Blomst jeg søger i fremmed Land paa Bjerg og vildene Fjeld;
Ak, hvis jeg den Blomst ei finde kan,
Jeg faaer ei Ro i min Sjæl.
Der lever Ingen i Verden her,
Som kan mig sige dens Navn;
Og om den dufter fjern eller nær,
Det siger mig ei mit Savn.
Saamange Blomster jeg saae paa Jord;
Men den kun skued jeg ei.
Og ud i den vide Verden jeg foer.
Gik eene paa fremmed Vei.
Der hjemme sidder min Hjertenskjær,
Ak, hende har jeg forladt;
Hos hende var mig Guds Engle nær.
Men om Blomsten jeg drømte hver Nat.
Jeg havde ei Rast, jeg havde ei Ro,
Jeg maatte i Verden ud;
Men aldrig vorder mit Hjerte fro
Saa langt fra min Ungdoms Brud.
Og dog jeg vanker i Verden om.
Over Fjeld og vildene Strøm;
Men Fjeldet er koldt og Verden tom,
Og Blomsten er vel en Drøm.
Ak blomstrer den ikke paa Jorderig,
Hvi gik jeg saa træt mig her?
Der smiler dog ingen Blomst for mig
Saa langt fra min Hjertenskjær.
Den fremmede Blomst jeg dog finde maa.
Og bringer jeg den ei hjem;
Saa vil vi Begge tilsammen gaae
Hvor Herren leder os frem.
Men finde vi ei den Blomst paa Jord,
Saa følg mig, min Sjælebrud
Saa søge vi den i Stjernernes Spor
I Himmelhangen hos Gud.
Henover Genfersøen foer vemodsfulde Sang,
Da toned det fra Bjergene som Æolsharpers Klang,
Og fra det Fjerne vifted saa underfuld en Luft,
Med ubekjendte Luftning kom fremmed Blomsterduft.
Det lysnede for Øiet, det klang for Sjæl og Sands,
Det var som Himlen favned nu Jorden i sin Glands,
Og Jord og Himmel dandsed, som Brudgom og som Brud,
Henrevet Sjælen tumled i Drømmehvirvlen ud —
I ubekjendte Toner henover Søen klang
En Røst, jeg syntes kjende, heelt frydefuldt den sang.