Vift stolt paa Kodans Bølge,
Blodrøde Dannebrog!
Din Glans ej Nat skal dølge,
Ej Lynet dig nedslog.
Du over Helte svæved’,
Som sang i Dødens Favn;
Dit lyse Kors har hævet
Til Himlen Danmarks Navn.
Fra Himlen er du faldet,
Du Danmarks Helligdom!
Did har du Kjæmper kaldet,
Som Verden leder om.
Saalænge Rygtet svinger
Sig over Land og Sø,
Mens Nordens Harpe klinger,
Din Ros skal ej uddøe.
Suus højt i Kampens Bulder
Om Juel, din Kjæmpe bold!
Naar Tordnen om dig ruller,
Du sjunge Tordenskjold!
Og flyver du mod Himlen,
I stolte Luers Favn,
Da nævn for Stjernevrimlen
Din høje Hvitfelds Navn!
Hvergang en Stjerne funkler,
En Helt du nævne kan;
Men ingen, som fordunkler
Din store Kristian;
Paa Lysets Kyst han stander
I Sejersklædebon,
Hvergang en Kjæmpe lander
Hos Rud og Absalon.
Med Palmen Kristian vinker,
Naar, Dannebrog! han seer
Dit hvide Kors, som blinker
I Kampens Flammeskjær.
Vift højt for alle Vinde!
Kald dine Sønner frem!
Mens Havets Bølger rinde,
Din Glans omstraale dem!
Vaj stolt ved Danmarks Strande!
Vaj stolt ved indisk Kyst!
Og ved Barbarers Lande
Lyt stolt til Bølgens Røst!
Den toner om din Hæder,
Om dine Kjæmpers Priis,
Og Heltene det glæder
I deres Paradis.
Se dem, du har tilbage!
De blusse ved dit Navn,
Vil for for din Hæder drage
Med Lyst i Dødens Favn.
Uplettet skal du svinge
Dig over Verdens Sø,
Til Nordens Brynjer springe,
Og Danmarks Hjerter døe.