Maa til Bunds sig Stenen sænke,
    faldt i Sø den Sten;
langt fra Byen boer en Enke,
    Søn hun har kun een.
Sidste Søn, som fra mig tages,
    Gud for Dig ske Tak;
christent Folk med Tyrken drages,
    flyv min Falk, Kosak!
Frem i Snestorm Tyrken vælter,
    straal som Sol paa Sne;
næste Vaar, der Sneen smelter,
    skal min Søn jeg se! —
Lille Due, gamle Moder,
    hjem maaske jeg naaer,
over Hav og dybe Floder
    om tre lange Aar. —
Gik tre lange Aar tilende,
    fire gik og fem:
Sidste Søn, hvor er Du henne?
    Vend til Moder hjem!
Frisk med Halm er Huset tækket,
    hvidtet smukt med Kalk;
indenfor staaer Bordet dækket,
    kom igjen, min Falk!
Tvætte skal jeg Støv og Hede
    af din Mund og Kind
og dit Haar med Sølvkam rede;
    kom til Moder ind! —
Moder, fjernt bag øde Stepper,
    dybt i Græs og Grus,
har jeg Tag af grønne Skræpper
    paa mit sorte Hus.
Vinden hvisler, Regnen risler,
    Tvæt af Dugg jeg faaer,
og de lange Steppetidsler
    kæmme nu mit Haar.