I Anledning af en Samtale om Elskov eller Kierlighed mellem Mand og Qvinde
(Skiemtebrev til en Ven.)
(Skiemtebrev til en Ven.)
Lidt dristig rigtignok, jeg stundom voved’
At tale om den dumme Kierlighed;
Og endnu meer: — jeg Underretning loved
Dog jeg er vant mit Løfte ei at svige;
Dristig jeg derfor nedskriver Dem:
Hvad jeg bemærket har, jeg ringe Pige,
Mens jeg paa Livets Vei har vandret frem.
Paa mange Maader bliver Elskov dyrket;
Da aabenhiertet vil jeg Dem tilstaae:
At det er netop det, som har bestyrket
Mit Forsæt: denne Malstrøm at undgaae.
— — —
En Slags saa kaldet Elskov ei jeg nævnet;
Den kun i vilde Sandsers Ruus bestaaer.
I Tidens Længde rædsomt den sig hævner
Med Angers Qval for de misbrugte Aar.
Den baner Veien for de grove Laster,
Der til et Dyr fornedre Mennesket.
Og uformærkt en Helvedbrand den kaster
I Hjertet, og tilsidst fortærer det.
Den dræber Sundhed, myrder huuslig Glæde;
For evig den forjager Sindets Ro.
Omsomst skal Angers Graad de Kinder væde
Hvor en Medusas Slanger vildt sig snoe.
Dens Dyrker kan man kiende paa det Stempel
Han liig en Cain paa sin Pande bær:
„Jeg har vanhelliget mit Hjertes Tempel,
„Og Uskylds Engel fra det flygtet er.
„Som Olie syder — paa min Isse brænder
„Forførte, faldne Pigers Angestgraad.
„Først da, naar Døden Livets Marter ender,
„Da sløves min Bevidstheds Edderbraad.“
Forgiæves Haab! — naar Livets Stierne daler,
Hvis Glands besudles af en Nidingsdaad
Da først begynder Siælens sande Qvaler
Blandt Tænders Gnidsel og Fordømtes Graad.
Jeg intet mere har om den at tale.
De er for ædel til at hylde den;
En anden Elskov vil jeg nu afmale:
Een til hvis Altar Mængden strømmer hen.
— — —
En Yngling træder frem paa Livets Bane;
Blandt Velstands Glæder svandt hans Barndomsaar;
Dens Held er blevet ham til daglig Vane;
Han kiender ei til Nøisomhedens Kaar.
Han elsker Overflod og Verdens Glæder;
Han veed at Guld besidder Tryllemagt;
Og dog hans egne Kaar ham ei tillader
At overgaae hovmodig Rigmands Pragt.
Hans stolte Hierte ei formaaer at taale
Den Dunkelhed, som følger Middelstand;
I gyldne Nimbus ønsker han at straale;
En Hæderstitel er ham: „rige Mand.“
Men Skiæbne eller Hændelse ham nægter,
At stille selv sin Siæls Attraa tilfreds;
Og dog han ei det Herredømme mægter,
At flye en overdaadig ødsel Kreds.
Han fordrer naar han vælger sig en Mage
Ei Dyd — ei Ynde — kun at hun er rig;
Man ei fortænke ham — man ham beklage,
Om ei hans Skiæbne vorder lykkelig.
Man stedse bør med Skaansel ham betragte,
Og sanddru Held og Lykke ønske ham.
Ei roligt Overlæg man bør foragte,
Thi snilde Klogskab kan ei volde Skam.
Man ei behøver Gierrighed at dyrke,
Fordi at Rigdom Glæde skienker os.
Hvor sielden finder man den Aand og Styrke,
Som byde Livets smaa Chicaner Trods.
Hvor saare sielden finder man et Hierte,
Som ei paa Verdens Virvar sætter Priis,
Og blandt sit Helds Ruiner Konsten lærte,
At skabe selv sit lille Paradis.
Hvi skulde da sig Ynglingen frasige
Ved kloge Valg at vorde lykkelig?
O! er hun en huld og dydig Pige,
Det aldrig er en Feil at hun er rig.
Men ak, desværre! mangengang han kiøber,
Med Tabet af sin Rolighed, hiint Guld;
Jeg kiender rige Mænd hvis Aasyn røber,
At Hymens Gud dem langtfra ei var huld.
— — —
Imellemstunder ogsaa Elskov vækkes,
Ved høie Byrd, ved Agt for Adelstand;
En fornem Dame stræber man at trækkes,
Man haabes ved at blive hendes Mand.
Man villig med et Slægtskab sig forbinder,
Hvor i Anseelse hvert Medlem staaer;
Man ogsaa troer at meer Cultur man finder
Blandt Adlens, end Borgerstandens Kaar.
Ved Hielp af hende Manden ofte tænker,
At grunde ærefuldt sin Fremtids Vel;
Dog mangengang han derved smeder Lænker,
Som fængsle ham, ak til en Jesabel.
Da maa han ei i Stolthed eftergive,
I Prætensioner ei en Fingersbred,
Hvis ei han vil en ydmyg Slave blive,
Et Offer kun for hendes Arrighed.
Og Skylden er Forkielelse alene
Hos slige Damer; thi fra Barndomsaar,
De troe Napæus og Luner og Migræne
Den høie Adelstand saa godt anstaaer.
— — —
Men dog den Elskov som giør meest Spectakel,
Er den der dyrkes ved Coquetterie;
Den næsten lignes kan ved et Mirakel
Fremvirket ved naturlige Magie.
Der gives Qvinder — tidt i Uskylds Alder,
Som raffinere deres Yndighed;
Sædvanligen man dem Coquetter kalder;
Et bedre Navn man endnu ikke veed.
Jeg ei fordømmer dem — jeg dem beklager;
I min Eenfoldighed jeg stedse troer,
De søde stakkels Piger sig bedrager;
Enskiøndt de vist vil lee af mine Ord.
Hvad har vel en Coquette end tilbage
Naar hun udmærke vil en elsket Mand?
Den som vil alle og enhver behage,
Mon vel dens Yndest nogen smigre kan?
Og dog de selv i ædle Hierter throner;
I fleer end eet de ofte lægge Skiul;
Thi Skiønhed er omtrent som et Slags Doner
Og Manden ofte som en fangen Fugl.
Beruset han en hæftig Attraa føler;
At en Gudinde vorder ham tildelt.
Han frygter for, at hvis han længer nøler,
Han knap faaer hende halvt, langt mindre helt.
Han troer en Mø, hvorom saa mange strider
Maa dog i Grunden være meget rar;
Med al sin Klogskab han paa Krogen bider
Skiøndt mangengang den hele Mading var:
Et skakket Guldskum paa den ydre Side,
Som Tidens Tande engang puster bort.
Ei Qvind taler her — men De maae vide,
Hiin Passionsblomst varer ikkun kort;
Thi Verdens Dom, som vi skal blindthen trode
Om Skiønhed, tidt i Nyhed kun bestaaer;
Da ofte skaffes Lysten til et Gode
Naar vi besidder det i flere Aar.
Naar Manden ikke meer for Tabet gruer,
Der syntes ham saa saare rædsomt nys,
Naar dagligdags den smukke Mund han skuer;
Den ikke meer indbyder ham til Kys.
Naar ikke meer omsorg mod ham der sukkes —
Naar han sin Engel have kan i Fred,
Da har man ofte seet den Baand at slukkes,
Der skulde brænde i Tid og Evighed.
Og da de Mænd tidt Veirhaner ere,
Der ei i Morgen som i Dag er stemt;
Saa kan ei sørgelig Erfaring lære,
At selve Skiønhed vorder let forglemt.
De engang bad, at jeg Dem skulde raade,
Og saa i eet og andet staae dem bi;
Jeg skulde lære Dem den rette Maade
At spille i hiine store Lotterie,
Som man med Sandhed Ægtestanden kalder,
Hvor i en Galskabsruus man stormer hen;
For hvert et Lod, vel hundred’ Nitter falder —
Sligt bør man raade Fiender — ei en Ven.
Det er en selsom Bøn til mig, min Herre!
Hvi gaaer De ikke heller til en Præst?
Jeg har saa meget seet deraf, desværre!
Saa jeg den skyer langt meer end sorte Pest.
Dog hvis De vil, De kan det jo forsøge —
Erfaring er den sande Viisdoms Bog —
Med Ild og Elskov bør man aldrig spøge:
Man brænder sig — men siden bli’er man klog.
Hvis De en Kone have vil med Penge;
Er en Coquette Deres Ideal;
Jeg ei behøver da at tvivle længe,
Om hvilke Midler jeg Dem raade skal.
Det allerbedste er at spille Spade,
Og saadan ret for Alvor staae med,
I Dansesal, Comedie og Gade
At Damen ikke har en Times Fred.
Af andre stille Piger, naar De giøre —
Af Cavalerer med — hvis det gaaer an.
Sligt holder Modens Damer af at høre,
Det lover dem en piffig moersom Mand.
For alting nævn ei stille huuslig Glæde,
Hvis Deres Donna ei skal vorde vred.
De faaer de smukke Øine til at græde
Ved sligt et Maleri af Kiedsomhed.
Lov hende ægte Shawl, og Fløiels Kaabe,
Og Riddehest, Huusholderske og Kok.
Lad hende endnu mere Frihed haabe,
Skiøndt hun af Frihed vist har meer end nok.
At trække Perler net, det maae De lære;
Og vinde Traad, og spille Sortepær;
Med Anstand hendes Parasol at bære,
Og lee af alle Kræfter naar hun leer.
Lad Øiets Brandraketter Veien tage
Til hendes Hjertes Magasin af Krudt.
Hvis hun da end en Smule har tilbage
Og ikke alt, det selv har reent bortskudt;
Da vil hun blusse snart i lyse Lue
Med mere end Cometers Stierneglands;
Og til den næste nyselige Frue
Vil Hymen flette strax en Myrthekrands.
O Gud! hvad det vil blive for en Glæde!
O meer end tifold lykkelige Mand!
Jeg af Deeltagelse maa næsten græde —
Til at fortsætte er jeg ei istand —
Og dog jeg maa — blot for at forebygge,
At for Bebreidelser jeg bliver fri,
Og ikke for at kaste nogen Skygge
Paa hiint guddommelige Maleri.
Hvis det i Tidens Længde sig vil hænde,
De bliver kied af al den Hurlumhei;
Hvis Deres Tanker skulle sig omvende;
Forlang da ikke hvad der findes ei.
Hvis De faaer Grød, naar De vil Velling have,
Hvis ei en Strømpe er i Huset heel;
Husk da at Damen ei skal være Slave
Og at hun har desuden nok sin Deel.
Hvis Døttrene de skulle Flaner blive —
Hvis Sønnerne har Mangel paa Forstand;
De Deres Kone da ei Skyld maa give:
Hun dog ei alting overkomme kan.
Det var jo da den allerstørste Plage,
Som et Par Folk paa Jorden kunne faae,
Naar selv de skulle deres Børn opdrage:
Til Tyendet sligt overlades maae.
Naar hun skal Formiddags Visitter giøre;
Hvor skal hun da faae Tid at eftersee
De Spædes Tarv — hun smiler ved at røre
De Grise smaae — sin hvide Negligee.
Naar hun en Times Tidsfordriv skal hente
Paa Promenaden, ved en Huusbonds Arm;
Hvor skulde hun saa Stunder til at prente
Moralitet i sine Døttres Barm?
Hvor skulde hun faae Tid fra, til at øve
I kiedelige Videnskab sin Søn?
Hun som kan al sin Smule Tid behøve,
For at vedligeholde sig bestandig skiøn.
De ikke maa Taalmodigheden tabe,
Naar de i lange Vinteraftenstund
Blier nødt til næsten uafbrudt at gabe
Ved hvert et Ord af hendes smukke Mund.
At tye til andre Damer er en Maade,
Som man ret godt mod Kiedsomheden veed;
Dog ei engang i Spøg vil jeg Dem raade,
Hvad jeg anseer som grusom Nedrighed.
Og naar da engang Tiden skriver Runer,
Med næsviis Haand blandt Rosenkindens Smil;
Naar ogsaa hun maa føle Verdens Luner —
Dens Yndest er ustadig som April.
Naar yngre Skiønne da fortrænge hende,
Og Ballers Dronning sidder der forglemt,
Og hiemme intet andet kan end skænde,
Ved Mismod stedse kun til Tvedragt stemt;
Men ude end vil vante Bifald vinde,
Skiøndt tidt det bringer andre til at lee,
Og intet Middel i sin Barm kan finde,
Som lindre kan Utilfredsstillelse.
O vær da god og blid! og ei De smile!
Und hende for et gavnligt Selvbedrag;
Husk! Dolken dræber strax, men Spottens Pile
Forgiftet, smerte mere Dag fra Dag.
— — —
End een Slags Elskov siger man der gives;
Jeg har kun læst om den, jeg saae den ei;
Maaskee det hvide Blomster ei kan trives
Her paa Nordboens sneebedækte Vei:
Det er, naar tvende ligestemte Siæle
Gienkiendes ved en indre Sympathie;
Naar Livets Forhold ei formaaer at qvæle
To Hjerters inderlige Harmonie;
For ham er hun den eneste blandt Qvinder!
For hende er der ingen anden Mand;
Det skiønne Baand, som deres Attraa binder,
Ei nogen jordisk Magt opløse kan.
Tidt stiller Avind dem — og dog de møder
Hinanden vist igien paa Skiæbnens Bud;
Miskiendt af den man elsker, Hjertet bløder,
Men ei den Elskes Billed’ slettes ud;
Det throner høit i ømme Phantasier,
Forgyldet tidt i dunkle Nætters Fred,
Mens Siælen hver en Tanke det indvier,
Og svømmer i et Hav af Kierlighed.
Og naar man da den Elskede gienfinder,
Og tolket har hver Qval man adskilt led;
Da skulle selv de smertelige Minder,
Giengieldes ved fordoblet Kierlighed!
Stolt skal hun da som den Tilbedtes Kone,
Blot delende med ham en Hyttes Vraa,
See ned med Ringeagt paa Verdens Krone,
Om man den end for hendes Fødder laae.
Og Manden, der som Yngling lagde Planer
Til Fremtids Idræt — til et evigt Navn;
Nu ingen større Virkekreds han aner,
End den at hvile i sin Hustrues Favn.
Ømt at forsøde hende Livets Dage,
Mens hun med Glædens Roser strøer hans Fied,
Et Salighedens Bæger skal de smage,
Bekrandset af en Gud for Kierlighed.
Lad Modgangs Storme end om dem gienlyde,
Lad Skiæbnen flette dem en Tornekrands!
De Bryst mod Bryst dens Luner Trods skal byde,
Og gaae imod den freidig som til Dands.
Og hvad er det som Flammens Næring yder?
Hvad er det som den stille Glød har tændt?
Det er Beundring for den Elsktes Dyder,
Hvor Agtelse er Elskovs Fundament.
Saa skal de trofast vandre Livets Bane,
Forelskede ved Kundskab og ved Dyd,
Og stedse i det nyde Favntag ane,
I næste Favntag en forhøiet Fryd.
Og naar i kolde Alder Hjertet isner,
Og Issens gule Lokker vorde graa;
Naar fyrig Elskovs Purpurrose visner,
Den skal forvandles til Kierminder blaa,
For engang seent paa sorte Dødningbaare,
At pryde den henlagte Vandringsstav,
Og væded’ først af den Forladtes Taare,
Snart blomstre evig paa en fælles Grav.
— — —
O Elskov i Atlantis! — — Jeg fortæller
Jo Fabler her, ved Døgnets muntre Fyr;
Hvad høres og i vore Dage heller,
End smukt og usandsynligt Eventyr?
Men for Dem ei i Fristelse at lede,
Vil jeg paa Timen slutte Brev,
Og om den femte Thefs vil jeg bede,
De ikke troer et Ord af hvad jeg skrev.