Højt Guders Haller hvælved’ sig
Om nordisk Strand
Og Asers Sønner, fødte fri,
I Fædres Land;
Dem Odin gav fra Æthrens Blaa
Sin Guddomsaand;
Fra Tordners Mulm dem Thor bød gaae
Med styrket Haand.
Saa vunde de Nordboer Jorden.
Sin lune Glands fra gylden Soel
Dem Freyer gav,
Men Gerda end ved iisnet Pol
Sit Straalehav;
Og Nattens Freya klar og mild
Gav Elskov Held,
Da nærtes hellig Huldskabs Ild
Paa Mark og Fjeld.
Saa vunde de Nordboer Jorden.
Mod Stormes Vold paa vilden Hav
Dem skjærmed Njord,
Og blid han Søens Scepter gav
Sin Slægt fra Nord.
Højt gjalded’ Brages Harpeklang
Om Klodens Rund,
Og Nordens Heltes Sejersang
I Sydens Lund.
Saa vunde de Nordboer Jorden. —
De Guder svandt for sydlig Tro,
Os vinked Fred;
Ej meer vi fjerne Fryd og Ro
Fra fremmed Bred —
Idunna’s Gave, evig huld,
Dog øjne vi
Og Asers Søn ved Æblets Guld
Udødelig.
Saa vinde de Nordboer Jorden.
Mildt straaler her dets Himmelglands
I festligt Lag
Og laaner Roma’s Laurbærkrands
Sit Lys i Dag.
Vølundurs Frænde vunden er
En værdig Løn:
Sin største Kunstner Kloden seer
I Thorvalds Søn.
Saa vinde de Nordboer Jorden.
Højt jubler Dana: Danmarks Pryd!
Velkommen her!
Selv Islands Klipper yde Lyd
Dets Ætling kjær.
Saa, Broder! fro paa Fædres Viis
Dig hilse vi;
Ved Dig, som Du, bli’r Danmarks Priis
Udødelig.
Saa vinde de Nordboer Jorden.
Finn Magnusen.
