I Lunden nys jeg Vidne var
Til hvad jeg aldrig aned’,
En Busk som tvende Roser bar
Dem moderlig formaned’:
„Skjul, kiære Døttre!“ hvisked hun,
„De favre Purpurkinder;
„Der gaaer saamange i vor Lund,
„Hvis Een da eder finder.
„Ufølsom plukker han jer af,
„Mens I er skyldfri glade,
„Og paa den faldne Uskylds Grav
„Han drysser eders Blade.“
Den ene Knop som Rosen rød,
Fandt Død i Elskovs Arme.
Langt meer, langt meer end Livet sød,
Og talte saa med Varme:
„Er jeg da liig det kolde Siv,
„Som ingen Fryd kan fatte?
„Nei selv ei hundredaarigt Liv
„Kan Elskovs Tab erstatte.“
Hun bredte sine Blade ud,
Og frit omkring sig skued’,
Imens hun yndig liig en Brud
I Purpurrødme lued’.
Strax kom en spraglet Sommerfugl,
Liig Guld dens Vinger straalte,
I Rosens Barm den legte Skiul
Og Rosen fræk det taalte.
Kun et Minut — saa fløi den bort
Ufølsom ved sin Brøde.
Brudt Rosen var — „min Fryd var kort“
Saa sukked’ den og døde.
Den anden Knop, som Lilien hvid,
Sin Moders Varsel fulgte,
Mod andre Knopper venlig blid
Bag Blade den sig dulgte.
Den blomstrede her til ingens Pryd,
Den ingen Have zired’,
Men hist hvor Herren lønner Dyd,
Den evig skjøn fremspired’.