Adolf Langsted (1864–1919)

Lidelsernes Land — hvor er det stort,

Ørkenligt, — hvorhen man Øjet vender; —

Vældigt, grænseløst fra Jordens Ender

Strækker det sig ud mod Dødens Port.

Lidelsernes Land — som Mulm i Kvæld

Breder det sig over øde Vidder

Uden Sollys, uden Fuglekvidder,

Uden læskerige Kildevæld.

Lidelsernes Land! — En Vidnehær

Holder det belejret alle Dage.

Martyrstærk mod flammetunget Drage

Fægter den med Retfærds brudte Sværd.

Lidelsernes Land — som Kanaan

Ej med Mælk og Honning trindt det flyder,

Men med Blod. Som Purpurroser skyder

Blodigtdunkle Væld af stridest Sand.

Lidelsernes Land! — Ved Savnets Flod,

Hegnet ind af Smertens vilde Fjælde,

Højner sig i navnløs Enevælde

Landet, dyrekjøbt med Slægters Blod.

Lidelsernes Land! — Hvor afgrundsdybt

Breder det sig ej for vore Fødder!

Dybt i Jorden, hvor alt Liv har Rødder,

Hvælver sig Bodfærdighedens Krypt.

Lidelsernes Land — Gethsemane

Saa Gud Herren Smertekalken tømme.

Mindets dybe, vemodsdunkle Strømme

Spejle, ak — saa megen Hjærtevee.

Lidelsernes Land er Livets Port,

Ørkenvejen til Guds Himmerige. —

Korset blev vor Slægt en Jakobsstige;

Og det Storværk, det har Kristus gjort!