Fortryllete Slot! dine Lamper brænder
saa dunkelt, saa mat,
fra fordums Dage jeg atter dig kjender;
men gaaer dig forbi i den mørke Nat.
Tit stod jeg derinde,
mens udenfor sused de kolde Vinde;
bag buntede Teppe stirred mit Blik,
for Øjet de venlige Syner hengik:
jeg lytted saa fro til de fremmede Toner,
og følte mig flyttet til højere Zoner,
blandt Helte, som døde, blandt Tider, som svandt,
og glemte da Døgnets fortærende Tant.
Tit stod jeg saalunde
med sværmende Aand,
løsrevet af Jordlivets engere Baand,
saae Heltenes Kamp, og saae Kæmpernes Vunde,
og tit mine Taarer da runde.
Vel oftest jeg der
har søgt mine Glæder i Taarer,
hvor Livet fra højere Standpunkt nedseer,
og fryder vor Sjæl, mens det Hjerterne saarer;
dog mangen en Gang
jeg og til den modsatte Pol mig nedsvang,
hvor Musen blandt Dværge sig Helte udkaarer
og stiller dem frem i sin gyldene Borg;
da glemte jeg ogsaa hver lavere Sorg,
og smiled ad Tidens udpegede Daarer.
Fortryllede Slot! du staaer der endnu,
end Tonerne tone, end Lamperne brænde;
men fordums Dage jeg kommer ihu,
og maa mig vemodig bortvende.
Hvor er de nu henne
de Syn, som bortgik?
forgjæves leder det spejdende Blik,
kan ej sine Helte gjenkjende.
Men lydt gjennem Musens omtaagede Borg
gjenlyder den daglige Glæde og Sorg.
Naar Livet os møder derinde, som ude,
saa gaaer jeg dog heller hvor Stormene tude,
løsriver mig selv af de engere Baand,
og søger i Natten den flygtende Aand.
Hvo kommer, omsuset af Nordenvinde
med Diademet i flagrende Haar,
i stolten Hjerte det dybe Saar,
— — hvorhen? du herlige Qvinde!
Maria Stuart.
Did hen, did hen,
hvor Lamperne skinne
i Trylleslottet, did hen, did hen!
Ej meer som ude der vorder inde,
der skal nu ædlere Taarer rinde,
der vil jeg drømme mit Liv igien.
Ak! hvo vil høre din svage Stemme?
ak! hvo vil din luftige Sang fornemme?
far hen! far hen!
ak! snart maa du flygte for Sværmen igien.
Men naar Tiden kommer,
naar Aanden kommer
af Livet, som dræbtes i øden Borg,
da vil de først fatte de Dødes Sorg.
Aanden i Hamlet.
See! Tiden er kommen,
see! Aanden er kommen
opmanet af Grav.
Jeg vandred over det dybe Hav,
med Pantser og Sværd
til Ledingsfærd
mod den gjøglende, aandløse Hær.
Og naar de høre min tunge Gang,
da skal den tie den tomme Klang
af hverdags Bulder og Gadesang;
thi jeg skal stande med Sværd i Haand
og Døgnets Nisser skal flye og gyse,
og herligt skal Trylleslottet gjenlyse,
en Borg for en levende Aand.
Ingeman.