Op! sjung og glæd dig, Danmarks Søn!
Vor Sø er blank, vor Skov er grøn,
Og blomsterrig vor Dal.
Med Majløvkransen i sit Haar
Hun kommen er, den unge Vaar,
Hun pyntet har sin Sal.
Den Sal er høj og lys og stor:
Ej paa den hele, vide Jord
Er Mark og Eng saa grøn;
Ej paa den hele Verdens Ø
Er Dal og Høj og Skov og Sø
Og Luft og Sky saa skjøn.
Se! Himlens Fugle det forstaae:
De Sydens Herlighed forsmaae,
Og rejse glad’ mod Nord,
Her hæver sig det frie Bryst,
Her søge de med frejdig Lyst
De gamle Glæders Spor.
Her lufter det fra dybe Hav,
Her toner det fra Oldtids Grav
Om store Kjæmpers Id;
Her sjunger end den danske Mand
Om Skjolds og Frodes Fødeland
Og om den gamle Tid.
Her sjunger end den mindste Dreng
Om Danmark, dejligst Vang og Væng,
Om Skjoldungætten bold.
Her sjunger end den mindste Mø
Om Ærens Vej paa stolte Sø,
Om Juel og Tordenskjold.
Her bruser Verdens store Væld;
I Skyen flyver Bjerg og Fjeld,
Og Sjælen over Jord.
Op! sjung og glæd dig, Danmarks Søn!
Din Vugge og din Grav er skjøn,
Din Himmel høj og stor!
