Kjender Du de gyldne Stunder
Livets gyldneste — jeg tror,
Da forløst som ved et Under
Alt, hvad dybest i Dig blunder,
Blomstrer med et vaarligt Flor,
Blomstrer med en vaarlig Fylde
Som et Flor i Duggens Bad,
Og det er, som kan Du trylle
Bort hver Tanke, som vil hylle
Til en Sjæl, saa morgenglad,
Hylle til med Taagebræmme
Glædens lyse Øjepar;
Og det er, som Aandens Stemme
Faar Dit Hjærte til at glemme,
At Du vaagne Fjender har,
Vaagne Fjender, som kan kalde
Alt det onde i Dig frem:
Og Du længes mod at falde
Gud til Fod og favne alle
Sødskend i det fælles Hjem,
Sødskend i den Helgenkjæde,
Der har kæmpet her paa Jord;
Og Du længes mod at græde —
Men i Taaredug Din Glæde
Folder ud sit Straaleflor.