Finnur Magnússon (1781–1847)

Almægtige. Gud! alle Standers

Engles og Menneskers øverste Styrer,

Ej trængende til Tid eller Sted,

Højt thronende i rolig Vælde;

Du allesteds nærværende,

Som øverst, midterst, underst Rum opfylder,

I Tid og Evighed du lovet være

Du sande trefoldige Eenhed!

Jeg beder at din store Naade

Undes mig, nu jeg den søger,

Med ydmygt Sind; — jeg intet got attraaer

Uden fra dig o Herre!

Opvæk og rens min Aand, i maalte Stropher,

Liflige Ord du zirligen lede,

At denne Mund

En værdig Sang dig synge!

Dig Mø og Moder! beder jeg

Af gandske Hjerte, ved din Omsorg,

Hellig Tale i harmoniske Vers

Af Røstens Gjemmer flyde;

At vore Læbers klare, søde Lyd

Frembringer Ord der straale Guldet lige,

O! dem jeg skyldig var

Min Gud at byde!

Forfædrene, oplærte i

Viis Lærdom af Oldtidens Skrifter,

Hædrende Digte i Danske Sprog

Om deres Konger sange;

I dette samme Modersmaal

En større Pligt forbinder mig

Den almægtige Konge

Oprigtigt Hyldingsqvad at bringe.

Skabelse, Fødsel, Daab, Opdragelse,

Sund Fornuft, bedre end Guld,

Christi udgydede Blod,

Synds Forladelse og daglig Lyksalighed,

Det herlige Haab om en større i Himlen

Og Tanken om Afgrundens Qvaler —

De byde mig at besynge

Herrens store og herlige Værk.

Gud Herren, over Alt ophøjet,

Himmel og Jord i Begyndelsen skabte

Og pryded hin — det er min rette Tro, —

Med tregang trende Engle-skarer;

Dog var han før, som siden, Nok sig selv,

Han bygte Verden men udstrakte Tiden, —

De tvende uadskillelige —

Og underordned Alt sin Magt. — —

Stormægtig Engel, mest fortræffelig

Af Alle, i Natur og Glands,

Skabt god, i ypperst Herlighed

Funkled ved Skaberens Side;

Dog denne Engel sig ej nøje lod

Med slig af Gud forlænet Magt,

Men selv, med Vold, han vilde sig tiltvinge

En øvre Værdighed og Throne.

Med uhørt Overmod attraade han

At kaldes lig Guds eenbaarne Søn,

Den mere mægtige, og siden

Selvstændig ej for nogen vige;

Led Hovmod stedse ledsages

Af Ufornuft, — det Skriften viser —

Den ham forførte mod Himlens Gud

At prøve Kræfter, — o! med hvilken Lykke!

I selvsamme Stund som Engelen faldt

Fra Skaberen, med oprørsk Naboflok,

Han styrtedes og sank

Blyfjeldet lig i Jordens Dybder ned;

Sin blinde Fader, Satan, fandt han der

I evig Glød af voldsom Pine plaget;

Daarlig er den som gode Sæder forkaster

For denne Slægt at hylde.

Sex Dage fødtes og forsvunde,

Om Havets Kreds bevægelige,

Før Luft og Jord

Den hele Pryd af Skabers Hænder fik;

Før Vand opfyldte Himlens Hvælving, før

Frost, Ild, Planeter, Hagel bleve,

Før Græs og Træer opspirede.

Men Fiske, Fugle, Dyr fik Liv.

Afvexlende i sin Gjerning gjorde Gud

Blod og Kjød af Vand og Muld,

Let Aande af underste Luft,

Livsvarme fra Solens Egne;

Gav dertil en Sjæl

Som skjønnende Guds Villie,

Veed Vej gjennem Legemets Aarer,

Et skinnende Liv af den hellige Aand.

Hint Menneske af Moders Støv

Fremgaaende, og dog med herligt Legem begavet,

Kaldt Adam, Alt i Verden

Beherskede i Frihed og i Ro;

Til denne Jordens Herre svæved ned

Et Blund saa blidt, det bragte ham

Aandens herligste Gaver, de viste sig

I siden opfyldte Spaadomsord.

Gud snart udledte af Adams Side

Eva, som Moses bevidner,

Gav dem Ære, Magt, Kjærlighed

Og Paradisisk Bolig,

Indtil de, — o højeste Gode! —

Med fælles Afkom leve skulde

I Engles Selskab til evig Tid,

Prisende Giveren Gud.

Men paa det Fortjeneste fandtes paa Jord

Himmelens Herlighed værdig,

Et Bud den gode Gud dem gav

Til Lydighed forpligtende:

„At nyde dette Æble jeg

Forbyder, — Eders Villje være fri —

Hvis dette lette Bud med hellig Troskab I

Opfylder ej, I skulle Døden døe!“ — — —

Af Harm opsvulmet over lidte Tab

Seer Englen med Forbittrelse,

At nyfødt Slægt af Jordbeboere

Hans tabte Bolig arve skal;

Dulgt for Menneskets Aasyn

Blanded han dødelig Gift —

Skjult i en Slange listig Bedrager

At mæle begyndte.

Prøvende Eva til hende han taler:

„Sig dog hvi Herren haver,

Det øvrige tilladende

Den sødeste Frugt Eder at nyde forbudt?“

Som lumske Fiende ventede

Saa svared Eva ham:

„Paa det. af Livets Veje

I Dødens Afgrund vi ej styrte skulle.“

Lettelig fandt han, det Løsne vise,

Letheden i de vaklende Svar,

Af Falskhed opfyldt da dristed han sig

Til Fristelse, og talte

Med Svig: — Ej du og Adam skulle døe

I Aasynsfavre! skjøndt I Æblet nyde

Men da i Ære og Magt

I Herlige! en Guddom ligne skulle.

Nu Eva troede — alt for lettroende!

Hun Æblet aad, men Æren tabte,

Og Adam af hende forført

Forbuden Gjerning gjorde;

Han frygted at fortørne Eva

Hvis hendes Bøn han nægte vilde. —

Saa kunde Satan bedaare

Det ældste forblindede Ægtepar.

Vældig Herre med retvis Dom

For slig en Udyd revsed dem,

Af Ærens Sæde han dem drev

Fattige, nøgne, til Plager og Død.

De Arme vidt og bredt omtumledes

I usel Verden, hvor den hele

Menneskeslægt, med svare Synder beladt,

Af Adams Lænder fremkom.

Som Grenen af Stammen den Bedskhed udsprang

Og en Forbrydelse af anden flød —

Saa Verden fuld af Ondt, men Liv berøvet

I lange Tider fremgled.

Da hersked Frygt og Rædsel uden Ophør

Men skrækkeligst det eene var:

At Helved aabned glubende Gab

I Menneskers Dødsstund, hver Sjæl at sluge.

Forloren Jorden er, hvo finder Raad?

Hvo er den Mand sig bjerge kan? —

Ingen, Ingen — i Lasters Dynd

Sandelig een den anden nedsænker;

Det ene kuns tilbagestaaer,

At grædende jeg stander frem

Med ydmyg Bøn til dig, al gode Gud!

At Menneskene Hjelp og Liv du bringer. — —

Det Liv er givet, som gives kunde,

Givet det af Adam forkastede Liv!

Den Miskund til bestemte Tid

Af Guddoms Haand udsendtes;

Til Verden kom det levende Lys,

Hint Livsens Lys, som piinte Sjæle

Af Djævlepøl forløste —

Englenes Fyrste bestyred det Værk!

Hellig Ild min Tunge gjennemgløder

Med Fynd den taler om Herren sin Gud;

Om Undre over trende Verdner

Udbredte skal den sjunge — — —

Saaret, nedbøjet, fordømt

I Satans Lænker end jeg gik,

Hvis Herrens dyrebare Hjelp,

Givet vor Jord, ej havde mig forløst. — — —

Alvidende i Nærhed og i Fjerne,

Alt ordnede med Aand og Søn,

Faderen gav

En Engel dette Hverv:

„Flyv, bring den ypperlige Møe

Maria (hende jeg beskytte vil)

Den lydige, det Budskab, at min Søn

Vil hendes favre Kjød iklædes.

Vor Moder være den Maria,

Magtens Blomst, med Herlighed prydet,

Skjøn som den rødeste Rose

Opspiret paa levende Kilders Bred;

Ydmygheds duftende Rod

Af Kydskheds Aand omluet;

Yndende Gud og de Gode

Gud lignende i slige Dyder.“

Ej troer jeg nogen jordisk Stemme

Du stjernet Himmels mest ophøjede

Herre! Dig værdig Lovsang

Fremføre kan —

Men Herlighed Hæder og Priis

Dig alle Tunger sjunge,

Til evig Tid — Din Salighed og Seier

Din Magt og Ære aldrig svinde!

I meer end Paafugle-Pryd

Igjennem Stjerne-Hvælvingen nedsvæved,

Gabriel, lig en glædelig

Solstraale, til de undre Lufte.

Syvfoldig Aands Udsending

Til Huset kom,

Hvor renest Mødom inde sad,

Kydskheden selv, Qvindernes Perle.

Han blidest Møe tiltalte saa:

„Maria! hør du vore Ord,

Du ypperste blandt Qvinderne! du søde

Barmhjertighedens Væld! jeg Ave bringer dig —

Holdende Skabningen i sin Haand

Engles og Menneskers sande Hersker

Boer i dit rene Bryst

Velsignede Mø! ophøjet over dit Kjøn!“

Hørende og troende, undredes over de Ord

Den stille Jomfru, da hun vidste at

Ej noget Menneske paa Jord

Var nogensinde før med slig en Hilsen hilset —

Bydende hende ej at frygte

Saa Hoved-Englen talte:

„Himlenes Gud skal fødes

Skinnende Frue! af dig.“

Da fritter hun: „Hvorledes skal

Den Glæde falde i min Lod

Og Muren dog ej briste

Om Kydskheds Dyder værnende?“

„Du synder ej,“ saa svarte Engelen,

„O milde Jomfru! hellig Aand

Ved kunstig Skabelse skal forme

Af skjærest Legem Sønnens Kjød og Been“ — — —

Af Lys opfyldes alle Himle,

Undrende Havene stille stode,

Naturen, glemmende sig selv,

Ved egen Styrke virked ej —

Da Sjælen blev med Guddomskraft formælet,

Da den treenige

I Møens Blod, indhylledes

Og hendes Foster blev.

Hjerterne røres! Glædens varme Strøm

Af Øjnene styrtende rinde!

Takkende stedse den Miskund o Gud!

Du os i Kjødets Paatagelse viiste.

Herlighed Hæder og Priis &c.

Ni Maaneder forsvunde —

Og Sønnen fødtes af den rene Møe —

Som naar igjennem skjærest Glar

Straalen for Blikket tindrende bærer

Og Solen straaler, Glarret brydes ej —

Saa skinned Barnet frem af Moders Liv

Og ubesmittet Mødoms Segl

Dog ubeskadiget forblev. —

Slig Tidende ej hørtes, skete før,

Og skal ej mere skee,

Mø og Moder i een Person,

Gud og Mand her Troen os viser;

Luftenes Skarer sange den kommende Konge

Vanlig Priis, hvor Hyrder vanked,

Til Jorden Himlens Herlighed nedsteg —

Her skete Menneskers og Englenes Forening.

Dog Kongens Moder var ej saa riig

At vanligviis hun Barnet svøbe kunde,

Hun dækked unge Søn

Med Straa, for ham mod Kulden at beskytte —

Ottende Dag fra Jesu Fødsel

Til hans Omskjærelse Vidne var;

Blod det lyse Legem omstrømmer

Erindring værdige Taarer flyde af Kinderne ned.

Paa trettende Dag

Herlige Mænd, Riger regjerende,

Fra Verdens østre Kant, med Offre komme,

Til ham, den nyfødte Herre at hædre;

Sex Gange svandt

En Tid af sex og fire Dage,

Til Jesus selv i Templets Hvælving

For os at offres valgte.

Højtidelig til os sig Himles Hersker viisd

I Vands Annammelsen, da tredve Aar han fyldte,

Ved Jordans klare Flod

Den Døber Johannes ham tjente; —

Den Jesu Christi Hjertes Ven

Bevidne kan at Guds Trefoldighed,

Paa denne Dag, over grønnen Jord

Samskinnede sig lod blandt Folk tilsyne.

Jeg føler, at al Menniske-Forstand

Trættes, naar man omtale skal

Din Magt, o milde Gud!

Den alting overgaaer —

Herlighed, Hæder og Priis &c.

Undrende gammel Fiende skued

Det fødte Menneske,

Men maatte ej forstaae,

Han mælte grublende saa:

„Det synes som om nogen Nyhed

Nærmes Verden og Menneske-Slægten,

Paa kloge Ting mon Herren pønse

Det skeer i Skjul og dulgt for mig.

Jesum prise Engle-Chore

Oppe og nede, selv i tredie Verden —

Straalende Stjerne, — Offer-Gaver —

Fredsforbund i alle Lande;

Slige i Sandhed store Ting

Skete ved Mennesker, volde mig Harm. —

Jeg frygter at hans Anslags Kraft

Fra hver en Kant mig pludselig vil ramme.

Jesu Fædreneslægt troer jeg at saa mon opdage,

Skjøndt Moder-Ætten her paa Jorden findes,

Thi hans Undfangelses Maade er

Forunderlig og neppe mig forstaaelig;

Ej tækkes dette mig —

Saa tegner alt den unge Mand

At aldrig før paa Jorden

Et Menneske blev født saa frygteligt for mig.

Han tørster og er bleeg af Faste,

Skyer Latter, men kan græde,

Og lide Møje — ved Moders Mælk

Opfostret, han i Svøb indviklet blev;

I dette Alt jeg finder selve Naturen

Mig vise sande Manddomstegn

Og derfor jeg attraaer

Med Udyds hvæsset Spyd ham ondt at volde.

Jeg tykkes at Gud Adam satte

I meget meer ophøjet Hæders-Sæde,

Før ham og Eva jeg forledte

Æren berøvede, til Død og Mørke —

At faa mod Svig bestaae

En gammel Sandhed er som end om den Jesu mon gjelde,

Thi trøster jeg mig ham at friste —

Med List jeg før har Lykke vundet.“ — — —

Marias Søn, dyrebare Søn!

Guds og hendes menneskelige Søn!

Lær mig den lumske Satans Svig

At skye men elske dig —

Herlighed, Hæder og Priis

Dig alle Tunger sjunge

Til evig Tid — din Salighed og Sejer

Din Magt og Ære aldrig svinde!

Hint har jeg hørt at Djevlens List

Som vant til Svig, og søgende

Hvert Menneske til Synder at forføre,

Fristed vor Herre af Faste mat;

Lumsk Forræders hvæssede Piile

Af haardelig flettede Strænge

I Luften sig svinge, men kastes tilbage

Gjennemborende Satans Bryst.

Hernæst den kjære Christi Lærdom

I Landet at prækes begyndte,

Den søger og finder

Lærlinge hyldende Livet,

Men giver blinde, svage, stumme, døve,

Døde, qvæstede, rasende, lamme

Syn, Mæle, Hørelse, Gang,

Sjælskraft og Viisdom og Sundhet.

Nu Satan sine Undersaatters Tal

Formindskes seer og føler sit Tab,

Vidt og bredt gode Exempler opstaae,

Misgjerninger og Laster svinde;

Ængstet af Frygt ej Djævlen taalte

Den noget alvorlige Leeg

Thi sine Flokke han tilskyndede

Den Synders Nedbryder, som saarest, at hade.

Et Afskum til afskyeligt Anslag

Han lokker — skjøndt den Erkemorder

Blandt Jesu Mænd og i hans Følge var,

Han solgte for Sølv den mildeste Gud

Til Folk, som Jøder hede,

I disses avindsyge Bryst

Herskede brølende Grumhed og Galde.

Med graadig Hu de løb og Jesum funde

Ham tumlede, sloge og bunde

Og fangen bortførte — Ham Hedninger haaned,

Spottet, beført, ham nøgen hudfletted;

De Djævelens Børn en Tornekrands

Om signet Pande spændte,

De Christ til Korset nagle,

For tunge Hammerslag hans Blod udsprang.

Herren Jesum vi burde

Med sand og fast Fortrolighed

Af Hjertets inderste Grund

Alle med Graad eenstemmig paakalde.

Herlighed Hæder og Priis &c.

Du alle Kunsters øverste Lærer

Gode Jesu! Livgiver! — Mig und

Saa Ord at ordne og styre

At værdige Digter af Tungen de flyde.

Til evig Tid din hele Skabning bør

Med opløftede Arme,

I Støvet lovsyngende knæle

Min Skaber! for dit Aasyn.

Mærkværdigste Exempel!

Engles og Menneskers Hersker

Sit Hoved nu nedbøjed, skaanende

Hver Træl som lysted ham at slaae;

Taus ydmyg og dadelfriet,

Med sejerest Aasyn han

Sin Sjæl til piinligst Død frembød,

For mig af Trængsler at redde.

Saa Hedninger som lede Jøder da

Med Hovederne rysted, spottende; —

Af Christi Følge de fleste

I denne Storm ham forlode;

Men Pligten mig byder at komme ihu

Guds Moder, flydende i Taarer,

Vel muligt at hun da eengang

Vil mine Qvaler erindre.

Den ypperste Dronning, svulmet af Sorg,

Nedbøjet og af Angest skjælvende

Sig nærmede, da Blod af Sønnens Vunder

I Strømme ned ad Korset flød.

Da hæved Brystet sig, men Hjertet banked,

Svagt Kjødet var men Sjælen gjøs,

Øjnene dunkle og matte

Overskyltes af Taarers Flod. — —

Englestemmer hilsed Qvinden,

Gud den hilste Qvinde glæded —

I Faderens Fødsel blev Møen glad,

Klædte i Svøb den fødte Søn —

Længe den unge hun ledte ved Haand,

Han Moderen favned med barnlige Arm —

Nu Mennesker helbreder han

I Kamp med Døden paa Korset udstrakt.

Dog hun nu bitterlig græd,

Af Sorgens Sværd igjennem Bryst og Skuldre stungen,

Selve Jesus sit eeneste Barn

Hængende saae hun ved blodige Søm,

Armene brændte paa hvæssede Braadde

Udmattet Brystet var; paa slig en Viis

Saaredes begge Hellige, Moder og Søn,

Til Menneskers Helbredelse.

For Marias dyrebare Favn,

For Marias bittre Graad,

Lad din Gjenløsning mig nyde

Gud! levende med Fader og Aand.

Til evig Tid din hele Skabning bør &c.

Marias Søn de Stygge bringe

Bærme med Galde beblandet,

Forsmædelse og Haan, og fleste Piinsler

Ophittede de mens Verden gysende stønned —

Huden blegner og krympes til Panden,

Mælet aftager og Kræfterne svinde,

Sjælen fra piinte Jesus bortsvæved

Den Himlens og Jordens øverste Herre.

For vist jeg siger at ingen burde

Min Jesu! uden Graad

Af knuset Hjerte betragte

Din Lidelses Historie,

Thi al Naturen bævende

Hyled af Skræk men Himlene alle

Formørkedes, da nøgen du Kjødet paatog;

Jordkloden skjælv i din Død.

I Jesu sidste Øjeblik, man siger

At Satan paapassende har

Til Korset sig forsøgte listet, at prøve

Om nogen Synd opdages kunde.

Det glæder mig, at her den leede

Nysgjerrighed vil hans Ulykke blive;

Ej bugtet Slange men

Paa Krogen bidende sig svøbe.

Alle Helvedes Jernporte skjælve,

Mørket forundres at Lyset nu stærkere er;

Djævlene vige, og stræbe at flye

Uhørte Rædsler, de sagte, os true.

Strax gjennem Helveds Bygder fløj —

De Hellige, i Lænker smægtende

Blev Fienden, efter Magtens Bud,

Med svære Slag da tvungen at løslade.

Hvad skeer? Nu frelses Menneskeslægten.

Hvorned? ved Jesu frivillige Pine.

Hvad skeer? — Paa Flugt er Djævlen slagen.

Hvo sejred? Menneskers Skaber.

Hvad skeer? Hellige ledes —

Til hvilken Herlighed? — Til Ærens Sæde.

Hvad skeer? — Himlen tilbydes

Hvem? — Os som Korset prise.

Søde Jesu, velsignede Lys!

Du døde Menneskers sande Livgiver!

Fra Djævlepølen mig red

Mildeste Herre! og mig i din Beskyttelse tag.

Til evig Tid din hele Skabning bør &c.

Jeg seer ej den, som kan udsige

Skjøndt prøvende Veltalenhed at vise,

Den hele Fryd i al sin Fylde, som

Ved Jesu Ankomst gamle Adam følte;

Thi selv han styrted i Elendighed

Sit Afkom, det med Dødens Lænker bandt —

Men et hans Barn af al den Jammer nu

Det løste, bringende Redning.

Hvi æreløse gamle Fjende! du

Saa higed efter Jesu Død? —

Meente du vel at du stærkere var? —

Hans Kraft dog Guddom bevidner. —

Ansaae du ham for en Skygge kun?

Den herlige Jomfrues Legem han paatog

Uskyldigt og uden Lyde,

Af Mennesker mishandlet.

Du Eva, den arme, og Evas Mand

Ved Æblet styrted i Fordømmelse;

Forbandelsen forplantedes

Igjennem Slægterne frem, de Christus med Spyd gjennemstunge;

Christus dig dog i Forskningen fandt

Til første Svig og Mord begjærlig,

Det Udyds krumme Sværd

Tilbagebøjedes i dit Gab.

Med Sejer fra Døde han opstod

Paa Solens Dag og kundgjorde

For mange Mennesker, al Miskunds Fader

At, skjøndt vælgende Død, han dog udødelig var —

To Snese Døgn

Med jævne Løb henrunde,

Før over Himles Højder han opløfted

Det Blod, han af Moderen fik.

Men efter Syv Gange Syv og en Dag,

Han sendte hid til sine

Lærlinge, hyldende Dyd,

Sin hellige Aand;

I ypperst Guddoms Glands

Han sidder ved Faderens Side

Og fegre Favn udbredende

Til Himlens Herlighed os Mennesker indbyder.

Marias Søn af Miskund rig!

Du Menneskets Natur og Legem har paataget,

Kjend mig som din, at Herren

Mig mild erindrer i sit Rige. —

End komme skal en anden Gang

Almægtig Konge, at gjengjelde

Hver dreven Daad

I yderste Dom,

Naar oprørt Luehav

Al Verdens Jord og Fjeld skal rasende omsyde

Og intet, ej forbrændt,

Fra Skye til Afgrund findes.

Da Jesus vise skal

For alle Folk, til rædsom Dom

Opstaaende, de sørgelige Saar,

Det Redskab hannem piinte. —

Hver Tanke, Tale, Bedrift

Nu aabenbaret er;

Her bydes ej Benægtelser og Eed

Ej lønlig Skjænk og Gave.

Paa dette Ting forstummer.

Hver Trættekjær og listigt Forsvars

Ordgyderie — naar Herrens Dom

I tvende Flokke Folk adskiller;

Udvalgtes Chor til ypperst Hæder,

Højt over øvre Sphærer han ophøjer

Men styrter hine til Hyl og Jammer

I Helveds Midte ned.

I Dødenes Svælg nedsænkte

Ulykkelige, der til Brand bestemte,

I Stank og Frost nu Tænder skjære,

Mens Fienders Vrimmel dem omgiver;

Bebrejdelser og Haan er Udaads Løn

Med grummest Qval i Mulm og Gru,

Ej ventes andet kan end Pine,

Evig er Nøden — levende Døden. —

Men hist enhver, hvem Herren byder

Til egen Herlighed,

I højest Glands skal Glæder finde —

Unge, skjønne, fro og fri,

Sunde, stærke, vise, rene,

Ledes de til første Hjem —

Til den Fest hvis Fryd og Pryd

Gjennem alle Seklers Sekler vare — — —

Taarer strømme! Tungen standse!

Tie Mælet — arme Sjæl

Føle Furen! — Kroppen bæve! —

Skræk mig ryster, Hjelp mig Gud!

Tvende jeg frygter, Dom og Død,

Døende tit maa Redning savne.

Vel jeg det veed, mit lede Liv

Leder til Herrens Straffedom;

Af mangefoldig Synd besmittet

Brænder mit Bryst, for Harmen det gruer;

Af fleste Dyders Vej jeg veeg,

Det lidet got jeg gjorde regnes ej!

Tit ond og stormende Vold

Mit usle Sind indtog;

Blaanende, fæl, i Avinds Edder

Jeg tit nedsænkte mig; —

Vredens Galdes pinende Byld

Svier i svulmende Krop,

Harme slider fra Hjerterod

Vældige Kraft i Plagers Mørke —

Tit Lasters snigende Snee

Hærder mit Bryst til Nidskheds Iis,

Dog Graadighed, fulgt af Forbrydelsers Hær,

Med skarpe Braadd det gjennemborer;

Forfærdelig den blinde Lyst

Til Dødens Smitte Kjødet lokker,

Ængstet deraf jeg aldrig burde

Sikker mig troe, om Miskund end trøster.

Tilgiv o milde Fader! mig.

Tilgiv! med Graad jeg vil

Ord, Tanker; onde Værk

Ydmygelig fortryde, Døden skye —

Thi sørger jeg ved dine Fødder nu

Beængstet, piint af denne Møde,

Bly og frygtsom jeg troer mig behøve

Din Naade i min Nød.

Saa søde Jesu! jeg attraaer at løses

Af svare Synder, at de rykkes mig

Som Baand af svulmende Slangegift

Mit Hjerte knuge;

Send hid syvfoldig Aands

Sande Gave, min Sjæl at løse

Fra Band, at tjene jeg maatte

Marias Frugt! til Eders Hæder. —

Slip aldrig mig o Christe!

Naar Lasters Hvirvelvinde mig omtumle;

Rævs kun og tæm ret ofte

Med Mildheds Baand mit tændte Bryst;

At villig jeg grædende kryber

Erkiendende Fader! til dine Knæe,

Naar Udaads qvælende Frost

Jeg føler Kuld mig volde. —

Nu beder jeg for Moder Marias

Blide Bøn og skjønne Tale,

I sand Fortrøstning Jesu Christ!

Til Eders Naade, — Nok for den fortabte! —

Før Døden falder paa, min Herre! send

Mig Qval og Sygdoms Smerte,

At jeg desmindre siden slides

Af Fienders skarpe Krog.

Du Livet selv! ved mit Levnets Ende

Løs mig af Band for min sande Anger,

Giv at den sidste Salvelse jeg nyder

Erkjendende din Naade;

Mit Hjerte yd dit rene Kjød og Blod

Som du af Moder modtog,

At liflig de styrke min Aand

Naar heden den lokkes fra Legemets Baand.

Jeg frygter, at pinende Smerte,

Samvittighedens knuste Bolig

Beherske vil, naar Synder fordre,

Som Ejendom, mit Hjerte;

Da ville sorte Fienders Flokke

Med Skrig og Klager sig nærme,

Beredte mig at brænde, qvæle,

At knuge, slide, slaae og drage. —

Vil du vel, o herlige Herre!

Djævelske Skarer tilstæde

Min Sjæl at plage og piine

Men nægte Hjelpen, du Marias Søn!

Med hede, røde Hjerteblod

Du den forløste, — saa jeg lider

O Jesu! paa din Kjærlighed

Som Menneskene bød fra Død til Liv. — —

Hør mig ophøjede Throne for

Himlens og Jordens Dyder alle!

Engles og Menneskers ypperste Dronning!

Guds Moder! Folkenes Held! —

Naar jeg i svarest Nød er stæd,

Min Sjæl du være nær,

Dit hellige Skjød den beskjærme

Mit sande Haab, du Menneskenes Frelse!

Mælk af Bryster Maria! du kryste

Min Dronning! for dit Barn

Marias Søn! din Fader viis

De blødende Vunder;

Jeg haaber Eders Tjener skal

Af ingen Qval beherskes længe,

Naar slige Miskunds mildeste Tegn

Til Himlens Riger udskyde —

Staa du som Herren fødte

Frem for din skinnende Søn

Bed at Mennesker alle

Benaades, Laster svinde;

Af hulde Læber da frembær

Bønlig Mægling for kristne Sjæle,

Maria! Jesu herligste Moder!

Kom vel ihu at jeg undtages ej!

Elskværdigst er du af alle Qvinder

Ved Ydmyghed ophøjet,

Mands Synder du udsletter,

Gud kjærest af alle, velsignede Mø!

Af hellig Aand opvarmes du,

Hans Hall, udziret af alt det Gode.

Fra Synd og Lyde fri

Usvækket staaer du i Kraftens Fylde.

Kydskhedens dydigste Due

Datter af Gud, Syndernes Lindring du er,

Lyksaligheds Vej, Ætherens Straale,

Qvindernes Perle, Himlenes Dronning,

Glæders Næring, Lasters Skræk,

Guds Herberg, Sorgers Glemsel,

Miskunds Aare, Folks Oplivelse,

Herlige Mø! over Engle du throner. —

Maria! du er den reneste Moder,

Maria! du lever i Hæder og Fryd;

Maria! ved Naade du elskeligst er

Maria! du Syndens Farer afvende!

Maria! see til vore Plager!

Maria! rørt du vore Taarer skue,

Maria! Sygers Qval du lindre!

Maria! læg de dybe Saar!

Om end en sødtalende Skiald

Vil prøve, inderst Sangens Grændser,

Et værdigt, yndigt Digt af Ord at danne,

Min Dronning! til din Priis —

Han rave, snuble vil til hver en Kant,

Ej finde Raad,

I Labyrinthens Huler styrtet ned

Forgjæves skal han Udgang søge!

Om end ved Kunst til lutter Stemmer

Forvandledes hvert Menneskes Krop,

Vinden, Lynet, grønnende Sletter,

Duftende Græs med Støv og Sand,

Hagl og Regn som Fuglenes Fjædre,

Fiske og Dyr med Sumpe og Høje,

Haar og Korn som klare Stjerner,

Skjæl og Uld som Draaber og Gnister;

Træer og Klipper som Stæder og Stræder,

Strænge, Himle, Luft og Engle,

Ormenes Hær, Agrenes Grøde,

Urter, Malme, blomstrende Palmer, —

Om aldrig de taug et Øjeblik

Af Alder de hensmuldre vilde

Før end de fuldelig kunde

Marias Hæder forkynde. —

Maria! i mit Hjerte bo

Mildheden selv! thi gjerne jeg vilde,

Velsignede! hvis mere jeg kunde

Dig mangefoldigst Lovsang yde,

Men ej en Mand formaaer i Sang

Om Christi liflige Moder udsatte

Meere hædrende Ord: „Kun Gud allene

Er helligere end Maria!“

Korsfæstede højeste Kraft,

Christ! gjennemboret af Broddene tre!

Dig og din Moder jeg byder

Det Værk jeg samled nu;

For Digtets ordnede Ord

I Løn mig give naar I see

At Alt, for mig, beroer

Paa Sjælens Redning fra Pine. —

Held Eder Folk! som høre min Sang!

Jeg haaber I villig tilgive

Om end I ej tykkes at dette Værk

Jeg danned saa skjønt som være burde;

Vigtigst det er til hver en Tale

At først er udfunden dens rette Grund

Om Eddas dunkle Regler end

Ej stedse følges kunne. —

Hvo som vil digte paa kunstigste Viis

Opsøger, i utallig Mængde,

Oldtids forblommede Ord

Og Meningen skimtes da neppe —

Let fattes her den tydelige Tale,

At Folk min klare Villie skue

I Hjertets ukunstlede Sprog —

Jeg vil at Sangen Liliens Navn skal bære. —

Af sandest Kjærlighed, hengivent Bryst,

For egen Frelse og for min,

Enhver, som lytter til mit Digt,

Maria bringe hendes egen Sang;

Da kan det skee den Mø erindrer

Mig, skjøndt af Smerter jeg nedtrykkes,

Det er mit Haab, især hvis Læbens Lyd

Frembringe „Herren med dig være!“

Almægtige Gud! alle Standers

Engles og Menneskers øverste Styrer,

Ej trængende til Tid eller Sted,

Højt thronende i rolig Vælde;

Du allesteds nærværende,

Som øverst, midterst, underst Rum opfylder,

I Tid og Evighed du lovet være!

Du sande trefoldige Eenhed!