O Danmark! Du elskede Fædreneland!
Dit Navn toner høit fra vort Hierte.
I Egne! hvor Dansken, som Yngling og Mand,
De helligste Følelser lærte;
Hvor sorgfrit vi leged’ som smilende Glut;
Ei Dansken jer Sødhed forgietter,
I Minder! som knyttes til hvert et Minut,
Der svandt blandt vort Fødelands Sletter!
Her stod jo vor Vugge, og moderlig Sang
Sødt lullede den slumrende Spæde;
Her boltrede vi os i den græsrige Vang
Indviet til barnlige Glæde;
Her lagde saa Mangen en Elsket sin Grav;
Her fulgte vi Fædrenes Baare;
Her vinker saa mangen en dyrebar Grav,
Bedugged’ af Kierligheds Taare.
Her delte vi Glæder og Sorger med Dem,
Som Danrigets Krone mon bære;
Vi saae ham som Fader, som Konge og Ven,
At værne om Danrigets Ære.
At kæmpe for Danmarks retfærdige Sag;
At trodse den fiendtlige Vælde;
Og Hjerter, erkiendtlig’ til døende Slag,
Med Troskab og Tak ham giengælde.
Her hæved’ den unge, d’en vorklode Barm,
I Elskovens Fryd og dens Smerte;
Her blussed’ en Lue saa hellig og varm,
I Pigens og Ynglingens Hierte;
Her favnede Manden sin trofaste Viv,
I Kydskheds og Kierligheds Glæde;
Her Fader og Moder i huuslige Liv
Ømt stræbte for elskede Spæde.
Her blomstrer vor Arne i fredeligt Ly,
Beskyttet af Retfærd og Love;
Her smiler saa mangen en giestmild By;
Her grønnes de ældgamle Skove;
Her ruller den Bølge ved fiskerig Strand,
Velsignelsen spirer af Jorden;
O Danmark! Du elskede Fædreneland!
Lyksaligheds Tempel i Norden!
Du yndige Land! hvor ei Solstraalens Ild
Forbrænder den frugtbare Ager.
Ei Jordskielv, ei Pest, ei Orkanen saa vild,
Din blide Tilfredshed forjager.
Ei savner vi Midler mod Vinterens Kuld,
I Vennekreds samlet til Glæder.
Om Sommeren smykker en Guddom saa huld
Vor Dana med blomstrende Klæder.
Hvor er da paa Kloden saa fager en Plet,
Saa hyggelig vel for vort Hierte?
Hvor trives vel Cimbrers og Skioldungers Æt,
Som her hvor de Dannished lærte?
Hvor røres vel Siælen, veemodig og fro,
Ved Mindets høittonende Stemme?
Hvor skiøtter vel Dansken at bygge og boe,
Som her hvor hans Hierte har hiemme?
Modtag da vor Tak, Du høitelskede Ø!
Du Moder til Gieve og Helte!
Du smiler saa sødt, som en blomstrende Mø
Omvunden med sølverblankt Belte.
O! salig er Dansken, som døer i Dit Favn,
Han mindes de hensvundne Glæder,
Og synger sin Konge, sit Fædelands Navn,
Og døer med en Bøn for dets Hæder.