Tyste, tyste
Lange linier løber blinde
Under himlens dybe hvælv;
Glidende sniger,
Snigende slangesnoet
Floden vej sig æder
Mellem bjerges stejle kamme,
Over sletters milevide marker
Hastigt strømmer,
Som af længsel baaret;
Gennem haver baaret
Skummende vildt
Af savn og smærte,
Under falmende rosers
Pirrende duft.
Vaagnende,
Tonebrus voksende
Jublende sang!
Bore!
Higende bore,
Som safter i trange porer,
Borende sig vej imod sol
Og piple rindende
Ud af revner og sprækker
Perleglinsende,
Paa stammers brune bark.
Svulme,
Svulmende bruse
Sanseløst gennem
Aarers aabne Veje,
Brændende gløde,
Løftende som en bølge
I drifters hede attraa,
Spændende hver pore,
I kraftens sidste væld;
Besvangrende sitre,
Skabende liv
Liv i høstens sidste blussende stund.
Vildvins hængende have
Af blod,
Dryppende langsomt
Fælder sin blodige graad,
Som kæmpende hæves
Og hvirvlende svinder
I flodens grav.
Et smærtende streif fra elskovs kyst.
Og sanseløst
Styrtende
Vælder
Floden frem i
Golde sletters sand;
Vindens hyl i
Nætters mørke gru,
Bider i det friske
Blødende saar.
Vuggende svejer,
Svejende vugger
Rangiende stammer
I evig stræb
Mod lys og stille højder,
Favnes kun af den kolde
Den klamme taage,
Og i de tynde bladeduske
Høstenvinden spiller
Sit dumpe klokkeklemt
Om livets falmen.
Men i det saaraabne dyb,
Sænker sig taarer,
Sænker sig suk;
Alle de stille rindende taarer,
Rindende uset i nætters dybe skjul,
Rindende saa hedt
Og parret med suk;
Suk som sniger saa tungt o ver j ord.
Klamrende favne stammer
Og langsomt bredende
Fylde luft,
Sjælesukke!
Længselssukke!
Og tung af sin smærtende last,
Rinder floden ud i deltas grene,
Udi havet.
Havet!
Det levende,
Aldrig hvilende,
Ensomt syngende hav,
Som ulmende
Stiger, hvæsende
Fraadende hyler,
Smærteskrigende
Og dønningsrullende farves
Af den synkende sols
Blodige skær.
Haab!
Glimtede der et haab,
Eet eneste haab
Om vaar,
I den synkende sols
Sidste straale?