Paa lille Majas blege Kind
Saa bittre Taarer flød,
Saa kummerfuld udi sit Sind,
Hun sukkede for Brød:
„Gud, hvor jeg er ulykkelig!
„Thi ingen — ingen hører mig;
„O Moder! udi Himmerig
„Hør du dit Barns Skrig!“
Der sad hun paa en alfar Sti
Og bedled’ om lidt Brød,
Men ak! — hver Riig, som gik forbi,
Kun haaned’ hendes Nød:
„Gaae, Tiggerunge, bort fra mig!
„Thi ellers skal jeg lære dig,
„At Betlere de taales ei
„Paa denne Landevei.“
Da sank hun om paa kolde Snee:
„O Gud! hvi blev jeg fød?
„Kald Maja til sin Moder ned
„I Gravens milde Skiød!
„Den nærmer sig den mørke Nat,
„Og jeg er ene og forladt,
„Og Frost og Hunger plager mig,“
Hun klaged’ sørgelig.
Da hører hun en Qvinderøst,
Den klang saa blid og from;
Med tvende Børn ved sit Bryst
En Bondekone kom:
„Sid ikke her, du lille Siæl!
„Du fryser ellers vist ihjel,
„Forbi er snartlig denne Dag
„Søg derfor under Tag.“
Da svarer Maja: „Intet Tag
„Vil længer huse mig,
„Og dette er den sidste Dag
„Jeg er ulykkelig.
„Min Fa’er var død før jeg blev fød,
„Og nu er og min Moder død;
„Med lukket Øie, blegnet Mund
„Jeg venter Dødens Stund.“
„Kom!“ venlig Bondekone bad,
„Kom følg du hjem med mig!
„Jeg er vel fattig, men saa glad
„Jeg dele vil med dig.“
Med lettet Hierte, trøstet Aand,
Gik Maja med ved hendes Haand;
Ved Arbeid tjente hun sit Brød
Forbi var hendes Nød.
Hun voxte op, blev stor og god
Sin Pleiemoders Fryd;
Hun aldrig Retsinds Vei forlod
Standhaftig udi Dyd.
Saa henrandt Majas hele Liv;
Hun blev en brav og elsket Viv.
For sine Børn hun mangengang
Igientog denne Sang:
„Søg ikke altid Hielp og Raad
„Hos Rigdoms stolte Søn;
„Han spotter tidt afmægtig Graad
„Og Hielpeløses Bøn.
„Og synes Eder Skiebnen haard,
„Forsag dog ei — I Maalet naaer;
„Ved dydig Vandel, opfyldt Bud
„I møde kan for Gud.“