Maa til Bunds sig Stenen sænke,
faldt i Sø den Sten;
langt fra Byen boer en Enke,
Søn hun har kun een.
Sidste Søn, som fra mig tages,
Gud for Dig ske Tak;
christent Folk med Tyrken drages,
flyv min Falk, Kosak!
Frem i Snestorm Tyrken vælter,
straal som Sol paa Sne;
næste Vaar, der Sneen smelter,
skal min Søn jeg se! —
Lille Due, gamle Moder,
hjem maaske jeg naaer,
over Hav og dybe Floder
om tre lange Aar. —
Gik tre lange Aar tilende,
fire gik og fem:
Sidste Søn, hvor er Du henne?
Vend til Moder hjem!
Frisk med Halm er Huset tækket,
hvidtet smukt med Kalk;
indenfor staaer Bordet dækket,
kom igjen, min Falk!
Tvætte skal jeg Støv og Hede
af din Mund og Kind
og dit Haar med Sølvkam rede;
kom til Moder ind! —
Moder, fjernt bag øde Stepper,
dybt i Græs og Grus,
har jeg Tag af grønne Skræpper
paa mit sorte Hus.
Vinden hvisler, Regnen risler,
Tvæt af Dugg jeg faaer,
og de lange Steppetidsler
kæmme nu mit Haar.