Optagen hun var i Klostret,
En deilig pyntet Grav;
Der skulde nu hendes Ungdom
Nedlægge Vandringsstav.
Der skulde nu Seilet stryges
Med Vimpel og med Flag;
Der skulde nu hendes Tanker
Gaae ene Nat og Dag.
Der skulde nu Vid og Virken
Kun være jordlagt Frø,
Som aldrig dog skued Lyset
Og ufødt maatte døe.
Der skulde boe Mange sammen,
Ak, uden Harmonie,
Mens Hjertet ei kunde glemme
Forhaabnings Melodie.
Bag Gittret i Talestuen
Bevinget Ordet faldt
Om Eensomheds tomme Lykke,
Om Samlivs skjønne Alt;
Om Vedbendens spæde Ranke,
Der snoer sig hen ad Muld,
Naar aldrig en Broderstamme
Den skjærmer trofast-huld;
Om Klippen, af Havet stegen,
Der modstaaer Bølgens Vold,
Men eensom og død for Livet
Og uden Krands om Skjold.
Hun lyttede til; han føied
Sin Haand i hendes Haand,
Og Smiilet og Kindens Rødmen
Svoer Samfund, Aand i Aand.
„O, vil du mig bøde Savnet,
Forsage Eensomhed,
Flye bort fra dit Fængsels Mure
Og tage Freden med?
Da aabned du Paradiset,
Hvor jeg som Barn indtreen,
Og elskede Alt i Alle,
Som Alle nu i Een.
Vi skulle da boe som Fuglen
Glad under Himlens Tag
Og frydeligt see mod Qvælden
Imorgen atter Dag.
Vi skulle ei være Mange,
Men To i Harmonie
Med hele den vide Verden,
Og Fred vor Melodie;
Den Fred, som jo Livet eier
Med al sin søde Lyst,
Naar Hytten hvad eller Borgen
Har sluttet Bryst ved Bryst;
Den Fred, som jo Livet fattes
I Hytte og paa Borg,
Naar Armod og Glimmer skjule
Den sande Hjertesorg.
O, vil du mig bøde Savnet
Og saa dit eget med;
Min Fryd var kun halvt et Eden,
Gik din ei i dens Fjed.
Optagen i mine Arme
Skal smukt din Vandringsstav
Fornye sin Ungdoms Veie
Af Vældet, Gud dig gav.
Da skulle vi Seilet heise
Med Vimpel og med Flag,
Da skulle vi Tanker skifte,
Forente Nat og Dag.
Da skulle vort Vid, vor Virken,
Som Frø i Jorden lagt,
Velsignet af Naadens Himmel,
For Lyset vorde bragt.”
Hun gav ham sit Ja, og Amen
Sang tvende Hjerters Chor
Saa helligt, som det kan lyde,
Hvor Herrens Engle boer.