Kæmpen ganger i Verden om,
Kollen han knuger i Haand,
Verden ham tykkes liden og tom.
Jorden et Liig uden Aand.
Kæmpen seer paa Heltenes Id,
Leer udi vilden Skye,
Heltene æsker han ud til Strid,
Heltene døe eller flye.
Kampen er ham en Børneleeg,
Seiren glæder ham ei,
Fjeldet, som høit over Skyen steeg,
Er ham en Tue paa Vel.
Verden vil han ei mere see.
Ganger i Kløstret ind,
Lærer at bede uden at lee,
Dæmper det vilde Sind.
— I Kløstret sidder den Munk saa stor
Og stirrer paa Bibelblad;
Udenfor paa den grønne Jord
Dandser en Moe saa glad.
Munken seer af sin Celle ud;
Skjøn er Jomfruens Gang:
Aldrig saae jeg en Møe saa prud.
Nu er mig Cellen for trang.
Biblen kaster til Jord han ned,
Blikket ruller han vild —
Munken sværger saa dyr en Eed
Alt i sin Elskovsild.
Fanger jeg ikke den Jomfru hvid
Og trykker til Kæmpebarm,
Saa vil jeg stande til evig Tid
Førstenet med udbredt Arm.
Fører den Jordens Skat jeg ei bort,
For hvem jeg med Himlen brød,
Gid her jeg stande som Fjeldet sort
Kold, som den evige Død!
Jomfruen ganger i Bjerget ind /
Bjerget var hvidt som Snee,
Mørk staaer Munken paa Fjeldets Tind,
Jomfruen kan han ei see.
Bjergmøen sidder saa hvid saa reen,
Dybt under evige Snee,*
Munken synker i Fjeldets Steen,
Fjeldet er sort at see.
— Jomfruen kaldes det Bjerg endnu,
Munken det mørke Fjeld;
Vandreren seer paa Munken med Gru,
Jomfruen glæder hans Sjæl.
Jomfruen stander saa høi saa hvid,
Skyen er om hendes Barm,
Sort staaer Munken til evig Tid,
Forstenet med udbredt Arm.
Ved Lauterbrunnen hænger fra Fjeldet hvide Skyer
Den Fremmede henvandrer, tit standse maa hans Gang,
Paa Stien hist ved Stenen der toner Pigesang;
Hvad udi gamle Dage paa dette Sted er steet
Paa Stenen tit med Studsen den Reisende har seet.
Hvad Tiden har fremdraget og atter lagt i Muld
I Graven den tilhyller med Blomster underfuld.
Og Daaden som forfærded hver Dalens Mø engang,
Fra Pigelæber toner nu saa underlig i Sang.