Til to unge Veninder
(Da de bleve confirmerede.)
(Da de bleve confirmerede.)
Glemmer ei det Løfte, I aflagde!
Bryder ei den Eed, I Gud tilsvor!
Da I Pagtens skiønne Ord udsagde,
Signed’ Herrens Engle hvert et Ord.
Opfyld derfor troligen dens Pligter!
Stundom er de tunge — men dens Løn,
Aldrig, aldrig Dødens Ørter svigter:
Siælefred! du giør vor Vandring skiøn.
O! naar Gudsfrygt præges i vort Hierte,
Lyser liig en Stierne til vor Grav,
Da er den en Talisman mod Smerte.
„Tro paa Gud!“ det er en Støttestav.
Og hvad var vor Vandring giennem Livet?
Hvad den Qval, den Kummer, som vi led?
Hvad blev os til Giengield derfor givet,
Naar vi tabte Haabet: „Evighed!?“
Bennekuld I her et Raad modtage,
Som en øm Veninde prøvet har;
Det har blidnet mange Smertens Dage,
Trøstet mig naar jeg bedrøvet var.
„Vorder fromme!“ kan I ei forhindre,
Spotter aldrig over andres Fald.
Det blev Qvindens skiønne Lod at lindre;
Handler ei mod dette høie Kald!
Lad ei Avind mørkne Eders Timer!
Vær tilfreds i sorgløs Nøisomhed!
Sikkerlig, naar Gravens Klokke kimer,
Vi af Verdens Gøgleverk er kied.
„Vorder dydig!“ deler skyldfri Glæder!
O, men tumles ei i Vellyst hen!
Viid: naar først man Lastens Vei betræder,
Sielden man igien forlader den.
Tænk, hvor snartlig Ungdoms Vaar bortsvinder!
Og naar Kindens Roser falme hen,
Hæren af Tilbedere forsvinder;
Eensom og forladt I staae igien.
Det skal aldrig volde Eder Smerte,
Naar I føle Uskylds rene Værd;
Dydens Skiold huldt dækker Eders Hierte,
Og mod det forstummer Modgangs Sværd.
Lad endogsaa Torne Eder saare;
Rammes end af Skiæbnens haarde Stød!
I velsigne skal den bittre Taare,
Naar ei Angers Marter den udgød.
Endnu denne Lære: „Vær taalmodig!“
Sviger Vennen falsk den givne Eed;
River Skiæbnen Eders Hierte blodig,
Med en haabløs Elskovs Bitterhed.
„Heller liid, end Lidelser tilføie!“
Følget denne Regel hvor I gaaer,
O! hvis I den stedse har for Øie,
Gyder Taalmod Balsom i Jert Saar.
Kierlig Uskylds Genius skal lede,
Henad Banen Eders Fremtids Fied;
Skyldfri Vandel i Jer Vaar berede,
Eders sølvgraae Vinter Siælefred.
Selvberøvelser Jer ei skal nage;
Dydens Blomst Tilfredsheds Frugter bær.
Naar da Døden ender Eders Dage,
Naar Jer Siæls Forløsningstid er nær:
Da skal Venskab Eders Øie lukke,
I skal slumre ind til salig Fred,
Og uskyldet Vemodsgraad bedugge,
Smaa Violer paa Jert Hvilested!