Førend Antonius og Octavius reiste mod Brutus, sluttede de til Mutina (R. A. 711) i Forening med Lepidus den bekiendte Triumvirats-Forening; hvorved de tillige bestemte deres Soldater, som Belønning, 18 af Italiens bedste Stæder, der havde holdt Modstandernes Partie. Iblandt disse proscriberede Stæder var ogsaa det Cremonesiske District; men da dette var lidet efter Soldaternes Antal, streifede de uden for de bestemte Grændser, og truede, blandt andre, Virgils Gods i Landsbyen Andes, 3 Mile fra Mantua, som, formedelst dens Nærliggenhed, var især udsat for disses røverske Overfald. Just da var den unge Virgil bleven bekiendt med den talentfulde og mægtige Asinius Pollio, som en haabefuld Digter, og understøttet af hans Anbefaling reiste han, som det synes, i Foraaret 713 til Rom, hvor han igiennem Mæcenas udvirkede Sikkerhed for sin Eiendom. Virgil søger derfor i denne Idyl, deels at takke sine Patroner, deels ogsaa at opvække Medynk over sine Naboers ynkværdige Skiebne. Han lader altsaa Meliboeus, en udvandrende Hyrde fra Andes yttre sin Forundring for Tityrus, Virgils Kohyrde, at han paa saa urolig en Tid ubekymret kan spille paa Fløite. Tityrus fortæller ham da, at han i Rom havde udvirket sit Grundstykkes Frihed. Meliboeus bryder derved ud i sorgmodige Klager over sin og sine Naboers ulykkelige Forfatning, og klager især over Veteranernes Grusomhed. Da Natten bryder frem, indbyder Tityrus ham til at tage Forfriskning og Hvile i hans Hytte.
Simon Meisling (1787–1856)
