Om Elskovs, Venskabs Fryd, har hver Poet sit Ho’de
Alt lagt i Blød fra Cap til Grønlands fæle Is:
Nu for Afvexlings Skyld jeg kvæde vil en Ode
Med „Pindars høie Flugt“ til mine Fienders Priis.
I brave Folk, hav Tak, som har min Sjæl forynget,
Og ganske mig kurert for dum Melankoli!
Træt var jeg sunken hen, af Sorgens Net omslynget,
Af Livet var jeg kjed — o Lykke, da kom I! —
Visiret letted I; jeg saae de glade Smile,
Hvor Eders megen Dyd saa smukt afspeiled sig,
Den høie Fryd, hvormed I hvæssed Eders Pile,
Og spændte Buens Snor, og sigtede paa mig.
Da vaagned jeg, dengang I stødte i Trompeten,
Da var det, som paany opildnedes mit Blod;
Jeg Skjoldet tog paa Arm, og gav Jer paa Planeten,
I sagde selv, jeg ei saa daarlig det forstod.
Da hvisled Pilene, af Mørket frem de brøde,
Henad mit lille Skjold de gled som Regnens Væld,
Og ramte de, slet ei af Saarene jeg døde,
Men Kampens Hede var som Rhinskviin for min Sjæl.
Saatidt et Spyd jeg svang, I peb og sank i Støvet, —
Da følte jeg mig fri for alle Livets Tryk;
Min Vinter blev til Vaar, — som Bøgen skyder Løvet,
Fik jeg, som skaldet var, en splinterny Paryk.
Jeg blev poetisk stemt: lad det Jer ei forundre;
Ak, denne Lykke Jer, o Fiender, skylder jeg.
O, bliv for Alting ved, som hidtil mig at muntre,
Thi ellers jeg bestemt tildøde kjeder mig!