Den Vinter er en graa Bersærk,
Som spænder Isens Brynje stærk
Om sine brede Lænder,
Og som med Istap-Hænder
Unænsomt kvæler Sangens Fugl
Og Kilden under Bladeskjul,
Den muntre, klare Kilde
Og hver en Lærketrille.
Men — een Gang vil det blive Vaar,
Og alt, hvad Vintren øded,
Som ved et Under gjenopstaar
Af Vaarsol gjennemglødet,
Da springer atter Kilden glad
Og nynner paa sit Jubelkvad,
Og Fuglesangen toner
Lydt under Skovens Kroner; —
Da aander op det frosne Sind,
Og bly Convaller ringe ind
For alle Vaarens Spæde
Det Budskab, som er Glæde.
Men Vaaren lig en Engel stærk,
Omgjordet Lysets Pansersærk,
Fremtryller Edens Have
Af Vintrens nøgne Grave; —
Da smelter Sne, da brister Is,
Da stiger frem et Paradis,
Hvor hvert et opladt Øje
Faar Gjenskin af det høje.
Da myldrer frem et yppigt Flor,
Hvorhen jeg Blikket vender:
Et Vidnesbyrd for hver, som tror
Og til Guds Naade kjender,
Thi som den unge Dag i Gry
Saa er Guds Naade evig ny
I hvert et Haab, som gives,
I hver en Blomst, som trives.
I hvert et Frø, som skyder op,
I hver en Kvist, som sætter Knop,
I hver en Barnetanke,
Som skyder blot en Ranke.