Elegie
(Skrevet ved Ruinerne af Marmortemplet i Kjøbenhavn).
(Skrevet ved Ruinerne af Marmortemplet i Kjøbenhavn).
Hvo var Barbaren, som med frække Haand
nedstyrted Herrens Marmorslot i Norden?
var det Din Daad, Du grumme Tidens Tand!
som puster bort hver Herlighed paa Jorden?
— Nej, aldrig var hint store Værk fuldbragt,
i Fødslen knustes det af høj’re Magt;
thi vist en Geist henover Kloden svæver,
og kuer ned hvad Skjønt og Højt sig hæver.
Hvo er Du, Daimon! sort og rædselfuld?
Tid og Forgjænglighed er ej saa grumme:
de lade Livet dog fremstaae af Muld,
og triumfere — før det maa forstumme.
Du gaaer en Storm henover viden Grav,
Du river de umodne Frugter af;
mod Dig kan ej Ægiders Malm os væbne,
gigantiske forunderlige Skjæbne!
Du raaber; „dø,“ naar Guder raabe „bliv;“
Du slukker ud den nysoprundne Stjerne,
Du dræber Fosteret i Moders Liv,
Du avler Vanvid i den Vises Hjerne;
forgjæves Helten trodser mod Din Harm:
han kæmper — knuses af Din Demantarm;
Dog — kun Ruinen af det Timelige
var Din Trofæ, Du Ubegribelige!
Men ak! see her Du grusom har oprejst,
uhyre Trold! et større Sejersminde:
her skulde Herrens Altar have knejst,
her skulde Konsten svæved om dets Tinde;
her Jesu Kristi store Kæmper staae,
omsvævede af tusind Engle smaa;
her gjennem gyldne Læber Aanden tale,
og Fromhed sjunge højt i Marmorsale.
Her skulde Skjønhed, Liv og Kjærlighed
staae lys anskuelig i Kraftens Zone,
og Hellas! Dine Guders Evighed
indslynge sig i Jesu Tornekrone!
Du saae det, fæle Geist! med nidske Blik,
og frygtsom Sydens milde Aand bortgik;
i Norden en Ruin kun blev tilbage,
at vidne sørgeligt for fjerne Dage.
Der staaer den, halvophævet af sit Grus,
og Græsset grønnes i de dybe Rifter,
mens Konstens vemodsfulde Genius
henover brudte Marmorpiller vifter:
Sørg ej fordi hvad levet har maa døe!
hver Urt skal visne, Græsset vorde Hø;
men sørg fordi hvad ei engang er vorden,
halvfødt maa døe for Stormene i Norden!