To Venner sad ved en Whisky eller to.
De græd og de lo. —
Og en blev til tre,
mens de øste ud deres Hjerters Ve:
Aa, hvor er det en Trøst
med et Vennebryst
for et Hjertes Ve!
»Du aner ikke, hvor smertelig ømt«,
sa’ den ene Ven — da den første var tømt —
»hendes Smil kunde bæve om Munden,
og hvor trofast hun var paa Bunden.
Hun bar Renhedens Mærke paa Panden.«
— »Men hun snød dig dog« — sa’ den anden.
»Men min var som Drue, som ædel Vin!«
sa’ den anden Ven, mens han tømte sin
King George, — stødte op lidt og sukked.
— »og nu er min Vinkælder lukket.«
»Og i Gadernes Rendestene
flyder nu din Vin« — sa’ den ene.
»Jeg forstaar det ej, jeg forstaar det ej.
Er Elskov da ikkun Tant og Leg?«
De jamrede begge i Kor,
omtrent med de samme Ord.
(Det var ude med Sodavanden).
»Vi drikker den tør« — sa’ den anden.
Og Klokken blev et og Klokken blev to.
De græd og de lo.
Og Klokken blev tre —
De øste endnu deres Hjerters Ve
om Sorg, om Savn og om Kulde.
Men saa var de ogsaa fulde.
Og saa sang de i Kor
ved det bare Bord:
Hvor er det en Trøst
med et Vennebryst
for et Hjertes Ve —
Klokken tre. Klokken tre!