Held den Mand, hvem Sandheds Aand
Til sit Budskabs Tolk bereder!
Brødre han med venlig Haand
Hen til Kundskabs Kilde leder;
Mangt et saaret Sind han læger,
Standser mangt et Klageskrig,
Graad til Smiil forvandler sig,
Naar han rækker Trøstens Bæger.
Bort fra Pligts og Sandheds Spor
Svage Broder let forvildes,
Flygtig Yngling tryg sig troer,
Men i useet Snare hildes.
Sandheds Tolk! din Stemme lyder
Høit og mægtig til hans Aand.
See ham reddet ved din Haand:
Føl, den Løn er stor, du nyder!
Held den Mand, hvem Pligt og Kald
Uforkrænkelige blive,
Om han end med Vemod skal
Sig fra Venners Favn udrive.
Skiøndt de Afskedshaanden rækker,
Ædelt Venskabs Broderpagt
Evig, evig staaer ved Magt,
Tid og Frastand den ei svække.
Held dig, Ven! hvis høie Kald
Vinker dig til fierne Egne!
Freidig Selvbevidsthed skal
Dig ledsage allevegne.
Og som her det blev paaskiønnet,
Hvad du var, som Sandheds Tolk,
Saa blandt skiønsomt Broderfolk
Hist dit Hierte see sig lønnet!
Ven og Broder! drag i Fred!
Vi dit Værd tilfulde kiende;
Mindet om din Trofasthed
Stadig i vor Barm skal brænde.
Tidt ved fierne Strand du drage
Svundne Glæders Minde frem!
Tidt du standse fro ved dem
Fra vort Brodersamfunds Dage!
Liebenberg.