Cort Adler var sig en Helt saa stærk,
Hans Ry foer saa vide om Lande,
Han øvet saamangent et Manddomsværk,
Alt ved de fremmede Strande.
I Myklegaard hørtes hans Navn med Skræk,
De Tyrker kun lidet ham hued;
Han slog saamange med Sværdet kjæk,
Fem Tusind med Lænker han kued.
Ved Tenedos toned hans Sejerssang,
Mens eenlige Snekke han bøded;
Da kom Hr. Ibrahim, stærk og lang,
Af Harme den Muselman gløded.
Med tusinde Mand han mod Helten foer,
Ham tyktes Sejren alt vunden;
Paa søndrede Snekke de sprang ombord,
Og raabte paa Christenhunden.
Paa Dækket der øves saa haard en Færd,
Saamangen Christenhelt bløder;
Cort Adler slynger sit gode Sværd,
Han flux den Muselman møder.
Hr. Ibrahim efter hans Hoved slog;
Men det vilde Helten ei slippe:
Med høire Arm han det Hug modtog;
Men nu vilde Styrken ham glippe.
Med venstre Haand tog han Sværdet fat,
Og nu foer han ikke med Lempe:
Paa Dækket der falder et Hoved saa brat,
Det tabte den tyrkiske Kæmpe.
Nu faldt hver Muselmans Sværd og Mod,
Som Dyr de lode sig binde;
Fra Tenedos seiled den Kæmpe god
Med Seir, for flyvende Vinde.
Cort Adler frem for sin Konge stod,
Ei Heltens Hæder var ringe:
Et Banner han lagde for Kongens Fod,
Og Ibrahims vældige Klinge.
Nu ligger Helten i sorten Muld,
Han kløver ei flere Pander;
Men Dannemark gjemmer end, tro som Guld,
Hans Navn, hans Sværd og hans Banner.