Duftende Enge og kornrige Vange,
sølverblaae Vover om skovkrandste Kyst,
gyngende Snekker og jublende Sange,
:|: det er vor Fædrelands Vælde og Lyst. :|:
Tidt pløier Dansken de fjerneste Bølger,
stundom han færdes i fremmede Land;
stedse dog Mindet om Danmark ham følger,
:|: tryller ham sødt til dets elskede Strand. :|:
Her var det, Kjæmper, paa Vang og i Lunde,
værned’ om Uskyld og knusede Vold:
kneisende Høie, hvor Fædrene blunde,
:|: vidne om Kraftens og Frihedens Old. :|:
Høit have Konger, ved store Bedrifter,
Helte, ved kjæk og berømmelig Færd,
Skjalde ved Sange, og Vise ved Skrifter
:|: hævdet vort Danriges ældgamle Værd. :|:
End throner Kraften i Egenes Skygger,
Frihed end boer under Nordboens Tag,
Ætten af Kjæmper vor Arne betrygger,
:|: Retfærd omsvæver vort Banner og Flag! :|:
Retfærd og Frihed vort Løsen monn’ være:
dem ikkun hylder den nordiske Mand!
Fred om vor Hytte, og Skjold om vor Ære!
:|: Himlen velsigne vor Drot og vort Land! :|:
I. Jetsmark.