Grumt knuste Døden det trofaste Hierte,
Som i Din redelige Barm var lagt.
Far hen i Fred! — hviil ud fra Fryd og Smerte!
Du kiære Offer for Din Skiæbnes Magt.
Med skumle Blik, Bagtaleren forstummer;
Thi Graven sløver hver en giftig Braad.
Vee dem! som volded’ Dig, Du Ædle, Kummer,
Dit Minde hædrer stille Medynksgraad.
Fiernt fra en kierlig Moders ømme Hierte,
Langt fra en Faders kloge Raad og Trøst;
Du maatte ene kæmpe med den Smerte,
Som skuffet Tillid vakte i Dit Bryst.
Dog — salig hvo, som lader Herren raade!
Han forudseer hvad tjener til vort Held!
Han løser Livets underlige Gaade
Hist for den frie udødelige Siæl.
O! kunne Du fra Evighedens Rige,
End hviske til Din fordum elskte Kreds;
Med Seraphtoner vilde Du da sige:
„Nu er jeg atter fro og veltilfreds.“
Saa hviil da sødt — skiøndt hvert et Savn forglemmes,
Naar Tiden Balsom i en Vunde gød;
I nogle Hjerter skal Dit Minde giemmes,
Og hine Ord: „Han smilte og var død.“