du ei ind, før jeg har seet,

Hvad det kan være.

                                Gud! han dræber dig,

Det er en Aand.

                                De gode ere Engle,

De onde har ei Evne til at skade.

Er det nu Tid at lee.

                                        Jeg leer jo ikke.

Jeg hører kun, at Vandet pladsker stærkt

Hen over Stenene.

                                        Saa var det Aanden!

Thi tydeligt jeg hørte at det loe.

Jeg syntes selv, det lignede en Latter;

Men, som jeg siger dig, det er kun Vandet,

Der rasler ned.

                                Hvad var det Hvide da?

Hvor gik det hen?

                                Det svandt bestandigt mere

Jo meer jeg gik. Men da jeg kom til Randen,

Saae jeg dog intet uden Bølgerne,

Der skumme usædvanligt stærkt i Aften

Fra Skoven af herned. De har desuden

En usædvanlig Glands af Maaneskinnet

Der spiller just deri.

                                        Saa mener du,

At det er Alt. — Gud! hvilke sære Drømme,

Der tumle sig udi mit gamle Hoved.

Dog, nei! jeg saae det selv! det er ei Drømme.

Jeg tør ei sige hende, at jeg ofte

Har paa den sidste Tid bemærket dette

Forunderlige Syn; og naar jeg kommer,

Saa seer jeg blot det hvide Vand der skummer,

Det syntes mig, som om den truede,

Saa tidt hun talte noget Ondt om Hulda.

Dog — jeg vil gaae; thi, som det lader til,

Vil Hulda sværme om i Nat i Skoven.

De har alt stødt fra Land! — Med samme Fart,

Hvormed vi kom herhid, gaae de tilbage.

Snart kan jeg ikke see dem meer i Søen —

Nu dækker Pynten dem — nu staaer jeg ene.

De arme Folk! det var ei deres Skyld;

Det nytted’ ei, de stred imod med Aaren;

Thi en usynlig Kraft drev Baaden frem,

Som om man bar den nedenfra paa Armen.

Jeg er da landet ved den store Skov,

Det underlige Sted, som Overtroe

Har gjort til Hjem for alskens Koglerier.

Du gyser, troer jeg, gamle Klosterbroder?

Du, som er vant til Munkecellens Stilhed,

Og vaaget har saa mangen Vinternat

I Sacristiet blandt de Dødes Kister.

Men koldt det blæser dog herop fra Søen!

Og denne Susen fra de store Træer

Er noget ængstelig! — Var det ei Maanskin,

Troer jeg endog at jeg blev bange her.

Dog fat kun Mod du Christi gamle Tjener!

Du har jo været hans dit hele Liv,

Hvi vil du frygte da? — For Røvere

Er du ei Bytte nok, thi du er fattig;

Og mod de onde Midnatstimens Aander

Har Klosterlivet skjænket dig et Skjold.

Lad mig da vente rolig, hvad der kommer!

Ja sandeligt det glæder mig endog

At jeg engang, og just ved denne Tid,

Er denne Skov saa nær. Nu kan jeg prøve,

Om det er sandt, hvad Man fortæller om den.

Alt er saa eensomt! Alting saa forandret!

Og i saa kort en Tid! Før sad jeg rolig,

Endog om Natten, ved den gamle Foss,

Og morede mig ved det hvide Skum,

Som leged’ med de spidse Klippestene:

Ja lyttede endog, som om en Søster

Sad der hos mig og sladdrede fortrolig.

Det er forbi. Det er nu anderledes:

Og Hjertet banker ikke meer saa roligt,

Som førend Stormen bragte ham til Hytten.

Jeg troer i Sandhed, Nogen taler her,

Og dog er her jo øde, som i Kirken.

Nu er det tyst igjen — Jeg hører Intet;

Maaskee det var alene Træerne,

Der rystes i den kolde Natteluft.

Frygt ikke, du eensomme Vandringsmand!

Naar sagte det pusler i Sivet;

Hun kommer dog aldrig igjen paa Land,

Ei fanger hun andengang Livet.

Hun bygged’ paa Elskov; men bygged’ paa Sand,

Havpigerne Ingen kan lide;

Hun blev ei frelst af den jordiske Mand;

Thi lyder fra Søe hendes Qvide.

Nei! jeg bedrages ei! det er en Stemme,

Ja ret en liflig Røst, som af en Pige!

Og dog den kommer synes mig fra Skoven.

Forskudt hun kommer ei meer paa Jord,

Hvor hun leved saa herlige Dage;

I Bølgen, hvor hendes Vugge staaer,

Skal endes den Havpiges Dage.

Naar derfor det suser i Strandbredens Tang

I gjerne kan nærmere trine:

Det er kun mod Jord hendes Længselsklang,

Det er kun en stakkels Undine.

Men er det virkeligt et Gjøglerie?

Jeg hører Stemmer, ret en liflig Sang,

Og seer dog Ingen. Var jeg daarlig nok,

At mene, der kan være Folk i Vandet,

Jeg skulde troe, at Sangen kom fra Bølgen.

Det bliver mig ei ganske rigtigt her.

Hvem taler hist?

                                Man sætter mig paa Prøve! —

Det skal vel gjælde mig, dog seer jeg Ingen.

Kan I ei svare mig?

                                        Det er jo Stemmen,

Som nylig sang!

                                O glæd dig! glæd dig, Hulda!

Jeg troer at det er ham, den skjønne Ridder.

O Gud! ifald han længtes efter dig?

Ifald det smerted’ ham, at du er borte?

Men ach! han søger vel kun om en Udvei,

At komme hjem igjen til sin Agnese,

Til Ridderspillets elskte, stolte Dronning.

Det skal han ei; hun skal ei see ham mere;

Han skal ei komme fuldt saa let tilbage,

Som han kom hid. Bruus op med dine Bølger,

Du gamle Slægtning i den tykke Skov!

Træd over Bredden; lok ham længer hen;

Nu blot et Skridt, saa styrter han med Hesten,

Dybt ned i Afgrunds Hulen! lad ham døe. —

Afskyelige Hulda! ønsker du

Da virkelig hans Død? Jeg veed ei mere,

Hvad selv jeg siger; jeg er saa forvirret,

Thi ach! jeg føler Skjæbnen nærme sig.

Jeg hører Stemmen, og mig synes stedse,

Den kommer ovenfra. Men Gud! hvad seer jeg?

Der springer jo et Menneske fra Træet.

Her er jeg, Ridder! Leed ei længer om mig,

Nu har jeg drillet Eder længe nok.

Men hvad! det er ei ham! Er I forvandlet?

Er det ei Eder selv?

                                        Jeg er ei Ridder.

Hvem er I da?

                                Ikkun en Klosterbroder.

En Klosterbroder —?

                                        Fra Mariazell.

Mariazell? Det er langt herfra.

Tre Mile paa den anden Kant af Søen.

Men siig mig dog, hvorledes er det muligt,

At I kan være her? — Forklar mig det.

Kan jeg forklare, hvad jeg selv ei fatter?

Det er dog synderlige Sammenstød,

Og just i Nat! — Dog; jeg vil fritte ham,

Maaskee han kan oplyse mig om Noget.

I seer saa nøie paa mig, gamle Pater!

I kan vel ei saa ganske let begribe,

Hvad jeg, en Pige, gjør ved Midnatsstund

Paa dette øde Sted?

                                        Er I et Væsen,

Som boer paa Jorden eller kun i Træer?

Thi saae jeg ret, da sprang I fra en Green,

Dengang I kom.

                                Det er en sælsom Bolig;

Ei sandt min gamle Mand? Dog vær kun rolig!

Jeg gjør saa mange underlige Spring,

Af mig har I ei mindste Ondt at frygte,

Siig blot, hvad vil I her?

                                                Jeg selv vil Intet,

Hvad skulde jeg paa dette øde Sted,

Hvis ikke ved en Kraft, som jeg ei kjender

Jeg drevet var herhid?

                                        Fortæl mig Gamle!

Fortæl mig Alt!

                                Jeg skal ei skjule Noget.

Men lad mig dog betragte Jer mit Barn;

Er I endog en Hex, kan jeg ei nægte,

At I er skjøn, og venlig som en Engel.

Spar Eders Ord. Jeg længes kun at høre,

Hvorfor I findes her.

                                        Vi havde endt

Den sidste Aftenmesse i vort Kloster,

Og Munkene gik hjem; i Cellen Een,

I Klosterhaven Een, paa Marken Andre.

Jeg gik til Søen, Luften var saa skjøn,

Og Maanen hæved’ sig just over Bølgen.

Da laae to Søemænd der med deres Baad;

Vi bruge den saa tit, naar vi besøge

De Syge hist og her i Byerne,

Som ligge paa den anden Kant af Søen.

Da bad de mig at stige ned i Baaden;

Og Aftnens Skjønhed lokked’ os paa Søen.

Det var saa stille, og de simple Søemænd

Fortalte mig heelt mangent Eventyr

Om denne Skov fra længst forsvundne Tider,

Da pludseligt — jeg kan ei selv begribe,

Hvorledes det gik til — Man nedenfra

Tog Baaden fat, og slæbte den saa hurtigt,

Men dog saa sikkert, hid til denne Strand.

Der nytted ingen Kraft, ei nogen Aare,

Og ingen Modstand. Jeg var knap paa Land,

Før de med Lynets Fart svandt for mit Øie.

Det mægted’ kun min gamle, hvide Slægtning! —

Ja vel jeg mærker, Noget nærmer sig

Men hvad? Og naar? Det er kun altfor dunkelt.

Hvad troer I vel, at Eders Skjæbne er

Paa dette Sted?

                                Hvad Himlens Herre vil.

I hvilken Hensigt troer I, at I kom?

Lad ham bestemme det, som sendte mig.

Guds Tjener kan alene Herren sende.

Men om der gaves Kræfter i Naturen —

Endog den mindste Orm er Herrens Værk,

Og Intet rører sig, som han ei kjender.

Hans Villie skee!

                                Du lykkelige Gamle!

Du har, hvad Hulda maaskee aldrig faaer.

Dit Hjem er i det Høie, mit i Dybet.

Jeg er saa ængstlig; denne Midnatsstund

Forfærder mig. Snart, snart skal Timen komme,

Hvori mit Lod bestemmes skal for evigt.

Spørg ei! jeg seer paa Eders Læbe svæver

Urolighed og Frygt. Snart kommer Tiden,

Der skal oplyse, eller skjule Alt.

Du er en elskelig og venlig Skabning,

I hvo du ogsaa er.

                                        O tael ei mere;

Jeg bliver ikkun endnu meer urolig. —

Kom, følg mig, Gamle! lad mig lede dig

Hen til vor Hytte.

                                        Led mig, hvor du vil,

Jeg følger dig; thi mildt dit Øie vidner

Om Fromhed og om Dyd. Er du en Aand,

Da er du een af Herrens gode Aander.

Følg I kun freidigt med; da skal jeg finde

Et Sted, hvor I kan roligt hvile Eder.

Her vil jeg hvile mig. Det er forgjæves

At lede meer, jeg finder hende ikke.

Saa underlig tilmode, saa vemodig

Saa glad, saa længselfuld og dog bedrøvet

Har jeg ei været før. Det er ei Skræk;

Thi jeg er modig her; endog det Hvide,

Aand eller Skygge, som jeg mødte nylig,

Som vilde skræmmet mig hver anden Tid,

Er mig bekjendt, og nikker saa fortrolig.

Ei heller er det Længsel efter Hjemmet;

Det er, som om jeg aldrig havde kjendt

Agnese Waldburg; havde aldrig seet

Den skjønne Kreds af Damer paa Balconen;

Og dog jeg længes, længes inderligt;

Hulda! det er mod dig!

                                                Min Gud! der er hun;

Hvor er nu alt mit Mod? saa ængstelig

Har endnu ingen Stridsmand kunne gjort mig. —

Hvor har I været nu saalænge, Hulda!

Veiret er skjønt; jeg er saa ofte vant

At vandre om paa denne Tid ved Søen.

De Gamle kjende nøie denne Vane,

Og da de veed, at her er ingen Fare,

Paa dette menneskeforladte Sted,

Er de foruden Frygt. —

                                        Men var det Ret,

At ængste os ved Eders bratte Bortgang?

Min Fader kjender mig, og veed min Maade;

Han ængstes ei derved. Og I —

                                                        Vel, fromme Hulda!

Og jeg? I stirrer saa betænkeligt —

Er fremmed. Eders Hjem er langt herfra,

Blandt andre Mennesker, paa andre Steder;

Hvor skulde jeg da troe, at I kan røres

Ved hvad der angaaer mig?

                                                Bedrøv mig ikke

Ved slige Ord; thi I har Uret, Hulda!

I er jo Ridder, Herre til en Borg,

Mit Hjem er Hytten hist. Har I forglemt det?

Jeg har ei glemt, jeg saae jer i Naturen,

Om ved en Hytte, eller Slot, jeg veed ei.

Jeg kjender ei, som fattig Fiskerpige,

Til Byens fagre Ord. Det vilde glæde,

Ret glæde mig, ifald jeg kunde troe —

Dog! disse Drømme ere snart tilende;

Et Nu har bragt jer hid; i næste Nu

Staaer I paa Eders Borg, — da glemmes Hulda!

Nei! Nei! jeg sværger dig —

                                                Sværg ikke, Ridder!

Vort pludselige Møde, frygter jeg,

Den stærke Overgang fra Byens Larm

Til dette Øde, til Naturens Stilhed,

Hvor selv det Mindste, der bevæger sig,

Maa røre os, det overvælder Eder.

Troer du, Naturens Barn! jeg er en Boble

Der spiller kun i mangehaande Farver,

Alt som den dreier sig?

                                        Det gjør jeg ikke!

Jeg troer, I er en ædel, herlig Ridder.

Men siig mig blot, om I da har forglemt

Fra hvem I kom? Tænk paa Agnese Waldburg!

Hun er et Baand, som naaer igjennem Skoven,

Og binder Eder, selv ved Huldas Hytte.

Nei! jeg har ikke glemt at Agnes Waldburg

Er skjøn, er Dronning ved Turneringsfesten;

Men — brænder Solen ei med voldsom Lue?

Har I ei ønsket selv, om Sommerdagen,

At den gaaer ned? Da priser jeg den Hulde,

Hist i det dunkle Blaa, dens milde Søster.

Ja, Hulda, hende ligner I tilfulde;

Agnes beundrer jeg, men —

                                                Mig — Tie, Ridder!

Udtal ei det ved Maanens fromme Lue,

Som Morgensol skal see, at I fortryder.

Agnes er riig og mægtig, ung og skjøn,

Hvad vil I meer?

                                Jeg lader Tulipanen

Staae prunkende med sine lyse Farver,

Og vælger mig en bedre Blomst, som straaler,

Ei blot ved ydre Pragt. Den voxer ikke

I kunstig Have ved den stolte Bye.

Useet den blomstrer, som en sand Kjærminde,

Paa Søens grønne Rand, ved Fiskerhytten.

Spørg derfor ei, hvorfor jeg var urolig,

Da I gik bort. —

                                Men Tiden? ædle Ridder!

Det et saa nylig, at vi saae hinanden;

I kjender mig jo ei.

                                        Jeg kjender dig,

Dit Hjerte ligger i dit Aasyn, Hulda!

Lad det kun bruse, Ungdoms muntre Blod;

De bedste Hjerter har den mindste Ro.

Og vidner ei dit fromme Øie mildt,

Om Sjælens rene Dyd? Tal ikke mere;

Det nytter ei. Hulda! jeg elsker dig.

O Ridder! Ridder! tænk paa hvad I siger.

Du blegner — Gud! hvi stirrer du mod Himlen?

Afskyer du mig? —

                                Jeg elsker — men betænk —

Endnu engang, her paa dit Fødested,

Jeg sværger høit ved Herrens store Himmel,

Hulda! jeg elsker dig.

                                        Mit Lod er kastet! —

Snart er det skeet, snart er min Skjæbne afgjort.

Hør du hans Ord, Alverdens store Herre!

Mig synes, Hulda, I er sært bevæget!

Har mine Ord bedrøvet Jer?

                                                O Ridder!

Hvis der endnu er Taarer i mit Øie,

Da er det kun fordi — siig mig oprigtigt,

Elsker I mig, her som jeg staaer alene?

Er det ei Øieblikkets Drift, et Selvbedrag,

Som tit endog den Bedste kan fortryde?

Vil I fortørne mig? Hulda! jeg svoer,

Og endnu aldrig brød jeg Riddereden.

Saa fat da Mod til at bestaae en Prøve,

Som kun den sande Kjerlighed kan udstaae,

Og som bestemmer Huldas Liv og Lykke.

I kan ei skrække mig ved nogen Prøve!

Er den for Eder?

                                Ja den er for mig,

Og, hvis I elsker mig, for Eder Selv.

Hvis jeg nu var ei ganske, hvad jeg synes —

Var ikke blot en simpel Fiskerpige,

Var ikke blot berøvet Guld og Rigdom,

Var — lov mig blot, at I vil ei fortørnes,

Fordi jeg siger det først nu; det er ei min,

Men Skjæbnens Skyld — Hulda er ikke

Født her paa Jord, af intet Menneske

Er hun et Barn. I Bølgen saae hun Livet —

Det var den Gamles Ord!

                                                I gyser, Ridder?

Ei sandt, I hader mig, det sære Væsen,

Den havopstegne Møe?

                                        Det frygted’ jeg.

Men er du virkelig en Havmøe, Hulda?

Det staaer til dig, om jeg skal være det.

Jeg var det, mens jeg levede i Bølgen;

Jeg var det fra den Stund jeg kom paa Jorden

Og til det Øieblik I drog til Hytten.

Først da I svoer mig evig Kjerlighed,

Da I, et jordisk Væsen, elsked’ mig,

Ophørte jeg at være en Undine,

Og blev et Menneske. Eet mangler kun.

I tier, Hulda?

                        Tør jeg nævne det?

Staaer I endnu saa rolig her ved Hulda?

Har Skræk og Afskye ei betvunget Eder?

Kan I saa modigt stirre hen paa mig,

Der fødtes, leved’ i et Element,

Hvor I og alle Jordens Børn maae døe?

Du kan ei skræmme mig, du fromme Hulda!

Men siig, hvad mangler der?

                                                Det sidste Ord.

Vel er jeg hævet over Havets Flade,

Fik ved dit Elskovs Ord et jordisk Liv,

Men jeg er dog ei Jordens Borgerinde,

Før end du elsker mig, selv naar du veed,

At al min Slægt har deres Hjem i Bølgen.

Hvis da du hader mig, den arme Havmøe,

Da maa jeg aldrig komme meer paa Jorden,

I Bølgen maa jeg leve, maa jeg døe.

Da faaer du aldrig Hulda meer at see,

Da hører du kun hendes Længselssuk,

Naar du en Aften sætter dig ved Søen;

Men bringe hende op paa Jorderig,

Det mægter Ingen, det forbyder Skjæbnen.

Vælg Ridder nu! Havpigen maa adlyde.

Har jeg da tænkt paa Slægt og Rigdom, Hulda!

Dengang jeg elskte dig? Var født i Bølgen,

I Ilden eller Luft, kan Kjærlighed

Forskaffe dig et varigt Liv paa Jorden,

Da har du det fra dette Øieblik;

Vær Konrads Brud! vær hans og Borgens Frue!

Nu brast det Baand, som binder mig til Havet!

Og aldrig, aldrig kan det knyttes mere,

Før din Forbandelse forjager mig.

Ei sandt! det vil du ei? du kan ei atter

Nedstøde mig, som du har frelst, i Døden!

Nei! Himlens Engle skal forbyde det!

Saa er jeg glad. Det er det Eneste,

Jeg endnu frygte kan.

                                        Tag Himlens Herre,

Imod det Eneste, som Pigen eier,

En barnlig, hellig Taare, som min Tak.

Og du, min Fremtids Ægtemand og Herre,

Din er jeg nu indtil min sidste Time,

Og ingen kan bortrive mig fra dig,

Undtagen du. Først naar du i din Vrede

Bortskyder mig, og ønsker vild og harmfuld

Du aldrig havde seet mig, maa jeg bort,

Maa jeg igjen nedsynke i min Bølge:

Og aldrig mere findes jeg paa Jorden.

Bedrøv dig ei ved disse Sørgetanker.

Jeg elsked’ dig, fordi du var dig selv,

Endskjøndt du var en fattig Fiskerpige.

Er Vandet ei en Fiskers Element?

Forvandlet blev du ved min Kjerlighed,

Thi sværger jeg dig her med sanddru Hjerte,

Forvandles skalst du aldrig ved mit Had. —

Men nu herfra! snart vil Man savne mig,

Og Reisen gjennem Skoven kunde vække

Formodninger og underlige Rygter —

Og Taushed maa vi holde, elskte Hulda!

Thi Verden kunne dømme mere strængt.

Saalidt som du skal den faae Grund at dadle

Det Valg, som du har gjort. Dit blotte Vink

Er Huldas Lov. Jeg følger, hvor du byder.

Jeg mærker nok, jeg har ei Ro i Hytten;

Thi selv i Eders Selskab, vise Fader!

Jeg savner hende.

                                Det geraader hende

Og Eder sær til Roes. Det er en Skat,

Som Herren har betroet i Eders Hænder,

Og I har vogtet den.

                                        Urolig nærmer

Jeg mig til dig i denne Stund, min Fader!

Hvori saamange gamle Baand er’ brustne,

Nye knyttede. Dog er ei Hulda glad,

Før hun med Vished veed at du tilgiver

De mange Sorger, som hun voldte dig.

De mange Sorger, Barn? Troer du jeg glemmer,

At du har skaffet mig langt flere Glæder?

Du veed det altforgodt, at du bestandig

Var om ei Annas, dog — min Øiesteen.

Men, hvad betyder sligt? Er det dit Alvor

Og ei en Spas igjen, som dine Gamle?

Nei, elskte Fader! Nei! Jeg spøger ikke!

Thi det er ei den gamle Hulda meer,

Den viltre, kaade, overgivne Pige.

Den Brusen, som du ligned tit ved Søens

Og skaffed dig saa mangen Sørgestund,

Er ikke meer; jeg har alene Mindet.

Hun ligger langt herfra i dyben Søe,

Og i den Bølge, hvor hun engang fødtes,

Der er hun jordet nu. Den sande Hulda

Har hævet sig fra Havets op til Jordens,

Og, dersom Fromhed kan bevirke det,

Engang til Himlens skyldfrie Borgerinde.

Gud signe dig, du fromme Syndebarn!

Og dog i denne Tilstand blev jeg elsket,

Thi Elskov ene kunde frelse mig. —

Nu seer I her min Ægtemand og Herre,

Med hvem jeg reiser bort før Morgensoel

Har farvet Skovens dunkelgrønne Toppe.

Vi frygte Intet af den gamle Skov,

Thi Kjerlighed bestaaer mod Troldevælde.

Det er den første Gang i dette Liv

Du ret bedrøver mig. Kan du forlade

Vor lille Hytte og den gamle Arno?

Dog taber jeg, saa vinder du mit Barn.

Tak ædle Ridder! Jeg maa elske Eder

For I kan lide vel den liden Hulda!

Drag bort i Fred! Forinden mange Dage

Jeg skal besøge Jer paa Eders Borg.

Jeg er saa glad, endskjøndt jeg er bedrøvet.

Kom lad os Alle træde ind i Hytten,

Det i den lille Stue, hvor du leved’

Saa mangent Aar, vil I ærværdige Fader!

Forene dem. Ei sandt? I kan ei nægte

Min og den lille Huldas fromme Bøn?

Jeg seer Guds Villie, og den følger jeg.

Nu tier Stormen hist i Skoven,

Nu tier Stormen i mit Bryst;

Thi en usynlig Haand fra oven

Har skjænket Huldas Hjerte Trøst.

Saa rolig, som de grønne Blade

Der speile sig i Søens Flade,

Jeg mod den dunkle Fremtid seer,

Jeg er ei Havets Datter meer.

Nu Intet mere til mig vinker

Som fordum fra den grønne Strand;

Thi hist hvor Stjernehæren blinker

Jeg ahner nu mit Fødeland.

Og, medens mine Søstre sove

Saa roligt i den kolde Vove

Paa Leiet af de grønne Siv,

Begynder Huldas andet Liv.

O du! som lod ved Elskovs Lue

Indaandes Sjæl i Havets Møe,

Og viser mig bag Stjerners Bue

End bedre Liv, naar jeg skal døe,

Som styrer Himmel, Hav og Jorden,

Hvad er, og var, og er ei vorden,

Forlad mig paa min Vandring ei,

Men styrk min Gang paa Støvets Vei.

        Sagtelig trille

        Bølgerne hen,

        Gjerne de ville

        See dig igjen;

        Men, som en Stjerne,

        Hen mod det Fjerne

Vinker din Skjæbne, lyksalige Møe,

Jordstegne Datter af rullende Søe,

        Rask du dig svinger

        Hen over Hav,

        Mægtige Vinger

        Elskov dig gav;

        Dog ei her hjemme

        Søstre dig glemme;

Kjerligheds Baand, skjøndt usynligt, bestaaer,

Op til din Jord fra vor Bølge det naaer.