Og Gaasen kom paa Marken, da Kornet var kjørt væk;
Det kunde han nu lide, og derfor sa’e han: „Gæk!”
Ved Mortensdag kom Pigen ud med den blanke Kniv,
Da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade Liv.
Hun sleb den paa sin Tøffel, han fik en grusom Skræk;
Da fløi han over Gjærdet, mens han hvinede: „Gæk!”
Men Pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
Da dandsed’ han paa Marken paa sine lave Been.
De drev ham hjem fra Marken, paa Vejen fik han Smæk,
Han virrede med Halen, og han hvæsede: „Gæk!”
De satte ham paa Sti, og de propped’ Maden ned,
De holdt ham fast om Halsen, skjønt han kneb og han bed.
Til Julen blev han slagtet; da fik hans Hals et Knæk.
Dengang de vred den, skreg han sit allersidste: „Gæk!”
Saa laa han ganske stille, han mærked’ Kniven knap,
Som tog hans hvide Vinge og røde Gaaselap.
Til Torvs ham Pigen bragte; der roste man hans Vægt;
Han Æbler fik i Maven og blev saa deilig stegt.
En Julegaas, det blev han, og det er ikke lidt,
Og Moer har skummet af ham en vældig Krukke Fedt.