Antologier

Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!

dog ingen kjender Dagen, før Solen gaar ned.

Godmorgen! Godmorgen! sang Fuglen paa Kvist;

tit saa’ den Aftensolen bag Fængselets Rist.

Tit dufted’, tit nikked’ Smaablomster ved Gry;

før Aften laa de knust under Haglvejrets Sky.

Tit leged’ Smaabarnet i Morgensol rød;

ved Kvæld det laa paa Lejet saa stille og død.

Paa Jorden ej lever saa salig en Sjæl,

jo Lykken kan omskiftes fra Morgen til Kvæld.

Lyksalig dog Sjælen, som kjender Guds Fred,

skjønt ingen kjender Dagen, før Solen gaar ned.

Godmorgen vi sjunge med Fuglen helt fro,

skal selv i mørke Fængsel til Natten vi bo.

Guds Børn kan sig glæde som Blomster ved Gry,

skal selv de ligge knust under Aftenens Sky.

Som Barn kan jeg frydes i Morgensol rød,

om ogsaa jeg før Aften er stille og død.

Guds Fred og Godaften! vi sjunge ved Kvæld;

Vorherre selv bevarer hver flygtende Sjæl.

Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!

Guds Fred er Sjælesolen, som aldrig gaar ned.