Sig, hvad har Du gjort for Jesus?
Vandret træt og saar Din Fod?
Vandret mange tunge Veje?
Givet hen Dit Hjærteblod? —
Har Du rakt ham Ærens Kranse
Ene blandt de frelste ti?
Har Du stormet ham en Skanse?
Har Du jævnet ham en Sti?
Lidet, — vil da Sjælen svare,
Saare lidet har jeg gjort,
Famler frem for blot at finde
Vej til Naadens høje Port.
Jeg har søgt, og i min Søgen
Paa hans Navn jeg tit har kaldt,
Jeg har kjendt min Herre nøgen,
Fik tilovers ej — en Pjalt.
Men — saa har vel Sjælen sluttet —
Trænger han mon Klæder til? — —
Han, som svøber sig i Lyset,
Mine Pjalter vrage vil.
Sjæl! Du er paa vilde Veje,
Selvretfærdighedens Vej; —
Før Du lærer: Dig at neje,
Mødes Du med Jesus ej.
Men trods alt har Du for Jesus
Noget udi Løndom gjort,
Om Du blot for Tiggerbarnet
Løfted Klinken af Din Port.
Herren kræver intet mere;
Det vil tit — naar mindst Du tror —
Gives Dig at herbergere
Mer end Engle ved Dit Bord.
Bænker Du ved Arneluen
Den, som fryser udenfor,
Melder Herren sig i Stuen
Signende Dit Fadervor.
Rækker Du et bredfuldt Bæger
Kildevand mod Barnemund,
Herren selv Du vederkvæger
Underfuldt i samme Stund.
»Hvad I haver gjort mod disse,
Er som gjort imod mig selv«. —
Spørg Din Fod og spørg Din Isse,
Spørg med angstfuld Hu Din Sjæl.
Kjærlighed kan Runen raade;
Her i denne Verdens Smaa
Livets Herre, Livets Gaade
Vil forklaret gjenopstaa.