Min Muse, Ven! sig ei forvoven svinger
Med pindarsk Flugt mod Himmelen;
Den ikkun stundum med undseelig Rødme bringer
En Krands af Markens Blomster til sin Ven.
Dog er dens Komme festlig for mit Hjerte.
Taknemmelig velsigner tidt min Aand
Den Stund, da førstegang med frygtsom Haand
Jeg Harpen greeb og Phøbi Smiil begjerte.
Til Dydens Priis — saa bød min Muse mig —
Indvie Du hver Sang, jeg Dig vil lære!
Da herlig, stor og sand den Løn skal være,
Som jeg fra Glædens Fader bringer Dig. —
Hver Dydens Ven skal ogsaa vorde Din,
Og broderlig Dig trykke til sit Hjerte.
Naar Kummer maler sig paa blege Kind,
Ved Vennebarm Du glemme skal Din Smerte. —
Tak, Muse, tak! — din Løn er himmelsk stor,
O Held mig! at dens hele Værd jeg kiender!
Til Glæders Hjem forvandler sig vor Jord
For den, der fandt en Kreds af ædle Venner.
* * *
Ved Muser’s Altar fandt jeg ogsaa Dig,
Retskafne Ven, som ærlig Haand mig rakte!
Bliv stedse ved at ynde, elske mig,
Og mig Dit Hjertes Bifald værd at agte!
Liebenberg.