Min Ungdoms ældste Ven! hvor staaer
Dit fierne Fodspor? hvilke Lunde
igiennemiler Du? og gaaer
hen til din Øe Jean-Paulske Hunde?
Hvor svæver let og lykkelig,
dybt i amerikanske Skove,
den muntre Aand, der vakte mig,
naar Mismod bød min Siel at sove!
Hvor sender jeg Dig blot mit Navn
mit Hierte kan det ikke føre;
En Storm fra Juras rene Favn]
det ikke ruller til dit Øre!
Hvor er en Ørn, der mine Ord
Dig paa sin høie Flugt vil bringe?
hvor er den Dues lette Vinge,
til hvem sig Venskab trygt betroer?
Forgiæves! intet Slag af Vinger
gienlyder i den klare Luft.
Ak! Fædrelandets Rosers Duft
maaskee dem venligt med sig bringer.
O! Himlen slaaer forgiæves, Ven,
en anden Luftkreds om vort Øie,
vor Siel dog langt ud over den
seer Solen kysse Danmarks Høie!
Og i dens Glands fremstraaler med,
mens Verdens Udkant du betræder,
Demanten fra vort Samlivs Fred
og Perlerne af vore Glæder.
Men da du paa din Flugt omkring
din Barndoms Drømme selv ei sover,
men mueligt med dit Følge vover
et Handelskab mod al Slags Ting.
Saa haaber jeg, du ogsaa vil
til Vild og Kristen, Første, Hyrde,
kort, hvor du først kan komme til,
afhænde mig en piinlig Byrde;
Der er en Flygtning i mit Bryst;
man vrangelig den kalder Hierte!
den skabte tit min hele Lyst,
men ogsaa tit min hele Smerte;
thi ak! letsindig den forsmaaer
et treogtyveaarigt Giemme,
og paa de sidste fire Aar
den aldrig nu vil blive hiemme.
Og er den der Orkanen liig,
den bruser om i Brystets Stille.
Nei! alting, alting siger mig
jeg ved den Falske mig bør skille.
Hvad skal jeg vel! O! bittre Tvang
selv nu med tusind Minder hiemme
med Brusen nøder mig den Slemme
at klage over sig paa Sang.
Den svæver did, hvor Skiønhed gaaer,
den speiler sig i hvert et Øie,
den farer over Dal og Høie! —
indtil den sine Drømme naaer;
da den forrædersk sniger sig
med al sin Riigdom i min Slummer,
og vaagen, — flygter bort fra mig,
staaer jeg allene med min Kummer.
Den bruser over Nordens Hav,
den vugger sig paa lette Bølger,
den Barm, som den er daaret af,
langt, langt fra mig den stadig følger.
Med Haanden paa det tomme Bryst
indspærret i min Skygges Fængsel
med alle Aarer fuld af Længsel
jeg hører da min **s Røst
i hver en Stemme, seer hans Øie
i hvert et Blik, hvor Taarer staae,
hvor fierne Baade Floden pløie,
jeg seer hans Aare Bølgen slaae,
Og der, hvor fulde Toner lærte
et Væld af store Følelser
at storme frem, hvor skiult det er,
der seer jeg sukkende hans Hierte.
Og naar i Aftnens stille Fred
et Chor af Stemmer naaer mit Øre
og jeg — ei langt fra Rhonens Bred
Cerdrons! vil dine Sange høre!
den lyner bort, med Længslers Sorg
den Siel og Suk og Blikke følge,
og tryllede med den sig dølge
i Glædens Huus paa Fredensborg.
I huuslig Ømheds stille Roe,
i Dannemarks Plataners Skygge,
de høie Linder, der omsnoe
det Tag, hvis Stolper kneise trygge,
thi rundt om det en Hærvagt staaer
en haabfuld Kreds af unge Ranker
og under den et Hierte slaaer,
som i sig selv sin Riigdom sanker,
hvor ofte naar jeg gik i Blinde
min Soel fremtrylledes igien;
hvor, da jeg søgte om en Ven,
mig Himlen skienkte en Veninde!
der dvæler den, mens jeg forladt
et Bytte for dens vakte Drømme,
kun føler en bedragersk Skat
fra mine vaade Øine strømme.
Snart iler den med raske Slag,
med Ømhed og med Frygt tillige
hen under det ukiendte Tag,
hvorfra min Moders Bønner stige
med stille Andagt, for mit Vel!
da troeløs den tilbage vender,
og lægger Længsel i min Siel,
og alle Barnets Minder tænder.
Og nys da mig, paa Grimfels Stie
til Herrens Almagt, mødte Brusen
liig Norges mange Bækkes Susen,
hensvømmed Flygtningen deri. —
men ak! i Norges store Egne
Gud ingen Ven min Barndom gav,
derfor den standsed ved en Bregne,
og sænkede sig i en Grav. —
Sophie! send mig den tilbage.
Dit varme — ak nu kolde Bryst,
har glemt sin Veemods bittre Dage
og trænger ikke til min Lyst.
Men Gud har viist til Himlens Glæde
og føiet den, at see hans Spor
i Underværkerne hernede —
Og — o! jeg føler det: der groer
for Himlen Fryd i Jordens Aarer.
Din Høisang derfra henter du,
maaskee endogsaa fra de Taarer,
en kierlig Broder fælder nu? —
Erindrer du min Ven! det Sted,
hvorhen du selv din Yndling førte,
hvor han i Uskylds Lallen hørte,
og i hvert Blik, saae Himlens Fred.
Hvor Cecilens englelige Smiil
et Smiil paa alle Læber bragte,
hvor — ak! du saae ei paa din Iil,
at Dødens Mordsværd ogsaa strakte
sig over dem — dog traf den ei —
end tindre Glædens skiælmske Luer
sødt i din Søsters Blik, og jeg
taknemmelig til Himlen skuer,
der gav, at Dydens glade Roe
i disse Hierter blev bevaret,
da pludselig — kun mig ei troe —
jeg mærker, mit derhen er faret.
Og seer jeg fiernt et rødligt Tag
liig en Rubin i Skovens Krone
og tænker mig til Strængens Tone
den møenske Horatzes Slag!
da bruser den paa nye fra mig,
og om fra Ven til Ven den iler,
og mine Længsler hæve sig,
mit Blik i Regnbuefarver smiler;
da flyer den i en venlig Ruus
stolt af dens Minders rige Gave
hen til min Rahbeks Bakkehuus
og til hans Vivs latinske Have! —
O! ikke blot i Straaler — Ven!
fra Danmarks Soel, den bort sig lister,
men hvor jeg vandrer, finder den,
selv før jeg mærker det, sig Gnister —
thi vaagner jeg en Morgen froe,
og føler den Forræder banke,
og taus jeg frydes ved den Tanke,
den dog eengang vil blive troe,
saa qviddrer Lærken kun i Luften,
og strax jeg atter er forladt,
thi ved den første Roses Duften
den svæver alt i Rudolstadt.
Forgiæves efter den jeg stræber,
forgiæves trygt den hæfter sig,
der, hvor jeg ei tør vove mig,
paa Rosalies røde Læber.
Saa trylles Veemod om min Vei!
den fylder Fuglens tomme Boelig,
Nærværelsen jeg nyder ei. —
Ak! nylig da jeg nød den roelig,
den loe min Glæde flygtig ud,
i en parisisk Hat sig dulgte,
og et elskværdigt Stierneskud
med Extrapost til Kassel fulgte. —
Hvad skal jeg vel; saa Dag fra Dag
den nye Saar hos mig opriver
meer flygtig med sin Alder bliver,
meer stormende i sine Slag!
O! sælg den Ven, jeg altid vinder;
den jo ei meer tilhører mig,
og tvivl kun ei, du den jo finder,
thi den er saare tit hos Dig!
Men I! til hvem mit utroe Hierte flygter
naar paa min fierne Vei, et sieldent Lyn
fra Millaviens underlige Rygter
henruller Danmarks Skiæbner for mit Syn!
I, som jeg paa min fierne Flugt velsigner,
hvis elskte Kreds jeg altid dvæler i,
see! midt i nye Sceners Tryllerie
en Tantalus, jeg skilt fra eder ligner. —
Hver afplukt Blomst mig Eders Minde er,
den visner ei i eders elskte Hænder;
og naar eengang mit vilde Hierte brænder,
I gribe ei de vakte Følelser!
O! ei engang I ane, at det svæver
deeltagende, og ømt og varmt og troe
fra Egn til Egn, hvor sødt mit Venskab lever,
og hvor mit Mindes favre Blomstre groe!
Tilgiver mildt, at jeg en Flygtning hader,
som elsker eder høiere end mig,
som til hver Gienstand daarlig hæfter sig,
og den og mig for eder strax forlader!
som spotter mig, som — o! jeg drømmer jo —
hvor kan jeg hade den, som elsker eder?
og er den mig ei netop dobbelt troe,
i det den binder mig og sig til fordums Glæder? —
L. Kruse.