Hierter-Dame
En Novelle.
En Novelle.
August var indtil sit nittende Aar opdraget i en næsten klosterlig Eensomhed; thi hans Fader, som vel var en formuende men tillige hypokondrisk Mand, saae sielden Fremmede paa sin gamle Avlsgaard, der laae i en smuk Egn ved Strandkanten, omgivet af Skove og enkelte Bondebyer. Han var imidlertid opvoxet under en god Moders Varetægt, ved en duelig og elskværdig Lærers Side, og hans lange og nøie Bekiendtskab med den rige Natur og det store Hav, erstattede ham Mangelen paa det Menneskelige, som det ogsaa var tidsnok for ham at giøre; men kiendte han end lidet til den Verden, som omgav ham, havde dog Historie og Poesie opvakt en herligere i hans Bryst, og aldrig legede han gladere med sin Fantasies Drømme, end naar hans Fader, skiont sielden, tillod ham at giøre Smaareiser med en Skipper, som indtog sine Ladninger tæt ved Gaarden, til de nærliggende Stæder; men heller ikke fortrængtes disse hurtigere igien af Virkeligheden, end naar han i et temmeligt haardt Veir havde erhvervet sig Tilladelse til at beholde Roret, og styre Seilens Retning, hvilken Haandtering han med saa megen Iver lagde sig efter, som om den havde været hans Bestemmelse; dog søgte han at skiule denne Lyst for sin Fader, hvem han vel vidste, havde bestemt ham til Landmand efter sig.
Imidlertid kunde han i dennes mørke gammeldags Bolig, ved tørre Beregninger over Sædekorn og Agerland, der contrasterede alt for stærkt med hans livlige pragtfulde Drømme, ikke finde nogen Smag i dette Levnet; han begyndte at savne den Verden, hans Bøger viste ham langt fra, og i hans Bryst opvaagnede den dobbelte Længsel efter Venskab og Kierlighed, som altid ulmer i et ungt og varmt Hierte.
Hvor høilig glædede det ham derfor, da hans Fader en Dag uformodentlig sagde til ham, at det nu endelig var paa Tiden han giorde sig bekiendt med Verden, og i en større Kreds erhvervede sig videnskabelige Kundskaber i det Fag, hvortil han havde bestemt ham; han lagde til, han vilde selv ledsage ham til Hovedstaden og føre ham ind i de Huse der, med hvilke han stod i Forbindelse; samt tillige paa Veien aflægge et Besøg hos en kiær Ven, han i endeel Aar ikke havde seet, og sluttede med, at han næste Morgen skulde holde sig reisefærdig.
Hvilke glade Drømme gik ikke forbi Ynglingens Siel i denne søvnløse Nat! Med hvormeget Haab saae han ikke Morgenen frembryde! Og ak! med hvor lidet Savn rev han sig ikke ud af sin kierlige Moders Arme, som han for første Gang for en uberegnelig Fremtid forlod, tilligemed det ham dog saa kiære Fødested. Men Haabets mægtige Stierne blinkede for ham og han saae kun dens Glands. Ikke engang det, som omgav ham, tildrog sig hans Opmærksomhed, og han foer ligesom op af en lang Drøm, da de næste Dag kiørte ind igiennem en prægtig Portal til en nye opbygget Herregaard, som tilhørte den Ven hans Fader vilde besøge.
Den Elegance og Pragt, der fra alle Kanter strømmede dem imøde, lod August slutte en Modtagelse, der svarede til det Udvortes; men allerede her skulde hans første Forventning blive skuffet; en middelaldrende alvorlig Mand, hvis Ansigt bar tydelige Spor af Bekymring, traadte dem imøde, og skiont han omfavnede sin gamle Ven med Hiertlighed, røbede han dog en Ængstlighed, der syntes at udtrykke, at de i det mindste i det Øieblik ikke vare ham velkomne; de vare ogsaa neppe traadte ind i en siirlig Havsal, førend han fortalte dem, at de just traf ham under Tilberedelserne til en hurtig Reise til Hovedstaden, hvor hans Kone, som nogentid havde opholdt sig der, pludselig var blevet hæftig syg; og medens Tienerne med synlig Hast dækkede et Frokostbord, drog han sin gamle Ven, med hvem han havde nogle Forretninger at afgiøre, ind i sit Cabinet, efter at have bedet August undskylde, at han lod ham alene, og at han var nødt til at vælge en anden og bedre Tid, til at fremstille ham for sin Familie; imidlertid bad han ham ansee sig som hiemme, og fordrive Tiden, saa godt han kunde, med hvad der omgav ham.
Uagtet denne øienblikkelige Forsømmelse, fandt August sig dog ret vel i disse nye Omgivelser; en Række siirlige Værelser laae for ham, smykket med Malerier og paa det smagfuldeste meubleret. Gardiner og Stole vare prydede med Broderier, der røbede en konstig Fruentimmerhaand i Familien, hvoraf dog slet ingen lod sig see; et Blik ud af de forskiellige Vinduer, viste ham hvergang en nye Udsigt over en smuk Hauge og riig Egn, og efterat have beseet alting temmelig flygtig, havde han endnu Tid til at overlade sig til sine egne Betragtninger.
Han kunde ikke undlade, skiont han dog engang var bestemt til at være Landmand, at ønske sig i Besiddelse af en saa herlig Eiendom, der var noget ganske andet end det faderlige Huus, og da han under disse Tanker traadte hen til et afsides Vindue, som vendte ud til en grøn Plads, hvor der tørredes Linned og hvor et ungt elegant klædt Fruentimmer, som han strax kiendte for at være Datteren af Huset, med Ængstlighed og Forvirring uddelede Befalinger, blev hun pludselig ligesom amalgameret med hans Drømme; men i det han fandt det ret ønskværdigt og taknemmeligt at kunde trøste den smukke Ubekiendte, hvis fromme blaae Øie allerede et par Gange havde svævet saa bekymret forbi ham op til den lysere Himmel, blev hans Siel dog tillige grebet af den Tanke, at han saa godt som ved det allerførste Skridt i den nye Verden, alt havde truffet paa Ulykke og Bekymring; i det samme slog Klokken og et nydeligt lille Fløiteuhr, som stod i Værelset, gav sig til at spille en Melodie, som var ham nøie bekiendt fra sine Forældres Huus, og som han tit havde hørt sin Moder nynne, nemlig: Ou peut on être mieux, qu’au sein de sa famille. Disse Toner giorde en endnu mere veemodig Følelse i hans Bryst; der opsteeg en Slags ængstlig Frygt hos ham for Fremtiden, og en Tillid til sin forrige beskiermede Tilstand; det var som en ubekiendt Stemme raabte til ham, at han ikke skulde gaae længer; han vidste ikke selv hvorledes det Ønske, at tilbringe sit Liv her, med den Pige han knap havde seet, i en afsides og munter Besiddelse, med eet var blevet saa levende hos ham, at han i det mindste glædede sig ved den Drøm, engang som Herre herover rolig at kunde see tilbage paa den Verden, som lokkede ham.
Han blev afbrudt i denne Phantasieleg ved de Gamles Tilbagekomst, og efter en kort Frokost og et aftalt Møde i Byen, steeg de Reisende atter til Vogns; Faderen taus og forstemt, August drømmende som forhen, men hans Tanker ilede ikke mere forud, de drog ham snarere tilbage til det Herresæde han havde forladt, og de Ønsker det havde indgydet ham.
Hovedstaden svækkede imidlertid snart disse Indtryk. Hans Fader havde før sin Hiemreise sørget for, at de bedste Huse, de meest glimrende Cirkler stode hans Søn aabne, og et ungt ret elskværdigt Menneske, en Fætter af August, som vi vil kalde Hartvig, drog denne til sig med al den Inderlighed, hans varme Bryst og hans Drømme om Venskab fordrede; de vare snart uadskillelige, bestod mangt et rask Æventyr sammen, og August kom snart i Besiddelse af en Deel smaae Hemmeligheder, som han ikke kunde giengielde med Lignende; ikke heller blev det ham ubemærket, at det fremmede maaskee høiere Blik, hvormed han betragtede sine nye Omgivelser, aldeles ikke fandt Sted hos hans Ven, der maaskee mere end tilbørlig fandt sig hiemme deri, og i Stedet for, som August, at lade sig nøie med at betragte det nærværende, greb det med Begierlighed i dets Flugt. Denne Forskiellighed bandt dem endog fastere til hinanden, da den opvakte en giensidig Strid, hvori enhver søgte at giøre sine Synspunkter gieldende, og bestride den andens; men uagtet al Hartvigs Umage, blev August ved at paastaae, at hiins Meninger, trods at hans egen gode Villie for at giøre sig dem egne, dog bestandig efterlod en Tomhed i hans Følelser, som ikke hans Ven, men vel det første Bal han bivaanede, endelig udfyldte.
Hartvig var naturligviis hans troe Ledsager, og da denne alt ved Indtrædelsen i Salen forestiller ham, efter Løfte, for den deilige Emmy, som efter hans varme Forsikring var Ballets egentlige Dronning, indlod hun sig ikke alene meget artig med ham, men en vakker lille Pige, der stod hos hende, og som kun ved Siden af denne høie pragtfulde Figur ikke strax faldt i Øinene, havde neppe hørt hans Navn, da hun med eet henvendte sig til ham og yttrede: hvor meget det glædede hende, endnu førend han kiendte hende, at kunde give ham en Undskyldning for den uhøflige Maade, hendes Fader for kort siden havde modtaget ham paa, men, lagde hun til, De vil enten undskylde os eller blive mere vred, naar De hører, at ingen af os anseer Dem for Fremmed, skiont vi aldrig har seet Dem før, og min Fader har just i disse Dage, da min Moders Helbred atter tillader os at see vore Venner, meget ivrig erkyndiget sig om Deres Bopæl, for personlig at kunde indbyde Dem til os, siden De ikke kommer af Dem selv; nu glæder det mig ret, jeg har forekommet ham.
Naturligviis indledede denne Begyndelse en længere Samtale, hvortil hiin Dags Forlegenhed, den smukke Marias Bekymring og Augusts indtil nu forglemte Fornemmelser derved, gav dem Stof nok; de vare ikke nær færdige, da Emmy, som ved Hartvigs Haand halv havde giennemsovet den lange Række, og hvis Fraværelse August ikke endnu havde bemærket, standsede i Figureringen foran dem og hvidskede spøgende: men min Gud, Barn! I glemme jo reent at dandse; unge Herre! hvordan vil De komme igiennem Verden, naar den første Fiende alt desarmerer Dem.
August sprang rødmende op, og bød Maria sin Haand, men hun anmærkede meget rigtig: at Dandsen var halv ude, og følgelig bedst at sidde over til næste; imidlertid forestillede hun ham for sin Fader, som just kom til og neppe kiendte ham igien, førend han overøste ham med Forbindtligheder.
Emmy havde Ret; August var alt fanget. Da han næste Formiddag under sin Vens Ledsagelse giorde Emmy sin Opvartning, kunde den overgivne Pige ikke bare sig for at fornye sit Spøg: Stakkels unge Menneske, sagde hun, det er en farlig Labyrinth De er kommet i; Syrenstemmer fra alle Kanter, og en Circe i ethvert Øie, som straaler Dem imøde; hør, veed De hvad, blev hun ved, i det hun fra sin Brodeerramme, som hun sad ved, kastede et lille Bindsel Silke hen til ham, jeg vil være Deres Ariadne; ved denne grønne Traad, der skal fæste Deres Tanker til Haabet alene, skal De gaae sikkert giennem alle Stadens Baller, Conserter, Comedier, ja Gaderne selv, ligesom Deres Ven, der alt for længe siden har staaet under min Ægide; men De maae ikke misbruge min Gave, ikke opvikle min Traad til Unytte, thi efterforsker De den Talisman, den omslutter, staaer jeg ikke inde for noget mere; De er fra nu af under min mægtige Beskyttelse, vær nu ogsaa smuk lydig.
August tog smilende mod hendes Foræring, i det han forsikrede hende, den havde Værd og Betydning for ham, ikke just fordi han frygtede for at geraade paa farlige Afveie, men fordi han føelte hans Beskytterinde ikke kunde give ham nogen bedre Gave end Haabet. Imidlertid giemte han den dog ret ligegyldig i sin Pult, og skyndte sig hen hvor et mere levende Haab, tindrede imod ham fra Marias Øie.
Midt i sin nye Verden savnede August dog sit stille Hiem, sin kierlige Moder og sine Ungdoms Beskiæftigelser, som det nu fortrød ham, han med saamegen Letsindighed havde forladt. Hartvig saarede ham tit med det lette Smil, hvormed han hørte ham tale om sine Savn; derimod fandt han i Marias uskyldige Bryst, en Gienklang af de Toner, som nær hende, steeg dristig og belønnet fra hans. Daglig nærmede hun sig mere det Ideal, som den første Forelskelse i en Hast havde opstillet i hans Siel, og inden kort Tids Forløb antog dette saa ganske hendes Billede, at det ikke vil forundre mine Læsere at høre, at inden Vinterns Ende var Emmy, hendes Silkevindsel, og alle øvrige Omgivelser ganske udslettet af Augusts Hierte, hvem det kostede nok at dølge sin hemmelige Triumf over Marias hemmelige Ja.
Ved Foraarets Ankomst forlod hun Hovedstaden med sine Forældre, og skiont de begge med temmelig Vished kunde have sluttet fra deres Familiers Venskab, og omtrent lige Stilling, til deres Samtykke, var det for to saa unge Hierter alt for naturligt og sødt at frygte, til at de ikke skulde have besluttet at holde deres Forbindelse skiult, indtil Maria fik Leilighed til at udforske sine Forældres Sindelaug. Men efter hendes Afreise kastede August paa eengang et stoltere og friere Blik omkring sig; den forrige kiælne Beskrankning hvori han havde levet Vinteren igiennem ved sin Elskedes Side var nu forsvundet med hendes Nærværelse, og ligesom han kun forhen havde føelt sin Tilværelse i hendes, erkiendte han den nu dobbelt i sin egen Kraft, hvilken nu raskere bragte ham mod sin Bestemmelse.
Denne Forandring undgik ikke hans Venners Øie, og Emmy, der vel havde mærket hans Forelskelse i Maria, men dog ikke formodede nogen egentlig Forstaaelse imellem dem, kunde ikke bare sig for at ønske ham til Lykke med sin gienerhvervede Frihed; August derimod forsikrede hende noget stødt, han aldrig havde besiddet den mindre, og betroede hende i Hartvigs Overværelse, med Triumf sin Forbindelse.
Sladder! svarede Emmy lidt ærgerlig, jeg maae da gratulere Dem; alvorligt! jeg havde om just ikke andet i Sinde med Dem, dog ønsket, De havde kiendt flere elskværdige Piger, førend De saa rask hen erklærede den første De saae, og som De endnu kiender meget lidt for den eeneste og værdigste; nu har De det saa godt! dog, blev hun ved med Inderlighed, jeg ønsker Dem oprigtig til Lykke; Lyden var bedre end Forstanden, Maria er en meget elskværdig Pige.
August takkede hende for denne Anbefaling, i det han noget omfindtlig tilføiede, at den var overflødig.
Det haaber jeg, svarede Emmy, jeg haaber, ja jeg beder Dem endogsaa, hvis en Bøn her kunde være tilstrækkelig, at De aldrig vil finde min gode uskyldige Marie mindre elskværdig; misforstaae ikke min utidige Klogskab, men jeg har hørt om saamægen Ulykke i Verden, at jeg ikke kan give Slip paa det Ønske, at mine Venner først med et ret frit og bekiendt Blik over den indtraadde i et saa vigtig Forhold. Jeg troer vel ikke nogen Hindring vil true Deres, men er De overbeviist om, at Deres Veninde i alle Stillinger i Livet vil svare til Deres Fordringer, og hvis dette nu ikke skeete, vil De da ikke, naar De opdagede større Talenter hos andre blive ubillig mod hende, fordi De selv engang ikke troede det nødvendigt først at see; men blev hun smilende ved, vi præke og moralisere, og I maaskee dog geraadede i samme Fordummelse; jeg skylder Deres venskabelige Aabenhiertighed Giengield, og skynder mig at overbevise Dem om min Tillid: Deres Ven Hartvig er min Brudgom.
O! Emmy! udbrød Hartvig, i det han omfavnede hende hæftig, hvor takker jeg Dig, at Du selv brød den Taushed, Du havde paalagt mig; Du veed ikke hvad det har kostet mig, ikke at turde giengielde hans redelige Fortroelighed; men Du seer jeg kan ogsaa tie for Dig!
I Sandhed raabte August i det han greb deres Hænder; I har forøget min Lykke ved Eders; og jeg giver Jer nu Eders eget Ønske tilbage.
Det kan ogsaa behøves, min Ven! svarede Emmy alvorlig, thi mange mørke Skyer true vor Fremtid. Min Fader har, som, De veed, fra en fattig Søemands Søn af, erhvervet sig en betydelig Rigdom ved sin Handel; desuagtet flyer han meget fornuftig alle, der ere saa meget over hans Stand, at han indseer, de kun søge ham for hans Penge; og Hartvigs Kammerjunkerskab, er en saa dyb Torn i hans Øie, at jeg næsten frygter, vi aldrig vil faae den ud; vi trøste os imidlertid med: kommer Tid, kommer Raad; min Moder er desuden Medvider i vor Hemmelighed og det beroeliger mig. Det er overalt, som De let kan høre, hendes Sprog, jeg har talt i Dag, men fra nu af er Emmy kun Marias Veninde og Deres Vens Brud.
Den Vending Samtalen havde taget, og Augusts hiertelige Glæde over denne giensidige Lykke, svækkede endeel det Indtryk Emmys første Ord havde giort paa ham, dog kunde han ikke nægte for sig selv, at hun vel havde Ret i et og andet, men han føelte tillige, at intet Væsen vilde giøre Marie Pladsen i hans Hierte stridig. Hendes inderlige Godhed og Hengivenhed kiender jeg tilfulde, sagde han til sig selv; og det vil sikkert opveie de muelige saa svage Sider hos hende, som har undgaaet mit Blik; det forstaaer sig, Emmys omfattende Øie har hun ikke; Emmy er ogsaa en særdeles sielden Pige, men Marie besidder alt, hvad der kan giøre mig lykkelig.
Et Brev fra Marie bragte August faae Uger efter denne Samtale nær Maalet for sine Ønsker. Hun lod ham vide, at al deres Frygt havde været ugrundet; thi hun havde neppe med mange Forberedelser aabenbaret sin Moder deres Kierlighed, førend denne i Øieblikket havde kaldet Faderen til, og begge med Glæde havde erklæret hende, at deres kiæreste Ønske nu var opfyldt, at dette Partie ofte havde været omtalt, som ønskværdigt mellem Forældrene, og at August nu kun havde at skrive til dem og sin Fader for at faae deres Lykke beseglet. Med Glæde ilede August til Skriverbordet, og inden kort Tids Forløb havde han en skrivtlig Forsikring om sin Maries Haand og deres Foreening, saasnart han havde erholdet den Forstexamen, hvortil han beredede sig.
Men medens Lykken saaledes i fuld Middagsglands straalede paa hans Himmel, begyndte den stærkt at dale paa hans Vens. En fremmed Handelsmand, som længe havde opholdt sig i Hovedstaden, og skiont temmelig ubemærket, dog havde befundet sig i de unge Herrers Tal, som hyldede Emmys Fortienester, anholdt ganske uformodentlig, begunstiget af sin Formue, sine Forbindelser og den gamle Faders Samtykke om hendes Haand. Begge forbavsedes derfor ikke lidet, da hun gav ham et høfligt og bestemt Afslag. Følgen deraf var, at hendes Faders Opmærksomhed, saa godt som første Gang, henvendte sig paa den mandlige Cirkel, som omgav hans Datter. Da nu Opdagelsen af Emmys hemmelige Tilbøielighed i en saa kritisk Tidspunkt var dobbelt farlig, og Faderen meer end nogensinde oplagt til at forbittres derover, besluttede det hemmelige Triumvirat, at Hartvig saa godt som aldeles skulde trække sig ud af Familien, indtil den Gamles Mistanke havde sat sig, især da Augusts Venskab aabnede Emmy og hans Ven et usigeligt Foreenings-Middel, der saameget mindre kunde slaae Feil, da han som nylig og offentlig forlovet havde enhver Faders Tillid.
August der ret glædede sig over dog engang at kunde være sine Venner til Nytte, besørgede saaledes i henved et Aarstid mangen hemmelig Seddel, men langt flere fortroelige mundtlige Erinder imellem dem. Ved denne Leilighed saae han saa mange smaa og forskiellige Udbrud af Emmys Hierte, der, hvorvel altid hæftigt i det første Øieblik, dog snart vidste at blive Herre over sig selv, at det henrev ham til en uvilkaarlig Ærbødighed, og det blev ham stedse tydeligere, at uagtet al Emmys Munterhed, der endogsaa undertiden grændsede til Overgivenhed, besad dog Hartvig formegen Letsindighed og Mangel paa Aands Omfatning og Kraft, til at de nogentid kunde blive ret lykkelig sammen. Han indsaae, at den Dybde i sit Væsen som han selv troede at besidde, ganske havde erhvervet ham hendes Tillid, og kunde ikke dølge for sig selv, at Marias stille Hengivenhed, og ømme Hierte, som han daglig saae Prøver paa, da hun atter tilbragte Vinteren hos ham i Staden, vilde være mere end nok til hans Vens Lykke, hvilken syntes ham ikke ret erkiendte den milde Standhaftighed i Ulykken, og de raske Vendinger for at forekomme den, som var Emmy egen, og hvorpaa August havde lært at sætte saamegen Priis. Han maatte endogsaa nogle Gange tilstaae sig selv, at Marias Aand var underordnet Emmys, og fandt, da den første, ved sin Afreise fra Byen, spøgende bad ham at skynde sig lidt med sin Examen, som det begyndte at vare noget længe med, en bekrænket Egenkierlighed i dette Ønske, som bragte ham til at svare, at hun for sin egen Dannelses Skyld ansaae det nødvendigere at studere Menneskene i deres store Skov, førend han ganske maatte forlade den, for kun at sysselsætte sig med de Sidstes; ja i enkelte Øieblikke forekom det ham endog som en Slags Uret at fremskynde en Afreise, der, hvorvel den førte ham til sit Maal, satte Mennesker, han elskede og ærede, i Uroe og Forlegenhed. Hvad skal der blive af deres Forbindelse! sagde han ofte med en Slags Hæftighed til sig selv, — Hartvig nøler og giør intet for Fremtiden, er maaskee endog for letsindig til at tænke paa den; Emmy er vel rolig og munter, men jeg skulde tage meget Feil, om det ikke er en Maske, hvorunder hun skiuler sin hemmelige Bekymring; jeg har tit truffet hende dybsindig og alvorlig, men hun har neppe mærket jeg betragtede hende, førend hun igien var Herre over sit søde Smiil, sin himmelske Munterhed.
Samme Dag, som August endelig havde staaet sin Examen, og han uden synderlig Glæde, snarere mismodig vilde bringe Hartvig, som han i et par Dage ikke havde seet, denne Tidende, traf han ham i Sengen. Han havde giort et Fald med sin Hest, der havde forvoldet ham en smertelig Contusion, var i en mørk Stemning, og bad ham uopholdelig lade Emmy hans Uheld vide.
August gik strax derhen, og begyndte med at fortælle hende Udfaldet af hans Examen.
De reiser altsaa snart? sagde Emmy hurtig, og, som det forekom ham, forskrækket.
Ikke, svarede han, førend min Nærværelse er unødvendig her; han lod hende nu vide sit Ærinde med det Tillæg: Hartvig er i Dag usædvanlig mismodig, jeg synes jeg har aldrig seet ham saa ulykkelig, min Gud hvad skal dog Enden blive?
Enden, gientog Emmy, raader ingen af os for, min Ven! med Rolighed og Forstand kan vi kun beherske det Nærværende; men Hartvig er syg og mismodig, jeg pleier ellers altid at kunde opmuntre ham. Det er brav mørkt i Aften, vedblev hun i det hun saae ud af Vinduet; jeg hitter gesvindt paa et Paafud; hør: jeg trænger forskrækkelig til et par Skoe til næste Bal. De tilbyder at følge mig og vi besøge Hartvig.
De traf ham, som August havde beskrevet; Emmy var usigelig elskværdig, saa omhyggelig, saa godmodigmunter, at Hartvig blev nødt til at føle sig bedre, og August kunde, da han atter fulgte Emmy hiem, ikke bare sig for at beundre den Fornægtelse af hendes egen Stemning, som umulig kunde have været saa roelig og glad.
Har jeg ikke tit sagt Dem, sagde Emmy; vi Fruentimmer kan hvad vi vil!
Ja, De! svarede August kort og taug. Emmy taug ogsaa, han bemærkede ikke hun smilte.
Næste Morgen fandt August atter Hartvig i en sær Uroelighed; denne spurgte ham strax om han alt havde seet Emmy i Dag, og da han benægtede det, bad han ham meget ivrig for alting jo før jo hellere gaae derhen, sige ham hvorledes han fandt hende, og lægge Mærke til hvert Ord, hun lod falde.
August spurgte ham forundret, hvad der var forefaldet?
Du vil tidsnok faae det at vide, svarte han, gaae nu.
Han traf Emmy usædvanlig adspredt og alvorlig. Da hun imidlertid mærkede, at han betragtede hende forskende, lod det som hun pludselig tog en Beslutning, i det hun hurtig afbrød den ligegyldige Samtale de havde begyndt, med det Spørgsmaal: Har Hartvig, ikke betroet Dem en Hemmelighed, som skulde være skiult for mig?
Nei, kiære Emmy!
Saa læs, vedblev hun, i det hun rakte ham en lille sletskrevet Seddel, omtrent af følgende Indhold:
„For faae Uger siden, maatte jeg forlade min Tieneste, og er kommet i Barselseng. De har ikke bedraget mig med noget Løvte, og har alt været saa god imod mig, at De vist heller ikke vil unddrage mig Deres Understøttelse, da jeg ved Eed kan bevidne, at De og ingen anden er mit Barns Fader, jeg beder videre ꝛc.
Udskrivten var til Hartvig.
De seer mig ligesaa forundret og opbragt som De selv! udbrød August heftig.
Opbragt er jeg ikke, gode August! kun, hvorfor nægte det, lidt bedrøvet; og maaskee ogsaa deri har jeg Uret; hvad jeg, vedblev hun smilende, med Deres Carakteer og Strænghed, ikke saa let kunde oversee hos Dem, frister De mig næsten til selv at undskylde hos Hartvig, hos hvem det, naar jeg tænker paa hans Opdragelse, Flygtighed, og temmelig ubeskiæftigede Liv, det saa at sige er i sin Orden; næsten kunde Deres strænge Mine lade mig fortryde min Fortroelighed; men jeg behøver lidt Bistand i denne Sag, og fordrer af Dem, De ikke er strængere mod Hartvig, end jeg selv, — Har han nogen Mistanke om, at jeg har denne Seddel i Hænde?
Formodentlig! August fortalte hende Hartvigs Uroelighed.
Saa hils ham fra mig, at hans Uroe forsoner mig med han og jeg tilgiver ham af Hiertet, men paa det udtrykkelige Vilkaar, at ingen af os alle tre taler et Ord mere om denne Sag; besynderligt! vedblev Emmy, hvor dog Tilfældet hersker over os i denne Verden. Der havde jeg i Gaar Aftes kastet mit Lommetørklæde paa Hartvigs Seng, før jeg gik erindrede jeg det, og puttede det til mig; jeg fik ogsaa rigtig nok mit eget igien, men vel at mærke, et, som alt længe har været i Hartvigs Værge, og han har, da han formodentlig har faaet Billetten paa Sengen, og i en Hast ikke vidste hvor han skulde forvare den, bundet den ind i det eene Hiørne i en Knude, hvilken gav mig Anledning til at vise mig min Feiltagelse, og giøre denne Opdagelse; men nu maae De tiene mig i at erkyndige Dem lidt nøiere om denne Person; er det et nogenlunde skikkeligt Fruentimmer, som dog Seddelen synes at røbe, maae vi tage os lidt af hende; i al Fald vil og maae jeg sørge for Hartvigs Barn.
August beundrede taus hendes Overbærelse og Fatning; men i det han overveiede hendes sieldne Fremgangsmaade mod Hartvig, hvem han i sit Hierte var høist forbittret paa, opløstes dette i en saa forunderlig veemodig Følelse, at han ikke var istand til at sige ham et haardt Ord. Hartvig derimod, som han ved den simple Beretning alene troede ganske at sønderknuse, tog sig hele Sagen temmelig let, og ved hendes Betingelse aldrig mere at omtale denne Sag, udbrød han: Emmy er dog ret en herlig Pige! sandelig alt for god til mig; men det er mig ubegribeligt, hvor hun har faaet fat paa den fordømte Seddel!
August fortalte ham Sammenhængen.
Umuligt, raabte Hartvig eftertænksomt, det forekommer mig saa vist som jeg havde lagt den i mit Chatol derinde, — jeg har rigtig nok ikke savnet den —
Hvoraf kom da Din Uroelighed i Morges? spurgte August.
Af et Par overmaade bittre Ord, som Emmy midt i sit gode Lune regalerede mig med i Aftes. men hvorom alting er, saa er der nu lettet mig en stor Steen fra Hiertet. See her, min Broder! er Penge nok, skynd Dig nu hen at beroelige den stakkels Pige; jeg har alt i et par Dage vildet bede Dig derom, men jeg kunde aldrig faae det frem; nu er det kommet af sig selv; men hvad Du giør, berøv Emmy ikke den Glæde at sørge for Drengen.
August udførte sin Commission uden videre at indlade sig med Hartvig, hvis Letsindighed oprørte hans Inderste. Det var ikke hans Brøde mod Emmy, men hans frække Uskiønsomhed mod hende, som nu indignerede ham; O! hvor langt anderledes erkiendte han ikke hendes himmelske Godhed! med hvormegen Omhue sørgede han ikke for det stakkels Barn, hvis Skiebne forekom ham misundelsesværdig, fordi Emmy antog sig det! — Hvor snart maatte han ikke reise! — Der var intet Paaskud for ham, til et forlænget Ophold; han kunde ikke længere være hendes Kierligheds Skytsengel, kunde ikke daglig og nærværende indprente Hartvig hvad han skyldte hende, ikke personlig vaage over sin letsindige, hende saa uværdige Ven! — men han foresatte sig imidlertid at tale ret aabenhiertet med ham; han vilde reent ud erklære enhver videre Utroskab mod hende, eller blot Letsindighed for en Nedværdighed, som han med Pistolen i Haanden, vilde paatale; Emmy kun skulde ikke vide hvor nær hendes Vel laae ham paa Hiertet.
Han havde ikke al denne Strenghed fornøden. Hans mørke Øiekast, syntes at have smittet Hartvig, han var i det mindste ligesaa alvorlig, som han.
Jeg er ret gaaet i mig selv, kiæreste August, sagde han, og lænede sig fortroelig paa hans Arm; jeg har besluttet det, jeg vil lade min fordømte Ubestandighed fare. Du skal nu høre en Plan, som jeg allerede i lang Tid har gaaet med i Hovedet, men som jeg vil tilstaae Dig, jeg ikke havde Fasthed, og ikke engang ret Lyst til at udføre, da den strider imod min personlige Tilbøielighed, men jeg skylder Emmy dette Offer, og siden hendes sidste Overbærelse kan intet falde mig for svært; det er egentlig min Opvartning ved Hoffet, som giør mig Fortræd hos Emmys Fader; jeg vil søge om min Afsked, sætte mine Midler i et Jordegods, min Onkel vil overlade mig i Provindsen, og jeg tvivler ikke paa, jeg jo som Godseier vil faae hans Ja; men — men — kan ogsaa Emmy erstatte mig den Keedsommelighed, som venter mig paa Landet?
Hun kan erstatte en Verden, svarede August. Jeg bifalder ganske Din Plan, jeg vil tale med Emmy derom, og antager hun den, reiser jeg med Rolighed; thi da er Du en Engels Varetægt.
Emmy hørte den med Forundring, men hun bifaldt den ikke.
Jeg tilstaaer vel, sagde hun, at denne Forandring vilde være istand til at forskaffe os min Faders Samtykke; men Hoflivet er nu engang Hartvigs Verden, det udgiør en Deel af hans Tilværelse; det er kun os stakkels Fruentimmer, som er istand til og bør giøre en saadan Fornægtelse af sit eget Væsen, der ikke ligger i Mandens Natur, eller passer til den borgerlige Indretning, og som han sikkert vilde fortryde; jeg kan ikke beregne Følgerne af dette Skridt, og seer det derfor høist nødig; det kommer jo ikke an paa min Lykke alene.
August taug, men Emmys Resignation forfeilede ikke sin Virkning paa ham; med levende Enthusiasme bragte han Hartvig hendes Svar. Han besvoer ham ikke at standse paa Halvveien, og at udføre sit Forsæt med Raskhed.
Men Emmy ønsker det ikke! sagde Hartvig med Vægt.
Hendes Betænkelighed forsikkrede August vilde forsvinde som en Taage for en skiøn Virkelighed. Jeg kiender Dig ogsaa Hartvig! vedblev han, Du indbilder Dig kun, Du giør et Offer; inden otte Dage er Du hiemme i enhver ny Omgivelse, og da Du daglig kunde nyde Emmys Omgang, forlangte Du intet bedre. — Jeg kan ikke opsætte min Hiemreise længer. Din Plan har givet mig Mod til at bestemme den; jeg reiser, jeg maae reise i Morgen, giv mig Dit Ord — saasandt Du er min Ven, at drive den igiennem snart og rask, saa reiser jeg rolig.
Hans Begeistring havde meddeelt sig Hartvig, som lovede Alt. August omfavnede ham hæftig, lod ham endnu engang gientage sit Løvte, aftalte hvad der endnu var uafgiort, og forlod ham. Han skyndte sig hiem, gav sin Tiener Ordre at pakke ind, skrev ham Afskeds Billetter til at deele om, og ilede til Emmy.
Nu hvad giør Hartvig? spurgte hun hurtig.
Hvad han forlænge siden burde giort, alt, for at besidde Dem.
Min Gud! og hans ubesindige Plan.
Han følger nu min Plan; Emmy! men spørg mig ikke og forbittre mig ikke den sidste Aften, jeg seer Dem i lang Tid, med Tvivl; lad mig reise med den Overbeviisning, at have bidraget til Deres Vel; uden det kan mit aldrig være fuldkomment.
De reiser da? udbrød Emmy forskrækket.
Ja; i Morgen — jeg maae — kun De ligger mig paa Hierte, og jeg haaber Deres Lykke er ikke langt borte.
Jeg mister da, sagde Emmy sagte og med skiælvende Stemme, min eeneste Ven.
Hvad er da Hartvig? spurgte August ligesaa sagte.
Ak! Hartvig har sin Vens gode Hierte, men ikke hans Aand.
Min Aand udbrød August begeistret og rørt, flammer nu i hans; begge er i dette Øieblik kun beskiæftigede med Dem; men endnu engang spørg mig ikke. Stoel paa Deres Ven! min elskede Veninde, om De ikke ganske stoler paa Hartvig, og skulde De ikke ganske bifalde hvad vi har giort, naar De erfarer det, saa skyd kun dristig Skylden paa mig, der kiender eder begge, og er overtydet om Fremtiden vil retfærdiggiøre vort Foretagende. For Hartvigs Lykke frygter jeg ikke, kun for Deres — maatte han kun bestandig være Dem værd!
Vil De kun altid bevare ham Deres Venskab.
Saalænge han giør Dem lykkelig — ja. Men lov mig nu ogsaa at stole paa os, og uden Uroe vente paa Udfaldet.
Jeg lover det.
For første Gang forekom det August, som om Emmy var saa ganske uden Fatning, at han skiælvede da i samme Øieblik flere Personer traadte ind. Han kunde denne Aften ikke mere faae Leilighed til at tale alene med hende; det syntes, som om hun vilde undgaae at sige ham Farvel; men i det han forlod Værelset blev han vaer, at hun hurtig maatte vende sig om til Vinduet.
August var neppe kommet ud paa Gaden, før den meest sønderrivende Følelse overvældede ham. Paa eengang følede han sig alene — alene i den hele Natur; vel stillede Marias og hans Forældres Billeder sig for hans Siel, men de stode langt fra som blege Skygger uden Liv og Kraft til at drage ham til sig; med Skræk fornam han nu at han kun levede i Emmys Tilværelse, og nu var ikke alene hun, men hendes aandfuld Omgang, hendes venlige Smiil, hendes klare Forstand, tabt for ham for stedse. — Og ikke engang en Admindelse om hendes Venskab har jeg i Besiddelse! sagde han til sig selv; han var fristet til at vende om igien, for at bede hende derom, for endnu dog at sige hende et par ret hiertlige Ord til Afsked, som lod hende ahne hans Savn og hans Fortvivlelse, da faldt pludselig det forglemte Silkevindsel ham ind paa nye, og han ilede hiem med en Længsel og en Glæde, som om det var Emmy selv han ventede at træffe. Med Veemod betragtede han den før forsmaaede, nu saa kiære Gave. Haabet vilde Du give mig, sukkede han, og nu berøver Du mig det for stedse! da erindredes han i hvilken Stemning han havde modtaget det, samt hine tidligere Samtaler, og rødmede for sig selv; ja, sukkede han sagte jeg vil endnu haabe, — haabe at vaagne af denne tunge Drøm; thi min gode uskyldige Marie er en elskværdig Pige
Uden Ro og uden Søvn tilbragte August en frygtelig lang Nat; bleg som en Dødning kastede han sig den følgende Morgen i Vognen, der skulde føre ham til sin Lykke i Marias Hiem; det forekom ham, som den førte ham til Graven. Halv uden Bevidsthed foer han atter giennem den prægtige Portal; men hvilken forkiærlig Modtagelse! Maria fløi ham i Møde, fast i Vognen selv; paa Trappen stod hendes Forældre, tilligemed hans egen Fader, hans elskede Moder, og alle modtage ham som i Triumf. Saamegen Kierlighed kunde ikke tørne af paa hans bløde Hierte; hans Kummer opløste sig i Taarer; de omfavnede ham paany, thi de antog dem for Glædens. Saaledes gik Dagen ret taalelig hen, bedre end han havde ventet; men da hans Svigerfader om Aftenen førte ham ind i det lille Cabinet, som var bestemt ham, og paa Veien derhen, giennem den lange Rad af Værelser, hvilke han før alt havde giort sig bekiendt med, erklærede ham, at hans Kones Svagelighed, der krævede oplyste Lægers Tilsyn, havde bragt ham til den Beslutning at bosætte sig i Hovedstaden, og strax paa Bryllupsdagen overdrage ham dette Gods tilligemed sin Datter, bevægede frygtelige Erindringer sig i hans Siel. Han sad nu atter alene paa den samme Sopha, hvor han for faae Aar siden havde i en barnlig Phantasie drømt sig at besidde denne Gaard og Marias Hierte. Hans dengang saa pludselige Ønske, saae han nu ligesom af sig selv opfyldt; den Lykke han ansaae for saa misundelsesværdig var han nu i Besiddelse af, og i hans Siel var der en mørk Nat; Haabet havde slukket sin Fakkel. Og hvo var Skyld i denne indvortes Forvirring uden han selv alene? Han kunde ikke miskiende Marias fordringsløse Værd; kun ved Siden af Emmy maatte han finde hende ubetydelig; ak! han havde ikke altid giort det.
Saaledes sad han nedsunket i næsten bevidstløse Betragtninger, indtil Morgensolen med sine røde Straaler saae ham i Øiet; forbavset sprang han op og kastede sig paa sit Leie, hvor han endelig af Udmattelse faldt i en kort og uroelig Søvn, dog var den mere vederqvægende end hans Opvaagnelse til den for ham saa tomme Virkelighed; han ønskede aldrig at have vaagnet mere.
Marias umistænksomme Ømhed og hans Forældres Kierlighed, stillede dog omsider den vilde Storm i hans Siel; han begyndte at finde sig i sin Stilling, han tillod endogsaa at de fastsatte hans Bryllupsdag.
En Aften da endeel Familier i Omegnen vare forsamlede paa Gaarden, og August just havde endt et Spillepartie, hvoraf han med Flid havde valgt det, han formodede vilde holde tidligst op, traadte han hen til et stort Bord, som var omringet af unge Mennesker, der ogsaa alt havde sluttet et Commercespil, og nu morede sig med at giøre Kunster, og andre smaae Løier. I det han nærmede sig, hørte han Marie sige til et aldrende Fruentimmer, som sad med et Spil Kort i Haanden. Der er August; lad ham nu ogsaa faae sin Deel!
Hvad vil det sige? spurgte han.
Vi blive spaaet her, raabte et par Smaapiger, og ere alle vel fornøiede med vor Skiebne! lad os nu ogsaa høre, hvordan det vil gaae Dem! — vær saa god Madame!
Det gaaer ikke an; jeg spaaer aldrig forlovede Folk, tog Fruentimmeret Ordet.
Og hvorfor ikke?
I Almindelighed gaaer min Spaadomsgave ikke længere end til Alteret; naar jeg har forsørget enhver Pige med en Brudgom, saa god som Kortene vil, hører gierne Deres Nysgierrighed op, og følgelig ogsaa mine Kunster. Overalt staaer De, min Herre! Deres Lykke alt for nær, til ikke at kunne beregne, hvorvidt mine Kundskaber strække sig.
Hvo kan beregne sin Fremtid? svarede August, jeg beder Dem, lad mig ikke være den eeneste, som De nægter den Fornøielse at see ind i den.
Alle bestormede hende nu med Bønner, og hun maatte give efter. Nu vel da, vedblev hun, vælg da et Kort, hvilket De vil, som skal betyde Dem selv; Damen i samme Farve betyder Deres Brud, og giv saa vel Agt paa hvad Skiebnen siger!
August valgte og Kortene bleve lagte. Da hun var færdig dermed, betragtede hun dem betænkelig; alles Øine hang med stum Forventning paa hendes Læber.
Tænkte jeg det ikke nok, udbrød hun endelig, at jeg ikke burde givet efter for Deres Bønner; der er jeg nødt til at aabenbare mine Gavers Upaalidelighed for den hele Forsamling. Bryllupet er jo dog alt berammet?
Ja vist, ja vist! raabte de alle.
Og dog har Kortene til min store Skam, besluttet det anderledes, vedblev hun spøgende, og med løbende Tunge, jeg tør ikke fordølge hvad her staaer; see kun hvor eene og forladt den stakkels Brud ligger der i den øverste Rad, omringet af lutter sorte Kort, bare Nød og Gienvordighed, medens den letsindige Brudgom sværmer omkring langt fra hende; her er han smuttet ned i femte Rad; det lader, som han trækker sig hen til den forhexede Hierterdame, der søger at indtage ham med tusinde Kunster, sledske og søde Ord; see her ligge de; og riig og prægtig er hun, men falsk, grumme falsk, langtfra ikke saa god og ærlig, som den arme Brud, der elsker ham af et oprigtigt Hierte, og var en bedre Skiebne værd, end de mange Taarer, der omringe hende! See saa endte hun smilende, i det hun hurtig skiød Kortene sammen, nu har jeg det saa godt; alle mine Kunder vil herefter forlade mig, naar det aabenbarer sig, hvor løgnagtig mine Kort har lagt sig i Aften.
August føelte sine Kinder brænde, og maatte gaae hurtig bort for at skiule sin Forvirring. En Mistanke mod Maria og hendes Veninde foer igiennem hans Siel, men den forsvandt strax igien; thi han vidste hvormeget han var Herre over sit Udvortes, og hvor omhyggelig han skiulte sin Hemmelighed; imidlertid kunde han ikke undlade at ansee denne Spaadom, som en Advarsel. Hans Fornuft sagde ham tydelig nok, han burde glemme Emmy, selv Hartvigs forunderlige Taushed, hvorvel den foruroligede ham, bestyrkede ham deri; ja han fattede endogsaa i sin fromme Begeistring den faste Beslutning, at tilintetgiøre det ham saa kiære Silkevindsel, for at ingen synlig Admindelse af hans daarlige Drømme skulde være tilbage.
Men da han næste Morgen tog det frem greb Synet af det ham atter saa hæftig, at det ikke var ham mueligt at udføre sit Forsæt. Det laae foran ham paa Bordet og han betragtede det dybsindigt og veemodigt. Maria traadde ind i Værelset, og da hun, i det hun nærmede sig ham, blev Vindslet vaer, hvis første Historie var hende bekiendt, sagde hun smilende: O! Ariadnes Traad! og den giemmer Du paa endnu?
Ja! svarede August, der i dette Øieblik saae en Bestemmelse i alt; og jeg giver den nu til Dig, som min sande og eneste Ariadne, der ikke ved en bedragerlig Traad, men ved din kierlige Haand vil lede mig heelt igiennem Livet; men slip den ikke, føiede han ligesom advarende til, at ikke en mægtig Skiebne skal unddrage Dig din Theseus.
O! svarede hun muntert, Theseus var en Troeløs og Ariadne vandt ved Byttet! Hvad den Forblindede forsmaaede, indsaae en Gud Værdien af, og nu funkler hun blandt Himmelens Stierner; imidlertid er det klogt og smukt, at Du saa godmodig hengiver Dig og din Skiebne i min Haand, vedblev hun, i det hun greb Silken og hoppede ud, thi den veed ret kunstig at benytte, hvad Du ikke forstaaer at bruge.
August blev forstemt tilbage; hendes Munterhed der passede sig saa slet til den Begivenhed, der frembragte hans ubemærkede Begeistring, opvakte den Tanke hos ham: kan hun saa flygtig spøge med mit Tab; dog lod han den ikke fæste Rødder hos sig, men stræbte snarere at glæde sig over den Styrke, hvormed han havde udøvet denne Heltedaad, som Maria ikke lod til ahne, og hvorved han trøstede sig med, den sidste Broe mellem ham og Emmy var afbrudt.
En Morgen, faae Dage før Bryllupet var berammet, modtog August endelig et Brev fra Hartvig. Da han aabnede Omslaget, fandt han foruden det ventede, et Blad med Emmys Skrivt, og læste med Forbauselse følgende fra Hartvigs Haand.
„Det er forbi, August! dog ikke med Livet, Gud være lovet! og ikke heller med Lykken, vil jeg haabe, uagtet den i Dag har været mig meget tynd. Kort — Emmy har givet mig Afsked. Jeg forstaaer mig ikke paa mig selv, jeg har grædt som et Barn, og dog er jeg tilmode, som jeg bilder mig ind en ung Pige maae være, der fik Lov at lægge et Snørliv, hun aldrig ret kunde vænne sig til. Der staaer jeg nu med mit Gods og — dog jeg vil fortælle Dig alt i sin Orden. Efter vor Aftale blev Kiøbet sluttet ganske hemmelig; min Dispensation fra Hoftienesten var udfærdiget; Emmy selv havde jeg siden Din Afreise seet meget lidt, og ikke faaet talt et Ord alene med. Imidlertid skrev jeg dog temmelig modig, thi Kornpriserne stige dygtig, og meget fyndig, thi jeg giorde en Beregning over mine Indkomster, et ydmygt Brev fuld af fornuftige Forestillinger til den Gamle; men fiorten Dage gik, og jeg fik intet Svar, dog hørte jeg han var syg; efter fiorten Dage til, giorde jeg en Visit og blev ikke modtaget; nu i Morges faaer jeg indlagde Brev fra Emmy, hvilket jeg sender Dig, da jeg ikke er istand til at afskrive det, og heller ikke endnu kommentere derover; men August det kommer ikke fra et varmt Hierte, og har jeg været letsindig, har jeg i det mindste aldrig været kold. Jeg — jeg er bedrøvet og let paa eengang; beklag — ikke Din Ven!
Emmys Brev lød saaledes.
„Hvad har De giort? ak! jeg troede mine Venner mere havde æret min Villie; dog jeg lovede at underkaste mig Deres Vens og maae bøie mig under Skiebnens. Han, veed jeg, meente mig det godt. Min Fader modtog Deres Brev i sin Sygdom, han viste mig det og spurgte om vort Forhold. Jeg havde ikke sagt ham det, men jeg har heller aldrig vildet fornægte det. Han vendte sig fra mig og taug. I Dag, da hans Tilstand er saa betænkelig, at vi næsten kan beregne hans Liv i Minutter, forlangte han at være ene med mig, og tog det redelige Løvte af mig, aldrig at give Dem min Haand. Han angav Grunde, som jeg vel ikke kunde billige, men heller ikke modsige; — vi ere adskilte min Ven! Det Ord jeg har maattet give den Døende er mig helligt endog efter hans Død. Hvorfor fulgte man ikke mit Raad? En kort Taushed, og det var af sig selv tilstaaet, hvad nu er nægtet os for stedse. Dog det er maaskee bedre saaledes. Jeg kiender Dem saa nøie, Hartvig! at jeg tør trøste mig ved, De vil forvinde mit Tab. Hvad mig angaaer, da har mit Blik paa Livet i Almindelighed længe ladet mig forglemme at henvende det paa mit eget; ogsaa det er skeet i denne Tid, og jeg vil oprigtig tilstaae Dem, jeg har i mig selv fundet en Beroeligelse over dette Skridt, som forhen var mig ubekiendt. Tak vor fælles Ven for hans gode Hensigt. Hvis han kiender os begge, saa nøie som han paastaaer, vil Udfaldet bedrøve ham mindre. Lev nu vel! glem ikke Deres Veninde, men opsøg Dem en Kone, munter og elskværdig, som De selv, men som ikke besidder en forborgen Dybde i sit Væsen, liig den, jeg har lært at frygte hos mig.“
Hvo kan beskrive alle de Følelser, som disse to saa forskiellige Breve opvakte i hans Bryst, de stridige Bevægelser der kæmpede deri; Forbauselse, næsten kunde vi sige, Skræk var den varigste. Han giennemlæste dem begge utallige Gange, dog oftest Emmys; det blev ham stedse tydeligere, at Hartvig ikke fortiente, at han ikke engang havde forstaaet hende. Jeg forstaaer hende, udbrød han med Gysen, i det hans Øine atter giennemløb Slutningen af hendes Brev, alt forsilde har vi begge giort et Blik i vore Hierter; men Dig Emmy rev et Tilfælde, som Du har mig at takke for fra den Uværdige, som ikke paaskiønner Dit Værd; Du er lykkelig og fri; jeg er bundet — bundet ved Uskyldighed og Fromhed.
August maatte omsider gaae ned; Han var Herre over Udtrykket af sine Bevægelser, dog kæmpede de voldsomt i hans Bryst. Han traf Maria ved Brodeerrammen, og satte sig taus ved Siden af hende. Hun, som bemærkede hans mørke Stemning, spurgte ham om Aarsagen.
Emmy har slaaet op med Hartvig.
Endelig! svarte Maria.
Hendes Fader har nødt hende dertil; Bønner er, som Du veed, oftest den haardeste Tvang.
Tiltroer Du da Emmy ikke Forstand nok til at undvige en saadan Bøn, naar den ikke var kommet hende tilpas?
O! raabte August, Du bedømmer bestandig Emmy feil! havde Du som jeg været Vidne til, med hvilken Ømhed og Overbærelse hun mødte Hartvigs Letsindighed, hvordan hun elskede — han afbrød hurtig, thi hans eget Billede svævede for hans Siel.
Emmy, sagde Maria roelig, elsker kun sig selv.
Det er besynderligt med jer Fruentimmer! I vil høist ugierne erkiende at nogen af jert eget Kiøn, staaer paa et høiere Trin end I, og vil man engang nøde jer dertil, forvandle I som Taskenspillere strax deres Fuldkommenheder til Laster.
Det er ligesaa besynderligt, vedblev Maria, at selv de Fuldkomneste af vort Kiøn, naar de komme efter at andre Fruentimmer staae under dem i Omfatning og Talenter, om Trinet kun er et Halmstraae lavere, strax ansee dem samtlig for Giæs.
Skal det gielde Emmy?
Emmy staaer jo paa et høiere Trin.
Da giør hun i det mindste en Undtagelse. Hun kalder Maria en uskyldig og elskværdig Pige.
Uskyldig — Naiv — og elskværdig? nu det var vel sagtens til Dig hun sagde det.
August reiste sig fornærmet og forbittret; hans Øie faldt paa Brodeerrammen. Maria drog i det samme den sidste Ende grønne Silke af et sammenrullet Kortblad, som hun kastede løst hen for sig; hans Blik søgte ahnende det mystiske Vindsel. Maria, som bemærkede det sagde ubetænksomt og muntert, som for at dreie Samtalen fra den forrige Gienstand: seer Du kiære August, Din Silke kom mig ret tilpas; herude paa Landet er man ogsaa i en evig Forlegenhed.
Hvad broderer Du? spurgte August, for dog at spørge om noget, i det han hurtig og ubemærket bemægtigede sig den sidste Rest af hans misbrugte Helligdom.
En Ridicule til min Bryllupsdag, svarte Maria uskyldig.
Til mig! hvidskede August bitter og halv i sig selv; uden at oppebie hendes Svar, styrtede han ud af Døren, ind i sit Værelse, og trykkede Vindslet til sine Læber; Gud skee Lov jeg har Dig igien! udbrød han, nu skal intet berøve mig Dig mere; Din Traad er opviklet ligegyldig og mod min Villie; Din Hemmelighed er afsløret, Du er kun et Kortblad, vedblev han, i det han aabnede det, og foer forstenet tilbage, da han saae — Hierterdame.
I det Øieblik gik hiin Aftens Spaadom atter forbi hans Siel; men Synspunktet var nu forrykket og omvendt, nu da Maria saa tankeløs havde misbrugt hans Gave, da hun saa høilig havde forurettet Emmy, da han i sin frygtelige Stemning maatte finde en foragtelig Flauhed i hendes troskyldige Svar, forekom det ham, som hun stod i Vexel-Forhold til den letsindige Hartvig.
Nu, raabte han hæftig, har jeg ogsaa Aarsag til Frihed! dette Kort har viist mig min Bestemmelse, nu først indseer jeg mit Livs Lykke er sat derpaa. Du havde Ret Emmy, at naar det var afsløret kunde Du ikke mere indestaae for noget; from og ahnelsesfuld hyllede Du det i Haabets Svøb, for at jeg trøstig og taalmodig skulde giemme det hos mig til Graven, men Letsindigheden har selv opviklet det, og jeg ikke; dog har jeg seet dit mægtige Tegn; det har givet mig min Frihed tilbage, og jeg har ogsaa Dig at takke derfor. Lad end saa være, som man paastaaer, at det Løvte Du gav Din Fader var en List; Du har i det mindste viist mig, Du havde Mod til at bryde Dine Lænker for at leve for Dit Ideal. Jeg vil ikke nærme mig Dig, men jeg vil være frie som Du.
Den hæftige Storm i hans Siel fremskyndede hans Beslutning; han var sig selv ikke mere mægtig, og da han atter var istand til at kaste et Blik paa sin Tilstand, fandt han sig i sin Seng, omringet af sin bekymrede Familie. En hæftig Nervefeber havde bragt ham paa Gravens Bredde; fiorten Dage havde han tilbragt uden Bevidsthed, men hans faste Forsæt vendte tilbage med den, og han ansaae sin Sygdom for en Velgierning, som let og ham uafvidende havde hiulpet ham over de første og tungeste Hindringer. Talen var ikke mere om nogen Bryllupsdag, og han trøstede sig hemmelig med Emmys: kommer Tid, kommer Raad; ja man kunde endogsaa sige, at det Haab hans Sygdom gav ham, bragte hans Helbred tilbage. En ung Læge var hentet fra Hovedstaden, hvis redelige Carakteer var saa bekiendt, at han for en Deel vovede at betroe sig til ham; ifølge den Syges hemmelige Ønske raadede denne til en Reise; og da August føelte sin gamle Kierlighed til Havet, som endnu ikke havde skuffet hans Haab, opvakt, blev det besluttet den skulde begynde til Søes. Alle Forældrene og hans Brud selv, saae kun en streng Nødvendighed i denne Reise, hvis Formaal kun var Opsættelse og Haab om en evig; de bøde ham uden Ahnelse kierlig og bedrøvet Farvel; hans Hierte var sønderrevet, men hans Forsæt fast; det var endogsaa som Marias Nærværelse selv gav ham Styrke til Afskeden.
Han var neppe afreist fra Godset, førend Krigen uventet og pludselig brød ud; alle, der ikke stod i nogen Stilling, som beskrænkede deres Villie, ilede til Vaaben. August, som naturligviis i en udvortes Storm troede at føle en Lindring i sin indre, var en af de første i disses Tal; men han blev sin Kierlighed til Søen troe, og da hans Barndomskundskaber nu ganske uventet kom ham til Hielp, blev den ærefulde Plads blandt hans Fædrenelands Søekrigere, ham for en ubestemt Tid tildeelt. Men allerede paa hans første Tog med et lille armeret Fartøi, der kun havde en Officier foruden ham, kom han i Kast med en overlegen Fiende, og efter en kort Træfning, hvori flere af Mandskabet og hans Medofficier faldt, blev det erobret.
Medens Folkene afgik efter hinanden ombord paa det fiendtlige Skib, stod han endnu tilbage ved sin Kammerats Liig. Han havde kiendt ham nøie nok til at vide, at han ingen Forbindelser efterlod, der begræd hans Død. Hans Stilling var aldeles omvendt, og hvor lykkelig maatte han dog ansee sig om han var i dennes Sted! det forekom ham som om Døden blot var istand til at give ham sin Frihed igien, eller Rygtet om Døden faldt ham pludselig ind. Maria følede jo ikke saa dybt og varigt, at han jo kunde haabe, hun snart ved en anden Forbindelse vilde opløse det Baand, som han ikke havde nogen angivelig Grund til at overskiære, og føiede han rørt til, Emmy vil begræde mig, maaskee med Tiden føle sit høie Hierte helbredet, eller — hvilket smilende Haab straalede pludselig i denne Taage for ham! — endnu blive min.
I dette Øieblik blev han opfordret til at forlade Skibet, og spurgt om den faldne Officiers Navn. Han angav uden at tøve sit eget, og benyttende sig af den Omstændighed, at Mandskabet Dagen før var omskiftet, faldt denne Forvexling med nogen List og Forsigtighed ham ikke vanskelig. Snart naaede han Engelland, og i det han som Fange satte Foden paa brittisk Grund, syntes det ham, som hans egentlige Friehed først begyndte.
Hans Ophold der varede i flere Aar; adskillige Leiligheder til at komme tilbage, frembød sig vel for ham, men uagtet hans Længsel efter sit Fædreneland, uagtet Tanken om hans gamle bedrøvede Forældre, ofte faldt ham blydig paa Sielen; skiont hans foregivne Død, der naturligviis havde afskaaret ham hver Understøttelse fra og Forbindelse med sit Hiem, tit satte ham i ubehagelige Forlegenheder, og nødte ham til at føre et Liv, han aldrig før havde været bekiendt med; skiont Emmys Stemme stedse lød høiere i hans Bryst, bragte dog hans Uvished om Marias nærværende Stilling ham til at skiælve og tøve. De faae Nyeheder, der sparsomt kom fra Fædrenelandet, nævnede ham aldrig de Navne, han ønskede at høre; endelig kunde han ikke længere modstaae alle de Røster, som kaldte ham. Han vendte tilbage.
Med en underlig Blanding af Længsel og Angst betraadte han atter den fædrene Grund. Han sørgede nu for at giøre Rygtet om hans Død ret sandsynlig, og ilede ukiendt til Hovedstaden. Han var saa lykkelig endnu samme Aften at støde paa Hartvig, hvis pludselige Skræk over, som han troede at see et Gienfærd, ligesaa hurtig afløstes af en overgiven Glæde.
Spørgsmaal stormede nu paa Spørgsmaal.
Hvor gaaer det Dig? Hartvig!
Herligt; kom Du skal see min Kone!
Og Emmy?
Kunde nu have været Kammerherinde, og har formodentlig af Ærgrelse over sin gale Regning, ikke endnu indgaaet nogen offentlig Forbindelse.
Svævende mellem Haab og brændende Frygt overhørte August nu alt for at spørge om Maria.
O! min Ven! sagde Hartvig pludselig alvorlig, Maria er gift.
Gift! raabte August triumferende og omfavnede Hartvig, men i det næste Øieblik begyndte allerede Hævnen over hans daarlige Glæde; han erfoer sin elskede agtværdige Moders Død. Denne uventede Tidende rykkede ham med eet ind i den nøgne Virkelighed; for første Gang syntes det ham, som han ikke fandt Erstatning i Tanken om Emmys Kierlighed. Han giorde ingen flere Spørgsmaal; dette saa uformodentlig Slag havde overskaaret alle hans Forhaabninger.
Han modtog taknemmelig Hartvigs Tilbud, at tage ind hos ham, men uagtet hans Ønsker at leve ubekiendt og i Stilhed, udbredte dog Rygtet om hans Ankomst sig, som en Løbeild, til hans førige Venner og Bekientere; ethvert Lykønsknings Besøg, som han maatte modtage, forstyrrede stedse mere hans kiæreste Drømme. Maria var gift, men, som det lød, ikke lykkelig. Hun havde efter hendes Forældres Ønske, der saaledes mente at hemme hendes stille Sorg, givet en temmelig ung og interessant Mand sin Haand, men efter et Aars Forløb var denne faldet i en Sygdom, der truede med langvarige og ulægelige Smerter. Emmy blev nævnet paa en høist forskiællig Maade; nogle talte om hende med Varme og Begeistring, flere, som en halv glemt Ubetydelighed, faae, men netop de agtværdigste, med en vis Forbeholdenhed. Hartvig indlod sig slet ikke om hende. Denne Stilling og Uvished blev snart August piinlig. Han dulgte ikke længer for Hartvig, hvor nødvendigt det var for hans Rolighed at nærme sig Emmy, og lod ham giøre et temmelig dybt Blik i sit Hierte.
Denne rystede taus med Hovedet. O! raabte han endelig med usædvanlig Hæftighed, som om han forgiæves havde giort sig Umage for at dølge den; saa maae jeg da velsigne min Letsindighed, medens Du med din dybe Følelse og din faste Carakteer, som beskiæmmede min Svaghed, blev hildet i Snarer, der forfeilede sin Virkning paa mig. Hvilken Lykke har Du ikke forskiærtset? Emmy var ikke engang mig god nok.
August havde alt tabt Modet til at blive forbittret. Du giør hende Uret, sagde han kort, jeg kiender hende bedre.
Hvorfor saae jeg Dig ikke, vedblev Hartvig, før din ulyksalige Reise? Hendes Brev bedrog ikke mig; jeg havde alt fattet Mistanke. Hiin Seddel, der skulle være fundet i mit Tørklæde og som jeg saa vist huskede jeg havde giemt i mit Chatol, bragte mig paa Sporet. Kort, min Tiener var Emmys Spion, først fandt hun det fornødent af Jalousie, siden af Vane, og endelig for at finde en bequem Leilighed til at bryde med mig. Han havde stukket den til hende, endnu før hun kom til mig, alting var paa det nøieste beregnet.
Da havde hun dog, faldt August ind, dengang Leilighed nok!
Men Fristelsen til at spille den ædle, stormodig Forurettede, var større! Du var hende ikke ganske ligegyldig min Ven! og hun vilde beundres, ret tage sig ud ved Siden af den landlige Uskyldighed, som hun altid kaldte din Brud.
Marias Bemærkninger faldt nu brændende paa Augusts Siel, dog greb han haabende Hartvigs Ord.
Jeg var hende ikke ligegyldig! gientog han.
Paa ingen Maade, blev Hartvig ved, O! min Kone, som just dengang var Emmys Fortroelige, har givet mig fortræffelige Oplysninger; det fortred hende, at en lille ubetydelig Pige fra Landet, skulle midt i Hovedstaden, og ved Siden af hende i et Øieblik fængsle dit Hierte. Hun besluttede ganske roelig at gienerobre det, og hævne Resten af sit Kiøn. Af Spøg blev Alvor; din Beundring og Agtelse, smigrede og drog hende til sig; hun elskede Dig omsider virkelig, og vor Forlovelse blev kun et Paaskud for din Omgang. Da den maatte ophøre, og hun frygtede for at giøre et afgiørende Skridt imod Dig, trak hun sig tilbage, især da min Plan at drage mig fra Hoffet, var tværtimod hendes
Umueligt!
Imidlertid trøstede hun sig dog snart over din Afreise, eller rettere havde været saa forsigtig at sørge for en Trøst; thi nogle Dage før jeg fik min Afskeed, havde hun hemmelig i sin Faders Nærværelse, som lever endnu denne Dag frisk og vel, forlovet sig med en anden Kammerjunker Fors, under den Betingelse, at deres Forlovelse ikke skulde deklareres førend han blev Kammerherre.
Kun et lille Beviis for alt hvad Du fortæller, Du langsomme Morder! sagde August kold.
Du skal faae dem min Ven! maatte de kun helbrede Dig; svarede Hartvig, som bedømte sin Vens Gemyt efter sit eget, der i kort Tid kunde forvinde de hæftigste Indtryk; han vidste ikke han havde slaaet ham ulægelige Vunder. Hartvig fremlagde nu endeel Smaae-Billetter fra Emmys Haand til hans Kone, der vel ikke afgave noget egentlig Beviis, men som dog indeholdt flygtige Bemærkninger, enkelte Vink, hvis Betydning ikke kunde undgaae et øvet Øie; og som tydelig viiste August, at hvorvel Hartvig nu maaskee for bittert og strængt bedømte Emmy, saa laae der dog en listig Forbeholdenhed og en Hang til Intrigue i hendes Carakteer, som med eet udslukte den fortryllende Glorie, hvori hun lige til nu havde staaet for hans Blik. Han besluttede aldrig at see hende mere.
En Morgen bragte Hartvig ham den daglige Avis, med de Ord: her er min sidste Medicin.
Jeg behøver ingen meer, svarte August, thi jeg er overgivet! dog læste han: Deklareret Mariage mellem Hr. Kammerherre v. Fors og Frøken Emmy ꝛc.
Han lagde Avisen og sagde rolig: Jeg fortiener min Skiæbne, jeg sat min hele Lykke paa et Kort.
Først nu var han istand til at kaste et ret klart Blik over sin Tilstand; enhver Ulykke han tidligere havde giennemgaaet, forekom ham ubetydelig mod den nærværende, som han selv havde paadraget sig. Han var høist ulykkelig, thi han kunde ingen Trøst finde i sig selv; lad os glide hen over den mørkeste Tidspunkt i hans Liv. En Lindring, han ikke ahnede, ventede ham der, hvor han mindst havde formodet den.
Hans gamle Fader var kommet til Byen; et Brev fra hans Søn havde givet ham nye Kræfter; August stod just i Begreb med at forlade Hovedstaden for stedse og søge en Redning for sin Fortvivlelse i sit fædrene Hiem, men Faderens Ankomst forlængede hans Ophold. Denne, som tog hans dybe Kummer for Sorg over Marias Tab, nævnede hende forsigtig; spurgte, om han havde seet, om han ønskede at see hende? men August gav ham et kort og bestemt Nei; imidlertid søgte den gamle fornuftige Mand at indvikle sin Søn, skiønt mod hans Villie, i adskillige Forretninger, hvorfra han ikke kunde unddrage sig. En Dag da han havde Ærinde i et ham ubekiendt Huus og traadde ind i et aabent Entree-Værelse, hvori han ingen Tiener fandt, bankede han paa den nærmeste Dør.
Et endnu ungt blegt og alvorligt Fruentimmer med et Barn paa Armen lukkede ham op; han kiendte hende ikke, men det milde blaae Øie, det venlige godmodige Smiil, som paa hans første Bal i Hovedstaden, saa uimodstaaelig havde bemægtiget sig ham, viiste sig atter for ham; dog i et Aasyn, hvoraf det muntre Sinds og den første Ungdoms Roser vare forsvundne. Han standsede forbauset.
O! August! udbrød hun høit, i det hun rakte ham Haanden, saa kommer De da endelig til os; jeg er saa taknemmelig derfor, at jeg slet ikke vil spørge om, hvorfor De ikke er kommet før.
August brød ufrivillig ud i en Strøm af Taarer; han skiulede sine Øine i hendes Haand.
Jeg maae bringe Dem ind i et Sygeværelse, vedblev hun, efterat han havde fattet sig, thi vi maae ikke berøve min Mand en Glæde, han saa længe har længtes efter. Hun førte ham ind til den Syge med det Udraab her er August, jeg vidste vel han vilde være saa god at komme til os.
Marias Mand rakte ham Haanden og udbad sig hans Venskab, endskiønt, lagde han til, jeg har været en slem Røver ikke alene mod Dem, men og mod Marias blomstrende Ungdom, som fortærer sig over en syg Mands Pleie.
Lad os ikke tale om det Forbigangne, blev Maria ved, men opfylde vor Bestemmelse, og glæde os over det Nærværende. Der ligger mange Tider og mange Hændelser imellem os August, men jeg har det Haab, vi ikke ere blevne fremmede for hinanden.
Nei, svarte August med Betydning, maaskee endog nøiere bekiendte! Ethvert af hendes Ord faldt brændende paa hans Hierte, men det optøede dets Iis og smeltede det til Veemod.
Endnu en Velgierning bragte Maria ham samme Dag; hun fortalte ham, hvad han hidindtil ikke havde vovet at spørge om, at hans Moder var død, uden at erfare Rygtet om hans; hun døde i mine Arme lagde hun til, jeg lukkede hendes Øine.
Hvor mange nye Forpligtelser bandt ham nu atter til Maria; hendes Fortroelighed til ham var uforandret, og fraregnet Kierlighedens kielne Sprog, som ikke mere vendte tilbage, var hun saa ganske den samme som før, at det ofte forekom ham, som hun endnu tilhørte ham; men i sit Forhold til hende antog han en Ærbødighed, som ikke før havde fundet Sted; han nærmede sig hende som en forklaret Guddom, hos hvem han daglig opdagede nye og større Fuldkommenheder, — daglig, thi han begyndte snart at erkiende, at hvorvel han havde forskiærtset Ungdommens og Kierlighedens høieste Lykke, var det dog kun hendes Omgang og Venskab hvorved han fandt sig i Livet.
Hendes Kierlighed til hendes Børn, hvoraf hun havde to, hendes ømme Pleie mod hendes syge Mand, som ogsaa blev ham ret kiær, fyldte vel hans Hierte med Længsel og Savn, men han ansaae disse som en mild, ja som en velgiørende Straf for hans Daarlighed. Maria nævnede aldrig Emmy, og han vogtede sig vel for at bringe hende i Erindring; ogsaa Marias Fader saae han ofte; denne behandlede ham som en kiær Søn; der var en Skaansel og Ømhed i alle disse Menneskers Omgangsmaade, som om de hemmelig tilstod dem selv, at Marias Giftermaal var en Forurettelse imod ham, ak! han vidste det bedre og anderledes! han følte sig deres Godhed, Marias Hengivenhed uværdig; ofte vilde han straffe sig selv med at rive sig løs fra denne kiære Kreds, og i en fiern Afkrog hendrage sit angerfulde Liv. Han havde imidlertid ikke Kraft dertil, og han saae hvor meget det vilde berøve dem alle; dog skiulede han omhyggelig hans indvortes Bedrøvelse, og bekiæmpede sine bittre Følelser med Virksomhed. Saaledes hengik en rum Tid.
En Morgen, da han efter et par Dages Fraværelse traadde ind i Maries Bopæl, kom hun ham imøde med Hæftighed og omfavnede ham. Nu er jeg atter Din, sagde hun høitidelig, det Forhæng, som hang imellem os, er sønderrevet! Han er død pludselig men let; Han var mig en retskaffen Ven og min Lykke laae ham paa Hiertet; jeg opfylder i dette Øieblik hans daglige Ønske; lad os sørge over ham som over en god Broder.
Jeg fortiener Dig ikke, Maria! sagde August rørt, men roelig.
Troer Du da, jeg ikke har bemærket hvad der er foregaaet i din Siel? stakkels August! Du har ogsaa bødet haardt.
Ja! men ikke nok for min græsselige Forblindelse. Maria! skulde Du have læst i mit Hierte?
Den Krampe hvormed Du knugede det ulykkelige Bindsel, forskrækkede mig og aabnede mine Øine; jeg indsaae for silde min uforsigtige Eenfoldighed.
O! Maria! Du maae nu vide alt; Du maae kiende den Daare, som opoffrede din Kierlighed.
Maria vægrede sig, men hun maatte høre ham; først ved hendes hiertelige Tilgivel vendte hans Lykke tilbage.
Sørgeaaret gik snart; endnu hurtigere det følgende, det første af deres Forening. Ved Maries Side vandt Augusts Hierte paany Ro og Mod til at see det Sted igien, som havde været Skuepladsen for hans bittreste Vildfarelser; de besluttede at drage sig tilbage dertil, og August nedlagde pludselig sine Forretninger i Hovedstaden; dog betingede Maria sig et Ophold af fiorten Dage ude paa Godset førend hans Ankomst. I hendes første Ægteskab vare mange smaae Forandringer foretagne der, som hun hemmelig vilde bringe tilbage i deres gamle Tilstand.
Med hvilken Følelse fulgte han endelig efter hende! Ikke henrevet af Ungdommens brogede Haab, ikke nedsænket i en fortærende Lidenskabs blinde Drømme, men med klar Bevidsthed, med fuld Erkiendelse af sin sildige Lykke, drog han atter giennem Portalen til sin prægtige Gaard. Endnu engang ventede en nye Modtagelse ham der. Den bestod ikke ganske af de samme som før; Tiden og Jorden havde tilbagefordret sin Ret; men to uskyldige Engle jublede ham imøde, og den tredie, som smilte ved Marias Bryst kom ham til at glemme Tabet af den første belønnede Kierligheds Blomstring paa hendes Kinder; den hulde Moder bevægede sig mere langsom, men ikke mindre kierlighedsfuld imod ham; og det forekom ham, i det han treen op af Trappen, og alle ligesom hyldende omringede ham, som han først nu erklæredes for den retmæssige Herre over dette Gods; nu var han det i det mindste første Gang over sig selv.
Endnu samme Aften da de fortroelige Skygge omsatte dem, og de selv sluttede sig tættere om det lille runde Bord, som netop gav Plads nok til dem alle, skulde de gamle Erindringer i en samlet Sum, men for sidste Gang smertelig bevæge sig giennem det helbredede Bryst.
Augusts Fader, som var fulgt med dem derud, spurgte ham om et Papir; han tog sin Tegnebog frem, hvori han formodede han havde det, fandt det ikke, ledte igien og kom saaledes til et forborgent Rum, som han længe ikke havde seet i; han aabnede det, og det fatale Kort laae atter for hans Øie. O Maria! udbrød han med Veemod Spaadommen er nu opfyldt — Sorg og Gienvordighed omringede os begge; Lidenskabernes sorte Bølger forslog mig langt fra Dig; men jeg er vendt helbredet tilbage, luttret til Erkiendelse i de skuffende Flammer, og dette Billedes røde Pragt; det er udslettet i mit Hierte; jeg vil ikke besidde det længer; men sønderriv Du det, jeg har ikke Mod dertil.
Nei! svarte Maria, i det hun tog det og holdt det hen i Lyset; jeg vil lade det gaae op i dets Luer; da det var udbrændt sagde hun: det efterlader kun en lille Røg, mener Du ikke jeg formaaer at blæse den bort?
Ganske! raabte August, og trykkede hende til sit Bryst.
Da slog Klokken i det samme, og med det sidste Slag intonerede Fløitespillet, som tilfældigviis igien var opsat i dette Værelse: ou peut on etrê mieux qu’au sein de sa famille.
Gamle Ven! raabte August, hvi fulgte ikke den flygtige Yngling din troe Stemme; dog, havde mange Bekymringer end været os sparet, var Erkiendelsen maaskee ikke vaagnet saa tidlig, og seent er derfor ikke ganske forspildt. Flere Aar af mit Liv, sandt nok Kierlighedens og Livets for evig forsvundne Foraar, maatte jeg offre Verden og min Daarlighed; men nu er jeg vis paa mig selv. De øvrige skal tilhøre os alene og en stille Lykke.