En yndig Lund er Barndoms grønne Vaar:
Et Bær — en Fugl — en Blomsterkrands os fryder,
Algodhed jævner Veien som vi gaaer,
Hvor Spøg og Leg i Uskylds Ro vi nyder.
Dog stundom længes Siælen efter Gud,
Og sender tidlig af sit snevre Fængsel;
Den flygter giennem Sideveien ud,
Og stiller i Guds Skiød sin fromme Længsel.
O! Held den Glut som salig slumrer ind,
Ukiendt med Livets Storm — i Uskylds Alder.
Ei martrer Ønsker, Haab og Frygt hans Sind
Naar Herren ad sin lille Skabning kalder. —
Den voxne Yngling kiek — med freidigt Mod
Betræder Livets underlige Scene;
Der saarer hvasse Torne tidt hans Fod —
Han snubler stundom over siunke Stene;
Han søger Elskovs Blomst og Venskabs Blad —
Ei meer de spæde Planter Jorden pryder —
For Elskov — Vellyst, og for Venskab — Had
Man overalt med hyklet Smiil ham byder.
Kun sjelden kan han skielne mellem dem,
Men troer med Engles Nimbus sig at smykke;
Saa vandrer han letsindig Banen frem,
Ak! blandt Ruiner af forskjertset Lykke.
Ad høire øiner han en banet Vei,
Som giennem blomsterstrøete Egne fører.
Hans Øie forsker — Maalet seer han ei —
Sirenesang bag hver en Busk han hører;
Der straaler Solen end engang saa varm,
Med gyldent Blad de Purpurblomster pranger,
Men skiulte Dolke sigte mod hans Barm,
Og bag ved Blomsten lurer lumske Slanger.
Med Kæmpeskridt han iler hen ad den —
Dog brat han ved den steile Klippe standser.
O Held ham! hvis han vender om igjen
Og seirer over de forførte Sandser;
Da kan han endnu naae den Vei engang,
Som Dydens Søn med stadigt Fied betræder;
Vel er den knudret, øde, mørk og trang,
Men Maalet er ufattelige Glæder.
Den steile Klippe er de Hindringer,
Som sig i Veien for hans Ønsker kaster;
Men Vee ham! hvis han saa fordærvet er,
Og rydder dem af Veien da med Laster;
Da kravler han forhærdet paa den Sti,
Som fører op til Klippens bratte Tinde,
Han naaer den — men hans Glæde er forbi
Det skiønne Blændværk seer han der forsvinde;
Der Veien er saa skraa — saa slibrig glat,
At uden Ophør dybere han synker;
Rundt om ham er det mørkt som skumle Nat,
Og ingen den fortabte Synder ynker.
Ei længer hvisker Dyden til ham: „vælg!“
Han ikke længer vende kan tilbage.
En Afgrund aabner for ved ham sit Svælg;
Et Skridt endnu — og den vil ham modtage.
Dybt bruser det i skumklædte Strøm,
Og bagved hvisler giftbespændte Slanger;
Nu seer han Dyden ikke er en Drøm;
Men ak! for sildig kommer nu hans Anger.
Da rase Helvedqvaler i hans Siæl,
Og Trolde titte frem af Klippens Revner;
Der tidt forhaante syndertraadte Held:
„At være god“ nu skrækkeligt sig hevner. —
Men den som væbnet med Standhaftighed,
Trods Modgang, Savn, og Lidelser og Taarer,
Henvandrer Dydens Vei med stadigt Fied,
Og kysser ømt den Haand som dybt ham saarer;
Henover nøgne Bakker gaaer hans Vei,
Og finder han en Blomst — den snarlig falmer.
Kun af og til en visnet Glemmigei,
Omslynger i hans Hierte Fredens Palmer.
Forhaant, foragtet, og alligevel
Misundt og hadet for sit Hiertes Dyder;
I Kaar saa tidt den rige Niddings Træl,
Og intet Solglimt Mulmet gjennembryder.
Dog himmelsk lyder i hans Siæl en Røst
Hvergang han øvede en Daad herneden,
Og midt i Lidelser er det hans Trøst,
At fæste blot et Blik paa Evigheden.
Nu ender Veien — han ved Maalet staaer,
Og see — et Eden ham imøde smiler;
Der spirer Lilier frem trindt hvor han gaaer,
Og i sin Moders Skiød den Trætte hviler.
Forglemt er Kummer, Krænkelser og Sorg,
Og lægt er hvert et Saar, hver jordisk Smerte.
Der vinker hiint Paulun, hiin sikkre Borg
Som Troen bygger i den Frommes Hierte.