Drag dem alle for mit Blik tilbage
alle dine Syner, Phantasie!
hver en Demant i min Ungdoms Krone
hver en følt, ak nu bortviftet Tone
som i min Erindrings svundne Dage
under Vingeslaget af dit Tryllerie
dette Hierte smelted i. —
Hvo forstaaer Dig! du hvis Trolddom blander
sig i det henruste Hiertes Slag!
hvorfor mon det Baand, hvormed du binder,
sielden brydes, men saa let forsvinder,
hvi kan du, som Ild ei overmander,
ikke Trudsler, Storm, og Skiebnens Brag,
vige for et iiskoldt Aandedrag!
Men jeg kiendte dine falske Drømme
alle jeg har giemt i denne Bog!
see her staae de, Blad for Blad, med Navne;
mange har jeg glemt, De mig ei savne;
og dog var det, høie, stærke, ømme
lykkelige Følelser, som drog
Trækkene i denne Bog!
Jeg var elsket, vær ei stolt mit Hierte
du blev glemt, men du har glemt igien;
jeg er elsket! ak! dog ei du banke
høiere ved denne søde Tanke;
mon dens tit gientagne Fryd ei lærte,
at som oftest Tabet af een Ven
for en nye opflammer den.
O! men I, hvis Stierner ere svundne
af min Himmels svagt oplyste Blane!
I, som vandre i ukiendte Egne,
eller som de sorte Kors betegne!
i hvis Favn en Glædestund er rundet;
skulde alle eders Blikke spaae
mig med Kulde, Intet kan bestaae!
Løsnes da hvert Baand af Ild paa Jorden?
døer hver Glød, som luer i vor Barm!
qvæles Kiærligheds og Venskabs Stemme?
skal vi glemmes og igien forglemme?
Elskte! hvis det er Naturens Orden!
O! saa lad, mens min endnu er varm,
mig da døe ved eders Barm!
O! saa slyng, I, som staae nær mit Hierte,
i en øm og sød Fortroelighed,
slyng omkring det en trefoldig Kiæde,
lænk det fast til sin erkiendte Glæde,
at det kiølnes ei ved Glemsels Smerte,
at dets Slag, den Ild, det blusser ved,
naar de døe, maae døe i Kiærlighed! —
L. Kruse.