Liv!
Det er liv!
Ulmende liv,
Som gærende syder
Og stiger i alle de
Fine porer;
Vældende ud i
Brus af store
Duftfyldte blomster,
Blomster af tusind farvers pragt.
Sig:
Har du ikke mærket,
Livskildens varme rislende strøm
Igennem dit blod,
Naar tiden rinder mod vaar?
Har du ikke mærket brystet
Hæve sig i undrende anelse,
Naar solen stiger, rund og rød,
Bag de fjøerne bjerge,
Og blomsterne hæve
De blege sænkede kalke,
Aabnende de duftfyldte bægre,
Og vinden toner
Brusende gennem,
Træers kroner.
Og hører du?
Hører du,
Bag bruset
Hymners dybe sang?
Sang om kraftens
Higende væld,
Hærdet under storm
Og onde tiders
Vrede stamp,
Hærdet i kamp mod
Vintres golde aand.
Nu bliver det vaar!
Vaar!
Og urkræfter
Hæver sig brystende
Paa store brede vinger,
Omfavnende,
Væltende golde tiders
Skygge,
Sprænger alle gamle
Kloders net.
Nye vaar!
Nye vaar!
Nye Slægt,
Og nye aand!
Aand!
Mon tiden er moden?