De ilte Alle til Leeg og Suus;
Kun Bedstefader skal vogte Huus:
Han sidder stille i Ovnens Krog,
I stive Hænder sin Bønnebog.
Paa Arnen Ilden er dulmet hen,
„O Gud, hvo tænder mig den igjen?
„Selv Nattedrikken man har forglemt
„Paa Juleaften for Spøg og Skjemt.
„Hu! Stormen tuder og Haglen slaaer,
„En Gysen gjennem mit Hierte gaaer!
„Ak Gud! hvo hjælper mig gamle Mand,
„At til mit Leie jeg komme kan.
„Du, som en Frelser os vorden est,
„Med Dands man feirer din Fødselsfest,
„I Synd og Daarskab sig styrter ned,
„Forlad dem, evige Kjærlighed!
„Min Frelser! hør mig i kolde Nat,
„Af Mine blev jeg saa haardt forladt,
„O, tag mig Herre, af Naade stor,
„Hjem til dit evige Julebord!“
Og dybt han sukker af Hjertens Grund;
Da kommer Vægter, den gamle Hund,
Den logrer, slikker hans Haand og Kind,
Og seer ham selsomt i Øiet ind.
Ret som den Oldingens Suk forstod
Den varmer venlig hans kolde Fod,
Saa nøie har den paa Alting Agt,
Og holder troligt hos Gubben Vagt.
Han dybt bevæget ned til den seer,
Ei Tørst, ei Kulde han føler meer;
En Taare triller ad blegen Kind,
Mens sødt og rolig han slumrer ind.
Algodhed hørte den Gamles Røst
I blide Drømme, som sende Trøst.
Hans Hjerte bæver i salig Fryd,
Mens hine stimle til Pibens Lyd.
Han skuer Vennen fra Ungdoms Vaar,
Forældre, Sødskende kring ham staaer;
Han salig synker i deres Favn,
Og glemmer Jorden, dens Nød og Savn.
Da kom det himmelske Sendebud,
Som fører Sjelene hjem til Gud,
Berørte Gubben med sagte Haand
Og løste Sjelen fra Støvets Baand.
Da hjem de vendte mod Morgenstund,
Sov Bedstefader den lange Blund,
Kun Hunden haver ham ei forladt,
Den blev hans Vogter i Dødens Nat