Elegie(Skrevet ved Ruinerne af Marmortemplet i Kjøbenhavn).Hvo var Barbaren, som med frække Haand nedstyrted Herrens Marmorslot i Norden?var det Din Daad, Du grumme Tidens Tand! som puster bort hver Herlighed paa Jorden?— Nej, aldrig var hint store Værk fuldbragt, i Fødslen knustes det af høj’re Magt;thi vist en Geist henover Kloden svæver, og kuer ned hvad Skjønt og Højt sig hæver.Hvo er Du, Daimon! sort og rædselfuld? Tid og Forgjænglighed er ej saa grumme:de lade Livet dog fremstaae af Muld, og triumfere — før det maa forstumme.Du gaaer en Storm henover viden Grav, Du river de umodne Frugter af;mod Dig kan ej Ægiders Malm os væbne, gigantiske forunderlige Skjæbne!Du raaber; „dø,“ naar Guder raabe „bliv;“ Du slukker ud den nysoprundne Stjerne,Du dræber Fosteret i Moders Liv, Du avler Vanvid i den Vises Hjerne;forgjæves Helten trodser mod Din Harm: han kæmper — knuses af Din Demantarm;Dog — kun Ruinen af det Timelige var Din Trofæ, Du Ubegribelige!Men ak! see her Du grusom har oprejst, uhyre Trold! et større Sejersminde:her skulde Herrens Altar have knejst, her skulde Konsten svæved om dets Tinde;her Jesu Kristi store Kæmper staae, omsvævede af tusind Engle smaa;her gjennem gyldne Læber Aanden tale, og Fromhed sjunge højt i Marmorsale.Her skulde Skjønhed, Liv og Kjærlighed staae lys anskuelig i Kraftens Zone,og Hellas! Dine Guders Evighed indslynge sig i Jesu Tornekrone!Du saae det, fæle Geist! med nidske Blik, og frygtsom Sydens milde Aand bortgik;i Norden en Ruin kun blev tilbage, at vidne sørgeligt for fjerne Dage.Der staaer den, halvophævet af sit Grus, og Græsset grønnes i de dybe Rifter,mens Konstens vemodsfulde Genius henover brudte Marmorpiller vifter:Sørg ej fordi hvad levet har maa døe! hver Urt skal visne, Græsset vorde Hø;men sørg fordi hvad ei engang er vorden, halvfødt maa døe for Stormene i Norden!