Solen jeg skued’ paa Ætherens Bue,
Herligt at straale med skinnende Lue,
Da jeg mig følte saa inderlig vel.
Skjønnere Solen, end hist i det Høje,
Seer jeg i Julies flammende Øje,
O da oplyses min mørknede Sjæl.
Regnbuen saae jeg paa Himlen at spille
Herligt i Farver, saa lyse, saa milde,
Da jeg mig følte saa inderlig vel.
Men, naar paa Julies Ansigt jeg skuer
Brynenes mørke, skjønthvælvede Buer,
Da kun opmuntres min sørgende Sjæl.
Rosen den røde forleden jeg plukked,
Vaersomt det rødmende Bæger oplukked’,
Da jeg mig følte saa inderlig vel.
Himmelske Plante! saa saligt Du minder
Mig om en Rose paa Julies Kinder,
Som kan helbrede min skrantende Sjæl.
Bølgen jeg saae sig saa kjælent at gynge
Og omkring Flodbreddens Sand sig at slynge,
Da jeg mig følte saa inderlig vel.
Julies Barm jeg nu skuer at bølge;
Længer for Pigen jeg ej kan fordølge,
At hun er Alt for min elskende Sjæl.
Georg Landorf.