Der er et Land, dets Sted er fjærnt mod Øster,
Hvor Palmen vifter i den lune Dag,
Hvor Mangoduft hver Pilgrims Sind forlyster,
Og hvor Lianen fletter Djunglens Tag.
Der blev hun født den lille, kjære Pige,
Som vi til Daabens Kilde hented frem;
Nu har hun Del og Lod i Himmerige,
Nu har hun hist som her et Fædrehjem.
»Talitha kumi!« saa lød Herrens Stemme,
Og Pigen rejste sig med eet og gik
Ej blindt sin egen Vej som før derhjemme,
Men frit i Jesu Spor med opladt Blik.
Ja, hun stod op at vandre Herrens Veje;
— Guds Aand paa hende har et Under gjort. —
Nu staar hun frem med Hjærtefred i Eje
Og nejer sig for Naadens høje Port.
»Talitha kumi!« saa lød Herrens Tale,
Og Pigen rejste sig af Daabens Bad,
Treen ind i Herrens høje Kirkesale
Som Barnet i sin Faders Stue glad.
Og hun stod op at følge Herren efter;
— Guds Aand paa hende har et Under gjort.
I sig hun føler Kristoforus-Kræfter;
Og det gjør Viljen stærk og Modet stort.
Der er et Land, dets Sted er fjærnt mod Øster,
Bag Død og Grave højner sig dets Strand,
Et Morgenland med palmestrøede Kyster,
Hvor Himmelborgen knejser prud og grand.
Dér blomstrer Livets Træ langs alle Veje,
Dér skjælver Dagen ej for Nattens Gys;
Det Alle-Sjæles Land faar hun i Eje,
Naar hendes Sjæl engang gaar frem i Lys.